Mærket _

Fantasybogmessens fantasy novellekonkurrence på Herlufsholm kostskole.

Vinder i kategorien 10-12 år:

Kaisa Rasmussen med Mærket.



Mærket

Med et spjæt satte jeg mig op, forpustet og med koldsved løbende ned ad ryggen. I et kort øjeblik kæmpede jeg for at huske hvor jeg var, og hvad den brændende smerte i højre side betød.

Det gik hurtigt op for mig at jeg var i min egen seng, men hvorfor jeg havde ondt var mig et mysterium.

Jeg rakte ud efter stearinlyset ved siden af min seng, og tændte det hurtigt.

Den lille flamme kæmpede hårdt for at oplyse mørket i mit lille kammer, men skyggerne blev ved med at krybe nærmere, og jeg kunne ikke helt ryste angsten af mig.

Alt talte for at blev liggende i min trygge stråseng, men den brændende fornemmelse blev insisterende ved, og jeg vidste at det ville være umuligt at sove videre.

Gulvet var iskoldt under mine bare fødder, og kuldegysninger løb op og ned af min rygsøjle, mens gåsehuden spredte sig som steppeild ned ad mine arme.

Min tynde natkjole ydede mig ikke meget beskyttelse mod nattekulden der sivede ind gennem de utætte vinduer, og jeg kunne svagt ane min ånde som en grå sky foran mig.

En bevægelse fangede min opmærksomhed, og jeg hvirvlede rundt, kun for at stå ansigt til ansigt med spejlet på min kommode. Jeg gik helt derhen, placerede lysestumpen ved siden af, og løftede op i min natkjole for at inspicere den værkende side, og hvad jeg så fik mig til at ønske at jeg aldrig var stået ud af sengen.

Indviklede sorte mønstre svang sig over min blege hud, fra skulderen og ned til hoftebenet. De lignede brændemærker, ligesom dem jeg havde set på kvæget utallige gange.

Men de var ikke bogstaver, det var meget mere abstrakt.

Det kan ikke passe, tænkte jeg, du drømmer Evianna. Det er bare en ond drøm. Læg dig til at sove igen, det hele er væk igen når du vågner.

Jeg lod kjolen falde og tilbage på plads, og rakte ud efter lyset, men stoppede brat da jeg så det.

Det eneste der var tilbage var smeltet stearin og vægen der svømmede rundt i jernholderen. Flammen virkede dog til at stortrives, hvilket forvirrede mig yderligere. Jeg kunne tydeligt huske at have hentet et nyt lys dagen før, det kunne da ikke allerede være brændt ned.

Jeg kravlede tilbage i sengen, mens jeg brød hjernen over hvordan det var gået til. Til sidst besluttede jeg mig for at ignorere det.

Jeg havde sikkert bare glemt at stille det nye lys frem og så havde jeg taget det gamle. Det var den eneste forklaring. Og det eneste jeg kunne forklare.

***

Solopgangens første stråler tittede ind gennem mit vindue, da der lød en banken på min dør.

”Klokken er 6,” informerede en af de andre tjenestepiger, inden samme bank og samme meddelelse kunne høres på de andre døre i gangen.

Jeg sad ret op og ned i min seng, fordybet i tanker. Jeg havde slet ikke rykket mig siden i nat, og havde heller ikke lyst til det.

Men arbejdet kaldte, og jeg havde ikke råd til at vække mistanke. Ikke nu.

Jeg havde tænkt det hele igennem, og det virkede ikke som om flugt var det klogeste træk. Andre piger havde prøvet det, og var blevet fanget indenfor en dag. Hver og en af dem var efterfølgende blevet brændt for hekseri.

Det var en rigtig stor ting i landsbyen, og der var blevet brændt flere end jeg kunne tælle, over mindre ting end mærker som mine.

Nej, det eneste jeg kunne gøre var, at sige op og flytte ud. Det var den eneste plan der havde mulighed for at virke. Jeg ville sige op i dag, og være væk allerede i morgen aften.

Ingen behøvede at opdage noget, og jeg slap med livet i behold.

Jeg kan gøre det. To dage mere. Det er ingenting.

Så ville jeg få mig en lille hytte langt ude i skoven hvor ingen ville finde mig.

Forsigtigt rejste jeg mig, og stillede mig hen foran spejlet endnu en gang. Præcis som jeg havde frygtet havde det spredt sig. Nu løb det hen over min mave og hele vejen ned af højre arm.

Frustreret konstaterede jeg, at det ikke ville være til at skjule hvis det spredte sig længere. Mit ærme var langt, men handsker var ikke tilladt, og ingen mulighed.

I et stykke tid stod jeg bare og stirrede på mig selv i spejlet.

Mine normalt rolige brune øjne var spærret op i frygt, men ellers så jeg bedre ud end normalt, med en sund glød i kinderne jeg ikke kunne forklare. Jeg havde forvente mørke rander under mine øjne, men der var ingen i sigte, og mit hår bølgede i livlige brune lokker.

Jeg havde det også bedre end normalt med undtagelse af de brændende mærker og frygten der havde boret sig ind i min underbevidsthed. Mine hænder og fødder havde været ømme siden jeg begyndte arbejdet som tjenestepige, men i dag mærkede jeg intet.

Når jeg tænkte over det, var der en grusom skønhed ved mærkerne, måden de elegant snoede og drejede sig fik mig til at tænke på det kunstværk jeg så tit havde tørret af i fruens te stue.

Men disse pæne tegn havde også magten til at få mig brændt på bålet.

Billeder af fugtige fangekældre og høje bål spillede for mine øjne, så jeg klemte dem fast i, og tog en dyb indånding inden jeg bøjede hovedet helt ned og fiskede min uniform ud af kommoden uden at kigge på spejlet igen.

Det var lidt af en kamp at få strammet korsettet, da mærkerne begyndte at syde og hvæse, men det lykkedes og inden længe var jeg påklædt og listede ud på gangen.

Den var tom. Alle sad nok allerede og spiste.

Mine sko klikkede højlydt over det gamle trægulv, mens jeg bevægede mig ned ad den snævre gang. Bygningen var en ombygget stald, og alt hældede i forskellige retninger. Der var næsten ingen vinduer og selv i dagslys var der mørkt hvilket gav hele stedet en uhyggelig stemning.

Hver eneste trin på den snoede trappe knirkede, i dag mere end nogensinde før, og jeg mumlede utydelige eder hele vejen ned, da jeg nu havde mistet alt håb om at liste mig ind uden at blive opdaget.

Spisestuen var altid fyldt med mennesker, og larmen der normalt føltes hjemlig of en endda en smule beroligende, tærede nu på mine flossede nerver. Det skar i mine ører, og jeg fik lynhurtigt hovedpine.

Opfør dig som du plejer, manede jeg mig selv, inden jeg tog imod en skål med klumpet grød fra den gnavne kok.

Den eneste ledige plads var midt på langbordet, lige ved Mai. Jeg satte mig forsigtigt, og bad inderligt til at hun ikke ville lægge mærke til mig.

Jeg havde været på herregården i et års tid nu, og jeg havde fået mig et par venner blandt tjenestepigerne, men aldrig havde jeg snakket med Mai. Jeg havde heller aldrig haft det største ønske om det.

Hun sad flankeret af unge mænd, der sendte hende længselsfulde blikke, trods tjenestefolkets ensartede uniform.

Det var også forståeligt, da hun var rigtig køn med langt hvidblondt hår og store, dybe blå øjne.

Hun holdt hovedet højt og hun virkede som en der forventede respekt og fik det.

Da jeg satte mig, rettede hun med det samme sine kraftfulde blå øjne mod mig. Det føltes som hun så lige igennem mig, og jeg krympede mig, sikker på at hun ville vide hvad jeg skjulte i ærmet.

Men i stedet nikkede hun anerkendende til mig.

”Hvem er du?” spurgte hun, og pludselig havde jeg alle de omkringsiddendes opmærksomhed, som om det at få Mais opmærksomhed uopfordret var en stor ting.

I virkeligheden forbandede jeg hende langt væk. At alle kiggede på mig var det allersidste jeg ønskede mig i øjeblikket.

”Evianna,” sagde jeg stille, og pillede nervøst ved en tråd på mit ærme.

Hun åbnede munden for at snakke, da butleren, til hendes store irritation, gjorde sin entré og afbrød hende.

Jeg lyttede kun halvt da han præsenterede en ny tjener. I stedet fokuserede jeg på min grød der lå som en klistret masse i bunden af min skål.

Hvis jeg havde været mere opmærksom ville jeg nok have mærket de omkringsiddende fyres uro og Mais iver. Faktisk lagde jeg ikke mærke til noget som helst, før fyren ved siden af hende fik en albue i siden og besked på at flytte sig, og den nye blev trukket ned.

Jeg kiggede op, og blev ramt af smil der ikke kunne beskrives som andet end sødt.

Det var den nye tjener, og jeg vidste at Mai ikke ville være tilfreds med at han gav sin opmærksomhed til mig i stedet for hende, så jeg smilede flygtigt tilbage inden jeg atter slog øjnene ned. Men jeg vidste at hun havde lagt mærke til det, for jeg kunne mærke glødende blikke blive sendt i min retning.

***

Dagens arbejde gik i gang, og denne morgen var usædvanlig travl.

Da jeg støvede af i herrens kontor, og strakte mig op for at nå den øverste kant af et maleri røg mit ærme et godt stykke ned, og tjenestepigen ved siden af mig stoppede og stirrede. Hurtigt rev jeg ærmet på plads.

”Jeg spildte blæk,” hviskede jeg hurtigt, og hun trak på skuldrene, og det var tydeligt at hun ikke gad spørge mere ind til det.

Jeg åndede lettet ud, men mit hjerte fortsatte med at banke i samme hurtige tempo som hele dagen. For en sikkerheds skyld spændte jeg ærmekanten endnu en knap, selvom det strammede ubehageligt.

Da klokken slog tolv fik jeg min frokostpause, og på ingen tid stod jeg foran fru Andersens kontor. Jeg bankede forsigtigt, men havde endnu ikke sænket armen før døren blev revet op, og jeg spjættede forskrækket.

”Hvad vil du?” bjæffede fru Andersen, endnu mere stramtandet end sædvanlig i hendes perfekt pressede kjole og hår der gav fruen selv kamp til stregen.

”Øhm…” begyndte jeg perplekst, da den nydeligt forberedte tale jeg havde sat sammen i mit hoved hele dagen forsvandt mellem fingrene på mig det øjeblik den ældre kvindes stålgrå øjne så anklagende på mig.

”Kom til sagen pigebarn,” hvæsede hun så, og jeg lagde armene om mig selv, som for at beskytte mig fra hendes hårde blik.

”Jeg…. Jeg har fået et brev fra min familie, og…. de øhm…. de ønsker mig hjem med det samme,” fik jeg endelig fremstammet og hendes blik blev om muligt endnu hårdere.

”Som du ønsker. Dine ting skal være pakket og ude herfra i morgen aften, om jeg så skal smide dem ud selv!”

Med den kommentar blev døren smækket i, og efterlod mig rystende i gangen.

Uden at ville det, løb en ufrivillig tåre ned ad min kind og jeg bed mig i læben for ikke at lade et hulk slippe forbi.

Der var så mange forskellige følelser i den tåre at jeg slet ikke selv kunne holde styr på det. Lettelse over at det så ud som om jeg rent faktisk ville slippe væk, frustration, angst der gnavede i mit sind konstant og smerte fra de tæt tilknappede håndled.

Jeg begravede hovedet i hænderne og lod mig glide ned af væggen ved fru Andersens dør. Gulvet var ubehageligt og koldt, men det føltes betryggende at kunne krybe mig sammen og begrave hovedet i skørterne.

For første gang tillod jeg mig selv at græde ordentligt. Ikke som de enkelte tårer der en gang imellem smuttede ned ad kinden, men rigtig at græde og sørge over det liv jeg kunne have haft blandt andre mennesker der nu slet ikke kunne være tale om.

Mens jeg gravede hovedet ned i underskørtet for at dæmpe mine snøft, løb en underlig summende fornemmelse gennem mine fingerspidser. Jeg ignorerede den stædigt, pludselig lød et skingert skrig og mine tanker blev brat afbrudt.

Jeg kiggede op, og så døren til højre for mig, der var i gang med at lukkes i et roligt. Så åbnede den igen, og jeg kunne se en panisk tjenestepige, med en kraftigt rystende bakke i hænderne på den anden side.

Først havde det lignet at det bare var vinden, men da jeg kiggede ordentligt efter lagde jeg mærke til, at døren ikke smækkede i med et smæld som den burde, men at dørhåndtaget bevægede sig af sig selv. Så låste den, låste op igen og svingede helt op.

Jeg fandt det tryllebindende, og kunne ikke trække øjnene fra det, selv ikke da fru Andersen kom marcherende ud fra sit kontor og direkte hen til døren.

Der var slet ikke noget jeg bekymrede mig om i det øjeblik, og alle mine bekymringer og alt min angst var væk. Den kildende fornemmelse der nu løb i begge mine hænder og lidt op ad hver arm var behagelig, og jeg følte mig fuldstændig rolig. Rolig og tryg.

Det var først da fru Andersen tog fat i dørhåndtaget og tvang det til ro at alt vendte tilbage.

Alt der foregik ramte mig som et slag, endnu værre end før, og den summende fornemmelse var stoppet så brat at fraværet næsten gjorde ondt.

Pigen var begyndt at hulke, og fru Andersen lagde trøstende en hånd på hendes skulder mens hun rablede forskellige logiske grunde af sig. Dog virkede det mere som om hun prøvede at overbevise sig selv end pigen.

Folk begyndte at strømme til, men det virkede ikke til at nogen af dem havde lagt mærke til mig, så jeg rejste mig langsomt og begyndte at bakke væk, da pigen løftede hovedet med et ryk og stirrede mig direkte i øjnene. Hendes blik var fyldt med frygt og en smule væmmelse.

Fru Andersen lagde armen om skulderen på hende, og prøvede at få hendes med sig, men pigen stod som limet til gulvet. Til sidst kiggede fru Andersen også op, og da hun fik øje på mig skar hun en mistænksom grimasse.

Jeg var sikker på at jeg var blevet opdaget, men så lød et råb der distraherede alle tilpas nok til at jeg kunne smutte ubemærket ind i flokken bag mig.

”Alice!” lød en pigestemme, og en velkendt skikkelse brasede sig forbi mig. Da hun kom lidt på afstand genkendte jeg hende som Mai.

Hun løb hen til pigen, som smed sig i hendes favn med det samme. Maj holdt hende beskyttende, og når jeg tænkte over det, var der mange ligheder mellem de to. Samme mørke hår, samme spinkle kropsbygning og samme brune øjne der nu rettede sig mod mig. De var uden tvivl søstre.

Hændelsen blev slået hen som vinden, men resten af dagen passerede som en angstfuld tåge. Jeg havde nerverne uden på tøjet, og sprang med et nervøst gisp ved den mindste lille ting.

Og der var masser af små ting, så mange at det blev en stor ting. Alle vinduer jeg åbnede, lukkede og låste sig selv, ethvert lys jeg tændte skrumpede ind til en pøl stearin i løbet af få minutter, og alting larmede og gav sig når jeg gik ad gangen, som et kor af jamrende kor af træ der forfulgte mig.

Jo længere hen ad dagen jeg kom, jo flere folk begyndte at gå store buer uden om mig. En gang så jeg Maj der hviskede noget i øret på den nye dreng, men jeg nåede ikke at få fat i hans reaktion, for i det samme rev bakken sig selv ud af mine hænder og fløj et godt stykke inden den skramlede til jorden.

Det var ren lettelse der strømmede igennem mig, da jeg endelig var i mit kammer igen. Alt værkede fra arbejdet og mærkerne, og jeg nåede kun lige at skifte tøj inden jeg faldt sammen på stråsengen, der aldrig havde været mere behagelig.

Næste morgen var alt det samme, med undtagelse af mærkerne der havde spredt sig en lille smule ned ad mit lår.

Måske stopper det nu, tænkte jeg.

Hvert minut der gik blev jeg både mere lettet og mere panisk. Lettet fordi målet nærmede sig, og panikslagen ved tanken om at blive opdaget så tæt på friheden.

Hvad jeg ikke vidste var, at det skib allerede var så godt som sejlet. Fru Andersen dukkede op i spisesalen den morgen, og jeg blev taget med ind på kontoret.

Derinde stod Mai, hendes søster, pigen der havde set mit mærke og et stort brød af en mand iført den lokale politiuniform.

Adrenalinen begyndte at pumpe i mit blod, og mit hjerte hamrede.

Åh nej, åh gud nej, hver sød at sige dette ikke sker.

”Du er blevet anklaget for sort magi og hekseri,” sagde fru Andersen højtideligt, og hendes blik antydede stærkt at jeg var et usleste væsen på denne jord.

Mine øjne flakkede nervøst fra person til person, og konstaterede at lignende blikke blev sendt fra alle andre i lokalet.

”Jeg-” mere fik jeg ikke fremstammet. Jeg havde det som om jeg var ved at besvime af frygt. Det her var mit værste mareridt, faktisk alles mareridt her på det sidste.

Som for at understrege en pointe om hvor lidt kontrol jeg havde over mig selv, løb den brændende fornemmelse i det øjeblik ned under kanten af skjorteærmet og henover min håndryg.

Der lød et kollektivt gisp fra kvinderne, men manden var rolig, som det var normalt for ham. Da han så det sorte mønster på bag på min hånd, skubbede han sig blot ud fra væggen og nærmede sig i lange skridt.

”Nej, nej, nej, nej, jeg beder dig, jeg har ikke gjort noget. Jeg kan ikke styre det, vær sød, jeg skal nok forsvinde langt væk,” hulkede jeg desperat, men manden forsatte nådesløst.

Han rakte ud efter mig, og da jeg som refleks løftede armene beskyttende, lød en høj susende lyd, og han fløj tilbage. Med et højt brag ramlede han ind i vægen, og mit skrig var mindst lige så højt som Mais.

Han blev hængende lidt længere, inden han gled ned på gulvet, hvor han lå helt stille.

Hvad har jeg gjort? Tænkte jeg, og foldede armene om mig selv mens tårerne trillede uden stop ned ad mine kinder. Forfærdet kiggede jeg ned på minde hænder, og i det øjeblik hadede jeg mig selv lige så meget som alle de andre.

”Heks!” skreg fru Andersen. ”Du har dræbt ham! Heks!”

Hendes skrig tvang mig tilbage til virkeligheden. Jeg havde dræbt en mand. Det var ikke med vilje, men det havde jeg.

Og hvis jeg ikke løb nu ville jeg uden tvivl blive dræbt.

Aldrig havde jeg løbet så hurtigt som jeg gjorde der. I et utroligt tempo styrtede jeg ud af kontoret og op ad trappen.

Mit blik blev sløret af tårer, og jeg ænsede knap nok hvor jeg løb.

”Nej, nej, nej, nej, åh gud hvad har jeg gjort,” mumlede jeg for mig selv igen og igen, og flere gange havde jeg bare lyst til at stoppe op og lade dem tage mig, så jeg kunne tage min straf, men hver gang jeg besluttede mig for det, og prøvede at standse, nægtede mine ben og mit overlevelses instinkt drev mig videre.

Råbene bag mig blev højere og højere, og jeg vidste at jeg ikke ville kunne løbe meget længere. Mine ben følte som om de allerede var på bålet og mit hoved var så ørt at jeg nok ikke engang ville kunne holde balancen meget længere.

Jeg kiggede tilbage og så flere sorte og hvide skikkelser der fulgte lige i hælene på mig. Så rettede jeg hovedet frem igen og nåede lige at opfange endnu en skygge der tårnede op over mig inden jeg ramlede ind i noget hårdt. Råbene bag mig var nu så høje at de gjorde ondt i mit øre, og jeg klamrede mig fast til hvad jeg end havde ramt for det virkede så meget bedre end at fortsætte med at løbe.

Sorte prikker begyndte at danse for mine allerede slørede øjne, og en hvislende lyd, der irriterede mit forvirrede selv, lød fra oven.

Lige inden alt bevidsthed gled fra mig blev alt beroligende varmt, og et lille smil spillede om mine læber da alt blev sort.

***

Da jeg vågnede op var alt mørkt.

Gulvet under mig var hårdt og koldt, isnende koldt og jeg rystede så mine tænder klaprede.

Alt værkede da jeg satte mig op, men det lykkedes og jeg kiggede mig varsomt omkring i håb om bare at finde en lille smule lys. Til min store frustration var der intet.

Jeg sad i lang tid og bare stirrede ud i mørket, prøvede at vende mine øjne til det, men det nyttede overhovedet ikke. I stedet fik det mit hoved til at gøre endnu mere ondt.

Situationens alvor begyndte for alvor at synke ind som jeg sad og stirrede ud i luften.

Jeg var blevet opdaget. Fanget. Jeg ville blive brændt på bålet, uden tvivl.

En tåre begyndte at trille ned ad min kind, og jeg krøb mig helt sammen på gulvet igen.

I mit hoved spillede betjentens død om og om igen, og jeg hadede mig selv for hvad jeg havde gjort, selvom jeg vidste at det ikke havde været med vilje.

Stille og roligt gled min tanke videre til den vilde flugt gennem huset og landede så på det jeg havde braset ind i.

Hvis jeg bare havde nået at styre udenom, så var jeg måske sluppet væk. Inderst inde vidste jeg godt at jeg ville være blevet fanget på et tidspunkt, men på en eller anden måde gjorde det for ondt at indrømme over for mig selv. Jeg nægtede at indse, at alt håb var ude fra det øjeblik de så mærket.

Der blev koldere og koldere, og jeg rystede ukontrollabelt, mens et hulk boblede sig op gennem min hals.

Jeg dør, jeg dør virkelig denne gang. Der er ingen til at redde mig nu. De mener alle sammen at jeg er en morder, og de har ret.

Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved, og til sidst følte jeg at det ville være fangekælderen der fik ram på mig i stedet for ilden.

Vaklende kom jeg på benene og begyndte at føle mig rundt langs kanten af det lille rum. Og lille, det var det virkelig. Jeg tvivlede på at jeg overhovedet ville kunne ligge udstrakt.

Tre af væggene bestod af massiv sten og den sidste var er tykke jerntremmer der var kilet fast i både gulvet og loftet.

Der var ingen mulighed for at flygte, det vidste jeg.

For at distrahere mig selv tænkte jeg tilbage på den lille hytte i skoven og lod mig synke ned i fantasien.

Jeg forestillede mig det skæve bindingsværk og stråtaget, den smukt udskårne dør og det lave loft. Jeg forestillede mig hvordan jeg ville sætte møblerne, og hvilke urter og blomster jeg ville have hængende fra loftet for at udfylde min rolle som en heks.

Jeg forestillede mig hele mit liv der, og jeg tænkte på hvor lykkelig jeg ville have været.

***

Jeg brugte timer på at forestille mig hytter, når jeg havde planlagt alle detaljer på den ene, så begyndte jeg bare på en ny. Men til sidst lignede de alle sammen hinanden, og selvom det havde hjulpet at give hen til drømmene, så havde de ikke udfyldt deres formål. Jeg havde aldrig, på noget tidspunkt været i stand til at glemme hvor jeg var. Frygten der havde boret sig ind i mit sind siden jeg først så mærkerne var så voldsom som nogensinde før, og mørket var begyndt at drive mig langsomt til vanvid.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til at mørket gled over i gråtoner. Fra et sted bag tremmerne kom et svagt lys, og jeg lænede mig helt op af dem, i håb om at få et glimt af dagen af et medmenneske, om de så hadede mig eller ej. Jeg havde aldrig brudt mig om mørket, og jeg afskyede min straf inderligt.

Dér, helt nede for enden af gangen var et lille vindue. Det var for lille til at kravle ud, og så højt oppe på væggen at jeg tvivlede på at jeg ville kunne nå, men jeg var taknemmelig for det alligevel.

Jeg gled ned på knæ og stirrede på den smule græs man kunne skimte. Aldrig havde jeg fundet græs så smukt som der, og jeg græd endnu en gang, af ren og skær længsel efter at løbe over det i bare tæer som et barn. At ligge i det og kigge op på skyerne der drev forbi. Og nu hvor jeg vidste at jeg aldrig ville få mulighed for det igen, ønskede jeg bitterligt at jeg havde gjort det noget oftere.

Efter endnu et par timer føltes mine kinder forfærdeligt varme, og snart begyndte min hals at brænde.

Efter det gik det hurtigere, og snart var jeg mere syg end nogensinde før.

Alt gjorde ondt, hvert åndedrag føltes som knivstik i mine lunger, og jeg havde allerede opgivet at bevæge mig.

Jeg kæmpede for at holde mig vågen, men det begyndte at sortne for mine øjne.

Til sidst opgav jeg mine forsøg og lod mig synke ned i mørket. Der var alligevel intet håb om at blive reddet, og dette var vel lige så godt som at blive brændt.

Men mørket var ikke som første gang, det var plaget af forfærdelige mareridt, det var så virkelighedstro at mine skrig rungede mellem stenvæggene.

Sveden drev af mig, og jeg svømmede ind og ud af bevidstheden uden at kunne styre det. Alverdens forfærdelige ting spillede for mine øjne, og jeg ønskede intet andet end at det ville stoppe. At jeg kunne slippe for mine mareridt og falde ned i det bundløse mørke der havde budt mig velkommen inden jeg vågnede op her.

Til sidst kom der længere og længere mellem drømmende, men selv om pauserne var himmelske, blev drømmende også mere og mere intense.

***

Jeg stod på en mark, under et mægtigt egetræ, og jeg vidste at det her var den sidste. Jeg kunne mærke det. På den anden side af denne her lå enden på det her og jeg kunne endelig få fred.

Det kunne ikke hurtigt nok for mig, og jeg begyndte at trave igennem det høje græs.

Pludselig blev jeg blændet af et skarpt lys. Jeg dækkede hurtigt mine øjne, men det hjalp ikke.

Lige som jeg troede at det aldrig ville ende, dæmpede det sig en smule. Det var der stadig, varmt og klart, men jeg vovede hænderne væk fra ansigtet.

Jeg stod foran egetræet igen som om jeg slet ikke havde flytte mig, men denne gang hang der en krop fra hver gren, dinglende med tykke reb om halsen.

Alle deres ærmer var blev flået af, og ved nogen var deres trøje endda blevet flænset op foran, så jeg havde fuldstændigt frit udsyn til den store sort mønstre der løb over deres hud.

Det var et rædselsvækkende syn, uden tvivl det værste indtil videre. Alle de mennesker var ligesom mig. De forstod mig. De kunne have hjulpet mig, men i stedet var de endt her.

En kirkegård for udstødte, og det var min skæbne at ende ved siden af dem, dinglende i al evighed.

Jeg sank i knæ på den mudrede mark, ikke længere i stand til at stå.

Mit hoved sank sammen og jeg mærkede det endelige mørke nærme sig.

En stemme lød, men jeg vidste ikke hvor den kom fra. Der var ingen andre end de døde omkring mig.

”Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu,” lød en panisk pigestemme, og jeg havde det som om jeg blev rusket i, som om nogen prøvede at trække mig væk fra det der ventede.

”Hun trækker næsten ikke vejret,” lød stemmen igen, og endnu engang følte jeg mig rusket.

Marken begyndte langsomt at forsvinde, og i stedet så jeg mig.

Jeg var ligbleg og lå helt stille på stengulvet. En kvinde lænede sig over mig, og rystede mig blidt i skuldrene, mens en ung mand, der havde en fakkel i hånde, så uroligt til.

”Bare rolig, vi skal nok få dig ud herfra,” sagde hun, og jeg kæmpede desperat for at svare dem, men det var umuligt.

Hun blev ved med at ryste mig, men jeg kunne ikke føle det længere. Så løftede hun hånden, og som et sidste desperat forsøg lod hun den falde ned i en syngende lussing.

Alt blev mørkt.

Det næste jeg registrerede var følelsen af svæve og en varme der omfavnede mig. En anderledes varme end den der var ved at brænde mig op indefra. En god varme.

”Du klarede det. Du er i sikkerhed nu, det lover jeg.

Du klarede det.”

***

Da jeg åbnede øjnene igen, havde jeg ingen anelse om hvor jeg var. Sengen jeg lå på var lavet af groft strå, men himmelsk i forhold til stengulvet i fangekælderen.

Langsomt kæmpede jeg mig op at sidde og gispede højt da jeg så mig omkring.

Den lignede ned til mindste detalje den første hytte jeg havde fantaseret om da jeg sad i mørket.

Det lave loft, ildstedet, urterne, alt lignede på en prik.

Er jeg død? tænkte jeg, og tog mig forvirret til hovedet. Det var den eneste forklaring jeg kunne komme på. Men der var ikke stille som jeg havde forestillet mig døden ville være. Faktisk lød det som om det summede med liv uden for hytten.

Det var smertefuldt at komme på benene, men jeg gjorde det alligevel, og stavrede hen til døren. Med en kraftanstrengelse fik jeg krænget den op, og stoppede i chok da jeg kiggede ud.

Foran mig stod et egetræ, kæmpestort og majestætisk, og fuldstændig identisk med det jeg havde set i min drøm.

Men der var ingen lig overhovedet.

I stedet vrimlede det med levende mennesker omkring det. Mænd, kvinder og børn i massevis, alle med samme mærker som mig.

Men her var de ikke gemt, de var nærmere hyldet i ærmeløse skjorter og kjortler.

Omkring træet havde de bygget sig en lille by af hytter, og når jeg så godt efter genkendte jeg hver og en fra mine fantasier.

Et smil spredte sig på mine kinder, og frygten der havde knuget mig i flere dage nu, slap endelig sit tag.

Endelig er jeg hjemme.