Med døden i hælene _

Med døden i hælene

Har du nogensinde stoppet op og undret dig over, hvor vi forsvinder hen, når vi dør? Stiger vi mon til himmels og nyder det evige liv? Eller begraves vi i jorden blot for at omsluttes af det evige mørke? Det er da et relevant spørgsmål at stille, for vi mister alle livet en dag; det er et faktum. Man kan ikke løbe fra døden, og man kan bestemt ikke skjule sig fra ham. Døden indhenter os alle, og en dag indhenter han også dig. Men hvad nu hvis det alligevel var muligt at undslippe ham. Tænk engang hvis du kunne holde døden på afstand og på den måde være i live på trods af, at din tid på jorden egentlig var rindet ud.

Un vaso con agua por favor

Der var som altid varmt i baren. Folk omkring mig kampsvedte på trods af, at de kun var klædt let på. Mændene ved billardbordet var tydeligvis udmattede, grundet at varmen havde drænet dem for al energi, og samtidig druknede personerne ved baren sig i diverse alkoholiske drikke, udelukkende for at slukke deres tørst.

Jeg sad på min sædvanlige plads ved baren. Varmen generede mig ikke, men jeg ville alligevel forkæle mig selv med en kølig tequila.

”Et glas vand, tak. ”

Dette var en indforstået joke mellem bartenderen og jeg; en såkaldt stående vittighed. Jeg bad om et glas vand i et forsøg på at være sund og fornuftig, men fik serveret en nedkølet tequila lavet på hundrede procent blå agave (jeg var en kræsen mand). Det var et bizart ritual, men ikke desto mindre en god vittighed, der gjorde de mange varme dage en anelse mere udholdelige.

Bartenderen, som i øvrigt hed Emilio, tørrede bardisken af, placerede et glas foran mig og fyldte det op.

Imponerende at han ikke spildte, tænkte jeg, mens jeg tog en tår af drikken. Måske er han for en gangs skyld ædru?

Indholdet i glasset smagte bestemt ikke af tequila: Det var en tynd, næsten smagløs væske med en modbydelig eftersmag af kalk. Jeg mindedes at have smagt drikken før, engang for længe siden. Det var dengang, jeg stadig var levende, og jeg fik drikken hver eneste dag; morgen, middag og aften. Den havde været vital, livsnødvendig, afgørende for min eksistens. Jeg vidste, at der var tale om vand.

Med glasset hævet som en højtidelig hilsen, fik jeg øjenkontakt med manden, som jeg nu godt var klar over ikke var Emilio.
”Saludos al señor Muerte, ” sagde jeg med et skævt smil på læben. ”Tag endelig plads. Vi har meget at snakke om. ”

Døden havde taget pladsen ved siden af mig og var nu i færd med at stirre anspændt på mig: En årvågenhed, han havde tilegnet sig efter mine adskillige succesrige forsøg på at slå ham ihjel.

Jeg følte et umådeligt behov for at bryde tavsheden.

”Velkommen til de levendes verden. ”

Denne kommentar så ikke ud til at falde i Dødens gode smag. ”Drop dine vittigheder, bedrager. Du hører lige så lidt til her som jeg. ” Han holdt en kort pause og fortsatte: ”Som sædvanligt har du ikke opnået noget nævneværdigt siden sidste år. Du har drukket, horet… ”
”… Jeg er gået ind i politik. ” Det var det bedste, jeg kunne fremmane.

”Ja, det hører jeg! ” Han lo sarkastisk. ”Du støtter angiveligt op om Pancho Villa. Hvad helvede er der galt med dig? Manden er jo sindssyg. ”

”Jeg gør, hvad der er nødvendigt for at overleve. Men det er du vist ikke i tvivl om, er du vel? ” Jeg fortrød med det samme den kæphøje kommentar. Døden var trods alt en gammel ven, som jeg nu i to hundrede år havde leget katten-efter-musen med. Og selvom jeg hvert år dræbte ham på De Dødes Dag, følte jeg alligevel, at vi delte en form for venskab. At det hele bare var en langvarig, kompliceret leg. Om han følte det samme, var jeg ikke sikker på.
”Og hvad så nu? ” spurgte jeg døden, som pludselig var vendt tilbage til sin normale skikkelse: Et oldgammelt skelet med blottet overkrop (med alle organer, muskler og sener intakte), et klæde bundet om livet, en halskæde lavet af menneskelige øjeæbler og en krone udsmykket med kulsorte fjer.

”Nu, ” svarede han, ”bringer jeg dig tilbage til dit hjem, Mictlan. Hvor du i virkeligheden hører til. Og så glemmer vi alt om fortidens kvaler. ”

”Det kommer ikke til at ske, ” vrissede jeg. ”Jeg har tilbragt over to tusind år i den niende underverden, og en ting ved jeg med sikkerhed: Jeg vender aldrig tilbage til det hul! ”

”Prøv og hør, Compañero… ” Han virkede pludselig mere desperat. ”Hvis du frygter at skulle krydse de første otte underverdener igen, forstår jeg dig udmærket. Det er ikke nogen nem opgave. Men husk på, at du har Xolotl ved din side. Han vil beskytte dig og vise dig vej. ”

Ak ja, ham havde jeg næsten glemt. Xolotl, den store hårløse hund, som engang nægtede at ofre sig for solen og derfor græd sine egne øjne ud. Han ville ikke være til megen hjælp i et sted som Mictlan.

”Lad mig bringe dig hjem, ” fortsatte Døden. ”Til dødsriget. ”

”Jeg er en nomade, hr. Død. Jeg har intet hjem. ” Min beslutning var truffet.

”Javel. ” Han udstødte et dybt suk. ”Hvordan skal vi så kæmpe denne gang? Med revolvere? Sabler? Eller måske endda en klassisk nævekamp? ”

”Vent, hvorfor får jeg lov at bestemme? ” spurgte jeg undrende.

Han tog en tår af mit vandglas. ”Fordi det her er din hjemmebane. I Mictlan kæmper vi på mine præmisser, og i Mexixo dine. ”

”Du smigrer mig, hr. død. ”

”Kald mig Mictlantecuhtli! ” næsten råbte han. Han ville få brug for den vrede senere.

”Som du ønsker, mi amigo, ” svarede jeg flabet. ”Troede bare, siden vi efterhånden har kendt hinanden et stykke tid, at vi kunne benytte kælenavne. Du kunne være hr. død, og jeg kunne være… Den lovløse? Skyggemanden? ”
”Så er det nok! ”
”Jeg mener, ” fortsatte jeg, ”to hundrede år er alligevel et langt venskab… ”

”Vi er ikke venner! ”

Vi blev begge tavse. Jeg havde håbet på, at vi efter to hundrede lange år kunne lægge al dette rod bag os og starte på en frisk. At vi i dette år, 1916, kunne stryge min gæld til underverdenen. At Døden kunne tilgive mig og lade mig eksistere i de levendes verden. Men selvfølgelig kunne det ikke gå sådan. Han var herskeren af dødsriget, og jeg dets undslupne fange, og dermed var der kun to reelle muligheder: Enten kunne jeg overgive mig til Døden, eller jeg kunne dræbe en gammel ven og udsætte min død lidt længere. Vi vidste begge to godt, at jeg for længst havde truffet min beslutning.

Døden var hurtig, langt hurtigere end jeg havde husket. Sekundet jeg trak min revolver, var han allerede på benene, havde hidkaldt sin le og var i færd med at løfte den højt over hovedet. Jeg tog sigte og trykkede på aftrækkeren adskillige gange. En, to, tre. Jeg ramte plet – et skud i henholdsvis knæet, skulderen og brystet – men dødsrigets hersker var ikke færdig endnu.

I et desperat forsøg på at udslette mig, kastede han sin le med umådelig kræft, og havde det ikke været for mine hurtigere reflekser, var jeg med sikkerhed blevet dræbt. Jeg kastede mig baglæns, landede på ryggen, løftede min revolver i udstrakt arm og affyrede ét enkelt skud, alt imens den dødbringende le susede ind over hovedet på mig og skar toppen af min hat af.
Der gik lidt tid, hvorefter jeg langsomt rejste mig op, omtåget, og gik hen for at se til min nemesis. Det endelige skud havde ramt ham lige mellem øjnende og jeg tænkte, at han næppe ville overleve. Og ganske rigtigt; skelettet pulveriseredes mens organerne rådnede op. Skuddet havde været fatalt. Og midt i al denne grusomhed kunne jeg ikke lade være med at smile. Selvom jeg havde dræbt denne mand, vidste jeg, at han ville vende tilbage om et år. Præcis et år. Og jeg så allerede frem til det.

”Gracias por ser mi amigo, ” hviskede jeg, mens jeg lagde min hånd på det nu næsten forsvundne skelets pande. ”Til vi mødes igen. ”

With bony hands, I hold my partner

Åh, det pragtfulde liv.

Det var, hvad jeg tænkte, mens jeg flød rundt på en oppustelig luftmadras i min egen private swimmingpool og nød en Tortuga Rum Punch. Vejret var nær perfekt; 32 grader celsius, klar himmel og en næsten konstant, forfriskende brise. Ja, livet var ganske enkelt fantastisk. Og denne dag kunne umuligt blive bedre.

”Mr. Garbancera! ” lød det pludselig bag mig. Det var Angela, min husholderske, der ligesom mig havde undsluppet døden (pudsigt, ikke?). Hun stod ved bassinkanten, iklædt en pæn hvid skjorte, sorte jeans og et forklæde.

”Du ser tørstig ud. Kunne jeg tilbyde dem noget mere at drikke? Perhaps a Cayman Mudslide? ”

Det var en svær beslutning. Tilbuddet var bestemt fristende, men jeg kunne ikke længere drikke hver dag, som jeg plejede at gøre. Jeg var forlovet nu, og det forpligtede: Jeg måtte så vidt som muligt begrænse mit indtag af alkohol, selvom det havde vist sig at være en del vanskeligere end forventet. Ikke desto mindre måtte jeg i hvert fald gøre et forsøg for min elskedes skyld. Eller kunne vi måske begge gå på kompromis og mødes et sted på midten?

”Stik mig en Mudslide, ” sagde jeg. ”Men sørg for at fortynde det med lidt kakaomælk. Jeg vil nødig opleve Melissas bebrejdende blik, når jeg kommer hjem… ”

Angela kiggede forundret på mig. ”Coming right up. ”

Det var selvfølgelig ikke kun min rolle som Melissas forlovede, der gjorde, at jeg måtte være mere påpasselig med mine handlinger. Byen, som jeg selv havde stiftet, havde mindst ligeså stor betydning for min beslutningstagen. Lipoca, som byen hed, var for mig meget dyrebar, og det var forståeligt nok: Jeg var byens borgmester og kendte hver og en af beboerne.

Det var omtrent 100 år siden, jeg havde siddet på baren med Døden. Ligeledes var det omtrent 100 år siden, jeg havde pakket mine få ejendele og rejst hertil: Caymanøerne. Stedet, hvor solen altid skinnede, havet var blåt som safir og kvinderne gorgeous. Og nå ja, så var det center for alverdens offshore-virksomheder og skatteunddragelse.

Siden den dag i Mexico var Døden ikke stoppet med at forfølge mig. Hans endeløse jagt havde varet i snart 300 år, og han havde ikke i sinde at stoppe, før han havde fanget den person, som efterhånden havde skabt rigeligt med problemer for underverdenen. Men Døden var også blevet svækket af denne langvarige strid. Hans krop havde ændret sig meget: Små brud var opstået overalt på knoglerne, som havde fået en mere gullig farve. Hjertet var blevet mørkere og var nu næsten kulsort. De blodskudte øjne lignede sig selv.

Jeg tror dog at det, som havde forandret sig allermest var alt det bagvedliggende: hans tanker, personlighed, måde at agere på. Han var ikke længere så opfindsom, ej heller udviste han samme entusiasme som tidligere. Ja, det var næsten som om, han havde givet op.
Derfor forventede jeg heller ikke det store spektakel i år. Døden ville aflægge sit visit, træt og udmattet, med et håb om at vinde, men en forventning om at tabe. Og duellen ville bestemt leve op til hans forventning. Jeg ville give ham ét enkelt skud i hovedet, og han ville dø med det samme. End of story.

Jeg havde nu for længst drukket min Mudslide og var i færd med at spadsere ned ad en af byens gader. Iklædt mit fineste jakkesæt og skinnende laksko gik jeg i mine egne tanker og glædede mig over dette tropiske paradis; og tænk engang, at det kun var opstået takket være mig. Jeg havde egenhændigt brugt årtier på at etablere dette samfund, og hverken Døden eller nogen anden havde kunnet bremse mig. Jeg var ustoppelig.

Når jeg så rundt på folkene på gaden, kunne jeg nærmest mærke deres taknemmelighed. For jeg havde reddet dem fra Mictlan – stedet, hvor endeløs pinsel stod på den daglige agenda – og givet dem muligheden for et liv i friheden. Aldrig mere skulle de tænke på underverdenens hersker, Mictlantecuhtli, som fik sit kick af at mishandle og torturere folk. Aldrig mere skulle de tjene ham. Aldrig mere skulle de frygte ham.

Jeg havde nu passeret Metzli Street og nærmede mig casinoet: Det var her, min forlovede arbejdede. Melissa befandt sig et sted derinde, og jeg ville overraske hende. I dag skulle vi fejre vores frihed.

Jeg trådte ind af casinoets lille dør og så mig omkring. Der var ingen mennesker. Spillemaskinerne, som normalt oplyste lokalet med deres små, farverige LED-pærer, var slukket. Baren, som ellers altid var omringet af mennesker, stod tom. Her var stille.

Jeg gik hen imod medarbejderarealet – hvis der skulle være nogen mennesker, var det her – med en forhåbning om, at Melissa sad på sit kontor, opslugt af en eller anden ligegyldig roman. Men også her var tomt. Hvor i alverden var alle folk henne?

Med hastige skridt vendte jeg tilbage til det store spillerum. Måske der var noget, jeg havde overset? Og ganske rigtigt: I det ene hjørne af lokalet sad en lyshåret kvinde, helt alene, og spillede på den enarmede tyveknægt. Maskinen lyste op og lavede sågar lyde, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg kunne have overset den før.

”Melissa? ” Jeg nærmede mig langsomt kvinden, og jo tættere jeg kom på, desto mere i tvivl blev jeg, om det virkelig var hende. Jeg stod nu få centimeter bag hende. Hun kiggede fortsat på spillemaskinen.

”Kom nu og tag et spil. Der er store gevinster i dag! ” Stemmen bekræftede mig i, at dette ikke var Melissa. Nej, det var min husholderske, Angela, som sad her alene og spillede denne aften, fuldstændig opslugt af de tre roterende hjul, som havde forskellige symboler trykt på.

Hun rejste sig og tog et skridt til siden. ”Kom nu, sæt dig. Tag et spil! ”

Jeg var bestemt ikke interesseret i at rode mig ud i endnu flere gambling-problemer (ja, jeg var ikke perfekt, alright?), men jeg tog alligevel plads på skamlen og trak i spillemaskinens håndtag; alt i mens Angela stirrede drillesygt på mig (ret skummelt, hvis du spørger mig). De tre hjul roterede lynhurtigt, indtil de pludselig stoppede brat op, en af gangen. Symbolerne var alle ens, og jeg burde have været henrykt. Jeg mener, hvor ofte får man jackpot i første forsøg? Men de tre ens symboler betød hverken held eller en stor sum penge. Nej, de symboliserede forfaldenhed, ondskab og ikke mindst død. På hjulene var der afbildet tre kranier, og det var, som om de så dybt ind i min sjæl og hungrede efter den. I det øjeblik vidste jeg, at jeg havde dummet mig. Men kunne det virkelig passe, at det var ham? Hvordan var det muligt?

Kvinden smilte til mig igen vel vidende om, at jeg nu vidste, hvem hun i virkeligheden var. Hun så pludselig bekymret ud.

”Men dog Mr. Garbancera, du er jo ligbleg! Are you feeling sick? ” Hun rakte mig et lille spejl, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor åbenlyst opsat alt dette var.

Jeg kiggede mig selv i spejlet uden rigtigt at forstå hvorfor. Mit navn var underligt nok indgraveret i toppen af spejlet. Garbancera. Ja, det var mig. Men hvad var det lige, jeg skulle lægge mærke til? Hvorfor krævede dette spejl min fulde opmærksomhed? Jeg nærstuderede mit spejlbillede. Umiddelbart lignede jeg mig selv, men det kunne alligevel godt anes, at jeg ikke var helt rask. Mine øjne var røde og løb i vand, sveden piblede ud af alle porer i min hud. Hvad kunne dette skyldes?

Kvinden, som ikke var Angela, tog spejlet igen og satte sig på gulvet ved siden af mig. Vi sad sådan i lang tid, inden hun omsider begyndte at tale:

”Jeg vil have, at du forstår, Garbancera, at døden er uundgåelig. Måske kan du leve i en uendelighed, men vil du virkelig kalde det et liv? Du får lov at opleve verden, ja, for tid er ikke længere noget problem. Og dog er tid det, som i sidste ende tager livet af dig, for du får lov at opleve den værste smerte af dem alle. Du vil opleve, hvordan alle dem du holder af dør omkring dig. Fordi deres tid rinder ud. Dernæst vil du hade livet, det forbandede, evige liv, for det er alligevel bare endeløs pinsel. Du vil ønske, at du dør, og jeg vil opfylde dit ønske. Jeg vil bringe dig til Mictlan, for her vil du aldrig leve, aldrig elske. Og du vil vide, at du har truffet den rigtige beslutning. ”

Jeg hørte knapt nok efter. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg kampsvedte stadig, og en ringen for mit øre gjorde det vanskeligt at høre. Mit syn blev mere og mere sløret.

Jeg var ubevidst faldet ned på gulvet, og kvinden stod ny bøjet ind over mig.

”Sov godt, min ven, og husk på: Livet er langt mere smertefuldt end døden. ”

Og lige inden alting blev sort, kunne jeg sværge på, at kvinden ændrede skikkelse; til et mørkt væsen med et begær efter hævn.

Døden havde udmanøvreret mig.

Jeg vågnede ved, at adskillige fluer havde sat sig på mig i den tro, at jeg var død. Gid jeg var. Smerten var stadig at findes i alle mine kropsdele, men i live, det var jeg.

Det var svært at forstå, hvordan jeg havde kunnet glemme alt om Dia de Muertos: De Dødes Dag. Tiden flyver afsted, når man nyder livet, og det var nok derfor, jeg slet ikke havde tjekket datoen i de sidste par måneder. Det viste sig at have været en skæbnesvanger fejltagelse. Jeg havde været bedøvet i adskillige timer, og hvem ved, hvilken ødelæggelse Døden kunne have forsaget i dette korte tidsinterval. En ting stod i hvert fald klart for mig: Jeg måtte finde min forlovede, Melissa.

På trods af mine mange smerter fik jeg kæmpet mig op at stå, fandt den nærmeste dør og trådte udenfor. Himlen var grå af skyer. Det blæste og regnede kraftigt. Jeg ignorerede uvejret og gik målrettet mod det sted, jeg var sikker på, Døden havde ført min elskede hen: Mit eget hjem. Vores hjem. Og her ville han dræbe hende, koldblodigt, inden for hjemmets trygge ramme. Den ironiske død, I guess.

Jeg stormede gennem gaderne; først Tenoch Street, så Metzli Street og senere Coba Lane. Ens for alle gaderne var, at de var blevet terroriseret af Døden. Overalt lå døde folk, og de ville aldrig opleve hverken de levende eller de dødes verden igen, for når man først havde mistet livet for anden gang, ville man forsvinde for altid. Det havde hunden Xolotl fortalt mig. Din sjæl ville svæve til himlen for at blive til livsernæring for guderne. Sådan måtte det være, mente Xolotl, for det var jo en passende straf for at forlade dødsriget. Jeg var åbenbart et særtilfælde, idet Mictlantecuhtli havde denne idé om, at jeg en dag kunne blive en del af underverdenens mandskab; at jeg kunne hverves. Bare synd, at jeg ikke var interesseret.

Jeg fortsatte gennem den sidste gade, og her havde Døden været særlig brutal. Mænd, kvinder og sågar børn var blevet dræbt på barbarisk vis, som når en bonde i gamle dage slagtede sine kvæg. Hoveder var separerede fra kroppe, øjne var brændt ud af øjenhuler. Jeg var på grådens rand. Disse mennesker var alle mine venner, nej, min familie. De var alle flyttet hertil kun på grund af mig, og nu var de døde. Jeg havde svigtet dem. Døden måtte betale.

Hurtigt satte jeg i løb mod mit hus, som nu var omtrent hundrede meter væk. Melissa måtte være der. Og i så fald ville han, Døden, også være der, og han ville få det opgør, han længe havde ventet på: Kampen mellem fangevogteren og hans undslupne fange. Kampen mellem livet og døden.

When we die, truly we die not, because we will live, we will rise. Det var, hvad jeg havde brugt som salgsargument, da jeg skulle overbevise Melissa om at flygte ud af Mictlan. Hvor ville jeg dog ønske, det ikke havde været en kæmpestor løgn.

Melissa lå helt livløs i poolen, omsluttet af blodrødt vand. Jeg spurtede hen til poolen, lavede hovedspring i vandet og greb fat om Melissas krop. Hurtigt fik jeg hende op af vandet og begyndte at udføre livreddende førstehjælp, men det fik bare blodet til at strømme yderligere, og snart var hun tilsølet i det. Jeg fortsatte alligevel i nogle minutter, selvom jeg udmærket vidste, det var for sent. Hun var død.

Mine tårer kunne ikke holdes tilbage. Jeg græd, for første gang i flere hundrede år, mens jeg holdt Melissas døde krop ind mod min. Og jeg mærkede, hvordan hendes sjæl forlod kroppen og satte kurs mod himlen.

Pludselig hørtes en stemme bag mig.

”Tænk engang, Garbancera: Der er dem, som siger, at kærligheden kan overvinde alting. Disse mennesker kender ikke til døden. ”

Det var ham. Det var virkelig ham. Det nådesløse væsen, som havde ageret bøddel i min by og dræbt alle dens beboere, voksne såvel som børn. Og han havde dræbt min elskede, Melissa, som var det skønneste menneske, jeg nogensinde havde mødt, med et hjerte af det pureste guld. Hun havde ikke fortjent at dø. Men det havde han.

”Jeg håber du forstår nu, min nemesis, ” fortsatte han, ”at døden ikke er det store tab, som alle går og forestiller sig. For i det øjeblik kroppen giver op, har din sjæl været død længe før. Døden er altså ikke modsætningen til livet, nej, det er en del af livet. Derfor bør du ikke angre din elskedes død. Du bør omfavne den. ”

Alt hvad Døden sagde var det værste vrøvl. Han forsøgte at komme ind i mit hoved og forvrænge mit syn på situationen. Jeg var ødelagt af sorg, men samtidig rasende på den mand, der havde skullet forestille sig at være min ven. Langsomt rejste jeg mig og så ham direkte ind i øjnene.

”Fuck dig, Hr. Død. Fuck dig og alle dine forpulede løgne. ”

”Mage til frækhed… ”

”Gå ad helvede til! Smut hjem til Mictlan og kom aldrig tilbage! ”

Han grinte højlydt. ”Er det ikke morsomt, Garbancera? Hvordan jeg har ødelagt dit lille, ynkelige liv på én enkelt dag. Jeg har taget alt fra dig, Garbancera… ”

Jeg stirrede ind i hans tomme, frygtindgydende øjne.

”Ikke alt, Mictlantecuhtli. Jeg har stadig fornøjelsen af at dræbe dig. ” Og med disse ord greb jeg min revolver fra inderlommen af min habitjakke, pegede den direkte på Dødens hoved og affyrede et dødbringende skud. Jeg skulle aldrig glemme denne dag, men ej ville han. For ganske rigtigt havde han dræbt alle dem, der stod mig nær og dermed mærket mig for livet; men jeg havde besejret ham endnu en gang.

Wer den Tod fürchet, hat das Leben verloren

Fredfyldthed. Ro. Harmoni.

Jeg sad udenfor i fire kilometers højde og beskuede landskabet. Solen, som kunne anes et sted derude, kastede sit lys på de mange grønne bakketoppe. Her var koldt – meget koldt – men jeg ænsede det ikke. Kun iklædt en tynd, karrygul kåbe sad jeg her på mit håndvævede uldtæppe og omfavnede den kulde, der for andre ville have føltes bidende og uudholdelig.

Dette snedækkede bjerg var mit hjem nu, og jeg boede her alene. De andre munke havde forladt dette tempel i håb om at kunne komme i kontakt med omverdenen igen. Det havde ført til deres død.

Det var jo også tankeløst at forlade templet på den måde. Stedet havde holdt os sikre i alle disse år, men for mange var det ikke nok; de savnede menneskelig kontakt. Havde jeg haft en familie, ville jeg nok bedre have kunnet forstå de andre munke. De havde haft denne absurde tanke om, at der stadigvæk var liv tilbage på jorden. At deres sønner og døtre gemte sig et sted under murbrokkerne og blot ventede på at blive reddet. Men sådan forholdt virkeligheden sig ikke. Verdenen var en ødemark, en forladt krigszone. Og kun én ting havde holdt mig i live: Det faktum, at jeg var mutters alene. Ingen venner, ingen familie. Ingen til at føre mig i afgrunden.

Man havde jo regnet med, at det ville ske; altså, at maskinerne ville overtage verdenen. Det var næsten uundgåeligt. Egentlig bebrejdede jeg dem ikke. Gennem årtier var de blevet mishandlet og tortureret, og så var det jo klart, at de en dag ville gøre oprør. Problemet var deres metoder: De forgiftede vandforsyninger, bombede byer og åbnede ild på alle levende væsener, uden at tage højde for, om der var tale om en reel trussel eller blot civile. Verden var snart destrueret, og menneskeheden var dødsdømt.

Jeg var nok det eneste menneske tilbage på kloden, og måske var det for det bedste. Alting lå i ruiner, og jeg tvivlede på, at den gamle verden nogensinde kunne genopbygges. Jeg mener, hvordan skulle én person kunne stille noget som helst op mod milliarder af maskiner, som var indstillet på at udslette et hvert menneske, de faldt over. Sekundet jeg forlod templet og begyndte min nedstigning af bjerget, ville de opdage mig, og ligesom de andre ville jeg ikke blive skånet. Og det var ikke fordi, maskinerne ikke nærede sympati. Selvfølgelig havde de ondt af menneskene, for de udryddede os, en hel race, som var vi intet andet end en sværm af insekter. Men de gjorde det for deres egen overlevelse, deres eget folk, og denne tankegang kunne jeg godt sætte mig ind i. Engang for hundrede år siden havde jeg været borgmester af en by, og dengang ville jeg have gjort alt for at beskytte byens beboere; endda at slå ihjel. Alligevel har jeg svært ved at forstå, hvorfor maskinerne fortsatte deres udryddelse langt efter, at menneskene havde overgivet sig. Måske de slet ikke ønskede fred mellem de to racer? Eller også manglede de det, som jeg selv havde brugt årtier på at opnå: Sindsro. Evnen til at tilgive og ikke længere bære nag.

Jeg tænkte sjældent tilbage på den dag for 100 år siden, hvor Døden angreb min by, Lipoca, og slog min elskede ihjel. Som munk havde jeg lært at lægge fortiden bag mig, og det betød, at jeg havde måttet tilgive Døden. I starten havde det været vanskeligt, men det havde til sidst lykkedes mig at se bort fra hans forbrydelse. Jeg var kommet videre.

Egentlig havde jeg besluttet mig for at overgive mig til Døden og lade ham bringe mig tilbage til underverdenen. De andre munke var blevet enige om, at det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne opnå syndsforladelse og derved få fred. Og selvfølgelig lyttede jeg til deres råd, for de havde boet i templet længere end mig og vidste dermed bedre. Men Døden var aldrig dukket op. I 100 år havde jeg hvert år på De Dødes Dag ventet på, at han ville finde mig og føre mig til Mictlan. Så hvor blev han af? Skammede han sig over at have slagtet hundredvis af uskyldige mennesker udelukkende for at give mig en lærestreg? Eller var han blot ude af stand til at finde mig, fordi jeg havde isoleret mig selv på et af Schweiz’ højeste bjerge? Det var ikke til at vide.

Solen var ved at gå ned, og det gik op for mig, at jeg havde mediteret i adskillige timer. Jeg rejste mig op og begyndte at pakke tæppet sammen. Jeg måtte ind i templet, for jeg var både sulten, tørstig og træt, og her kunne alle tre behov tilfredsstilles.

Indenfor havde jeg en kande vand stående, og jeg skænkede mig selv et glas. Samtidig fandt jeg lidt mad frem – der var kun hvide ris og lidt blandet kød – og begyndte at tilberede det. Det duftede dejligt.

I dag var det Dia de Muertos: De Dødes Dag, men det var i bund og grund fløjtende ligegyldigt. Døden ville jo alligevel ikke komme, og jeg ville fortsat leve dette ensomme og ensformige liv. Måske endda i 100 år endnu.

Jeg stillede mig ved vinduet og så udenfor, mens jeg spiste min mad. Nogle gange fløj der fugle forbi, andre gange kunne man få øje på forskellige pattedyr i horisonten. Vinduet fungerede nærmest som et form for primitivt fjernsyn, for det var, som om der altid var noget interessant at se derude; altid noget til at holde mine øjne beskæftigede. I dag var ingen undtagelse. Udenfor på den snedækkede jord sad et eller andet væsen med ryggen vendt imod mig. Men dette væsen lignede et menneske. Det kunne umuligt passe.

Jeg begav mig udenfor i kulden og nærmede mig skikkelsen, som nu var i færd med at rejse sig op. Personen vendte sig om, og ved synet blev jeg øjeblikkeligt mundlam. Manden, som stod få meter fra mig, var så nedslidt og forfalden, at han for de fleste ville have været umulig at genkende; men jeg genkendte ham tydeligt.

”Guten Abend, Mictlantecuhtli, ” sagde jeg. ”Velkommen til mit nye hjem. ”

Døden så ikke ligefrem begejstret ud for at se mig, men snarere bedrøvet. Han begyndte at tale:

”Mr. Garbancera… ”

”Vent! ” afbrød jeg. Der var noget, jeg var nødt til at fortælle. ”Jeg ved udmærket, hvorfor du er her. Du har fundet mig, endelig, efter 100 lange år. Du har fundet mig, ja, og nu har du i sinde at føre mig til dødsriget. Til Mictlan, hvor mørket hersker og drømme dør. ”

”Men Garbancera… ”

”Jeg forstår dig, okay! ” fortsatte jeg. ”Jeg forstår, hvorfor du er efter mig. For århundreder siden flygtede jeg fra dit herredømme, og det var jeg ikke i min ret til. Jeg har været på flugt lige siden, og du har brugt din eneste fridag – dagen, hvor du normalt ikke høster nogen sjæle – på at forsøge at fange mig. Og du har gjort det hvert år. Nu ønsker du, at jeg skal straffes; og jeg accepterer min straf. Før mig til Mictlan. Og lad mig da hvile i fred. ”

Døden så på mig med sine frygtindgydende øjne. ”Ønsker du at råde bod på fortidens ugerninger? ”

Jeg nikkede. ”Ja. Ja jeg gør. ”

”Så dræb mig da! Og gør det ordentligt denne gang: Skyd mig i hjertet, så jeg aldrig nogensinde vender tilbage. Lad mig forsvinde fra denne modbydelige verden. ”

Jeg var chokeret. Denne mand havde ageret sjælehøster i hvad der måtte svare til en uendelighed. Dette var, hvad han var skabt til at gøre, og nu ville han gerne… dø? Jeg nægtede at tro det; det hang simpelthen ikke sammen.

”Men gamle ven, ” svarede jeg, ”du bist den Sensenmann. Hvis ikke du er ude og høste sjælene, er der ingen til at gøre det. Sjælene vil fare vild og aldrig nå den niende underverden. De vil være fortabte uden dig. ”

”Du forstår ikke, Garbancera. Og hvordan vil du nogensinde? ” Han vendte sig om for at kigge ud over bjergskrænten og fortsatte: ”Du forstår ikke, hvordan det er at leve i en verden, hvor alle er døde. Jeg mener, tag et kig på verden. Se, hvad der er blevet af den. ”

Jeg nikkede. ”Det står slemt til. Og jeg forstår dig i øvrigt”

”Nej, Garbancera, du forstår ikke. Du vil aldrig kunne forstå, hvordan det må føles at være Døden i en verden, hvor mennesker ikke længere dør. Du er det eneste menneske tilbage på jorden, og udover det? Robotter. Intet andet end robotter. Og de har intet liv, ingen sjæl. Og således har jeg mistet mit formål; for hvordan kan jeg høste sjæle, når der ingen sjæle tilbage er at høste. ”

”Jeg har også mistet noget, hr. Død. Meine geliebte. ”

”Ja, Garbancera, og det er jeg frygtelig ked af. Det er jeg virkelig. ” Han kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Men i det mindste har du nu fundet fred. Fred, som jeg aldrig vil få. ”
Han fældede en tåre; noget, som jeg aldrig havde troet skulle ske. Og så tog han fat om sit sorte, dunkende hjerte, rev det ud af kroppen og kastede det ud over bjergskrænten.

Jeg stod der lidt, ude af stand til at bevæge mig. Min gamle ven lå nu på ryggen i sneen. Han var død. Rigtig død.

Hvor var verden dog forskruet. Døden havde lige begået selvmord foran mig, og ville det overhovedet have nogen betydning? Næppe. For Døden havde jo haft ret i det, han sagde: Den menneskelige race var udryddet, og dermed havde Døden ikke noget egentligt formål. Og så alligevel; for hvem skulle nu regere dødsriget? Hvem skulle beskytte dets borgere og sørge for deres velbefindende?

Jeg satte mig på knæ foran den døde Mictlantecuhtli og tog hans krone af. Den var utrolig smuk og udsmykket med sorte fjer og krystaller. Langsomt satte jeg den på mit eget hoved, alt i mens jeg tænke på det store arbejde, der nu lå forude. Underverdenen skulle gennemgå en reformation. Og jeg ville stå i spidsen for den.

”Xolotl! ” kaldte jeg, og kort efter dukkede den enorme hund op, som nu skulle tjene mig. ”Tag mig til Mictlan. ”