Anna Luna Holm Elvekjær er vinder af novellekonkurrence
for 10-12 årige v.
Herlufsholm fantasy-bogmesse 2013

Ved en strand i Brighton sad Ashley Marlin og kiggede ud
over vandet. Hun var flyttet her til sidste år, hun og hendes far.
Men hun havde stadig ikke formået at få venner, det var også
svært i en alder af seksten. Solen var ved at gå ned,
og det var begyndt at blæse. Det var der, hun hørte det første plask.
Det var ikke som bølgerne, der rullede ind over stranden.
Mere som en fisk. Og det var underligt, for der var ikke fisk
på strande som denne. Så hørte hun et til.

Ashley rejste sig op og gik over mod den lille klippehule,
plaskene kom fra. Der kom et til plask.
Denne gang var det højere og tydeligere.
Klippehulen lå vendt ud mod havet.
Vandet fra havet slikkede på de første rækker klippesten.
Endnu et plask. Ashley nåede helt ind i hulen,
før hun så fisken. Den var stor. Større end hende.
Og den havde hår. Den plaskede igen.
Hun kunne se at fiskens finne sad fast mellem en klippe
og en stor sten. Den plaskede igen. Ashley skubbede til stenen.
Men intet skete. Igen et plask, der ramte Ashley.
Fisken var våd, men havde ikke skæl.
Ashley skubbede igen, denne gang hårdere og stenen
rykkede sig en smule. Hun fortsatte indtil stenen
var væk fra fisken.

Den afslørede noget, knap så fisket,
for nu havde fisken ben. Den vendte sig,
og Ashley fik et stort chok.
For fisken var ikke en fisk. Fisken var en dreng på
Ashleys alder. Og fisken på Ashleys alder havde ikke tøj på.
Han skreg forskrækket og skjulte sine ædlere dele.
Forbavset gled Ashley på en sten og slog hovedet mod
en anden sten. Mere kunne hun ikke huske.

Ashley vågnede med et sæt og satte sig op.
Hun sad i et hvidt rum, der mindede om et hospital.
Ved siden af hende sad en dreng. Drengen.
Han kiggede op og smilte nervøst. Denne gang havde han dog tøj på.
"Hvor er vi?" spurgte hun og kiggede rundt på det
deprimerende værelse.

"Ehm … Vi er i Ehlandir,"
svarede han og smilte igen. "Ehm… Hvor?" spurgte hun.
Så fik hun ellers den tale, han havde gået og øvet den sidste time.
"Ehlandir er en by for havtæmmere. Vi er folket under vand.
Ehlandir betyder på dit sprog ’Havets Hjerte’," smilte han genert.
"Øh, havtæmmere? Folket under vand?"
Drengen var jo skør. "Havtæmmer er et job – ligesom at være læge.
Vi tæmmer bølgerne, lærer dem at slå mod stranden," sagde drengen.
Ashley tyggede lidt på det. Nej, det gav stadig ikke mening.
"Arbejder I alle med det?" Drengen kiggede ned.
"Nej, men de fleste gør – der er jo mange bølger.
Selvfølgelig er der skolelærere, kokke, købmænd og så videre.
Jeg går stadig i skole, jeg lærer at tæmme bølgerne.
Det er jeg ikke så god til. Jeg er bedre til at undervise fiskene
i at svømme – det er også et job.

Hun faldt ned på knæ og nåede lige at se drengen grebet af panik,
inden hun besvimede. Stakkels ham! tænkte hun ironisk.

Hun vågnede op senere i samme seng som sidst med
en iltmaske hen over hovedet. Drengen var der stadig.
Selvom hun så gerne ville tro, at han var skør, vidste hun,
at han havde ret. "I lang tid har vi arbejdet på at lave en pille,
så folk, der ikke er født under vand, kan trække vejret her,"
sagde drengen og smilte igen genert.
"De havde glemt at give dig en ny." Ashley fnøs. "Det er nogle gode
læger, I har." Drengen grinte. "De har også givet dig en
stor dosis af lattergas, så - " Han afbrød sig selv.
Hvor groft, tænkte Ashley. "Du skal lige møde en."
Hans øjne lyste.

"Kom!" sagde han og hev hende med ud ad værelset ud ad bygningen,
som var det lokale hospital. Alle de mennesker de
passerede, vendte hovedet og kiggede efter dem.
Rygtet var vel allerede over alt – Pigen der kunne gå under vand.
Sjovt som ringe spreder sig i vandet, tænkte Ashley.
Han stoppede først, da de stod uden for en stor, sort bygning,
der lå i den ældre del af byen. Drengen gik ind og stillede
sine brune converse. Hun gjorde det samme.
Han lukkede døren efter dem og førte hende længere ind i det ’sorte hul’.
Da drengen stoppede, stod de foran en blå dør, og der gik de ind.

Rummet var et stort køkken. Der stod et stort bord,
hvor der sad en gammel mand omkring 67, ville Ashley gætte på.
Han sad og nippede til sin te.

Da han så dem komme, smilte han og sagde:
"Så det er havets redder!" Han rejste sig, og tog hendes
hænder mellem sine.
"Du ved ikke, hvor længe vi har ventet på dig, Ashley!"
Han bad dem sætte sig og lavede noget te til dem.
Ashley undrede sig over, hvordan han kendte hendes navn.
"Mit navn er Emilio, og det er Damon," sagde han
og pegede på drengen ved siden af hende. Hans stemme
blev pludselig alvorlig. "Der er en grund til, at du er her.
Vi, folket fra Ehlandir, har brug for din hjælp.
Da jeg blev født, blev Havets Hjerte stjålet.
Uden det har vi ikke kunne kommunikere med mennesker
som dig, og vi er stille begyndt at forsvinde. Det må ikke ske!
Uden os dør havet, hvilket allerede er sket mange steder.
Du må have lagt mærke til koralrevene, der er døde?"

Ashley nikkede, hun havde troet, det havde noget at gøre
med global opvarmning. "Dette er den sidste by under vand.
Men hvis der ikke snart sker noget … - "
Han kiggede ned på bordet. "Først var vi ved at give op,
men så kom du, og du kunne se os! Det var umuligt, men det skete.
Du må hjælpe os!" Han tog et stykke krøllet papir op af sin lomme.
"Her er et billede af Havets Hjerte." Billedet var en diamant,
ikke en særlig stor én, men hun kunne tydeligt huske den.
Hun havde set den på skoleudflugten sidste år i London
på et museum på Buckingham Palace. Ashley grinte.
"Seriøst? Det der er jo Dronning Elisabeths diamant?"
De kiggede begge på hende. "Kender du den? Ved du hvor den er?"
spurgte Damon. Ashley nikkede. "Vil du hjælpe os?" spurgte Emilio.
De havde brug for hendes hjælp. Det kunne godt være at lattergassen
påvirkede hende, for Ashley oplevede sig selv nikke.