Ashley tog et par dybe indåndinger og tog hætten
fra hættetrøjen over hovedet. Ingen skulle vide, hvor nervøs hun var.
Hun trippede ned ad pladsen mod Buckingham Palace
med et polaroid engangskamera om halsen.
Det var egentlig en forklædning, det med kameraet.
Ashley prøvede bare at passe ind. Det var den store trædør
med hængsler, som hun skulle ind ad.
Rundt om den var der fire vagter med høje pelshatte og røde frakker.
Da Ashley passerede dem, kunne hun se ind i paladset.
Det var gigantisk!

Rummets højde svarede til tre etager, og gulvet var dækket
af gamle røde tæpper, sikkert fra før 1800’tallet – for ikke
at snakke om de ansatte. Store guldbesatte lysekroner
hang og dinglede ned fra loftet.
Ashley satte farten op, før hun fik dårlig samvittighed og gav op.
"Hey!" råbte nogen efter hende. Ashley satte farten yderligere op.
"Hey! Hvor tror du, du skal hen?" råbte stemmen igen.

Ashley kunne høre, at det var en mandestemme.
"Hey! Jeg snakker til dig!" sagde han samtidig med,
at nogen greb om hendes arm. "Hvad laver du? Troede du,
du kunne slippe uden at købe en billet?" Manden var stor og bred.
Han var skaldet og havde ørering. Ashley åndede lettet op.
Ikke andet end en billet. Hvordan kunne hun glemme det?

Da Ashley havde købt sin billet, skyndte hun sig videre.
Der var mange rum og mange mennesker. Da hun
havde gået lidt - og faret vild to gange - fandt hun rummet.
Det var – ligesom så mange af de andre rum – majestætisk.
Og en tand for meget. Det virkede bare lidt overfladisk at lave
et 840 kvadratmeter rum til en lille sten. I forhold til de andre 775 rum
var dette ikke et stort rum, bare normal størrelse.
Selvom der ikke var et eneste vindue i rummet, var der alligevel
tunge gardiner hængt på væggene.
Der var store malerier, de sad inden under gardinerne.
Ved siden af døren var der en stol.
Ashley grinte sagte. Glasmontren, der holdt diamanten,
var alt for stor lige som rummet til noget, der var så småt,
at det kunne sidde for enden af en blyant – uden at vække opsigt.
Så sank hun. Glasset rundt om diamanten var meget tykt.

Der var mindst fem lag. Og for ikke at snakke om de tusinder
af kameraer i loftet. Desuden noget, der lignede de der laserstråler,
som man altid ser på film.
Ashley talte. Der sad tre kameraer over glasmontren, et i hvert hjørne,
og to foran ud/indgangen. Oppe i højre hjørne var der en ventilationsskakt.
Det var nok der, at Damon ville kom ind, og sikkert også der,
at Damon og hun skulle ud der fra.
En vagt kom ind i rummet.
Ashley panikkede. Stop så Ashley! Du får os bare til at se skyldige ud!
skældte hun sig selv ud. Tag et par billeder - spil normal!
Ashley holdt vejret, mens hun prøvede at se mindre skyldig ud.

Hun knipsede løs med kameraet. "Kan du ikke læse?" spurgte vagten strengt.
Ashley var ikke helt sikker på, om det var en mand eller en kvinde.

"Jo," svarede Ashley og undrede sig.
Det var et sjovt spørgsmål til en, der havde fået A+ i dansk siden 1. klasse.
"Der står klart og tydeligt, at man ikke må tage billeder!"
Ashley kiggede  rundt.
Hun kunne ikke finde nogen steder, hvor der stod,
at man ikke måtte tage billeder. Hun fjernede alligevel kameraet.
Vagten rullede med øjnene, sukkede og gik ud og efterlod
Ashley alene med diamanten. Hvis alt lykkedes, ville vagten
nok fortryde det sidste, for nu kunne planen begynde.
Hun havde heldigvis husket tyggegummi.
Ashley havde hørt, at for at spare strøm, slukkede
kameraerne hvert sjette sekund, og startede seks sekunder efter igen.
Man kunne se det på det røde lys på den ene side at kameraet.
De røde øjne. Det var i hvert fald, hvad Damon kaldte dem.

Så kiggede hun op på kameraerne og sikrede sig,
at de så, at hun gik ud. Hun ventede seks sekunder og løb så ind.
Der var et hjørne, hvor ingen af de røde øjne var rettet mod hende.
Hun ventede.
Og da kameraet over hendes hovedet slukkede,
tog hun sit ejet polaroidkamera over hovedet og tog et billede
af diamanten fra hendes og kameraets synsvinkel.
Hun ventede igen, indtil billedet tog form. I hendes lomme lå
tyggegummipakken, og den tog hun op.
Så kastede hun et par stykker ind i munden og ventede,
til det var blevet blødt. Og da lampen stoppede med at lyse,
satte hun tyggegummiet fast på billedet og fast på kameraet
over hendes hoved.