Hun hørte en brummen.
Så et: "Av!" og så stod Damon ellers ved siden af hende.
Han var kommet ned gennem ventilationsskakten.
Hun blev så glad over, at hun endelig ikke var alene om det,
så hun løb over og lagde armene om halsen på ham.
Han smilte og grinede sagte, mens han også lagde
armene rundt om hende. "Kom," hviskede han og førte hende
over til diamanten. Nu skulle det ske. "Sæt stolen foran døren,"
sagde Damon og pegede. Ashley adlød.
Da hun kom tilbage, var han ved at undersøge glasmontren.

"Det er sjovt," sagde Damon, mest for sig selv, "der er mange
af sådan nogle i Ehlandir, men ingen som den alligevel.
Jeg har aldrig sløret sådan en her." Damon stod stadig
og betragtede glasmontren. Han skulle lige til at lægge øret
til den, da Ashley stoppede ham.
"Der er sikkert en berøringssensor på." Damon nikkede
og smilte taknemligt. Han gik over til skakten igen
og tog en sort taske frem. Op fra den trak han to 2 liters
vandflasker og smed dem over til Ashley. Hun prøvede
at gribe dem, men de faldt begge og ramte jorden med en høj lyd.
Damon tyssede strengt på hende. Det her var vigtigt for ham,
for alle i Ehlandir.
Damon kiggede på Ashley og lutter alvor lyste ud af hans øjne:

"Det er vigtigt, at du lytter nu," Ashley så et glimt af nervøsitet
i hans øjne. "Når jeg siger nu, begynder du at hælde vandflaskerne
over mig, så slører jegglasmontren, så tæller du til tre,
og så skal du tage diamanten, men kun med to fingre,
ellers udløser du berøringens-sensoren."
Ashley nikkede som svar, selvom hun var nervøs,
fordi hun vidste, at når Damon lavede så stærk magi, var han altid
tæt på at besvime. Hun kunne lige forstille sig,
hvad der så ville ske, når glasset var endnu tykkere,
end det han havde øvet sig på.
Også fordi de røde øjne var holdt op med at blinke. Han så intet.
Damon stillede sig foran glasmontren med let spredte ben.
Så satte han hænderne en cm væk fra glasset,
og lukkede øjnene. Ashley stillede sig ved siden af ham og ventede.
Han begyndte at skælve, og så sang han stille.

Det lød så smukt, som lyden af bølger, der slår mod bredden
en stille aften, og lyden af regn på en rude en grå novemberdag.
Eller når vinden leger i et klokkespil en stille morgen.
Og så forsvandt glasmontren ellers og efterlod en lettere
flimren i luften. Ashley talte til tre og bevægede hænderne
ind mod diamanten, der stod på en platform af
rødt velour. Hun holdt vejret, mens hun rystende tog
diamanten op. Derefter gik alt i slowmotion.
Ashley trak hurtigt diamanten til sig.
Diamanten, der faldt ud af hendes hænder, ramte platformen.
Alarmen gik. Skridtene på gangen og de hævede stemmer. 
Damons blik fyldt med angst. Ashley tog diamanten i lommen.
Damons ansigt, der var ligblegt på grund af angst og sikkert
også på grund af brugen af den stærke magi.
Damon der ikke rykkede sig.

Ashley der skubbede ham over mod ventilationsskakten.
Ashley der hev sig op i skakten. Damon der blev trukket op,
og så kravlede hun ellers så hurtigt,
man nu kan kravle, med en stjålen diamant i lommen,
noget der lød som hele Londons sikkerhedsvagter,
og en dreng på slæb, halvt bevidstløs.
"Hvordan kommer vi ud?" hviskede Ashley.
Damon svarede ikke, men pegede på væggen lige fremme.
Ashley nikkede. Damon stoppede og begyndte at slå mod
enden af skakten. De havde kravlet i noget, der føltes som timer.
Lågen gav sig lidt, Damon blev ved med at slå.
Damon slog en gang til, og så gik den op.
Et gråt lys strømmede mod dem og lyden af regn.
Aldrig havde Ashley været så glad for at se noget så trist
som Englands dårlige vejr.

Damon gik først ud og kiggede nervøst ud over noget,
der lignede floden Themsen, som førte ud mod havet.
"Kom bare ud, her er ikke nogen," sagde Damon og smilte,
hans hår var allerede helt vådt af regnen. De havde klaret den.
Ashley var ikke sikker på, om hun grinte eller græd.
Hun var ligeglad. De havde klaret den. Damon så mere bleg
ud end før – han kunne ikke klare den heroppe på land.
Så gav hun Damon diamanten og smilte trist.
Det var farvel nu. De stod længe og kiggede på hinanden.
Hun tog et stort skridt og gav ham et knus,
for han var det nærmeste hun kom på at have haft en ven.
Damon gik ud i vandet. Da vandet nåede ham til hofterne,
vendte han sig og vinkede kort. Så sank han ned i vandet sammen
med diamanten. Ashley satte sig på en sten og så ud over vandet,
ud over Ehlandir, byen under vand.