Penslen _

Fantasybogmessens fantasy novellekonkurrence på Herlufsholm kostskole.

Vinder i kategorien 10-12 år:

Charlotte Silke Bondo med Penslen.

935552.no_watermark.599_423.jpg

Penslen

Jeg har altid elsket at male. Det var som om man kunne skabe en helt anden verden ved at føre penslen over det hvide lærred. Skove, storbyer og marker opstod for min hånd, og jeg elskede det. Men på min 12 års fødselsdag skulle alt forandres.

Jeg havde fået en gammel halvbrugt pensel af min bedstemor. Hun fortalte mig at den kunne gøre mine malerier langt mere livagtige, og jeg smilte bare og lod som ingenting.

Den gang vidste jeg ikke at hun havde ret, og nu hader jeg hende for at hun gav mig den. ”Brug den med omhu, og pas på hvad du maler” sagde hun lige inden hun gik. Jeg så forvirret efter hende, men tænkte ikke nærmere over det. Hun var jo en besynderlig dame, og det skulle ikke undre mig at hun selv troede at hun var en fe eller noget i den retning.

Da det blev aften sad jeg for mig selv og malede med den pensel jeg havde fået af min bedstemor. Mit maleri forestillede to små hvide lys der stod på et væltet træ i en mørk skov. Mellem alle de mørke træer lyste de op i et gult skær og symboliserede den manglende tryghed i skoven. Penslen var ikke særlig god, og det var svært at blende farverne sammen, men det lykkedes mig få den rigtige stemning ind i billedet. Jeg så på mit værk med skeptiske øjne og lagde så penslen fra mig. Klokken var blevet halv tolv og jeg skulle også komme frisk i skole i morgen. Mor eller far sagde aldrig noget om mine sengetider, for de var stort set ligeglade med mig.

Efter jeg havde børstet tænder og taget min natkjole på lagde jeg mig i min seng, der bestod af et tæppe, der lå på en topersonersmadras som jeg havde delt med min storesøster da hun boede hjemme. Ingen dyne eller pude for det gad mine forældre ikke at bruge penge på, og når jeg endelig havde nogen, hvilket nok var højest to gange om året, brugte jeg dem på maling og papir, så jeg tog bare uldsokker på om natten og håbede at jeg ikke ville fryse.

Ud af vinduet i den anden side af huset kunne jeg se to små lysglimt inde i den lille skov der lå lidt væk fra vores hus. Jeg undrede mig over det og så hen mod mit maleri med de to små lys. Det var tomt. Jeg rynkede brynene og så rundt i hele rummet efter om jeg havde lagt det et andet sted, men det var væk. ”mystisk” sagde jeg til mig selv, men jeg skulle nå at have noget søvn, så jeg blev liggende i sengen og trak tæppet lidt tættere på mig.

Jeg sov skidt den nat. Mit hoved var fyldt med tanker om de to lysglimt, mit maleri, og så en tegning der forestillede mig gennemboret af pensel. Den pensel som jeg havde fået af min bedstemor. Øverst stod der Ava: 18. september.

Næste morgen vågnede jeg kl. 8. Jeg havde ikke noget vækkeur og min gamle Nokia kunne jeg ikke sætte alarm på, så jeg vågnede når jeg vågnede. Først troede jeg at jeg havde oceaner af tid og gik derfor ud i køkkenet med de vægge der engang havde været hvide, men som nu var en gullig farve. Jeg åbnede køleskabet for at se efter noget der duede som morgenmad, men der var en masse øldåser og en kvart pizza, og der var ikke lige noget af det der sagde morgenmad til mig, så jeg lukkede køleskabet og så hen på ovnuret der viste 08:03. ”fuck det” sagde jeg og gik ind på mit værelse for at hente min ”skoletaske” der var en plasticpose med en knækket blyant, et meget slidt viskelæder og et hæfte som skolen havde uddelt. Da jeg havde fundet posen lå der et stykke papir ved siden af. Ava: 18. september stod der i toppen. Jeg gøs og tænkte på min drøm. Jeg rystede hovedet og tog plastikposen og løb ud af døren, hev min mors gamle cykel ud fra muren og cyklede hen mod skolen.

Cirka en time senere jeg havde set på klokken, stod jeg ude foran min klasse. ”dejligt at du gad at komme Ava” sagde min biologilærer da jeg gik ind af døren til klassen. ”Undskyld men mine forældre glemte at vække mig” svarede jeg hurtigt og fandt en ledig plads nede i hjørnet. ”du må se at anskaffe dig et vækkeur Ava, det er ottende gang i denne måned, at du kommer for sent” lød det fra min biologilærer. Jeg nikkede og tog mit hæfte og den knækkede blyant frem og begyndte at tegne. Langsomt begyndte et sort træ at forme sig på mir papir. Jeg beklædte det med den smukkeste hvide sne og skabte kontrasten mellem det mørke og det lyse på mit papir. Det ville se smukt ud hvis jeg malede det derhjemme med min flotte sorte maling, som jeg havde købt sidste år, hvor jeg for at kunne få råd til det, havde haft taget et job hos en gammel mand og bildt ham ind at jeg var tretten for at han ville ansætte mig. Siden hans syn var dårligt havde han troet mig, og så havde jeg i en måned lavet mad til ham og madet ham, som var han et lille barn. Når han så var mæt havde jeg smuglet resterne med mig, for at få lidt ekstra mad derhjemme. Ikke fordi jeg sultede, men fordi at jeg gerne ville have noget mad der for en gangs skyld ikke bare var pizzaer og burgere, men også kunne spise lasagne som alle andre på min alder. Jeg havde været overraskende god til at følge de gamle opskrifter han havde, selvom jeg aldrig rigtigt havde lavet mad før, bortset fra de gange jeg havde været hjemme en pige der engang gik i tredje klasse med mig, men så flyttede lige inden fjerde. Hendes mor havde lavet chokoladekage med os og jeg glemmer det aldrig. Kagen var vidunderligt cremet og havde en let bitter smag, men der var noget sødt der dæmpede det, og gav det den perfekte kombination.

Men med et blev jeg vækket fra mine dagdrømme af min biologilærer der hev hæftet fra. ”AVA! Det her ligner ikke biologinoter! Du må kun tegne i billedkunsttimerne, hvor du bliver bedt om det. Det her er en biologitime så jeg forventer at man kun bruger hæftet til at skrive noter der handler om biologi i!” råbte biologilæreren op i hovedet på mig. Mit hjerte bankede og jeg håbede bare at det ikke betød at jeg skulle op til inspektøren, selvom jeg vidste at jeg nok skulle det. Ganske som forventet blev jeg kaldt op til inspektøren. Jeg hadede inspektøren, og ville for alt i verden undgå hende. Hun var en lille og mager kvinde men man skulle ikke lade sig narre af udseendet. Hun var sur og skrap og mente at alt handlede om hende. Når man kom kunne man i flere timer skulle sidde og høre om hvor dum man åbenbart var, og om hvor fantastisk hun og hendes familie var. Sidste gang havde jeg hørt om deres skiferie til Norge, hvor hendes man var fra. Han var jo selvfølgelig forhenværende konkurrenceskiløber og havde vundet guld mange gange. Oven i det skulle det også nævnes at jeg var uduelig og aldrig ville kunne finde ud af sådan noget.

Jeg tog hæftet fra biologilæreren, og lagde det i min pose, som jeg tog med, og gik ned til inspektøren. På vejen så jeg et A3 ark hvor der var skrevet med store bogstaver: Kunstkonkurrence d. 10. september. Det var i morgen. Jeg overvejede om jeg skulle deltage, men jeg ville nok ikke vinde, så der var ingen grund til at prøve.

Jeg forsatte ned til enden ad den lange gang og gik ind af døren ind til inspektøren.

”når har du nu igen lavet ulykker” lød det fra inspektøren. ”øhmm jeg sad og tegnede i timen og så bad min lærer mig om at gå her ned” svarede jeg usikkert i frygt for at inspektøren skulle håne mig. ”skal du så deltage i kunstkonkurrencen?” spurgte inspektøren venligt. Jeg gloede på hende. Hun havde aldrig før snakket venligt til andre, så hun gik åbenbart meget op i kunstkonkurrencen. ”jeg er ikke så god så jeg tror ikke at det er nogen god ide” sagde jeg og prøvede at komme uden om emnet. ”kom nu, lad mig se din tegning du lavede i timen” sagde hun let irriteret. Jeg gad ikke diskutere med hende og gav hende bare hæftet. Hun måbede og sagde at jeg var talentfuld og havde evnen til at vinde. Jeg var mistænksom, men lod som ingenting. Hvorfor skulle hun sige jeg er talentfuld, når hun plejer at sige at jeg er håbløs?

”Ved du hvad Ava? Jeg henter lige et lærred, noget maling og nogle pensler, så du kan male din tegning. Den ville være perfekt til konkurrencen!” sagde inspektøren begejstret. Jeg var helt paf, og blev bare siddende mens hun hentede tingene fra billedkunstlokalet. Det var sjovt at se hende bære så meget, at hun knapt kunne se.

Lige da hun gik fordi mig kom hun til at sparke til min pose så alt indholdet røg på gulvet. Og så var det at jeg fik øje på min bedstemors pensel. Jeg kunne ikke huske at jeg havde taget den med så jeg tog den op og så grundigt på den. ”har du ligefrem din egen pensel med?” spurgte inspektøren da hun havde lagt tingene fra sig. ”jeg kan ikke huske at jeg har taget den med, men det er min” svarede jeg mens jeg vendte og drejede penslen.

Den måtte være kommet med ved et uheld tænkte jeg og trak på skuldrene.

Med hjælp fra inspektøren fik jeg stillet lærred og stativ op og var begyndt at tage noget hvid, sort og blå maling frem. Jeg førte penslen blødt over lærredet som var det porcelæn. Først et lag blå maling, som en blå, blå himmel på en varm sommerdag. Uden skyer og regn. Derefter skulle træet slanke stamme og krogede grene males, til sidst skulle den beskidte hvide sne. For at få beskidtheden frem lagde jeg nogle stænk at en grå farve, blandet af den sorte og hvide maling. Der manglede bare noget, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad, så jeg lod det bare stå som det var.

Inspektøren så imponeret på mit lærred. ”Wauw, du vinder helt sikkert” sagde hun. Men alligevel var jeg ikke tilfreds. Det var så tomt. Jeg så op på uret der hang over døren. 12:57. Jeg havde fri om tre minutter. Så hurtigt som jeg kunne pakkede jeg maling og andet væk og tog det stadigt våde lærred, og smuttede. På vej ud sagde inspektøren ”husk at dukke op i morgen til tiden”. Jeg svarede ikke og fortsatte bare med at gå.

Det havde været en meget underlig dag. Inspektøren havde været så venlig, at hvis man talte den venlighed sammen, som hun havde været i et år ville dagen i dag slå det. Min mave knurrede af sult, så da jeg kom hjem tog jeg den kvarte pizza i køleskabet. Min far stak hovedet ud af stuen, men jeg orkede ikke at snakke med ham så jeg gik bare ind på mit værelse, og smækkede med døren blot for at høre ham råbe at jeg ikke skulle smække med døren. Jeg himlede med øjnene og tog bare et stykke papir frem. Jeg var løbet tør for lærreder. Altså bortset fra det jeg havde malet på i går aftes, men det virkede ikke helt rigtig at male på et lærred jeg havde malet i går. Jeg tegnede en skitse af det smil jeg forestillede mig at inspektøren ville have hvis hun havde smilet. Bredt og let åbent så man kunne se de mange halvgule tænder, som hun havde fået af at ryge. Hendes tørre orange læber så ligesom tænderne lidt gamle ud. Det var det smil jeg ønskede at se i stedet for den sure nedadvendte mund, hun normalt havde. Efter jeg havde tegnet skitsen lagde jeg et tyndt lag maling, for at papiret ikke skulle blive alt for gennemblødt.

Ca. kl. 19 lagde jeg penslen fra mig og gik i seng. I morgen ville jeg ikke komme for sent i skole.

Som forventet vågnede jeg ikke kl. 8 som i går men hele to timer før. En luksus jeg sjældent havde. Desværre for mig var der ikke noget der overhovedet mindede om morgenmad. Det der lå i køleskabet var rester fra endnu en pizza og både fulde og tomme øldåser. Jeg sukkede og gik ind på mit værelse igen. Jeg fik øje på det papir hvor der havde stået: Ava: 18. september. Der var nu ikke kun skriften i toppen men også mig. Ikke gennemboret af en pensel, men stadig mig. Min ben rystede og jeg gik hurtigt videre, uden at vide hvorfor jeg var så bange for det papir.

Jeg gik hen til mit lærred med træet og papiret med smilet. Eller det vil sige det smil der var der i går. Okay nu var jeg virkelig bange. Jeg prøvede forsigtigt at vende papiret for at se om det var der på den anden side, men nej. Papiret var blankt som havde det aldrig været malet på. Mystisk, og jeg havde jo også lavet træet tidligere men det var der stadig.

For ikke at falde i staver skyndte jeg mig at tage lærredet med træet og min ”skoletaske”.

Kl. 6:45 tog jeg af sted, og kl. 7:30 stod jeg i skolegården. Jeg så mig omkring. Alle der skulle deltage i kunstkonkurrencen var begyndt at dukke op. Jeg kunne tydeligt se forskel på en pige fra nulte klasses maleri og en pige fra ottende klasses maleri. Nulte klasses pigens maleri var farverigt og fantasifuldt, mens ottende klasses pigens maleri var et portræt af en, hun nok kendte. Det var livligt men ret kedeligt. Alle de flotte malerier, skulpturer og hæklede ting stod smuk og ikke en eneste var ens. Noget i mig blev urolig og min blik faldt på mit maleri der så så livløst ud. Så var det at jeg fik en idé. På en af træets krogede grene ville jeg at beklæde med en smuk sneugle, der uden at falde i et med baggrunden også lyste lidt op og gav noget liv til det sorte træ med sne. Jeg så hurtigt ned i min pose for at se om jeg havde noget maling udstyr. Bedstemors pensel lå nede i posen, som om den havde tænkt at jeg skule male og bruge den. Jeg var begyndt at blive bange for den pensel. Den havde malet men derefter ladet billedet forsvinde.

Inde i billedkunstlokalet fandt jeg heldigvis noget maling i de rigtige farver. En hvid, sort, grå og gul. Snart stod jeg igen foran mit maleri. Før for at male det. Nu for at færdiggøre det. En let buttet hvid ugle med hvide og grå fjer dukkede op på mit maleri. Jeg havde ikke særligt meget tid og jeg prøvet virkeligt at få de skarpe gule øjne med de sorte pupiller til at se alvorlige ud. Mens jeg stod og malede øjnene, lagde jeg ikke mærke til, at jeg havde gul maling på hænderne, så da jeg lænede dem op ad uglens krop, kom der et mellemstort gul mærke over uglens krop.

”Neeeej!” råbte jeg da jeg opdagede fejlen. Jeg prøvede at dække det med noget hvidt maling, men det blev bare en lysere gul. Jeg prøvede at trække vejret roligt. Der var endnu tre minutter til at jeg skulle stå i gården med mit maleri, så jeg kunne måske nu det. Jeg tog penslen op for blot at blive forstyrret af inspektøren der med et smil. Det smil jeg havde malet i går, sagde ”Ava der er to-tre minutter til, så du skal stille dig ud i gården”. ”Sikken en sød lille gul ugle du har malet” tilføjede hun da hun så hen mod mit maleri. Jeg sukkede bare og fulgte med hende.

Ude i gården var der opstillet nogle tomandsborde på en lang række, som havde en helt masse kunstværker liggende på sig. Jeg fandt en tom plads, lagde mit maleri og gik derefter hen en bænk.

Lidt senere da dommeren som var en af billedkunstlærerne var nået til mit maleri, sad jeg og rystede af spænding. ”undskyld mig men hvad skal et hvidt lærred gøre her?” spurgte han. Forvirret skyndte jeg mig op og hen til mit maleri. Det var tomt. ”men det var jo malet for et øjeblik siden” sagde jeg fortvivlet. ”det kan jeg bevidne” sagde inspektøren, ”jeg havde hentet hende her ud og havde inden da set maleriet der var et træ med sne og en gul ugle”. En let mumlen gik gennem mængden. ”hvem har taget maleriet?” var der en lærer der spurgte men ingen svarede. Jeg så op mod det træ vi havde i højre ende af skolegården. Det var dækket af sne, men vejret var skyfrit og himmelblåt, og…. Der sad en hvid ugle med en stor gul plet. Jeg skreg og pegede fortvivlet op mod træet. Alle så op mod træet med uglen. ”når så det var dit kunstværk” sagde dommeren lettet, ”næste gang så bare sig at du havde stillet det op”. ”jamen det er ikke mig der har gjort det” sagde jeg bange. ”hvem har så? Julemanden?” sagde han med et smil på læben. Jeg sagde ingen ting. Noget inde i mig sagde at jeg skulle løbe væk, mens den anden del af mig sagde at jeg skulle blive og løse problemet. Men hvad skulle jeg sige? At jeg havde en magisk pensel der gjorde ting til live? Nej det ville ikke gå. De ville blot tro at jeg var underlig. Jeg spænede hen mod cykelstativet og hev min cykel ud, hoppede op på den, og cyklede hjem. Efter tre kvarterer smed jeg cyklen fra mig og gik ind på mit værelse. Små salte tårer løb ned af mine kinder. Hvorfor? Hvorfor skulle det lige ske for mig? Hvorfor havde bedstemor givet mig den pensel hvis hun vidste hvad den gjorde? Og hvorfor var smilet først forsvundet fra papiret og ikke træet? Jeg tørrede mine tårer væk med mit ærme og prøvede at besvare mine spørgsmål. Jeg måtte have fået penslen fordi at min bedstemor ikke kunne lide mig. Hun måtte virkelig ikke kunne lide mig. Jeg er heller ikke noget særligt. Bare en kedelig pige der kan lide at male. Jeg hulkede svagt mens jeg prøvede at tænke over hvorfor smilet kom først og ikke træet. Da jeg havde malet smilet havde jeg da også malet træet. Eller det vil sige jeg havde malet lidt af maleriet. Det var ikke færdigt. Først da jeg havde malet uglen syntes jeg at jeg var færdig. Men smilet var færdigt i går aftes. Selvfølgelig. Det gav mening. Men hvad der ikke gav mening var den tegning med mig gennemboret af penslen. Jeg var træt og sur, så jeg gik i seng selvom klokken højst var fire om eftermiddagen. Jeg ville ikke være et sekund længere oppe.

D. 18. september:

Avas far var begyndt at blive urolig for Ava. Klokken var 13:27 og Ava havde ikke været ude af sit værelse siden i går. Han gik hen og bankede på døren. ”Ava er du der inde?” spurgte han men han fik ikke noget svar. Han åbnede døren og så ind. Så var det, at han fik øje på hende. Bleg og livløs lå hun på sengen med noget der lignede en pensel stukket igennem sig. ”nej nej nej”. Avas far var målløs og vidste ikke hvad skulle sige. Han faldt på knæ ved siden af hendes seng. ”nej nej nej nej nej neeej” skreg han. Så var det at han fik øje på det stykke papir der lå ved siden af hendes seng. Ava: 18. september stod der. Så så han på tegningen. Ava lå ned gennemboret af penslen som nu. Det lignede at penslen havde kørt sig selv over tegningen med farve og så derefter havde gennemboret hende, men det kunne jo ikke passe. Hun måtte havde været trist og sur, og ikke havde haft lyst til at leve mere. Men der var ikke noget blod omkring hende. Avas far kaldte på sin kone. ”Eva du skal komme nu!” sagde han. Moren kom ind og så Ava. ”er det dig der har gjort det Jan?”, ”er det en joke”, ”har hun gjort det selv?” sagde hun fortvivlet. ”det var ikke mig. Jeg kom bare ind og fandt hende” svarede han. Moren lavede en blanding mellem at skrige og græde og faren holdt om hende og prøvede at trøste hende.

Men ingen af dem kendte grunden til Avas død. Penslen kunne kun bruges tre gange inden den vil dræbe den der har brugt den. Og i Avas tilfælde havde den gennemboret hende. Men hun kunne komme tilbage hvis penslen blev brugt tre gange af en anden. Men det kunne forældrene ikke vide, og nu sad bedstemoren med sin mand der for nyligt var vågnet fra sin død.