Ellepigernes dans _

En fantasynovelle af Krista Anastasia Winther Kristensen
Vinderen ved Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017
Kategorien 13-15 år


957315.no_watermark.500_353.jpg

Den 16. februar 1997 forsvandt Gro Tove Alvhild Pedersen fra børnehjemmet ”Annahus” i udkanten af Kirke-Hinnitum i Nordjylland. Efterladt i hendes værelse fandt man en bog ”Skæbnen,” som lå slået op på side 56 i vindueskarmen tæt ved den åbne terrassedør. Ingen på børnehjemmet så pigen efter tidlig aften 18.34 den pågældende dag. Udenfor vinduet var der i løbet af natten dannet en ring af svampe, en heksering, der ifølge gammel, dansk overtro dannes ved steder, hvor ellepiger har danset i ring. Denne tekst er skrevet ud fra hekseringen udenfor vinduet.

Martha Holmquist
… … …

De ibenholtssorte skyer krummede sig af smerte, men de vedblev at danse sagte hen over den nedslående himmel. En regnbyge af store, kølige dråber tog til, og de kastede sig mod vinduet i en larmende tavshed.
Det sørgmodige og magre skelet var betrukket med en ligbleg hud, der afslørede blomstrende dybblå træer under den tørre overflade. Stængerne var på grænsen til benrade. De så udhungrede ud, og knæene var alt for store. Over alt på den lange krop, med kun en svag antydning af talje og hofter, førte markerede knogler sig hovent frem. Det androgyne, ovale ansigt besad, som eneste lyspunkt på den skrabede og purunge krop, to blanke øjne. To store, blanke og mandelformede øjne, hvis havblå bundløse iriser var til at drukne i, når man først havde vovet sig ud i dem. Hovedet havde i sin tid været indehaver af en voluminøs mørkeblond hårpragt, der dog sidenhen var blevet til korte bølgede lokker, som sad tæt på det sænkede hoved. Gro var hverken afskyelig eller tiltalende. Hun bevægede sig mellem de to begreber på en hårfin grænse.

Hun sad krummet sammen i vindueskarmen, som et lille barn med hovedet lænet op af det tilfrosne vindue, mens hun læste. De gulnede sider lugtede aldrende. Hun havde fortæret den igen og igen. ”Skæbnen” var og blev den bog, der igen og igen vakte Gros hadefulde følelser til live, så der op af asken stod en blussende ild, hvis skarpe tunge smældede og slikkede op af alt, den kom i nærheden af. Gro havde mange gange prøvet at begrave stridsøksen, men gang på gang var det som om den pludselig lå frit på jordoverfladen, efter hun havde læst bogen. Den kaldte og skreg, stridsøksen, og Gro kunne ikke sige nej, af bare had til verden og livet – alting. De var Gros fjender – alt og alle var Gros fjender. De ville hende det ondt, de ville ødelægge hende, smadre hende og gøre livet surt for hende. Hvorfor i al verden skulle Gro, lige præcis hende, hades og behandles uretfærdigt. Hvorfor skulle hun dog efterlades på det skide toilet i Svanninge Bakker af en mor, der røg hash, som vi andre drikker vand. Verden og livet, alt og alle, hadede Gro og Gro hadede bare tilbage. Alt var hendes fjende. Det gjaldt om at komme hurtigst muligt igennem livet, indtil man døde som en lille rynket forkrøbling, fordi ens ubetænksomme hjerte af en kødklump simpelthen ikke gad mere, eller fordi man havde frelst sig selv og kastet sig i døden inden da. Livet var noget lort, der skulle overstås, og det var verden også. Alt var noget lort.

Normalt var Gro ikke typen, der ligefrem sad og kikkede poetisk ud af vinduet, men i aften havde den klistrende tykke mosebryg praktisk talt limet hende til vinduet som med kontaktlim og tape og alt det der. Gro havde kvalme af al den mad, bare et par gulerødder, og hendes mave skælvede af at have fået for meget. Hendes hals brændte mildest talt. Som om et par splintrende konkylier sad fast i halsen på hende og skrabede og skar. Gro var nemlig altid sløj. Et frygteligt immunforsvar, der evigt og altid skulle gøre Gro sengeliggende og træt, med en sart hovedpine, og en skingrende, høj lyd i ørene, der skrålede af rent had og vrede over livets uretfærdige fordeling af effektive immunsystemer, gode fædre og knap så gode og hashafhængige, kvindelige alkoholikere, der fødte børn på toiletter i børnehaveattraktioner.
Mosebryggen stod tyk, som piskede æggehvider, vel at mærke. Gro åbnede vinduet langsomt og sagte, og hun indåndede den beske, lunkne, hvide damp med stor fornøjelse. Hun satte sig i vinduet, så hendes svulstige blege fødder akkurat kunne røre de mørkegrønne bregner og den fugtige jord. Et par fugle kvidrede en højlydt sang, så grim, at Gro fandt den tilpas. Den begyndte ubemærket at tage af, mens mosebryggen blev endnu mere grødet og tæt, end den allerede var.

En messende sang lød. Det var som om, den kravlede ud under bregnerne i skovskelet og kom tættere og tættere på vinduet, hvor Gro havde anbragt sig. Blide rytmeløse toner, der kærtegnede Gros skrøbelige hadefulde sind. Det var som om, at lydene og stemmerne anerkendte Gro, som om de kærtegnede hende med deres sarte messende gang. Det virkede så naturligt. Gro følte sig beruset af det hele, som hun ikke anede, hvor kom fra. Det undrede hende heller ikke. Hun var i en tilstand, hvor hun ikke tænkte over det, der foregik. Mens hun vuggede frem og tilbage og beundrede mosebryggen, gled hendes øjne over et ansigt, der så hengivent på hende.

Gro gispede og veg forskrækket tilbage. Hvad i al verden var det for en skabning, der stod der i mosebryggen, tavs… og sær! Ansigtet stod tydeligt. De havblå øjne stirrede på hende. Det var Gro selv. Det var Gro selv, der stod der og kikkede tavst på Gro. Hun var alt det, Gro var: En bleg, korthåret, mager og androgyn anorektiker med store øjne. Hende her var bare også noget, Gro aldrig havde været. Hende her var sjæleglad og veltilfreds samt smilede sorgløst. Al fascination, nysgerrighed, forbavselse og glæde i Gro, der sad der i vindueskarmen, vækkedes. Gro ville være glad ligesom hende den glade Gro, der stod og smilede. Hun ville blive den Gro, der stod dér og vinkede i den hvide mosbryg af bar henrykkelse. Gro ville være dén Gro.

Den glade Gro lo og vinkede ivrigt til Gro: ”Kom nu!” Hun lo igen og smilede over hele sit ansigt, så det væltede ud af øjnene af fryd og veltilfredshed. Og Gro kunne ikke lade være. Hun satte i løb mod den glade Gro. Sprang ned af den klistrede vindueskarm og forlod den for evigt, uden at tænke over, hvad det indebar. Hun ville være sammen med den glade Gro. Hun ville tilslutte sig hende. Den glade Gro omfavnede hende, trykkede hende ind til sig og smilede: ”Se, så!”

Og rundt om dem dansede en flok sødmefulde ellepiger. En flok skønne utallige piger. Med langt korngyldent hår, der flagrede i den blide vind, som hvislede hen over dem i den ellers så beske mosebryg. Smilende og leende sang de. Nynnede og messede. De flagrende, hvide, tågefulde slør dækkede deres stærke sunde kroppe, og ringen de dansede i blev større og større.

”Ja!” råbte den glade Gro, og lo af fryd. Hun trådte ind i cirklen og dansede rundt om Gro med de andre ellepiger. Svajende og lette så de alle på hende med deres hengivne blikke, og de lo, messede og sang på én gang. Gro elskede det. Hun stod der i midten af cirklen og følte sig beruset af bare kærlighed og overvældelse over al den skønhed, henrykkelse, lykke og fryd, der befandt sig i hendes hjerte af sten. Det kildrede i hende, så hun næsten ville springe, for det var ikke plads til alt det indeni. Hun vendte sig om og lo. Og hun lo. Og lo. Og hun lo. Af hjertefryd og salighed lo hun i bar henrykkelse, kærlighed og beruselse. I trance. I ekstase. Ekstase i sorgløshed og frydefuld latter. Og alt blev langsomt uklart. Som når man har vand i øjnene. Det hele blev rodet sammen i en stor portion uskarp, lykkelig lykke og lys, der glimtede og skinnede. Hun kunne stadig høre latteren og sangene. Messende, nynnende og tåget. Gådefuldt. Kilder. Rislende vand. Summende. Dansk flora, margueritter, glade, mælkehvide margueritter med store blade og kornblomster. Hun faldt tilbage, ned på græsset. Og græsset var så uendelig dejligt og fugtigt. Hun havde aldrig ligget bedre…

Gro lo af fryd.