Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Grå blomster
Læseværktøj

Grå blomster

side 1
/ 26

Vinderen af Fantasymessens novellekonkurrence
i kategorien 13-15 år er Silje Paldrup med Grå blomster.

Klokken havde for længst slået midnat. London lå henlagt i mørke,
kun svagt oplyst af den hvide måne. Trods mørket, og det
umenneskelige tidspunkt, var der stadig liv i Londons gader.
Støvet hvirvlede op fra de brostensbelagte veje, hver gang
en vrinskende hest kom travende. Med jævne mellemrum kom
et efterårsvindpust susende ned gennem gaderne,
og bragte alle Londons lugte med sig.
Foran en af de mest livlige kroer i London, "Den Svømmende And",
stod to mænd og læssede kasser op på en vogn.

side 2
/ 26

Mændene var smurt ind i snavs og skidt, og de tydelige furer
i deres ansigter vidnede om et hårdt liv. Den gamle hest, der var spændt
for vognen, så mindst ligeså udslidt ud som mændene.
Den løftede pludselig hovedet og spidsede sine ører.

Gaden omkring dem var blevet stille. Det eneste, der hørtes,
var de lystige melodier og den høje latter fra "Den Svømmende And".
En af mændene placerede en kasse på vognen med et bump.
"Frank, jeg sa’ jo til dig, at den gamle krikke er begyndt at se spøgelser."
Hesten stirrede ned ad en af de mørke gyder, hvor selv månens skær
ikke nåede hen. Den prustede. Manden slog ud med armene,
mens Frank rystede på hovedet og afslørede et næsten tandløst smil.
En hestevogn susede forbi dem, så støvet hvirvlede op i luften.
Hesten sænkede sit hovedet igen, og det syntes næsten,
som om den havde fuldkomment glemt, at den havde skænket
den mørke gyde en eneste tanke.

side 3
/ 26

"Den her gamle krikke kan knap se dig, hvis du står foran den.
Hvo’dan i majestætens navn skulle den kunne se spøgelser?"
Frank læssede den sidste kasse op på vognen,
mens han lo en hakkende hæs latter. Manden trak på skuldrene
og satte sig møjsommeligt op på vognen ved siden af kasserne,
mens Frank satte sig til rette i kuskesædet. Den gamle hest
begyndte snart efter at løfte sine ben med tunge bevægelser.
Støvet fra vognen havde endnu ikke lagt sig, da noget rørte sig inde i
den mørke gyde. En skikkelse kom til syne, krybende lydløst
frem langs murene. Skikkelsen bar en stor, sort kappe med hætten
slået ned foran ansigtet. Personen, der var lav og spinkel,
trådte med lydløse skridt hen mod "Den Svømmende And".
Den kappeklædte skikkelse bevægede sig som en kat,
stille og elegant, med hurtige bevægelser.

side 4
/ 26

Samtidig, i et privat lokale ovenover kroen, sad tre mænd.
Den ene af mændene sad henslængt i en hård træstol og lignede en,
der ikke havde nogen bekymringer i livet. Han var høj og slank med
halvlangt sort hår, der var bundet stramt op på toppen af hans hoved.
"De herrer. Hvis I kunne være så venlige at fortælle mig,
hvornår vores ærede gæst har tænkt sig at beære os med sin tilstedeværelse?"
Han slog et klik med tungen og fokuserede på sine hænder,
der lå på træbordet foran ham.
Ligesom de fleste andre kunne han ikke udstå at kigge på de Grå
i længere tid. Der var noget unaturligt, nærmest inhumant, over dem.
"Félix," begyndte en af mændene, der sad overfor ham.
"Som tidligere fortalt, arbejder Ivy på en stor sag for tiden.
Plus man ved heller aldrig med Ivy. "
Manden slog udglattende ud med hænderne, men hans ansigt var udtryksløst.
Félix trommede med lette slag en kort rytme på bordet.
Han skævede hurtigt op til manden, der havde svaret ham.

side 5
/ 26

De lignede mennesker. Ingen tvivl om det. De samme to øjne.
Den samme næse og den samme mund under den.
Det eneste unormale ved dem var deres hud. Helt glat og grå.
Grå som en mørk efterårshimmel. Ingen vidste, hvor de kom fra,
eller hvornår de kom. De havde bare altid været der.

Utilpas fjernede Félix sit blik igen og rettede det i stedet
mod den åbne kamin ikke langt fra ham.
Store flammer slikkede sig op ad det tørre træ og bredte en let orange
glød til det lille rum, de befandt sig i.
Man kunne svagt høre violinspillet og latteren fra kroen under dem.
På en normal aften ville Félix være nede i kroen sammen med sine bekendte.
Han ville have brugt halvdelen af aftenen på at underholde
med sin historie, og den anden halvdel på drikke dagens fortjenester
op i billigt, fortyndet øl.

side 6
/ 26

Félix kunne tydeligt forstille sig latterbrølet i sit hoved,
når han med store fagter fortalte historien om Frøken Esmeralda.
Men i stedet for sad han her. Félix fnøs.
Hvis det ikke havde været for hans dumme "kollega", Edmund,
der havde fortalt, at de Grå var begyndt at give penge for informationer,
ville han ikke have siddet i denne kattepine.
Og som om det ikke var slemt nok, at han sad tilbageholdt af to Grå,
så havde de sendt bud efter den nok mest berømte Grå i London.
Poison Ivy.
Félix var ligesom alle andre, der var en del af pøblen,
godt klar over de historier, der blev fortalt fra gadebarn til gadebarn.
Om mestertyven, men samtidig den store helt, Poison Ivy,
der fik hele vægterkorpset til at ryste i bukserne
og selv Londons fineste tyve til at ligne amatører.

side 7
/ 26

Poison Ivy slagtede onde mordere og voldtægtsmænd,
var listig som en kat og kravlede op ad de stejleste husmure
med de bare fingre. Félix havde aldrig troet, at der var sandhed
i historierne, og hvis det havde været alle andre end De Grå,
der havde fortalt ham, at de havde sendt bud efter Poison Ivy,
ville han have grinet dem lige op i ansigtet. Men De Grå jokede aldrig.

Til trods for at Félix om et kort øjeblik kunne komme ud for
at stå ansigt til ansigt med denne Poison Ivy, tvivlede han stadig
på historiernes sandhed. Enten er du en tyv, eller også er du en helt,
der redder de uskyldige. Det er ikke muligt at være begge ting.
Det vidste Félix om nogen.
En rytmisk banken på døren hev Félix ud af sin tankegang.
Den Grå, der sad overfor ham, rejste sig hurtigt op for at dreje
på nøglen, så personen udenfor kunne komme ind.

side 8
/ 26

Døren blev hurtigt åbnet, og en kappeklædt fremmed trådte ind.
Félix betragtede mistroisk den kappeklædte skikkelse,
der havde en hætte slået ned foran sit ansigt.
Hvis det var selveste Poison Ivy, så var der ikke meget helteagtigt over ham.
Den fremmede var lille og spinkel. Ikke præcist et spejlbillede af det,
Félix havde forstillet sig. Et kort øjeblik var der stille i det lille lokale.
Et højt brøl af latter og glas, der smadrede, lød fra kroen under dem.
Ilden knitrede i kaminen.
Den Grå, der sad ved siden af Félix, rømmede sig.
"Ivy." Han nikkede velkommen til den kappeklædte skikkelse.
"Albert. " Poison Ivy gav ham et nik tilbage og sendte også den Grå,
der stod ved døren, et nik. "Og Alfred."

Félix rynkede let på panden. Poison Ivys stemme var lys og melodisk,
og overhovedet ikke mandig.

side 9
/ 26

Den Grå, som Félix nu vidste hed Alfred, satte sig ned ved træbordet igen.
Poison Ivy blev stående i midten af lokalet uden at røre på sig.
Félix betragtede ham skeptisk. Hans mistro steg for hvert minut, der gik.

"Såh." Albert rømmede sig. "Vi ved godt, du er i gang med en stor sag,
men siden der ikke har været noget fremskridt, så har vi brug for dig
til at undersøge en ting. Den sag, du er i gang med nu, sætter vi på pause,
til vi ved, hvad der forgår her. "
Alberts stemme var varlig. Som om den Grå forventede problemer.
Poison Ivy hev hætten væk fra ansigtet i en hurtig bevægelse.
Det gav et sæt i Félix, og han slugte med nød og næppe protesterne,
der var ved at vælte ud af munden på ham.
Poison Ivy var en kvinde.
Hendes hud var en mørk, grå farve, identisk med de andre Grå.

side 10
/ 26

Forskellen mellem de tre var hendes lange, sorte hår, der hang flettet
ned af hendes ryg, og hendes store, grå øjne, der lynede af arrigskab,
var indrammet af store, sorte øjenvipper.

De to Grå, der sad ned, var begge skaldede og havde mere
end rigeligt fedt på kroppen. Félix åbnede og lukkede perpleks munden,
uden en lyd slap ud.
"Fire kvinder er døde. Halvdelen af dem var ikke engang fyldt tyve.
Men det er I vel ligeglade med. Det er jeres held, at jeg er færdig med sagen."
Poison Ivys stemme var skarp som piskesmæld.
Albert rykkede sig utilpas i træstolen, mens Alfred stirrede ned i bordet.
"Jack the Ripper?"
Ivys læber snerpede sig sammen, da spørgsmålet forlod Alberts mund.
"Væk. " De to Grå gav hende et anerkendende nik.
Hun så på dem med et tomt blik i sine grå øjne.

side 11
/ 26

Albert rømmede sig igen.
"Félix herovre gjorde et ganske interessant fund i går aftes.
Vi har brug for, at du undersøger det. "
Han kiggede afventende på Ivy. Hun stirrede på ham et kort øjeblik,
før hun lagde hovedet tilbage og lo en spottende, falsk latter.
Så lavede hun sin stemme dyb, og sagde højt:
"Når du har klaret Jack the Ripper, giver vi dig fri i noget tid.
Du er den mest hårdtarbejdende Grå i byen."
Ivy satte sin hånd i siden og så på dem med sammenknebne øjne.
"I sagde til mig, at jeg ville få fri, hvis jeg satte en stopper for Jack the Ripper."

"Ivy, der er menneskeliv på spild. Uskyldige mennesker er allerede døde,
og flere kan dø, hvis du ikke undersøger denne ting.
Félix, fortæl Ivy om det, du så." Tre par grå øjne blev rettet mod Félix.
Han rejste sig med en langsom bevægelse op fra stolen.

side 12
/ 26

"De herre og..." Han sendte Ivy et blik, før han fortsatte.
"Jeg kom til jer med informationer, og efter at I har holdt mig
indespærret i dette rum den halve nat, bliver jeg nu holdt for nar.
Hvor er de penge, jeg blev lovet for mine informationer?
For I kan da ikke mene, at jeg skal tro på, at selveste
Poison Ivy er en kvinde?"

Før Félix kunne nå at sige mere, var han presset op af væggen.
Ilden i kaminen var brændende mod hans lægge.
En skinnede daggert var presset mod hans hals.
"Undskyld, jeg tror ikke, jeg hørte rigtigt. Kunne du være så sød
at gentage det?" Ivys stemme var sukkersød.
Félix prøvede forgæves at komme ud af hendes greb.
Daggerten pressede bare mere mod hans hals.

side 13
/ 26

"Du er en kvinde. Kvinder slås ikke. De er ikke gode tyveknægte.
De kæmper ikke for retfærdighed og dræber ikke mordere.
Og hvis en kvinde prøvede at kæmpe, ville hun kæmpe som en...Umprf!"
Luften blev presset ud af Félix, da Ivy lagde vægt mod hans brystkasse.
"Ville en kvinde kæmpe som hvad?" Ivys stemme var lav.
"Ville hun kæmpe som en - umprf, pige!" Ivy hev fat i hans trøje
og hev ham ned i øjenhøjde.
Hendes grå øjne borede sig ind i hans brune.

"Sidst jeg tjekkede, Félix, så var mit køn ingen fornærmelse.
Jeg slås som en pige, og jeg er stolt af det!"
Hun sendte ham et ondt blik og jog sit knæ op mellem benene på ham.
Félix bukkede gispende sammen af smerte,
mens Ivy gik overlegent tilbage til bordet, satte sig på en træstol
og betragtede ham med et hævet øjenbryn.

side 14
/ 26

Albert og Alfred vekslede et blik. Félix kæmpede sig op at stå igen,
mens han febrilsk prøvede at blinke tårerne væk.
"Félix, du vil få dine penge, lige så snart du har vist Ivy,
hvor du så, hvad du så, og I kommer begge her tilbage."
Ivy rejste sig smilende op ved Alfreds ord og drejede på nøglen i døren,
så den svang åben. Hun tog hætten på, så den dækkede hendes ansigt.
"Nå, Félix. Kommer du? "
Efter en rask gåtur gennem mørklagte Londons beskidte gader,
var de endt i den rige del af London.
Her var gaderne renere, husene større, og den grumme lugt
af kloak ikke lige så overdøvende som andre steder.
Félix havde forholdt sig stille hele vejen og havde med korte
mellemrum kastet stjålne blikke mod Ivy, der gled let og elegant
frem ved siden af ham.
Med sin sorte kappe gik hun næsten i ét med mørket omkring dem.

side 15
/ 26

"Det er her." De var stoppet foran et stort, hvidt palæ.
"Godt. Vis mig, hvor du kom ind."
Ivys stemme blev dæmpet af hætten, der stadig var trukket ned
foran hendes ansigt. Félix ledte hende om bag huset,
hvor han vidste, der var faldet mursten ud af muren,
så man let kunne klatre op og ind gennem vinduet.
Ivy tog hætten af, og betragtede undersøgende den høje husmur.
Hun vendte sig om mod Félix.
"Jeg åbnede vinduet i går, men det giver måske lidt problemer."
Felix kløede sig bag øret.
Hvad han ikke ville give for at være hjemme i sin seng.
"Følg efter mig." Med øvede bevægelser begyndte hun
at klatre op af muren. Félix rullede sine øjne og mumlede vredt,
da han så hendes elegante skikkelse bevæge sig hurtigt op af muren.
Ivy åbnede snildt vinduet og hoppede ind.

side 16
/ 26

Hun landede på et tæppe med et blødt bump.
Hun befandt sig i en lang gang. Malerier hang på væggene
i store tunge guldrammer, men mørket var for tæt til at skildre motiverne.
Félix kom stille gennem vinduet, og lukkede det forsigtigt i.

"Herskabet er i Paris. Der er kun få tjenestefolk tilbage.
Det er rummet for enden af gangen," kom det hviskende fra Félix.
Ivy gled lydløst hen af gangen, hendes blik var fokuseret på døren for enden.
Der lød en skramlen bag hende. Irriteret vendte hun sig om,
klar til at skubbe Félix ud af vinduet, tilbage hvor han kom fra.
Hendes øjenbryn gled op i vejret, da hun så, at han stod og rodede
med en lysestage og en æske tændstikker.
"Giv mig dem," hviskede hun til sidst, da det mislykkedes
Félix for tredje gang at tænde tændstikken.
Med et enkelt strøg var der ild, og hun tændte hurtigt lysene i lysestagen.

side 17
/ 26

Félix fnøs. Hun fortsatte hurtigt ned ad gangen, og da hun var nået til døren,
kastede hun et blik tilbage på Félix.
Han stod nervøst og skiftede sin vægt fra fod til fod.
Langsomt åbnede hun døren. En overvældende duft af blomster
ramte dem, da de trådte ind i rummet.
"Grå blomster, " mumlede Félix til hende, da han gik videre ind i rummet.
Ivy løftede lysestagen højere, så hun bedre kunne se.
Langs den ene væg, var der tre store buketter blomster.
Grå blomster.
Hun trådte tættere på endnu. Det var grå roser.
Mens Ivy studerede blomsterne, havde Félix sneget sig hen
til den anden væg.
Det var her, grunden til han overhovedet var kommet, var.
Et lille brunt skrin stod på en kommode, og selv i mørket,
kunne han se de flotte udskæringer på skrinet.

side 18
/ 26

Langsomt løftede han låget på skrinet.
To grå ædelsten blinkede dovent tilbage til ham, og med et smil
på læben lukkede han låget igen.
Det var ikke nok til, at han kunne leve resten af sit liv i luksus.

Men det var nok til at kunne få ham ud af slummen
og ind i et mere velhavende kvarter. Han lukkede kort øjnene
ved tanken om den mad, han kunne købe for de penge.
Så stak han skrinet ind i en af sine inderlommer og vendte sig om.
Ivy stod stadigvæk og kiggede på blomsterne.
Han hostede let for at henlede hendes opmærksomhed på det,
der var i midten af rummet. Ivy rettede sig op og kom hen til ham.
Da hun førte lysestagen hen mod midtpunktet af rummet,
veg hun chokeret et skridt tilbage. Der var placeret fem stolper ved siden af
hinanden på en lige linje. På hver stolpe var et menneskehoved.

side 19
/ 26

Ivy nærmede sig forsigtigt stolperne.
"Men det er umuligt. Der er intet blod."

Hun førte lysestagen tættere på. Hovederne var ikke hugget af.
Det så nærmest ud som om, stolperne selv havde groet et hoved.
Mellem stolperne gik et reb. Det så næsten ud som om, de holdt i hånden.
Ivy førte lysestagen op til et af ansigterne. Det lignede et menneske.
En pige på måske treogtyve med lukkede øjne.
Hendes hår var langt og blond. Félix gik væk fra bagvæggen
og over mod døren. Han havde set nok.
Gulvbrædderne under gulvtæppet knirkede.
Hun rystede på hovedet af ham og vendte sin opmærksomhed
tilbage mod hovederne. Pigens øjne var vidtåbne,
og hendes mund formede et lydløst skrig.
"Hvad i?" To reb skød ud fra en af pælene og snurrede sig om Ivys krop.

side 20
/ 26

Det ene reb snurrede sig rundt om hendes ben,
mens det andet slyngede sig rundt om hendes brystkasse.
Lysestagen gled ud af hendes hånd og faldt til gulvet med en høj skramlen.
Ilden tog straks fat i et af tæpperne på gulvet.
Et forskrækket udbrud kom fra Félix, der stod i døråbningen.
Rebene snurrede sig om Ivy, der gispede efter vejret.
Alle hovederne havde nu åbne øjne, og deres munde skreg et stille skrig.
Ilden spredte sig til et andet gulvtæppe.
En tung, sort røg bredte sig i rummet.
Félix kastede et blik på Ivy, der stod og vred sig i rebene,
og ilden, der hurtigt spredte sig på gulvtæpperne.
Han klappede sig på lommen. Han havde ikke brug for de Grås penge,
når han havde ædelstenene.
Med et sidste blik på Ivy snurrede han rundt på hælen
og løb ned ad gangen. Vinduet lukkede lydløst bag ham.

side 21
/ 26

Ivy vred sin overkrop for at få fat på daggerten i bæltet,
og samtidig forbandede hun Félix, og alt hvad han stod for.
Rebene om hendes brystkasse strammede sig, og hun gispede efter vejret.
Hendes fingre fandt daggerten, og med hurtige bevægelser
begyndt hun at skære sig fri fra rebene.
Ilden havde bredt sig over til den første blomsterbuket.
De grå blomster stod i lys luge.
Daggerten gik igennem rebet og uden at ænse,
at den også havde skåret dybt ind i hendes egen hud,
begyndte hun at file på rebene om sine ankler.
Et hosteanfald afbrød hendes handlinger.
Røgen kradsede i hendes hals og fik tårerne til at løbe ned af hendes kinder.
Hun filede videre, og med et suk gav rebene slip.
De snoede sig langsomt tilbage til pælene,
men Ivy blev ikke stående for at se, hvad der derefter skete.

side 22
/ 26

Med den venstre arm løftet beskyttende for ansigtet, og den højre knyttet om
daggerten, løb hun ud af værelset og lukkede døren bag sig med et brag.
Det ville ikke forsinke ilden meget. Med famlende fingre fik hun skubbet
vinduet op, men en svag stemme afbrød hende.
"Sig til din egen slags, at jeres tid er gået. Jeres besudling
af denne jord er overstået. Aldrig mere skal I se dagens lys
og vise jeres afskyelige hud frem til andre."
En gammel dame klædt i tjenestetøj stod for enden af gangen.
Et vokslys var knuget i hendes rystende hånd.
Chokeret løftede Ivy sin daggert.
"Aldrig mere. Ikke mere. Det vil min herre sørge for. Ikke mere.
Aldrig mere. Afskum! I skal dø!"
Spyttet stod ud fra hende. Ivy løftede sin hånd op til vinduet,
da en knagen lød fra rummet med ild i.
Den gamle dame blev stående i den modsatte ende af gangen.

side 23
/ 26

Hun fortrak ikke en mine. Røgen væltede ud under dørkarmen.
Hvis Ivy blev her meget længere, ville ilden nå at sprede sig til gangen.

Med et sidste blik på damen, svang hun benene ud over vindueskarmen,
og begyndte at klatre ned. Røgen kradsede stadig i Ivys hals,
da hun tog dybe indåndinger af den friske luft.
Med arme, der var tæt på at give efter fra udmattelse,
klatrede hun ned af muren.
Mørket lå stadig tungt over London, da Ivy haltede gennem de mørke gyder.
Hendes hånd var hårdt presset mod hendes talje for at mindske blodtabet.
Det snurrede i hendes krop.
I en mørk smøge, gemt væk fra fremmedes øjne, smuttede hun
gennem en lille dør og op af en knirkende trappe.
Med en famlen fandt hun den rigtige dør for enden af trappen,
og med et suk skubbede hun døren op.

side 24
/ 26

"Mor? " Hendes datter sad i den lille seng i hjørnet af lokalet
med en gammel bog i sit skød.
"Victoria, jeg skal bruge varmt vand, koldt vand og sysættet."
Ivy satte sig udmattet ned på en af træstolene.
Victoria gik forskrækket i gang med at finde tingene,
og da såret var renset, syede hun det med øvede
bevægelser sammen igen.
De sad og kiggede på hinanden et øjeblik.
Datteren på sin moders mørkegrå ansigt, og moderen på
sin datters lysegrå ansigt.
"Hvad skete der? " spurgte Victoria stilfærdigt.
Ivy sukkede og gned sig i øjnene.
"Ikke nu. I morgen skal jeg nok fortælle dig det. Lad os sove nu."
Hendes datter nikkede stilfærdigt, og hjalp sin mor over i sengen,
før hun puttede sig ind til hende.

side 25
/ 26

Ivy lukkede med det samme øjnene, da udmattelsen skyllede
ind over hende, men ikke før hun sendte en stilfærdig bøn ud,
om bare en enkel dags fred.
Fred og stilhed skulle hun nok få.
Der ville i hvert fald ikke komme noget fra Félix.
Da dagen stadig var ung, og London var ved at vågne igen,
blev hans hoved fundet nær havnen.
Det var spiddet fast på en pæl, og hans øjne var ingen steder at finde.
På deres plads sad to glimtende, grå ædelsten.

side 26
/ 26
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat