Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Fandens også
Læseværktøj

Fandens også

side 1
/ 22

Vinderen af Fantasymessens novellekonkurrence 2014
i kategorien 16-18 år er Christian Vigilius med Fandens også.

Max havde glemt, hvad han skulle. Han stod midt i rummet
og havde glemt, hvad han var gået derind for.
"Typisk," tænkte han, men han syntes alligevel, det var mærkeligt,
for han havde en fornemmelse af at have skyndt sig derind.
Først nu lagde Max mærke til sedlen.
I højre hånd holdt han en lille, gul notesblok-seddel.
"Ring til m."

side 2
/ 22

Det så ud som om, at det var skrevet i al hast – m’et til sidst
var helt skævt, og tilsyneladende var der begyndt på endnu et bogstav,
men det var ikke tydeligt nok, til at man kunne se hvilket.

Det lignede godt nok hans egen håndskrift, men han kunne
altså ikke huske, at han havde skrevet det.
"Spøjst," tænkte han og smed sedlen i skraldespanden.
Max besluttede sig for at gå ud i køkkenet igen.
Han mærkede sulten i maven og åbnede køleskabet –
måske der var nogen rester, han kunne varme op.
Max rystede smilende på hovedet over en køleskabsmagnet
med visdomsordene: "Du ved ikke, hvad du har, før du har mistet det."
Han fandt noget lasagne fra gårsdagen, puttede det på
en tallerken og satte den ind i mikroovnen.
To minutter måtte være nok, tænkte han og hørte den
velkendte brummen, da mikroovnen var i gang.

side 3
/ 22

Han tog mobilen ud af lommen og tjekkede Facebook:
ingen notifikationer ud over en invitation til online-spillet
’Tree of Knowledge’.
Han lagde mobilen på bordet og vendte sig om for at se,
hvor lang tid, der var tilbage.
"Wow!" mumlede han for sig selv, "deja-vu!"
Timeren stod på 00:27, ud af øjenkrogen kunne han se en
fugl forlade et træ, kalenderen viste oktober med det
farverige billede af en efterårsskov, og han kunne have svoret,
at han havde oplevet lige netop dette før.
"Sygt nok," sagde han, før han gik over og åbnede mikroovnen,
ét sekund før den var færdig, så han slap for at høre den bippe.
Men før han nåede at tage maden ud, kunne han høre en sirene
og en masse støj, der fik ham til at stoppe.
Han vendte sig om, og så på den larmende og vibrerende mobil på bordet.

side 4
/ 22

Han gik hen og samlede den op og kiggede på displayet:
ukendt nummer.
"Hej, det er Max," sagde han, efter han havde taget den
og ført den op til øret. Han lyttede. Han stivnede.
Mobilen røg ud af hånden på ham og landede på gulvet,
coveret røg af og batteriet var frit til syne. Tiden stod stille.
Han stod som frosset, fuldstændig ubevægelig.
Hans ansigt gik fra at se uforstående ud, over i en forvrænget grimasse.
En tåre løb fra det ene øje, ned ad kinden. Snart begyndte han at græde stille.
Sådan stod han dér, midt i køkkenet, med tårevædede øjne
og rystende skuldre.

En skrattende mumlen kom stadig fra mobilen på gulvet.
Men det var lige meget. Alt var lige meget nu.
Med hulkende stemme mumlede han "Mor" og kiggede tomt ud i luften.

side 5
/ 22

Han græd. "Mor," sagde han igen og hulkede videre. "Mor!" råbte han nu
og begyndte at gå hidsigt frem og tilbage i køkkenet.

Han fandt en skål, der stod på bordet og hamrede den ned i gulvet.
"Nej, det kan ikke passe!" råbte han og fægtede frustreret med armene ud i luften.
Til sidst satte han sig ned ved bordet, begravede hovedet i sin ene arm,
mens han hamrede den anden ned i bordet. Han hulkede ufortrødent videre.
"Årh, for Fanden. Hjælp mig!" sagde han med en opgivende tone i stemmen.
Sådan blev han siddende i et stykke tid. Fortabt. Forladt. Alene.
Pludselig fik han kuldegysninger i kroppen, og det var som om
en uendelig stilhed fyldte rummet.
Desuden mente han, at kunne mærke en andens tilstedeværelse.
Han løftede langsomt hovedet op fra sin arm og fik et chok,
da hans blik blev gengældt ovre fra den anden side af bordet.
En mand sad i stolen over for ham!

side 6
/ 22

Hvordan var han kommet ind?
"Hej igen Max," sagde manden udtryksløst.
"Hvem er du?" spurgte Max. Manden svarede ikke.
Han sad bare og stirrede på Max. Med sorte øjne. Sorte
som kul. Max kiggede ind i dem og blev mødt af et uendeligt mørke.
Han fik igen gåsehud. Men så blev han mistroisk. Var manden virkelig?
Han rakte hånden frem mod manden, og med en stiv pegefinger
prikkede han til ham. Men i det samme han rørte ved manden
– og det gik op for Max, at det ikke blot var en hallucination –
greb manden fat i hans arm og trak ham til sig.
"Ja, jeg er virkelig," sagde manden dystert.
"Og for at besvare dit næste spørgsmål, hvorfor jeg er her,
så var det dig selv, der kaldte på mig."
Han gav slip på Max, som faldt tilbage i stolen,
lamslået over den fremmedes frembrusende adfærd.

side 7
/ 22

"Med hensyn til dit første spørgsmål, så hedder jeg Lucifer.
Det er ikke mit eneste navn og hvis du foretrækker at kalde mig
noget andet, har jeg da også nogle aliasser, ’Mørkets Fyrste’ og ’Fristeren’,
men de fleste kender mig nok som ’Fanden’, ’Djævelen’ eller ’Satan’."
Max kiggede undrende på ham. Var han blevet sindssyg?
"Omstændighederne taget i betragtning, så er det en meget
mulig forklaring. Hallucinationer er ikke usædvanlige ved traumatiserende,
ekstraordinære situationer som denne, hvor hjernen er særligt stresset.
Men sandheden er, at jeg faktisk bare er her for at hjælpe dig,
og hvad enten du tror på, at jeg er virkelig eller ej,
så kan du ikke slippe af med mig sådan uden videre.
Så hvad med om du bare lader som om,
det giver mening at lytte til, hvad jeg siger? "spurgte Fanden
køligt og afventede et svar fra Max.

side 8
/ 22

Der var stilhed. Max kiggede uforstående på Satan,
der roligt gengældte blikket.

"Min mor…" sagde Max, "er død. Hvad kan du hjælpe med?"
Fanden løftede det ene øjenbryn, som om det var det
dummeste spørgsmål, man kunne stille:
"Hvad jeg kan hjælpe med? Tja, hvad tror du, makker?
Du får tre gæt, du kan vinde en bamse. og jeg kan sige
så meget som, at det ikke er en tude-kiks."
Max kiggede undrende på Mørkets Fyrste.
Mente han virkelig det, Max troede, han mente?

"Mener du virkelig… at du ville kunne… genoplive hende?"
spurgte Max stammende.

side 9
/ 22

"Genoplive hende er så meget sagt.
Det hele afhænger jo sådan set af dig, men der er mulighed
for at afværge hendes død," svarede Djævelen utålmodigt.
"Men, hvorfor vil du hjælpe mig?" spurgte Max uforstående.
"Rolig nu, kiddo, jeg gør det skam ikke på grund af mit gode hjerte.
Det er jo ikke for ingenting, at jeg er ophav til alt ondt, vel?
Næh, du, jeg vil gerne hjælpe, men alt har sin pris,"
svarede Fanden skarpt igen med et stænk af sarkasme i stemmen.
Max virkede, som om han ikke forstod noget som helst
og så noget desorienteret ud.
"Karen Hansen. 25 år, mor til to," sagde Lucifer kort.
Om muligt så Max ud til at være endnu mere i vildrede.
Fristeren betragtede ham i et stykke tid, før han samlede tråden op,
han var tilsyneladende skuffet over, at Max ikke fangede
pointen med det samme.

side 10
/ 22

"Okay langsomme, hør nu her: din mor døde i en bilulykke.
Skide uheldigt, stor traumatisk oplevelse for dig,
men jeg er her altså ikke for at trøste dig.
Ser du, der er mulighed for at sørge for, at hun ikke er involveret
i denne ulykke. Sagen er nu den, at ulykken kommer til at finde
sted alligevel, bare med et andet offer i stedet for din mor.
Hvis du tænker dig rigtig godt om, kan du måske regne ud,
hvilken rolle, Karen på 25 år, har i alt det her er."

"Så prisen for min mors liv er en anden mors liv?" spurgte Max.
Lucifer knipsede med fingrene og udbrød:
"Bingo! Jackpot! Yatzy! Skal vi aftale, at du tænker dig lidt
bedre om næste gang. Det ødelægger lidt legen,
hvis jeg skal sidde og give dig hints, indtil du gætter det," sagde han
og faldt tilbage i stolen. "Og alligevel har du ikke helt gættet det."

side 11
/ 22

Karens liv er konsekvensen af afværgelsen af din mors død.
Prisen er et andet resultat af din beslutning."

"Men, det kan jeg da ikke. Jeg kan da ikke bare…" sagde Max.
Djævlen rejste sig og gik hen til mikroovnen.
"Stop dér, før jeg får kvalme. Alt dette overfladiske sentimentale,
såkaldte medmenneskelighed er lige til at brække sig over!" sagde han,
mens han åbnede mikroovnen og tog tallerkenen med den opvarmede
lasagne ud.
"Det ville være dejligt, hvis folk for engang skyld tænkte lidt rationelt.
Og var ærlige over for dem selv."
Han hev i et par skuffer, før han fandt den rigtige med knive
og gafler. Han satte sig ved bordet over for Max, med tallerkenen
med lasagne foran sig.
"Elsker du ikke din mor?" spurgte Djævlen, før han stak gaflen i noget pasta.

side 12
/ 22

"Jo, selvfølgelig…" stammede Max.
Satan kiggede misbilligende på ham.
"Hvorfor så meget som tøver du så med at redde hende?"
spurgte han irriteret. Der var tavshed et øjeblik,
så man kunne høre Lucifer tygge.
"Jamen, jeg kan da ikke bare slå en anden ihjel…"sagde Max forsigtigt.
"Du slår hende jo ikke ihjel," sagde Lucifer, "det er spritbilisten
med 120 i timen, der slår hende ihjel. Det eneste du gør,
er at redde din mor. Ret heltemodigt faktisk," afsluttede han,
før han rakte efter saltet og peberet, der stod for enden af bordet.

"Jamen, hendes død er da et resultat af et valg, jeg har taget,"
sagde Max frustreret. Fanden kiggede ligegyldigt på Max.
"Og? Fortjener Karen at leve, mere end din mor? Karen var heldig,
det var din mor ikke. Hvad retfærdigt er der i det?

side 13
/ 22

Det eneste, du gør, er at forbedre oddsene for din mor, i det store ’Livets Spil’.
Jeg er sikker på at Karens børn ville have gjort det samme for hende."

Max åbnede munden, men kunne ikke komme på noget at sige.
Han kiggede ned og fik øje på dagens avis.
På forsiden var et dramatisk billede fra Sydamerika af et får,
der blev kvalt af en slange.
Mørkets Fyrste greb straks chancen for at supplere sine argumenter.
"Max, hør nu her. Det er jo for Zeus ikke dig, der slår Karen ihjel.
Det eneste, du gør, er at redde din mor, hvad der sker derefter,
er jo ikke dit ansvar."
"Jamen, hvorfor fortalte du mig så, hvad der ville ske bagefter?"
spurgte Max irriteret med hævet stemme.
"Ville du ikke gerne vide det?" spurgte Fanden roligt.
"Jo, nej, det ved jeg ikke," sagde Max forvirret.

side 14
/ 22

"Men hvorfor ville du gerne, at jeg skulle vide det?
Du siger, du kun er interesseret i at hjælpe mig, så kan du jo være ligeglad!"
Fanden afslørede kortvarigt et glimt af frustration.
"Alt det her er jo fuldstændig irrelevant!" udbrød han.
Han syntes at falde lidt ned igen.
"Jeg troede ikke, det ville være så svær en beslutning.
Jeg troede, du elskede din mor så højt, at du slet ikke ville tøve
med at redde hende fra døden. Men jeg tog måske fejl?" spurgte Lucifer,
stadig lettere irriteret.

"Nej nej! Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker hende.
Men det, du foreslår, er mord. Det er jo forkert!" sagde Max.
Fristeren stak gaflen i den sidste luns lasagne og spiste den,
før han fejede tallerkenen til side og lænede sig ind over bordet.

side 15
/ 22

"Hvad er rigtigt? Hvad er forkert? Jeg plejer at sige,
at disse to er relative begreber. Er mord forkert? Ja?
Er det din egen mening, eller er det noget, andre har bildt dig ind?
En sandhed samfundet vil have, at du skal tro på. Har du nogensinde
overvejet, at alt hvad du tænker og føler kunne være et vrangbillede
af sandheden. At du gennem hele dit liv er blevet manipuleret,
tilnærmelsesvis hjernevasket, til at tro på ting og have holdninger,
opsat for at holde styr på dig?
Normer, Max, det er, hvad det er. Eller i hvert fald, hvad det bliver kaldt.
For du er jo ateist, Max, du tror da ikke på sådan noget humbug
som karma og en dybere mening med livet. Du lever jo efter de her normer.
Men hvordan kan man vide, at de er rigtige?"

Han tog en dyb indånding og fortsatte.
"Bare fordi de fleste er enige om noget, gør det det jo ikke rigtigt."

side 16
/ 22

"Tror du nazisterne tænkte, at de havde gang i et ondt foretagende,
da de startede Anden Verdenskrig? At de ville terrorisere verden
og gøre livet til et mareridt for alle? Det kan jeg fortælle dig,
at de ikke gjorde. Mange af dem havde skam gode intentioner.
Men gør det deres foretagende rigtigt? Der er få ting her i verden,
der er objektive absolutter – hvis der da er nogle.
I sidste ende kan du faktisk kun stole på dig selv.
Desuden så er det jo ikke mord, Max. Ét liv for et andet er,
selv efter samfundets moralkorps, ikke etisk ukorrekt.
Det er ganske simpel matematik," afsluttede Fanden
og holdt øjenkontakt med Max.

Max var forvirret. Han følte, at alt hvad han altid havde været sikker på,
alt hvad han havde troet, han kunne stole på hele sit liv, var usikkert nu.
At hele hans verdensbillede var faldet fra hinanden.

side 17
/ 22

"Det er dit valg, Max. Hvis du vil have, at jeg skal forsvinde,
skal du bare sige det. Men så kan du godt sætte kryds i kalenderen
for din mors begravelse," indskød Lucifer.

"Jamen, jeg kan da ikke bare…" sagde Max fortvivlet og stirrede
tomt ud i luften.

"Hvad er problemet? Er det fordi, du føler, det er egoistisk?
Hvad er der overhovedet galt med egoisme?
Det er sådan et misforstået begreb. Hvad er der galt i at tænke på sig selv?
I virkeligheden er ens egne motiver det eneste, man kan forholde sig til.
Men hvis det ikke er godt nok for dig, så må jeg minde dig om,
at du ikke behøver at gøre det for dig selv. Jeg går da ud fra,
at din far også elsker din mor. Hvis ikke din egen kærlighed til din mor
er nok, så tænk på ham.

side 18
/ 22

Og igen skal du tænke på, at hvis det var Karens børn i din situation:
Tror du ikke, de ville gøre det samme? Hvorfor skulle du være bedre end dem?
I sidste ende er der kun et spørgsmål, der er relevant: elsker du virkelig din…"

"Stop!" råbte Max. Han faldt sammen over bordet og begravede
hovedet i armene. Fanden holdt inde. Han kiggede fornøjet på Max.

Max var fortvivlet. Hvad skulle han gøre? Fanden havde jo ret i
meget af det, han sagde. Hvorfor skulle Karen leve i stedet for hans mor?
Hvad havde hun gjort specielt, til forskel fra hans mor,
der gjorde hende mere værdig til at leve?
Max lukkede øjnene. Han tænkte på sin mor.
På alt det, de havde lavet sammen. På alt det, hun gjorde for ham.
På alt det, hun var for ham. En tåre faldt fra hans øjenvippe ned på bordet.
Lucifer havde ret. Han måtte tænke på sig selv.

side 19
/ 22

Dette var ikke en spejderlejr, hvor man blev belønnet for sine gode gerninger.
Karens børn ville have gjort det samme i hans sted!
Han løftede langsomt hovedet op.
"Hvordan, helt praktisk, skulle det foregå?" spurgte han tonløst.

Fristeren fejlede i at skjule et lille, selvtilfredst smil.
"Jeg sørger for, at du kommer tilbage i tiden, et par minutter før ulykken,
tidsnok til at du kan nå at gøre noget ved det."
"Okay," sagde Max fuldstændig følelsesløst og kiggede tomt på Satan.
Lucifer rakte hånden frem mod ham.
Max kiggede tøvende på den.
Men han havde taget sin beslutning, så han tog den.
"Det var atter en fornøjelse at hjælpe dig, Max," sagde Lucifer
og klemte broderligt hånden om hans.
Max mærkede et stik i hjertet.

side 20
/ 22

"Der er for resten lige en sidste ting, du skal vide,
før jeg sender dig afsted. Du erindrer kun denne samtale
i ti sekunder efter, du er kommet tilbage.
Derefter glemmer du det hele og vender tilbage til din tidligere,
intet vidende, tilstand. Jeg vil foreslå, at du udnytter tiden godt
og hjælper dig selv med at huske det," sagde Fanden.

"Hvad? Jamen, hvordan…" begyndte Max.

"Skriv det ned", sagde Lucifer, "Her, tag min pen," fortsatte han
og rakte ham en blyant, han fandt frem fra en lomme.
"Mens du stadig har din hukommelse, skriv ned, hvad du skal.
Er du klar?"


side 21
/ 22

"Nej, jamen, det var da ikke en del af aftalen…" udbrød Max,
men for døve øren. Han fik øjenkontakt med Lucifer.
Mørkets Fyrste smilede bredt og blinkede en enkelt gang til ham.
Så skete det.
Pludselig var han tilbage. Han kiggede sig omkring.
"Shit", sagde han, "Jeg skal skrive det ned!
Papir, papir!" mumlede han for sig selv, mens han desperat
spejdede efter noget at skrive på. Han havde stadig
Fandens pen i hånden. Til hans store lettelse var der en gul
notesblok på bordet. Han skyndte sig at skrive på den øverste seddel:
"Ring til m…", blyanten knækkede! "Fuck!" udbrød han irriteret.
"Jeg skal finde noget nyt at skrive med, jeg skal finde noget nyt…"
sagde han for sig selv, før han hastigt rev den øverste
seddel på blokken af, og løb alt, hvad han kunne ind på sit
værelse efter et nyt skriveredskab.
Men det var for sent.

side 22
/ 22
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat