Der var kun Malpeza og Mallumo i et mørkt pulterkammer.
Et lys på bordet var næsten brændt ned, men der var stadig
lige lys nok til, at man kunne skimte Malpezas ansigt.
Hun lå på et lag af hø og halm. Hendes lyse hår lå spredt
i en vifte omkring hendes hoved og det, der ellers ville have været
et smukt, velskabt ansigt, lå helt blegt og livløst på hovedpuden af halm og hø.
Mallumo bøjede sit hoved ned over hende.
En tåre gled langsomt ned af hans kind og landede på Malpezas hjerte.
Hun åbnede langsomt øjnene og så svagt, at Mallumo næsten ikke
kunne høre hende. "Jeg elsker dig," sagde hun. "Jeg elsker også dig,"
sagde Mallumo og lagde hånden på hendes hjerte.
I et kort sekund lyste alt hvidt. Pulterkammeret skinnede som om
en engel lige havde været der. Hele Malpezas krop lyste op.
Og så var hun død. Mallumo sank sammen ved siden af hende.

Hvordan kunne det være, at man kunne gå og snakke og grine,
når hun var død? Hvordan kunne det være, at det altid var ham?
Alle, han havde været tæt knyttet til, var døde.
Hans mor døde få timer efter hun havde født ham.
Ingen vidste, hvem hans far var. Hans bror døde, da han var på bjørnejagt.
Det eneste, der blev fundet af ham, var hans sko, tværet ind i blod.
Og hans bedste og eneste ven var, for bare nogle få år siden,
da de var 18 og 19 år, død.
Han og Mallumo havde været ude på opdagelse ved det,
der blev kaldt Dødens gab, da han var snublet og var faldet ned i sprækken
mellem de to stejle klippesidder. Mallumo kunne huske det,
som var det i går. Rædslen i Grenejos ansigt da han snublede.
Hans hånd, der strakte sig op efter ham. Mallumo havde følt det.
Han havde mærket en kulde inden i sig.
En ondskab som han aldrig havde troet var virkelig.

Det havde været som om, det var en anden,
der havde taget bolig i ham... Døden.
Mallumo følte sig helt tom inden i. Han var anderledes.
Da han og Malpeza havde forlovet sig, havde mange advaret Malpeza.
"Han er forhekset." "Han er i ledtog med døden."
Han var vant til det nu. Når andre så ham på gaden, trak de sig
med det samme tættere på deres venner eller gik en lang bue uden om ham.
Andre kaldte ham Morto. Det betød døden på esperanto.

Alle de forfærdelige minder Mallumo havde oplevet skyllede
nu ind over ham som en syndflod.
Til sidst lå han bare helt stille hånd i hånd med Malpeza.
Hun var stadig varm. Han følte sig helt tom inden i.
Der, hvor Malpeza før havde været, var nu kun et stort,
tomt hul med onde minder om fortiden.

"Can you feel the love tonight," det var efter hans mening
en fantastisk tekst. Den kom fra en sang om venskab og kærlighed.
Han havde altid følt den en smule sørgelig, men også opløftende.
Nu følte han ingenting. Der var ingen kærlighed i nat.
Der var ikke andet end et stort hul. Der var ingen måde, han kunne føle glæde.
Der var ingen måde, han kunne få hende tilbage... eller var der?
Han satte sig brat op, stadig holdende Malpezas hånd.
"Happiness can be found even in the darkest of times,
when one only remembers to turn on the light."
Han hviskede det så svagt, at han ikke engang selv kunne høre det,
men det hjalp. En svag lysstråle skinnede ind af det åbentstående vindue...
Det var ham, der skulle tænde lyset. Der var håb...
Det var mørkt udenfor. Ikke lys I et eneste vindue,
men det var Mallumo kun taknemmelig for.
Han følte sig hjemme i mørket.

Det var lettere at skærpe sine tanker, når lyset ikke forstyrrede.
Selv hans sanser blev bedre, når mørket viste sig.
Det var som om, mørket reagerede på ham, som det ikke gjorde det på andre.
Han kunne lide det. På det punkt havde han altid været uenig med Malpeza.
Hun holdt sig næsten altid udenfor i lyset og solen,
selv når det var midt om vinteren.
Han havde i modsætning til hende altid været tiltrukket af mørket.
Imens han gik i sine egne tanker på den hårde, grusdækkede vej,
gik solen ned. Kun natuglerne var vågne nu, tænkte han.
Er jeg en natugle? Nej, det kunne han ikke værre,
selvom han godt kunne tænke sig det... At være fri som en natugle.
Det havde altid ligget et sted dybt inde ham.
Som en boble havde det ligget og dybt derinde og ventet på, at tiden var inde.
Men til hvad? Hvad var det, han havde ventet på i alle de år?
Var det virkelig frihed? Og hvis det var, hvad var frihed så?

Var det at gå, som han nu gik, uden nogen til at stoppe sig?
Nej, det var det ikke. Det var ikke frihed at føle et sådan savn.
Det var ikke frihed at være drevet af en sådan længsel, så man ikke kunne vende
tilbage. Kunne han vende tilbage nu? Havde han ikke taget sin beslutning?
Jo, det havde han. Den lille boble havde endnu ikke fundet sig tilrette...
men der var også endnu tid.

I morgen skulle Malpeza begraves, men han havde ikke lyst til at være med.
Det ville bare gøre hendes død mere virkelig.
De andre ville heller ikke have ham med til det.
Og hvorfor skulle han så, tænkte han, med en snært af hovmod i tankerne.
Han vidste jo ikke engang, hvad hendes brødre hed.
Mørket blev til en tæt tåge, der lagde sig over ham som et tæt slør af kulde.
Han havde ikke noget imod kulden. Det var som om den ikke rigtigt
trængte ind til ham, men den kunne alligevel holde længslen efter Malpeza væk.

Uden rigtig at vide det var han gået mod Dødens gab.
Hvorfor vidste han ikke. Det bragte jo ikke
nogen gode minder frem, og der var stadig langt endnu.
Dødens gab lå næsten 40 km væk fra landsbyen, han kom fra,
og han havde endnu ikke tilbagelagt mere end omkring 20 km.
Et sted lidt længere fremme kunne han se Det Gamle Troldetræ.
Det stod der med sine lange krøllede arme, som om det ville
række ud mod noget, det ikke kunne nå.
Han tog et par skridt mere.
Månen kom tittende frem bag en sky.
Det var fuldmåne i aften, tænkte Mallumo.
Han lukkede lige så stille øjnene og begyndte at nynne stille for sig selv.
Alting havde ændret sig, siden hun døde.
Der var ikke mere noget, der kunne holde ham tilbage.
Der var sket en stor forandring i hans liv.

Han vidste ikke, hvordan det var sket eller hvorfor,
men lige pludselig lå han på ryggen i det tørre græs.
Han kikkede op i et par store, gule øjne over ham.
Pupillerne var smalle og gennemborende som hos en kat.
Irissen var gul og fyldte næsten hele øjet ud.
Fråden stod om munden på den og dryppede ned af halsen på Mallumo.
Mallumo tvivlede ikke mere på, at dette var en varulv.
Og måske tilmed en af de største, han nogen sinde havde hørt om.
Han havde aldrig troet, at de rent faktisk fandtes.
Det var mennesker, der blev til ulve, når det var fuldmåne.
De kunne hverken tænke eller styre sig selv, når de var transformerede.
De kunne dræbe deres bedste ven, uden at kunne stoppe sig selv,
og så når de blev menneske igen, kunne de se den skade, de havde forvoldt.
Det var en forbandelse at være en varulv.
Blev man bidt af én, ville man enten dø eller selv blive til én.

Mallumo havde engang hørt om en varulv, der også bed, når han var menneske.
Han kunne ikke lave andre mennesker til varulve på den måde,
men han kunne give dem markante ulvetræk, så som
ulvelignende ansigtstræk eller det, at de godt kunne lide råt kød.

En stærk smerte skar igennem hele hans krop.
Varulven havde boret sine lange klør ind i hans arm og stod nu
med sine skarpe tænder kun få centimeter fra hans hoved.
Mallumo reagerede instinktivt og svingede sin raske arm af al kraft
mod varulvens venstre side.
Den væltede af ham og lå i nogle få sekunder og samlede kræfter
på jorden ved siden af ham. Mallumo spildte ikke tiden.
Da varulven sprang frem for at angribe igen, havde Mallumo
allerede hevet den eneste ejendel han havde med frem fra bæltet.

Med den 20 centimeter lange kniv i hånden havde han nu
noget at forsvare sig med.
Da varulven sprang frem for at udføre sit næste angreb, var Mallumo parat.
Med et langt spring til højre undgik Mallumo lige akkurat
at blive væltet for anden gang.

I stedet borede han kniven ind i varulvens venstre ben.
I kastet snublede han over en sten bag ham og væltede ned med hovedet først.
Samtidig segnede varulven om. Den gav et par vilde hyl,
og med fråde om munden væltede den ned over Mallumo.
Den tunge vægt slog Mallumo helt ud.
Det sidste han huskede, var følelsen af at blive kvalt.
Med varulvens tunge krop over sig gik han ud som et lys.
Hans øjenvipper klistrede sig til hinanden, selvom han ikke
havde ligget der i mere end lidt over tre timer.

Græsset under hans ryg var blevet fugtigt af at have ligget
uden for sollyset i så lang tid.

Med et skær af frygt i sine tanker huskede Mallumo med et,
hvorfor han lå på jorden. Hans hånd greb automatisk efter det sted,
hvor kniven plejede at være, men den var der ikke.
Han kunne høre en svag nynnen ikke langt fra sig.
I sine tanker gik han hurtigt igennem nattens begivenheder.
Han var gået fra byen i sine egne tanker. Så var han blevet overfaldet
af en varulv, og de havde slået hinanden ud samtidig.
Han åbnede øjnene og så op på en lyseblå, skyfri himmel.
Langsomt vendte han hovedet, så han
kunne se, hvor sangen kom fra.

For the werewolf, for the werewolf
have sympathy
'cause the werewolf is someone
just like you and me
Once I saw him in the moonlight
when the bats were flying
all alone I saw the werewolf
and the werewolf was crying…

Det var en ung mand, der sang. Hans tøj var laset, og hans øjne
udstrålede den samme sørgmodighed som sangen.
En tynd hinde af hud skjulte ikke et dybt sår på hans venstre ben.
Hans ene kind var revet til blods, men han lod ikke til at mærke det.
Han sad under Det Gamle Troldetræ.
Da han så, at Mallumo var vågnet, holdt han op med at synge.

Han rejste sig, denne gang med en skjult stønnen af smerte.
Mallumos muskler var endnu ikke vågnet, så hans forsøg på at rejse sig
blev ikke til noget. Den fremmede mand var nu tæt på.
Med en fremstrakt hånd kikkede han ned på Mallumo.
Mallumo greb først fat i hånden efter et par sekunder.
Ingen af dem sagde noget. De ventede begge på, at den anden
ville introducere sig selv eller på en eller anden måde starte en samtale.
Da stilheden begyndte at blive akavet sagde Mallumo
for bare at sige et eller andet: "Jeg hedder Mallumo."
Der gik næsten et minut, før den anden svarede "Lupo."
"Undskyld... hvad" sagde Mallumo. Han forstod ikke, hvad han sagde.
Enten var det et andet sprog eller også var det bare en hilsemåde
ligesom hej og goddag. "Lupo" gentog manden. "Mit navn er Lupo,"
og med blikket slået ned og hænderne bag ryggen sagde han:
"Varulven fra i går."

Mallumo kikkede for første gang rigtigt på ham.

Det hele gav mening. Ingen andre ville være så langt væk
fra byen så tidligt på morgenen, og såret på hans ben måtte være det,
han havde givet ham i går.
En dårlig samvittighed slog ind over Mallumo som en hvirvelstorm.
Det var ikke Lupos skyld, at han var varulv.
Han havde ikke valgt at blive til et monster hver måned.
Før han kunne nå at stoppe sig selv, sagde han "Undskyld."
Det var anden gang inden for få minutter, han havde sagt det.
Det passede ham ikke godt. Og så kom det hele. Han fortalte om alt,
hvad han havde oplevet igennem de sidste mange år.
Om hvordan han var blevet bagtalt.
Om hvordan han havde mistet både Malpeza og Grenejo
og sidst efter en lille pause sagde han det, der havde naget ham i flere år...

"Mørket lever i mig."
Der var stille i lang tid. Ingen af dem havde lyst til at bryde tavsheden.
Til sidst sagde Lupo: "Ved du, hvad folk sagde om mig?"
Lupo forventede tydeligvis ikke noget svar.
"Jeg var barn, da jeg blev bidt. Mine forældre ville ikke have mig mere,
da de fandt ud af det, og ingen andre i byen ville heller.
Jeg boede i en by af næsten rene afrikanere. Jeg blev kaldt Wiilka Ibliiska.
Det betyder Søn af djævlen på somalisk. Den eneste, der havde medlidenhed
med mig, var en gammel, skør mand. Jeg boede hos ham i over 10 år.
Jeg var den eneste, der fandt ud af, hvad han var, før han døde.
En troldmand. Jeg lærte alt hos ham. Jeg var selv en af de få heldige,
der kunne kalde sig selv for magiker. Han lærte mig at kontrollere mig selv.
Når jeg var ulv, hjalp han mig med ikke at skade nogen.
Jeg gik ikke i skole som andre børn. Jeg blev hjemmeundervist i,
hvordan men bryggede eliksirer og fremsagde formularer.

Det var blevet mig forbudt at vise til andre, hvad jeg kan.
Kun dem, jeg virkelig kunne stole på, måtte jeg sige det til.
Derfor er du den første, der har fået det at vide."

Mallumo sagde ikke noget. Dette var mere, end noget, han havde regnet med.
Dette var en ven. En han kunne betro sig til, og en, der ville betro sig til ham.
Lupo havde været igennem noget af det samme som ham,
fordi han ligesom Mallumo var en ener. En der var udenfor og alene.
Hvor det kom fra vidste Mallumo ikke, da han sagde det.
Det var bare som om, det var det helt rigtige at sige lige der.
Med et hjerte, der bankede af spænding, sagde han til Lupo:
"Jeg elskede Malpeza. Jeg ville gøre alt for hende, og det vil jeg stadigvæk.
Da jeg for under et døgn siden tog af sted, var jeg på vej til Dødens Gab.
Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det var der, der skulle ske noget.
Da jeg mistede Grenejo, var det der. Jeg tror på, at dødsriget ligger i Dødens Gab.

Jeg ville tage dertil for at få Malpeza tilbage. Jeg har ikke ændret mit mål.
Vil du tage med mig, eller ender vores veje her?"
Hans svar kom næsten før Mallumo var færdig med sætningen.
"Jeg ved, hvad det vil sige at miste en. Jeg ved, hvad det vil sige
at føle et tab så stort, at ingen vil kunne erstatte det.
Jeg har selv følt det samme tab og jeg vil med løftet hoved sige,
at jeg tager med dig. Døden er svær at kæmpe imod som et menneske alene,
men som to sammen tror jeg på, at det kan lade sig gøre."
Mallumos hjerte slog kolbøtter af glæde. Det var rart at vide,
at selvom der lå en lang og farefuld færd foran dem,
og selv om de skulle skilles og måske aldrig se hinanden igen,
ville de begge have tid med en ven. Og den tid ville Mallumo ikke spilde.

Klippesiden var glat af flere timers regn.
Der var en grund til, at det blev kaldt Dødens Gab.

Flere hundrede meter lodret klippevæg lå slimet og glat i revnen.
Regnbuen skinnede kun på de øverste få meter, der var blevet tørre
af solens nylige opdukken. Der var ingen tvivl om, at hvis man faldt ned
i mørket, kunne man ikke komme tilbage. Så ventede der én en sikker død.
To våde skikkelser kom traskende op af bjerget.
Deres tøj var gennemblødt af regnen, der lige var holdt op.
Ingen af dem snakkede eller gjorde ligegyldige bevægelser.
Alle deres kræfter skulle bruges på at nå til toppen.
Lupo, der ikke var vant til at gå så meget, gik et par meter bag Mallumo.
Det var ikke godt at vide, hvem der så værst ud.
Begges klæder var revet itu, og Lupo så både træt og syg ud.
Han bar stadig præg af at have været transformeret til varulv.
Dolken, som Mallumo havde fået tilbage, hang nu i hans bælte
sammen med en vanddunk og en pose med mad.
Posen var tydeligt skrumpet ind i løbet af de sidste to dage.
Det eneste, der var tilbage var et enkelt stykke brød og en halv banan.

Vanddunken var til gengæld fyldt til randen med koldt, frisk regnvand.
Da Mallumo så Dødens Gab, løb der en kold rislen ned af ryggen på ham.
Han havde ikke været her siden for to år siden, da Grenejo døde.
Det var stadig uhyggeligt at tænke tilbage til den dag.
Specielt en ting var ubehagelig at tænke tilbage på. Igen så han det.
Grenejos hånd, der rakte op imod ham.
Hans skrig, der lavede ekko imellem klippevæggene.
Og tanken om, at det var godt, at det skete.
Det var ikke hans egen tanke, selvom den blev tænkt inden i hans hoved.
Det var en ond tanke. En tanke, der ikke tilhørte ham.
En tanke, der tilhørte Døden.

Lupos hiven efter vejret rev Mallumo ud af sine tanker.
Ikke mere end fem meter foran ham gik klippen så lodret ned,
at bare tanken om at klatre på den, ville gøre enhver helt svimmel.

Det var umuligt at klatre bare få skridt uden at falde ned eller rive noget klippe af.
Mallumos hjerte begyndte at hamre stærkt. Det var her indgangen var.
Han vidste ikke, hvor han vidste det fra, det gjorde han bare.
Det var som om en indre stemme sagde til ham, at det var her.

Lupo trak vejret i korte stød. Han var nået til målet.
Da hans fødder begyndte at gå, var det som om de selv fandt vejen.
Han kunne høre Lupo råbe noget efter ham. Hvad det var, kunne han ikke høre.
Det var som om hans hjerne og reflekser var slået fra.
Igen råbte Lupo noget, denne gang endnu svagere end sidst.
Eller også var det bare ham, der var ved at miste sine sanser.
Det eneste han mærkede, var en stærk trang til at gå hen mod den yderste kant.
Et smalt plateau ikke mere end ti meter nede af klippekanten
henlå i næsten fuldstændig mørke.
Hvis Mallumo ikke havde vidst, at det var der, ville han ikke have kunnet se det.

Hvordan han vidste, at det var der, vidste han heller ikke.
Det var den indre stemme, der fortalte det til ham.
Det var mærkeligt bekendt, men hvor han kendte det fra, vidste han ikke.

Det var for risikabelt at hoppe ned til afsatsen.
Selv hvis han virkelig landede på den, kunne det give et sådan stød,
at den rev sig løs. Lupo kom gående hen imod ham. "Mallumo."
Den indre stemme sagde, at han skulle hoppe, men hans forstand
sagde ham, at han skulle lytte til, hvad Lupo sagde.
I få sekunder stod en kamp på inden i hans sind.
Begge parter så ud til at kæmpe med alt, hvad de havde.
Til sidst vandt fornuften. Mallumos sanser kom igen.
Han kunne selv styre sine tanker og bevægelser igen.
Bag ved ham kom Lupo til syne. "Der!" råbte han.
Mallumo kikkede i den retning, hans finger pegede.

Det eneste, han kunne se, var to nyudsprungne hyldetræer,
der var vokset sammen. Med sine blomster, hvide som sne-bær,
stod de og lyste i solen.
Mallumo kikkede efter igen, før han så tilbage til Lupo.
Lupos øjne var helt tårevædede af begejstring.
Mallumo følte sig dum, for han kunne ikke forstå, hvad det var, han skulle se.
Lupo snuppede lynhurtigt Mallumos kniv ud af lommen,
og i fem lange spring var han henne ved de to sammengroede træer.
Med tre hurtige snit skar han en 15 cm lang splint af den gren,
der bandt de to træer sammen. Uden besvær snittede han barken af næsten
hele pinden. Den spidseste ende skar han så en lang revne i.
Han arbejdede, som Mallumo aldrig havde set nogen arbejde før.
Ikke engang smeden i byen, når han havde fået en rigtig god bestilling,
arbejdede så hurtigt.

Efter ikke mere end ti minutter var pinden blevet til en smuk dekoreret tryllestav.
To slanger bugtede sig hver vej rundt om staven, og håndtaget
var helt barkløst bortset fra en enkelt, rund cirkel.
Det var let at se, at Lupo havde gjort det før.
Som om Lupo kunne læse hans tanker, sagde han:
"Jeg har aldrig lavet en rigtig stav før, men jeg har øvet mig
i enlige hyldetræer før. Magien virker kun, hvis der er to kerner,
der er smeltet sammen. Det sted, hvor de to træer mødes,
bliver der dannet en dobbeltkerne. Et normalt træ har kun en kerne,
men når to træer vokser sammen laves der en forbindelse mellem dem.
Det er ligesom, når to mennesker bliver forelskede.
De begynder også at danne en kerne mere. Kernen er ledet i ens liv.
Mennesker bliver født med to kerner. En for det fysiske og en for det psykiske.
Sindet og kroppen. Når man så begynder at føle nye følelser for en anden,
kærlighed eller venskab, kan kroppen danne en sidste kerne.

Det er også en form for kærlighed, der ligger i dobbeltkernen.
Det er to forskellige personligheder, der smelter sammen, der kan danne kernen.
To tvillingetræer ville også kunne skabe en dobbeltkerne,
men det vil ikke være den samme slags som andres."

Mallumo kikkede overrasket på ham.
At vide så meget om en så mærkelig ting var ikke helt normalt.
"Jeg lærte det af min gamle læremester. Ham, der tog mig til sig,
efter jeg blev bidt." Det sidste sagde han med en bitter klang.
"Hvad kan den?" spurgte Mallumo. Der gik lidt tid, inden Lupo svarede.
"Det er ikke den, der kan. Det er den, der ejer den, der kan."
"Hvem ejer den?" Igen svarede han efter et stykke tid.
"Det gør jeg. Med mindre jeg giver den, sælger den eller taber den
til en anden troldmand vil den være min. Alle mennesker er ikke født
til at kunne blive troldmænd eller troldkvinder.

Kun meget få har evnen og bliver opdaget. Jeg var en af dem.
Det tog mig fire måneder at finde ud af det.
Det er ikke bare at sige abracadabra og så skyde en blå flamme
ud af spidsen på din stav. Efter et år i lære havde jeg ikke lært andet
end de aller simpleste formularer.

Jeg kunne lave en skjoldbesværgelse og de letteste angrebsbesværgelser,
men det meste af tiden brugte vi på afspændthed og koncentration.
Jeg ejer denne stav, og den vil kun adlyde mig, indtil jeg giver,
sælger eller taber den til en anden."
Igen blev Mallumo overrasket over, hvor meget Lupo vidste.
Han kikkede ned på afsatsen godt ti meter under ham.
Kun ti meter, men alligevel så uopnåeligt. En ide poppede ind i hans
hoved næsten ligeså hurtigt, som den blev slået i stykker.