Alligevel var det et forsøg værd at spørge.
"Kan du se afsatsen under os?"
Lupo kikkede en ekstra gang, så nikkede han langsomt.
"Kan du få os derned?" Lupos ansigt røbede det med det samme.
Som Mallumo havde frygtet, var svaret nej.
"Kan du ikke fremtrylle en stige eller lave en svævebesværgelse?"
Lupo rystede på hoved. I flere minutter var der
stille imellem dem. Stilheden var som is imellem dem.
Nu havde de gået denne lange vej til ingen verdens nytte.
"Jeg ved det." Mallumo fik sådan et chok, at han var lige ved
at vælte ud over kanten. Lupo havde spidset sine læber og lod staven
pege mod sin egen hage. Hans stemme var helt forandret,
da han sagde noget igen. Hans stemme var blevet til en fugls.
En rovfugls, så vidt Mallumo kunne høre.
Han stod og stirrede med åben mund, da en skygge fløj ind over ham.

Over ham hang det mærkeligste dyr, han nogensinde havde set før.
Det var en blanding af en rovfugl og en... en drage.
Hver af dens vinger var mere end tre meter lange og i stedet for fjer
havde den blå skæl, der glimtede som diamanter i solen.
Med en susen fra dens vinger landede den ikke mere end fem meter fra dem.

Mallumo gik hastigt flere skridt baglæns. Lupo derimod gik
hen imod den med faste, målrettede skridt.
Mallumo kunne ikke få en lyd ud af sin mund.
Dragefuglens næb var mere end tredive cm langt, og da Lupo strakte
sin hånd op imod den, var Mallumo sikker på, at den ikke ville bryde sig om det.
Men han tog fejl. En sagte spinden steg op fra dens dødbringende næb.
Lupo kikkede triumferende over på ham. "Kuraga," sagde han stolt til Mallumo,
imens han klappede hende på næbbet. "Vores transportdyr."
Mallumo stirrede stadig stumt på det mærkelige dyr,
da det gik op for ham, hvad det var Lupo havde sagt.

Han så væk fra næbbet og klørene, og mødte Lupos blik. Det var genialt.

Et flyvende transportmiddel. Dragefuglen vendte sig om og baskede sig
hen til den lodrette klippekant. De vidste begge, hvad Kuraga mente,
da hun vendte sig om og bøjede bagbenene. De skulle flyve på den.
Mallumo var glad for, at det kun var ti meter, de skulle flyve.
Lupo havde allerede sat sig overskrævs på Kuraga,
da Mallumo var færdig med at forestille sig, hvad der ville ske, hvis den fejlede.
Hun slog ud med vingerne og lettede fra jorden.
Lupo havde tydeligvis prøvet det før, for han lod ikke til at føle det
hverken underligt eller uhyggeligt.
Da han landede sikkert på afsatsen, hviskede han noget til Kuraga.
Hun lettede igen fra jorden og satte kursen opad. Mallumo gik i trance af skræk.
Med lukkede øjne og tankerne i alle andre retninger steg han op på dragefuglen.

Med et sug af skræk i maven kunne Mallumo mærke,
hvordan de lettede fra jorden. Og så var de landet på jorden igen.
Med bankende hjerte steg Mallumo af.

Han vidste bestemt godt, hvad for et transportmiddel han foretrak,
og det var ikke dragefugle.
Lupo lod igen staven pege mod sin hals, og hans stemme blev normal igen.
Ude af stand til at sige noget vendte Mallumo sig om mod væggen.
En smal sprække næsten allernederst nede viste, at der var et hul i klippevæggen.
Mallumo vidste med det samme, hvad han skulle gøre.
Med stadig rystende hænder efter flyveturen satte han hånden mod revnen.
Hans hånd lyste et øjeblik skinnende rødt, så begyndte afsatsen at skælve
i et kort sekund, og derefter begyndte revnen at udvide sig.
Den voksede og voksede, indtil den var lige akkurat høj nok til,
at de kunne komme ind af den.

Mallumo kikkede sig over skulderen og så Lupo stå tvivlrådigt bag ham.
"Er... er du sikker på, at det er en god ide?" Mallumo lyttede ikke.
Med målrettede skridt gik han igennem sprækken og ind i Dødens rige.

Et jag af kulde mødte ham med det samme, han trådte ind.
Alting var sort eller en mørk nuance af rød.
Klipper dækkede både gulv, vægge og loft.
Noget, der lignede sorte istapper, hang fra loftet i et mønster,
der formede et ondt øje.
Mørket hang som en dis i alle hjørner af hulen.
Hvis man da kunne kalde det en hule.
Det var nærmere en tronsal af glitrende mørke.
Mørket generede ham ikke det mindste. Han var hjemme her,
ligesom han var om natten. Bag ham trådte en skikkelse frem.
Mallumo vendte sig lynhurtigt om, men det var bare Lupo.

Et gys af kulde gik igennem Lupo, ligesom det havde gjort det med Mallumo.
Bortset fra, at Lupo hverken følte sig hjemme eller mere sikker her,
følte de det samme. Dette var ikke til at tage fejl af.
Der var ingen tvivl om, at dette var Dødens rige.

Lupos grønne øjne skinnede i mørket som noget af det eneste lys i tronsalen.
Ikke en lyd hørtes i den hundrede meter lange sal.
Mallumo tog langsomt et skridt fremad. Ligesom altid skærpede det
hans sanser at være i mørke. Med nysgerrige øjne kikkede han
frem igennem mørket og tog nogle flere skridt.
Mallumo, der havde glemt, at Lupo ikke også så godt i mørke,
blev forbavset over at se, at han ikke var fulgt med.
Han kunne høre Lupo hviske noget ud i mørket,
og sekundet efter kom der små lysgnister ud af hans stav.

Uden at bekymre sig om, hvad der ventede ham ude i mørket,
gik han målrettet mod enden af salen, selvom han endnu ikke kunne se den.

Han kunne ikke tilbageholde et højt skrig.
Tonen rullede, fordi hans stemme stadig var i overgang.
Foran ham var en sort skygge tonet frem af intet.
Dens kappe, sort som kul blafrede omkring den,
selvom der ikke var nogen vind. Lupos lys, der nu var lige bag ham,
gik ud med et højt knald. Et højt udbrud kom nu også fra ham.
Stemmen foran dem begyndte at tale.
"Mallumo, søn af Urso og Bella. Lupo, søn af Tigron og Cigno.
Jeg ved, hvorfor I er her. Jeg har set jeres styrke,
jeg har set jeres svaghed og frygt.
Jeg har set jeres følelser og savn. I kan intet skjule for mig.
Hvorfor er I her? Dette er de dødes rige, ikke de levendes."

Mallumo fik genvundet stemmen før Lupo. Det var Døden.
Der var ingen tvivl. Skulle han lyve for Døden, eller skulle
han sige sandheden? Løj Døden for ham, eller sagde han sandheden?
Der var ikke mere end få sekunder til at bestemme sig i.

"Vi er her i et ærinde. Du tog en pige, uden du havde ret til det.
Hun var ikke parat til at dø."
Med en latter, der gav Mallumo gåsehud sagde Døden:
"Ret til det. Jeg er ligeglad med rettigheder. Jeg tager, hvem jeg vil,
når det er tid for dem at dø. Malpeza var en fjende.
En fjende, der måtte ryddes af vejen."
"Hvad mener du?" sagde Mallumo med en skælvende stemme.
Igen lo Døden sin onde latter. "Ved Du, hvad Malpeza betyder på esperanto?"
Mallumo svarede ikke.

Han ville ikke virke dum foran Døden, hans stemme havde sat sig
fast et sted langt nede i maven.
"Det betyder lyset," lo Døden "og jeg er næsten det modsatte af lyset.
Men ikke helt. Hvordan skulle jeg få hende ryddet af vejen?
Svaret kom til mig næsten med det samme.
Mørket har altid været stærkere end lyset."
"Nej,næsten!" råbte Mallumo, han vidste ikke, hvor hans mod kom fra,
men det var vel også ligegyldigt.
"Lyset er ikke svagere end mørket. Lyset er mere end mørket.
Lyset får en til at se det gode og smukke. Mørke får kun en til at se ondskab."

"Virkelig," sagde Døden. "Jeg havde ellers den opfattelse,
at du bedst kan lide mørket."
Mallumo kikkede overrasket og en smule bange på ham.
"Du skal ikke kikke sådan på mig," hvæsede Døden.

"Jeg ved det. Og du ved det også. Vi ved det begge.
Jeg har været en del af dig. Jeg kan besætte dig. Og jeg har gjort det før.
Det er ikke noget at frygte."

Mallumo kunne høre Lupo gispe bag ham. "Jeg ved, hvorfor I er her,
men jeg giver hende ikke væk uden betaling.
Mallumo, lyt til, hvad jeg nu siger. Hvis du virkelig elskede hende,
og hvis du stadig elsker hende, vil du så også gøre alt for hende?"
Uden at tænke sig om, kun styret af sin kærlighed til Malpeza
sagde han med det samme: "Ja."
"Du kan kun få hende tilbage på en måde. Jeg tager kun en betaling.
Du skal gå igennem tre prøver, og hvis du består alle tre,
vil hun leve videre i den virkelige verden som et normalt menneske.
Er du parat?"

Alting skiftede fra mørkt rødt og sort, til en helt lys blå.
Lupo og Døden tonede langsomt væk bag ham, og i stedet kom en stor port til syne.
Den var gul som øjet af en kat og stor som en elefant.

Et mønster snoede sig frem og tilbage over karmen af den.
Mallumo vidste med det samme, at dette var den første prøve.
Dørhåndtaget var kun en meter oppe af den store port,
så Mallumo kunne med lethed nå det. Han tog i håndtaget med
en sikker fornemmelse af, at han ikke ville kunne skubbe den store vægt fremad,
men igen tog han fejl. Porten gik op uden en knirken og let som en fjer.
Både nysgerrig og bange kikkede Mallumo ind af den.
Med et chok af forskrækkelse vendte han sig om for at løbe.
Men der var ikke noget sted, han kunne løbe hen.
En væg var vokset frem ud af intet.

Han var fanget mellem væggen, og en kæmpestor blå drage med klør
så lange som hans egen kniv.
Med det samme han tænkte på sin kniv, følte han noget i sit bælte.
Kniven sad der nu, som den altid havde gjort. Med et forskræmt blik
på dragens pikkede hale så Mallumo noget: Et guldæg.
Det måtte være det, han skulle samle.

Dragen tog et faretruende langt skridt hen imod ham.
Han stod nu helt op af væggen med dragen ikke mere end få meter fra ham.
Den tårnede sig op, som et lille bjerg foran ham. Mallumo trak lynhurtigt sin dolk.
Med dolken rettet mod dragens højre ben gik han
med bankende hjerte fremad.
Dragen lod ikke til at have opdaget ham endnu, men det gav også
god mening, eftersom han var mindst 50 gange mindre end dragen.
En kort flamme steg ud af dragens mund. Mallumo tog igen et skridt fremad.

Hans hjerte bankede nu så kraftigt, at han var bange for,
at dragen skulle høre ham.
Om det var hans hjerte, der røbede ham, eller om det
bare var et uheldigt sammentræf, kikkede dragen nu direkte på ham.
Dens sorte øjne borede sig ind i ham. Så løb han.

Med retning imod guldægget løb han så hurtigt, som han aldrig før havde løbet.
Han kunne mærke dragens ånde i nakken.
En klo strejfede hans skulder, og blodet begyndte at pible ud
fra en masse små rifter. Kun få skridt fra guldægget stoppede han op.
Dragen havde lagt sin hale i vejen for ham. Hans tanker kørte på højtryk.
Med et hårdt stød med kniven ned i dragens takkede hale
brølede den et hjerteskærende brøl, som kun kunne laves af en såret drage.
En tyk stråle af mørkeblåt blod stod ud af dens hale.
Med et brøl svingede den halen fra side til side.

Mallumo nåede kun med nød og næppe at bukke sig,
så han ikke fik en af halens farlige spidser i maven.
Dragens brøl døde hen, men dens hale svingede stadig fra side til side.
Den var endnu vildere end før. Sårede dyr er altid farligere end ikke sårede.
Med et højt spring undgik han lige akkurat at blive ramt af dens klo.

I fuld fart sprintede han mod guldægget. Han kunne mærke
dens glatte overflade mod hans ru håndflader, og så var han tilbage
i den mørke grotte med Lupo og Døden.
"Du klarede denne opgave med nød og næppe, men det var kun en prøve.
Står du ved det svar, du gav før?" Døden kiggede indgående på ham.
Mallumo svarede "Ja." Og så var han væk igen.

Denne gang var det et helt rød-lilla rum, han kom ind i, foran ham stod Lupo.
Han stod alene midt i rummet indtil en skygge kom imod ham.

Det var Malpeza. Hun havde en lang og smuk kjole på.
Det var den samme, som hun havde haft på, da de blev forlovede.
Mallumo følte en smerte i hjertet ved at se hende i den kjole.
Hun gik smilende hen imod Lupo. Lupo smilede igen.
Han havde strakt armene ud imod hende. Hun begyndte at løbe imod ham.
En stærk jalousi begyndte at boble inden i Mallumo.

Et monster inden i hans mave brølede.
Han kunne mærke sit ansigt blive koldt af sorg og misundelse.
Så hørte han en stemme. Det var Dødens.
"Du skal beherske dine følelser. Behersk din jalousi. Så har du bestået."
Hans stemme tonede igen hen.
Malpeza og Lupo stod nu tæt omslyngede i et inderligt kys.
Mallumo havde lyst til at råbe ad Lupo. Han havde lyst til at kvæle ham
med sine bare næver, men tanken om, at det bare var en prøve, holdt ham fra det.

Hans ben reagerede uden, at hans hjerne var enig.
Han bevægede sig hen imod dem uden, at han ville.

Han holdt brat op med at gå. Hvis han virkelig ønskede det bedste
for Malpeza, og det gjorde han, ville han så ikke også lade hende
få sin sande kærlighed? Monsteret i hans mave holdt op med at brøle.
I stedet begyndte det at pibe som en lille kattekilling. Og så var han tilbage.
Lupo stod ved siden af ham. Mallumo kikkede ondt på ham.
Monsteret i hans mave gjorde sig klar til et nyt brøl,
da Lupo sagde "Det var en løgn, du så. Jeg ville aldrig tage din kærlighed fra dig.
Jeg er din ven."
Mallumo kikkede undskyldende på ham. Hvordan kunne han
også have troet det? Det ville Lupo aldrig gøre.
"Det... det troede jeg heller ikke." sagde Mallumo lidt undskyldende.
Lupo kikkede på ham, og Mallumo vidste, hvad han tænkte.

Lupo vidste godt, at han havde troet på det.
Lupo vidste godt, at det var tomme ord, men han vidste også,
at Mallumo ikke troede på det mere.

Døden lo igen sin ondskabsfulde latter. "Hvorfor skal kærlighed
altid skabe splid imellem venner? Kærlighed er ikke værd at kende til."
Døden blev igen alvorlig.
"I den sidste prøve skal du træffe et valg, og kun et af dem vil bringe
din elskede tilbage fra døden."
Mallumo kikkede ned på fligen af Dødens kappe.
Hvad for et valg var det, han nu skulle træffe?
Ville alt, hvad han og Lupo have været igennem have været forgæves,
hvis han svarede forkert? Han nåede ikke at tænke sætningen færdig.
Igen skiftede alting farve, men denne gang forblev Døden på samme plads,
selvom Lupo forsvandt.

En skarp, lysegrøn duft af grannåle og nyklippet græs mødte ham.
Han stod på en forårseng lige uden for en granskov.
Grannålene var kun lige blevet grønne, og blomsterne stod i flor.
Havde det ikke været for Dødens sorte skygge, ville det have været
et fantastisk smukt sted.
"Du skal træffe et valg," sagde Døden "der enten vil bringe hende
tilbage fra døden, eller vil lade hende blive i mørkets hjørner.
Ved du, hvad Mallumo betyder?"
Da Mallumo ikke svarede, gik Døden videre.
"Det betyder mørket på esperanto. Der er en grund til,
at du altid har kunne lide mørket. Der er en grund til,
at dine sanser bliver skærpet i mørke. Der er en grund til,
at folk omkring dig dør. En del af mørket lever inde i dig.
Malpeza kan ikke tåle mørke. Hun døde på grund af dig.
Havde du ikke været hos hende, da hun var syg, ville hun aldrig være død."

Mallumo havde forventet alt andet end dette.
Hans sind gik fuldstændig i stå, da han hørte dette.
Men på en eller anden måde havde han altid vidst det.
Han var anderledes end andre. Selv da han var helt lille,
havde han været det. Han havde aldrig grædt, selvom han tit havde haft lyst.
Hans første rigtige ven havde han først fået, da han var 16 år gammel.
"Du hører til i mørket," fortsatte Døden.
"Malpeza hører til i lyset. Du må ofre dig selv for hende.
Hvis du virkelig elsker hende, vil der kun være et svar.
Hvis hun virkelig betyder så meget for dig...
vil du ikke betænke dig."
Døden slog sin kappe til side.
"Træd ind i Dødens rige. Træd ind der, hvor du hører til.