Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Grantræet
Læseværktøj

Grantræet

side 1
/ 12

Ude i skoven stod et fint, lille grantræ.
Der var plads, sol, luft – alt var godt.
Rundt om det lille træ var der mange store venner.
Både grantræer og fyrretræer.
Det lille grantræ tænkte dog kun på at vokse.
Det var ligeglad med solen, luften
og alle de andre træer.

Somme tider kom der børn for at plukke bær,
og de satte sig ved siden af træet.
Grantræet kunne ikke lide dem.

side 2
/ 12

"Sikke et pænt, lille træ," sagde de.

Men det ville træet ikke høre på.
Det ville bare vokse og blive stort.

"Åh, gid jeg var et stort træ, som de andre.
Så kunne jeg se langt omkring,
og svaje så fornemt med mine grene."

Det havde slet ingen fornøjelse af solen.
Ej heller fuglene eller skyerne,
som sejlede hen over det.

side 3
/ 12

Om efteråret kom der nogle mænd.
De fældede nogle af de høje træer.
Træet spurgte fuglene, som fløj forbi,
hvad der skulle ske med træerne.

"Træerne bliver brugt som master
på de store skibe, der sejler på havet,"
svarede storken.
"Åh, bare det var mig. Bare det var mig,
som kunne sejle på havet," sagde det lille grantræ.
"Du skal være glad for, at du er ung og frisk,"
sagde solens stråler.

Men grantræet forstod ikke, hvad de mente.

side 4
/ 12

Det blev jul, og nogle af de unge træer blev fældet.

"Hvor mon de skal hen?" sagde det lille grantræ.
"De bliver kørt ind til byen. Der bliver de pyntet med lys
og alt muligt pænt," råbte et par gråspurve.
"Hvad sker der så?" råbte grantræet og bævede
i alle sine grene.
"Det ved vi ikke," sagde fuglene.
"Åh, bare det var mig. Bare det var mig, som skulle til byen
og blive pyntet. Åh, jeg lider af længsel, gid jeg allerede
lå på vognen og var på vej til byen," sagde grantræet.
"Du skulle hellere være glad for, at du er ude i det fri,"
sagde luften og solen.

Men grantræet var slet ikke glad.

side 5
/ 12

Tiden gik, og det blev jul igen.
Denne gang blev grantræet fældet,
og det følte en smerte og en afmagt.
Det kunne slet ikke føle nogen lykke.

"Åh nej, nu skal jeg væk fra alle mine venner.
Fra alle mine venner blandt træerne,
fra de kære blomster, fra de små fugle."

Inde i byen blev træet læsset ned af vognen.
To mænd bar det ind i en fin stue.
Træet rystede og bævede.

side 6
/ 12

Hvad skulle der mon ske?
Folk pyntede træet med julepynt,
med lys og med slik og en stjerne af guld.

"I aften skal det stråle," sagde alle.
"Åh, bare det snart var aften.
Bare de snart tænder lysene.
Mon der kommer nogle træer
og kigger på mig?
Mon der kommer nogle fugle
og kigger ind gennem vinduet?"

Træet kunne slet ikke vente.
Det fik en slem barkpine af bare længsel.

side 7
/ 12

Det blev aften, og lysene blev tændt.
Træet var så glad, at det kom til at ryste.

Så gik der ild i en af dens grene.
En dame slukkede ilden. Nu var træet blevet bange.
Oh, det var en gru. Det stod helt stille af skræk.
Træet var helt fortumlet, og det var så bange for at tabe
noget af al sin stads. Døren røg op, og børnene løb ind.
De var lige ved at vælte træet.
De fik fat i deres gaver, og så glemte de alt om træet.

Træet stod helt stille og tænkte:
"Skal jeg slet ikke med, slet ikke gøre noget?"

side 8
/ 12

Træet glædede sig til næste dag.
"Så skal jeg igen blive pyntet så flot med lys og guld
og legetøj og frugt. Og i morgen vil jeg ikke ryste.
I morgen vil jeg være glad i al min herlighed."

Næste morgen kom en mand og bar træet op på loftet.
Der var helt mørkt.

"Hvad skal der nu ske med mig?" tænkte træet.

Og ingenting skete. Træet var alene og ensom.
Tiden gik. Det var som om, grantræet var helt glemt.

side 9
/ 12

"Det var dog bedre at være i skoven.
Der var dyr og andre træer.
Her er det så skrækkeligt ensomt,"
tænkte grantræet trist.

Men hov, nu kom der et par små mus.
De gav sig til at snakke med træet.
"Vil du ikke nok fortælle os noget?
Hvor er det bedste sted på Jorden?"
"Det er skoven, hvor solen skinner,
og fuglene synger," svarede træet.

Nu fortalte træet alt om sin tid i skoven.

side 10
/ 12

Træet fortalte også om juleaften,
hvor det stod med lys på sine grene.
Træet fortalte og fortalte,
men til sidst gad musene ikke høre mere.
Træet var alene og ensom igen.

Tiden gik, og en dag kom der folk på loftet.
De tog træet med ud i lyset.

"Nu skal jeg leve igen," jublede grantræet.

Det bredte sine grene ud, men ak!
De var helt visne og gule.

side 11
/ 12

Folkene smed træet på jorden,
og en dreng løb hen og trampede på det.

"Nu er det forbi. Gid jeg havde været glad,
da jeg kunne!" tænkte træet.

En mand huggede træet i stykker og smed det ind i ilden.
Træet tænkte på sin tid i skoven.
På en dejlig sommerdag, på en smuk vinternat
og på en prægtig juleaften.

Og så var træet brændt op og væk.

side 12
/ 12
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat