Ingeborg fra 4. klasse på Vestermarkskolen
er blevet Årets Forfatterspire 2010 med denne historie:

BANG!
Prinsesse Louise havde smækket døren lige op i hendes fars,
kongens, hoved.
Hun skyndte sig at låse døren, så han ikke kunne komme ind.
Prinsessen lavede en hestehale med sit store lyse hår,
i stedet for den grimme fletning, en af hofdamerne havde lavet på hende.
Grunden til, at hun var blevet så sur var,
at der skulle være stort bal på slottet i aften,
så hun måtte ikke komme ud.
Prinsessen kiggede med sine store blå øjne ud i haven,
hvor gartneren stod og ordnede de fine tulipaner, der stod langs muren.
Kastanje-træet rejste sig højt op over haven
og skyggede på det meste af slottet.
Det var sommer, og det var hedende varmt.
Prinsessen sukkede og kiggede ind i sit eget værelse:
det var rodet, og der lå tøj spredt over alt.
Det var fra et skænderi med hendes mor tidligere på morgenen,
hvor dronningen havde sagt,
at hun skulle have en grim kjole med frynser på.
Så havde Louise prøvet at finde noget tøj
inde fra sit klædeskab, som dronningen måske ville synes om til ballet.
Men nej, absolut nej!
Der var der intet dronningen syntes,
at prinsessen skulle have på i aften
- undtagen den grimme kjole med frynser.
Louise længtes efter at komme ud og klatre i de store bøge-træer,
der stod ved indgangs-porten,
hvor det snart ville strømme ind med gæster fra nær og fjern.
Gad vide hvordan hun kunne komme ned i haven
uden at blive opdaget?
Hun kunne jo tage det reb, der lå inde i skabet?
Ja da, god idé, tænkte prinsessen og fandt det gamle reb frem.
Da prinsessen var kommet ned i haven,
kunne hun dufte de dejlige lavendler,
der stod flot i nogle snoede cirkler.
Hun gik stille om på den anden side af slottet,
hvor der var lidt mere vildt i landskabet.
Der var også en lille dam,
hvor der svævede nogle guld-smede over, i blå, røde og… hov!
Dér, lige over hende svævede der en guld-smed
i alle de flotteste farver, man kunne tænke sig.
Den fløj helt tæt på prinsessen,
så hun kunne se, at den gjorde tegn til, at hun skulle følge efter.
Forbavset gjorde hun, hvad den sagde og blev ført ud i buskadset.
Kviste og grene kradsede hende på hendes bare arme og ben,
men hun var ligeglad, for hun var meget spændt på at se,
hvor guld-smeden mon førte hende hen.
Efter noget tid standsede den brat og kiggede sig omkring,
og prinsessen sagde:
"Er der noget galt? Eller er du bare træt?" men den svarede ikke.
Lige pludselig fløj den hen til et træ,
og så summede den på guld-smede-sprog noget, der tydeligvis var skyld i,
at træet rejste sig og gik en halv meter tilbage.
Og der, lige foran prinsessen, åbnedes der langsomt en åbning midt i luften.
Prinsessen skreg et forbavset lille skrig og så med store øjne på,
at hullet blev større og større for hvert sekund der gik.
Til sidst var hullet blevet 2 meter højt,
og Louise begyndte at kunne se skikkelser,
der bevægede sig rundt eller bare stod stille.
Hun tænkte over, om det måske var bedst, hun tog hjem
og sagde det til sine forældre.
Men når nu det var blevet så spændende, så gad hun ikke gå.
Lige pludselig fløj guld-smeden hen til hende og gjorde tegn til,
at hun skulle følge efter.
Prinsessen havde bange anelser,
men alligevel så gjorde hun, som den sagde,
for man ved jo aldrig med sådanne guld-smede.
Hun spærrede sine øjne op for det, der mødte hende:
et stort fantasi-land med butikker og hyggelige cafeer,
der lå på små gader, der mindede om dem derhjemme.
Men det allermest fantastiske ved det hele var,
at der gik en masse væsener, der mindede meget om de dyr,
Louise kendte fra sin egen verden.
Men det, der var anderledes ved disse dyr,
var, at de for eksempel havde striber og polka-prikker,
eller at de måske bare var helt pink i stedet for sort.
Louise var helt stivnet af bare spænding over,
hvad der måske ville ske nu.
Guld-smeden var blevet væk i mængden,
og det var ved at blive lidt pinligt,
for dyrene var begyndt at stirre på hende.
Hun gik væk fra stedet, hvor der havde været en portal,
(den var forsvundet, da de var kommet igennem den)
og gik igennem dyre-mængden.
Hun kunne høre, at de talte menneske-sprog,
men Louise blev ikke så forbavset,
da hun nu var forberedt på lidt af hvert.
Prinsessen prøvede at skjule sit ansigt,
og det virkede faktisk meget godt.
Hun drejede ind ad en hyggelig smal gade, hvor der lå et par butikker,
deriblandt var der et supermarked, der hed "Høsten",
og hun kunne se en stor kø gennem butiks-vinduerne.
I en lejlighed ovenover kunne hun se i et vindue,
at der stod en mørke-lilla zebra i gang med at støvsuge.
Prinsessen gik lidt og tænkte på, hvor underligt det her egentlig var.
At hun gik rundt her og så, at dyrene kunne tale menneske sprog,
og at der havde været en portal,
der førte hen til dette fantastiske sted,
hvor de faktisk var ret moderne.
Hun gik og beundrede gaden i cirka ti minutter,
men da var der noget, der stjal hendes opmærksomhed.
Der var en smallere vej, der gik til venstre,
hvor der sad et par dyr med dystre miner.
Prinsessen fik en kuldegysning,
men om det var af nysgerrighed eller skræk, vidste hun ikke,
men hun kunne ikke undgå at kigge lidt nærmere.
Prinsesse Louise gik længere og længere ind i gyden.
Dyrene kiggede undersøgende på hende,
men de kunne vist ikke se, at hun var af en anden art, end de selv var.
Det var helt mørkt, selvom det var dejligt vejr ude på gaden.
Det så ud som om, at gyden endte her,
så hun skulle til at vende om, men da hørte hun en stemme:
"Pssst… hey, du der kom lige…"
Prinsessen gav et lille spjæt af forskrækkelse,
mens stemmen talte videre: "Jeg er ikke farlig…"
Louise vendte sit ansigt mod der, hvor stemmen kom fra:
"Du ser da anderledes ud… hvad er du?"
"J-j-jeg er et m-m-menneske," stammede Louise.
Hun kravlede ned på alle fire og så en elefant.
Den var sort med gule striber og så meget træt ud.
Louise kunne nu se en lem, der var skåret ud i den grove sten-mur.
Hun tog mod til sig og kravlede ind.
Det viste sig at være et ret stort rum,
for der kunne jo være en hel elefant derinde,
og hun kunne selv være der i helt udstrakt krop.
"Hvad vil du?" spurgte Louise, der ikke vidste, hvad der her gik ud på.
"Jeg hedder Samba, og jeg har brug for hjælp," bad Samba.
"Undskyld, men som du kan se, er jeg ikke herfra,
så jeg vil spørge dig, om du kan fortælle mig noget om denne verden."
Samba kiggede underligt på prinsessen.
"Hvad mener du med denne verden?"
"Jo, der er jo en anden verden, som jeg bor i.
Og jeg er kommet hertil, uden det sådan rigtigt var meningen,"
forklarede hun den forbavsede Samba.
Det så ud, som om han var et helt andet sted.
"Jo…" begyndte han, men han kunne ikke nå at sige mere,
for der lød et kæmpe brag, og Louise kunne høre,
at dyr skreg ude på gaden. Hvad var der dog sket?
"Aznerne," sagde Samba hurtigt.
Han så urolig ud.
"Hvad?" sagde prinsessen, der ikke kunne forstå,
hvad den store elefant sagde.
"Aznerne er dyr, der terroriserer vort land.
Deres herre har udnævnt sig selv til konge i landet.
Vort land ligner måske et fredeligt sted at være,
men i lang tid har vi været truet af hans hær,
og det er derfor, jeg sidder her og intet hjem har."
Han sluttede sin historie med en vred stemme,
og prinsessen havde meget ondt af elefanten.
"Vi må skynde os. De er her inden længe."
Prinsessen kunne høre skridt, der kom nærmere og nærmere,
og hun nåede ikke engang at tænke, før de blev fanget af et stort net,
der blev trukket ud af skjule-stedet.
Hun kiggede sig forskrækket omkring og så fem dyr iført sorte kutter.
Det var garanteret dem, der hed aznerne.
Der var næsten ikke nogen at se langs den mørke gyde
undtagen nogle andre aznere, der var ved at løbe efter et par løver,
der løb for livet.
Louise var rædsels-slagen for, hvad der ville ske nu.
Samba skreg op: "Lad hende være! Tag mig i stedet!"
Det lød, som de ville gøre noget virkelig forfærdeligt ved dem,
der trodsede aznerene .
"Hold kæft elefant! Eller vi skærer dine klamme ører af dig!"
Prinsessen kunne mærke vreden syde og boble i sig,
så hun kunne ikke lade være med at råbe op:
"Sådan skal du ikke tale til min ven, din usling!"
Det så ud, som om de overhovedet ikke havde opdaget,
at der også var et menneske med i nettet.
"Nåh et menneske," dyret gik helt tæt på, så Louise kunne se,
hvad det var for et dyr, der gemte sig under kutten: en grib.
Gribben sendte hende et ondt blik
og førte Samba og Louise med voldsomme bevægelser væk fra gyden
og ud i lyset, hvor gaden lå i kaos.
De var blevet taget ud af nettet
og blev i øjeblikket trukket hårdt af sted af en muskuløs vand-bøffel
uden kutte.
De havde allerede gået i tre timer eller mere.
Det var snart aften, og Louise spekulerede på,
om dronningen og kongen var nervøse.
Hun kunne ikke lade være med at spørge Samba:
"Men hvorfor gemte du dig Samba? Hvorfor?"
Han sukkede og kiggede ned i jorden.
"Jo, altså… det er sådan, at den såkaldte konge
har lavet en masse nye regler, og en af dem går ud på,
at de som ikke tjener kongen skal lide en ond skæbne.
Det synes jeg og en masse andre er virkelig uretfærdigt."
"Og mig!" skød prinsessen ind.
"Så vi lavede sammen en hemmelig organisation, som gik imod hæren.
"Han sukkede, og med lavere stemme,
nok for at aznerene ikke skulle kommentere, sagde han:
"Og så… og så blev vi opdaget, og jeg var en af dem, der slap fri,
men de andre… men… men de andre fik en døds-dom".
Da han sluttede sin sørgelige historie, var han gråden nær.
Louise trøstede ham, da tårerne piblede ned ad kinderne på ham,
og aznerne vendte sig om og gav et lille fnys.
Inden længe var de nået til en klippe,
hvor der var skåret en lang og snoet sti ind.
Det var hårdt og varmt at gå op ad den stejle klippe-sti,
og det tog også rigtig lang tid at komme op på toppen af bjerget.
Men da de endelig var kommet op på toppen,
ventede der noget andet end et af de der eventyr slotte,
Louise havde læst om i bøger - nok mere det modsatte:
Store mørke tårne strakte sig langt op over skyerne,
nogle af de nederste vinduer var der sat tremmer for,
og det var garanteret der, de lige om lidt sad fanget.
Vagten, der hverken var gribben eller vandbøflen,
men det dyr der slet ikke havde sagt noget på turen:
"Det er så her, I skal rådne op." De andre grinede ondskabsfuldt.
Louise og Samba kiggede mistroisk på hinanden,
men så sagde azneren med et lidt henkastet tonefald:
"Med mindre I vil blive en af os."
Prinsessen tænkte "Aldrig i livet",
for hun havde ikke tænkt sig mere ballade,
mens Samba fnøs irriteret.
De begyndte at gå ind, og da de kom ind ad døren, var der ingen,
og Louise kunne heller ikke se nogen henne ad gangen.
De blev skubbet videre gennem gangen,
og så delte gangene sig i to, og de gik til venstre.
Louise kiggede ned ad den anden gang, og til sin rædsel
så hun nogle små celler eller bedre sagt bure,
hvor der sad sammenkrøbne dyr, og det så ud til,
at de ikke havde fået mad i dagevis.
Men hun vendte sig hurtigt om, for hun kunne høre stemmer.
Tusindvis af stemmer.
De var kommet ind i en enorm gilde-sal,
hvor der var plads til hundredvis af dyr.
Alle sammen sad omkring et stort lang-bord.
Ved bord-enden sad der en majestætisk udseende ulv.
Den hylede høj-lydt, og der blev stille.
Prinsessen gættede på, at det var ham,
der havde udnævnt sig selv til konge.
Den begyndte at tale med en dyb stemme:
"Alle mine kære undersåtter. Vi har i dag taget en tumpet elefant
og en dum menneske-pige til fange. "
Der blev råbt og klappet, da denne nyhed kom ud.
"Og vi vil tage prinsessen til fange i vores mest sikre celle,
for som vi alle ved, så besidder mennesker en magisk kraft."
Prinsessen fniste lidt, da ulven sagde det,
men det var for højt, så gribbe-vagten skubbede hårdt til hende,
og når det kom til stykket, var det heller ikke særlig sjovt,
i hvert tilfælde ikke når man stod i denne her situation.
Kongen talte i ti minutter mere,
og Samba og Louise blev ført hen til det sted,
hvor de tydeligvis skulle tilbringe resten af deres liv.
Den gang hvor cellerne var, var meget længere
end prinsessen havde troet.
Men til sidst fandt de det sted, hvor de skulle være.
I cellen til venstre var der bare en metal-seng
og et falde-færdigt bord,
men i cellen til højre var der lænker, og der var også en stol,
der var sat fast til gulvet.
Det lignede, man skulle sætte sig i den,
og så blev lænkerne bundet om ens ankler og håndled.
De blev sat ind i hver sin celle,
og så sagde gribbe-vagten, at hvis de prøvede at komme ud,
så skulle de på pine-bænken, ja de skulle.
De havde snart siddet der i mindst en time uden at tale.
Der var intet tegn på håb nu.
Der var ingen vinduer i hverken Samba eller Louises celler,
så der var intet lys. Kort sagt: de var på spanden.
Prinsessen ønskede inderligt,
at hun overhovedet ikke var kravlet ud af det dumme vindue.
Hun ønskede også, at hun ikke havde skændtes med sin far og mor.
Far… mor… prinsessen bristede i gråd, og Samba sagde,
at det hele nok skulle gå.
Men det ville det nok aldrig, tænkte prinsessen
idet hun hørte en summende lyd.
Hun og Samba rejste sig omgående og gik hen til tremmerne.
Dér lidt henne ad gangen fløj guld-smeden med de flotte farver.
Den fløj hen til Samba, og det så ud som om,
at Samba kunne forstå guld-smeden.
De talte sammen på et for Louise uforståeligt sprog.
Lidt efter sagde Samba til hende,
at guld-smeden ville transportere dem hjem til Louises hjem-land.
Louise blev glad og sagde,
at hvis hun bare forklarede kongen og dronningen,
at Samba var eftersøgt i sit hjemland,
ville de helt sikkert lade ham blive hos dem.
Guld-smeden fløj ind gennem tremmerne til Louises celle
og lavede endnu engang en portal. Denne gang midt i cellen.
Louise trådte derind og vinkede til Samba,
der også om lidt ville kunne komme med hende hjem til slots-haven.
Louise fløj gennem portalen og landede pladask på bagdelen
i den flotte slots-have.
Guld-smeden var allerede forsvundet igen.
Snart landede også Samba i haven - lige ved siden af Louise.
Sammen gik de op til slottet og ind i den store gilde-sal,
hvor dronningen og kongen forbavset
så deres datter komme ind med en stribet elefant ved sin side.
Louise præsenterede dem for hinanden og fortalte,
at hun var ked af at være gået glip af festen på slottet.
Hun fortalte også sine forældre om alle sine oplevelser
i guld-smedens land. Til sin overraskelse fandt Louise ud af,
at hun slet ikke var gået glip af festen
- nej faktisk havde kongen og dronningen slet ikke opdaget,
at hun havde været borte!
Der var kun gået ganske kort tid,
siden prinsessen havde smækket døren i hovedet på kongen.
Tiden i guld-smedens land var åbenbart anderledes end her
i prinsessens land.
Prinsessen spurgte, om Samba kunne blive boende hos hende på slottet.
Det var i orden for forældrene.
De kunne nu sammen gøre sig klar til aftenens fest,
som hun nu kunne glæde sig til, fordi hun havde en god ven ved sin side:
nemlig Samba, den stribede elefant.