Det var dårlige tider i England. Kong Richard var fange
i et fjernt land, og hans bror, prins Johan, så gerne,
at Richard aldrig blev sat fri – for så kunne han selv blive konge.

I skove og øde egne levede store flokke af fredløse mænd,
som skaffede sig mad ved at gå på ulovlig jagt. De adelige gemte
sig på deres borge, hvorfra de opførte sig som små konger og
samlede bander om sig, som var næsten lige så lovløse som de
fredløse mænd. Men uanset hvor skidt det stod til, var alle ivrige
efter at komme til turnering. Det var den tids store begivenhed.
Prins Johan selv ville komme til turneringen, og fra tidlig morgen
kom folk i store flokke til kamppladsen.

Kampene skulle foregå på en åben plads i udkanten af en stor
skov, som var omkranset af stærke palisader – pæle som var
spidsede til i enden.

I den ene ende af pladsen var der en bakke, hvor der nu var rejst
fem flotte telte – ét for hver udfordrende ridder. Det midterste
telt tilhørte Brian de Bois-Guilbert.

På den ene side var der en fin plads til de kongelige gæster,
og på den anden side en plads til de smukke, unge piger.
Nu kom folk fra alle sider for at finde et godt sted at stå eller
sidde. På en af de nederste pladser var Isac af York og hans
smukke datter Rebecca.

Prins Johan ankom, og hans blik faldt hurtigt på den smukke
Rebecca. Hendes mørke ansigt, de sorte øjne og det tykke, sorte
hår og hendes orientalske dragt betød, at hun var anderledes end
de engelske piger.

"Hej Isac, er det din kone eller din datter?" råbte prins Johan.
"Min datter Rebecca," svarede Isac med et dybt buk.
"Gør plads til min skatmester og hans dejlige datter," råbte prins
Johan. "Flyt jer, I saksiske bondeknolde!"

Det var Cedric af Rotherwood, disse ord var rettet imod.
Cedric blev vred, og det var nok endt med vold, hvis ikke folk i
prins Johans følge havde tigget ham om at være rolig.
Isac og Rebecca satte sig på de finere pladser, mere af angst
end af lyst. Prins Johan var dog ikke i humør til at holde fred.

"Jeg udnævner Rebecca til at være dronningen for skønhed og
kærlighed!" råbte han højt. "Om ikke andet, så for at drille de
saksiske bønder," tilføjede prinsen.
"Lad nu være. Ødelæg nu ikke alting for dig selv," hviskede en
mand i prinsens følge.
"Ja ja, det var jo bare for sjov. Så lad da vinderen af turneringen
vælge, hvem der skal være skønhedens dronning," sagde prinsen.

Og dermed gav han tegn til, at turneringen skulle begynde.

Fem riddere red ind på kamppladsen og udfordrede fem andre
riddere til kamp. De to hold riddere stillede sig op i hver sin ende
af pladsen. Klarinetter og trompeter satte i, de kæmpende
galoperede mod hinanden, og meget hurtigt var dysten ovre.
Et andet, tredje og et fjerde hold riddere gik frem på samme
måde. Brian de Bois-Guilbert var klart den bedste mand.

Ingen ville melde sig til den femte og sidste dyst. Så Prins Johan
skulle netop til at erklære Brian de Bois-Guilbert for vinder, da en
enkelt trompet lød. Alle vendte sig om og så en ny ridder komme
ind på kamppladsen. Han var slank, og hans rustning var af stål
og pyntet med guld. På hans skjold var et egetræ revet op med
rod og der stod på spansk "desdichado", som betyder "arveløs".

Han red lige hen og rørte ved Brians skjold med sin lanse,
og dermed udfordrede han Brian til en dyst.

"Ja, så glæd dig over solen for sidste gang!" udbrød Brian.

De to riddere tog plads overfor hinanden. Med et brag stødte
de sammen, og begge deres lanser splintredes. Atter indtog de
deres pladser og red mod hinanden. Denne gang blev Brian kastet
af hesten, så han trak sig rasende og fortvivlet tilbage til sit telt.

Den Arveløse Ridder kæmpede nu mod fire andre riddere –
og vandt over dem alle! Under folkets jubel blev han udråbt til
dagens sejrherre. Han skulle nu udnævne dronningen for skønhed
og kærlighed, og han red lige hen til pladsen, hvor lady Rowena
sad. Med sin lanse overrakte han hende den gyldne krone.

Den Arveløse Ridder modtog nu gaver fra de riddere, han havde
besejret. Men han ville ikke tage imod noget fra Brian.
"Vores strid er ikke slut. Vi skal kæmpe til døden."

Den Arveløse Ridder vendte tilbage til sit telt og overrakte sin
væbner en pose guld med disse ord:
"Her Gurth, giv denne pose guld til jøden Isac af York. Han har
givet mig hest og rustning, det skal han have penge for."
"Det skal jeg nok. Spillede jeg ikke min rolle godt? Jeg, som bare er
en træl og svinehyrde?" grinede Gurth og skyndte sig at gøre som
befalet.

Imens dette skete, havde Isac og hans datter Rebecca fundet husly
hos en jøde i en nærliggende by. De sad netop og hvilede sig,
da Gurth ankom og gav Isac posen med guld. Isac tog glad mod
pengene.

Men Rebecca sørgede for, at Gurth fik alle pengene tilbage.
"Min far skylder din herre stor tak, for han har reddet min fars
liv," sagde hun.

****

Den næste morgen skulle turneringen fortsætte. Denne dag skulle
ridderne kæmpe i to store hold mod hinanden. Det ene hold blev
ledet af Arveløs, det andet af Brian. Kampen gik i gang, og meget
hurtigt blev halvdelen af ridderne kastet af deres heste, og jorden
blev rød af blod.
Efter et stykke tid var Arveløs imod tre riddere på en gang: Brian
og to andre stærke mænd. Arveløs kæmpede bravt, men kunne
ikke klare alle tre. Men netop da det så værst ud, kom en ridder
i sort rustning ham til hjælp. Hurtigt som lynet fik den sorte ridder
fældet to mænd. Nu var det ingen sag for Arveløs at kæmpe
videre - og snart efter var kampen ovre. Arveløs havde vundet!

Han vaklede, da han gik hen for at modtage sejrskransen fra
Rowena. En tjener tog hans hjelm af, og man kunne se, at han var
ung, smuk og havde lyst hår. Men bleg som døden var han også,
for han blødte fra flere sår.
Rowena skreg – og hendes plejefader Cedric sprang op af sin stol.
Det var jo Ivanhoe! Cedrics søn, som han ikke havde set, siden han
tog på korstog.
Hurtigt blev den sårede Ivanhoe båret væk fra kamppladsen
af Rebecca og Isac.

Imens alt dette skete, red den sorte ridder ad øde stier inde
i skoven. Da mørket begyndte at falde på, så han sig om efter
et sted at hvile. Heldet var med ham, han fandt en lille hytte
tæt ved en skovkilde. Han sprang af hesten og bankede på døren.
En mands stemme brummede, at han skulle gå sin vej.