Det var dårlige tider i England. Kong Richard var
fange i et fjernt land. Richards bror, prins Johan,
ville have at Richard aldrig blev sat fri. Så kunne
han selv blive konge. I skove og øde egne levede
flokke af fredløse mænd, som fik mad ved at gå
på ulovlig jagt. De adelige gemte sig på deres
borge, hvor de opførte sig som små konger.
Men alle var klar til at komme til turnering.
Det var den tids største fest. Også Prins Johan
ville komme, og fra tidlig morgen kom folk i store
flokke til kamppladsen.
Stedet, hvor kampene skulle afholdes, var en åben
plads i en stor skov. Rundt om pladsen var der sat
et hegn af spidse palisader.
Ved den ene ende var en bakke, hvor der nu var
rejst fem telte. Et telt for hver af de bedste
riddere. På den ene side var en fin plads til
kongens gæster. På den anden side var en plads
til de smukke piger.
Nu kom folk fra alle sider for at finde et godt sted.
To af dem var Isac af York og hans datter Rebecca.
Prins Johan ankom. Hans blik fandt snart den kønne
Rebecca.
"Hej Isac, er det din kone eller din datter?" råbte
prins Johan.
"Min datter," svarede Isac med et dybt buk.
"Gør plads til jøden og hans kønne datter," råbte
prins Johan.
Isac og Rebecca satte sig på de fine pladser.
Prins Johan blev ved med at råbe: "Rebecca skal
være dronning for skønhed og kærlighed!
Jeg elsker at drille de saksiske bønder."
"Lad nu være. Ødelæg nu ikke alt for dig selv,"
sagde en af prinsens folk.
"Det var jo bare for sjov. Så lad da vinderen
af turneringen vælge, hvem der skal være
skønhedens dronning," sagde prinsen.
Og dermed gav han tegn til, at kampen skulle
begynde.
Fem riddere red ind på pladsen. De udfordrede
fem andre riddere til kamp.
De to hold riddere stillede sig op i hver ende af
pladsen. Trompeterne lød, og de to hold
galoperede mod hinanden, og meget hurtigt
var dysten ovre. Et andet, tredje og et fjerde hold
riddere gik frem på samme måde. Brian de Bois-
Guilbert var klart den bedste mand.
Ingen ville melde sig til den femte og sidste dyst.
Prins Johan skulle netop til at sige, at Brian var
vinder. Så lød en enkelt trompet.
Alle vendte sig om og så en ny ridder komme ind
på pladsen. Hans rustning var af stål og pyntet
med guld. På hans skjold stod på spansk
"desdichado". Det betyder "arveløs".
Han red hen og rørte ved Brians skjold med sin
lanse. De to skulle kæmpe nu.
"Ja, så glæd dig over solen for sidste gang!" sagde
Brian.
De to riddere tog plads overfor hinanden.
Med et brag stødte de sammen, og begge deres
lanser gik itu. Atter indtog de deres pladser og red
mod hinanden. Denne gang blev Brian kastet af
hesten. Han trak sig vredt tilbage til sit telt.
Den Arveløse Ridder kæmpede nu mod fire andre
riddere. Han vandt over dem alle! Under folkets
jubel blev han udråbt til dagens vinder.
Han skulle nu udnævne dronningen for skønhed
og kærlighed. Han red hen til pladsen, hvor lady
Rowena sad. Med sin lanse rakte han hende
den gyldne krone.
Den Arveløse Ridder modtog gaver fra de riddere,
han havde vundet over. Men han ville ikke tage
imod noget fra Brian. "Vores strid er ikke slut.
Vi skal kæmpe til døden."
Den Arveløse Ridder vendte tilbage til sit telt og
gav en pose guld til sin væbner.
"Her Gurth, giv denne pose guld til jøden Isac af
York. Han har givet mig udstyr. Det skal han have
penge for," sagde ridderen.
"Det skal jeg nok. Spillede jeg ikke min rolle godt?
Jeg, som bare er en træl?" lo Gurth.
Imens dette skete, havde Isac og hans datter
Rebecca fundet husly hos en anden jøde. De sad
netop og hvilede sig, da Gurth ankom og gav Isac
posen med guld. Isac tog glad mod det.
Men Rebecca sørgede for, at Gurth fik guldet
tilbage. "Min far skylder din herre stor tak.
Han har reddet min fars liv," sagde hun.
***
Den næste morgen skulle turneringen fortsætte.
Denne dag skulle ridderne kæmpe i to store hold.
Det ene hold blev ledet af Arveløs, det andet af
Brian. Kampen gik i gang. Hurtigt blev halvdelen
af ridderne kastet af deres heste, jorden blev rød
af blod. Efter et stykke tid var Arveløs imod tre
riddere på en gang: Brian og to andre stærke
mænd. Arveløs kæmpede godt, men kunne ikke
klare alle tre. Men netop da det så værst ud,
kom en ridder i sort ham til hjælp. Hurtigt som
lynet fik den sorte ridder fældet to mænd.
Nu var det ingen sag for Arveløs at kæmpe.
Snart efter var kampen ovre. Arveløs havde
vundet!
Han vaklede, da han gik hen for at modtage
sejrskransen fra Rowena. En tjener tog hans hjelm
af, og man kunne se, at han var ung, smuk og
havde lyst hår. Men bleg som døden var han også.
Han blødte fra flere sår.
Rowena skreg og hendes plejefar Cedric sprang op
af sin stol. Det var jo Ivanhoe! Cedrics søn,
som han ikke havde set siden han tog på korstog.
Hurtigt blev Ivanhoe båret væk fra pladsen.
Rebecca og Isac af York ville hjælpe ham.
Imens alt dette skete, red den sorte ridder ad øde
stier inde i skoven.
Da mørket begyndte at falde på, så han sig om
efter et sted at hvile. Heldet var med ham,
han fandt en lille hytte tæt ved en kilde.
Han sprang af hesten og bankede på døren.
En mands stemme sagde, at han skulle gå sin vej.
"Jeg har redet langt og længe. Luk mig ind eller jeg
smadrer døren!" råbte ridderen.
Døren blev åbnet, og en stærk mand i munkekutte
kom frem. Munken viste ridderen ind og tilbød
ham mad. Han satte en god postej og vin frem.
"Det har jeg fået af en rar skovfoged," sagde
munken.
De gav sig til at spise, drikke og synge.
Lige indtil der blev banket hårdt på hyttens dør.