Han vendte sig om mod en af sine folk.
"Hvor mange gemmer der sig rundt om borgen?"
spurgte han.
"Mindst 200 mænd," lød svaret.
"Lad os svare dem med brev," sagde Brian.

Pen og papir blev fundet frem, og Brian skrev:
"Vi tager ikke mod ordrer fra fredløse. Men I kan
sende en præst. Han kan tale med vores fangere,
før vi slår dem ihjel!"

Brevet blev sendt med sendebud. Wamba, Gurth
og de andre tog imod beskeden.

"Jeg har en idé. Jeg klæder mig ud som præst
og ser, hvad jeg kan gøre for min herre," sagde
Wamba.

Og sådan blev det. Den modige nar lånte munkens
tøj og gik ind på borgen.

"Hvor mange fredløse er der, præst?" spurgte
Front-de-Bæuf.
"Jeg vil tro 500 mænd," svarede Wamba.

Så fik han lov at gå op til Cedric. Så snart døren var
lukket, tog han kutten af og viste, hvem han var.

"Jeg er kommet for at befri dig, herre. Lad os bytte
tøj, så kan du komme ud. De vil dræbe jer!" sagde
Wamba.
"Det kan jeg ikke gøre mod dig!" sagde Cedric.
"Jo, du ved meget mere om kamp end jeg. Vi har
brug for dig!" sagde Wamba.
"Lad gå da, jeg skal prøve af al min magt at befri
dig," sagde Cedric.

De byttede tøj, og Cedric gik ud. Men udenfor
døren mødte han den gamle kone.

"Hør på mig. Jeg MÅ fortælle en præst om de
onde ting, jeg har gjort," sagde den gamle.

Cedric gik med, for han turde ikke andet.

"Se på mig, en grim gammel kone. Men engang
var jeg ung og smuk. Min fader ejede denne borg,
men han og mine brødre blev myrdet af den
gamle Front-de-Bæuf. Og jeg har været hans
elskerinde! Forstår du nu, hvorfor jeg hader alle?"
sagde hun. "Tror du Gud kan tilgive mig?"
"Jeg synes, du skal bede til Gud. Måske kan du
gøre noget for andre end dig selv?" sagde Cedric.
"Jeg vil prøve at hjælpe hæren udenfor borgen.
Når I ser et flag vaje fra det østre tårn, skal I
angribe!" sagde konen.

Cedric skyndte sig ud af borgen og fandt Gurth
og de andre. De gjorde sig klar til kamp. Nogle få
var til hest, de fleste havde buer og pile.

Imens det skete, havde Rebecca plejet Ivanhoes
sår. Den gamle kvinde havde lukket Rebecca ud
af tårnet og vist hende, hvor Ivanhoe lå. Rebecca
var god til at pleje folk, og nu var Ivanhoe vågnet.

"Hør, hvad er det? Er borgen under belejring?"
hviskede Ivanhoe.

Rebecca rejste sig og så ud ad vinduet.
"Ja, en stor hær stormer frem mod borgen.

"Ved skoven er der folk med buer og pile.
En ridder i sort styrer angrebet. Åh Gud, nu rykker
de frem," sagde hun.
"Hvad sker der nu?" spurgte Ivanhoe.
"Den Sorte Ridder fører en skare af sine mænd ind
under palisaderne. De hugger palisaderne ned.
Nu bryder de igennem og styrter ind. Folk i borgen
kæmper imod, Front-de-Bæuf er deres anfører!
Nu kæmper Den Sorte Ridder og Front-de-Bæuf
mand mod mand. Åh nej, han falder!" råbte
Rebecca.
"For Guds skyld, hvem falder?" råbte Ivanhoe.
"Nej, nej, han er oppe igen. Han griber en økse
og kæmper som 20 mand! Front-de-Bæuf falder!

Hans mænd slæber ham bort!" råbte Rebecca.
"Hvad sker der mere?" spurgte Ivanhoe.
Han havde glemt sine smerter og sad næsten op.
"Jeg kan se, at den Sorte Ridder hamrer løs på
bagporten med sin økse. Nu splintrer han porten,
de stormer ind. De vælter forsvarerne ned i
voldgraven," sagde Rebecca.

***

Så snart palisaderne var brudt ned, løb Den Sorte
Ridder og Cedric frem over vindebroen og gav sig
til at hamre løs på porten med økser. Locksleys
mænd skød pile mod borgen.

I det samme så Cedric flaget vaje over det østre
tårn som den gamle kvinde havde sagt.

"Nu stormer vi!" skreg Cedric.

Der var ikke meget modstand nu. Først forstod
de ikke hvorfor. Så opdagede de sort røg,
som kom op fra borgen.

"BORGEN BRÆNDER!"

Den Sorte Ridder og hans mænd kom ind
i borggården. Bracy kæmpede godt, men han
kunne ikke klare Den Sorte Ridder.

"Overgiv dig!" råbte Den Sorte Ridder.
"Ikke til en mand, jeg ikke kender navnet på!"
råbte Bracy.
Den Sorte Ridder bukkede sig ned og hviskede
i Bracys øre. Så blev Bracy stille og ydmyg.
"Jeg overgiver mig. Men hør, Ivanhoe ligger såret
i tårnet dér. Han skal reddes, ellers dør han,"
sagde Bracy.

Uden at tøve løb Den Sorte Ridder hen til tårnet
og op ad trappen.

I Ivanhoes kammer sad Rebecca hos Ivanhoe,
mens røgen kom ind gennem vinduet.

"Flygt og red dig selv," sagde Ivanhoe.
"Aldrig," sagde Rebecca.

I det samme blev døren revet op. Brian løb ind
og greb Rebecca.

"Jeg redder dit liv, smukke pige," råbte Brian.

Både Ivanhoe og Rebecca skreg, men Brian var
ligeglad. Han tog pigen og løb ud med hende.
Han løb ned ad trappen, sprang op på sin hest
og red væk.