Pludselig sagde Wamba: "Jeg er sikker på, at jeg
har set blink af våben mellem træerne!"

Så kom tre pile flyvende imod Den Sorte Ridder.
Seks-syv mænd løb frem imod ham, men han
fældede dem alle med sit sværd. Så red endnu
en mand frem og dræbte Den Sorte Ridders hest.

I det samme blæste Wamba i et horn, som han
havde fået af Locksley. Mændene stak af.

"Skam jer, I feje skurke!" råbte Den Sorte Ridder.

Den eneste, som blev tilbage, var manden der
havde dræbt Den Sorte Ridders hest.

Så fløj et par pile gennem luften, og Locksleys
mænd løb frem. De fik fat i den sidste fjende.

"Tag hans hjelm af, Wamba. Jeg vil vide, hvem han
er," sagde Den Sorte Ridder.

Wamba rev hjelmen af manden. Det var én af
prins Johans nærmeste mænd.

"Hvem står bag dette her?" spurgte Den Sorte
Ridder.
"Jeres fars søn, prins Johan," sagde manden.
"Forsvind ud af mit rige, eller du dør," sagde
Den Sorte Ridder.
"Locksley, kom herhen," tilføjede han.

Locksley kom straks løbende.

"Der banker et modigt engelsk hjerte i dit bryst.
Og derfor må du adlyde mig: jeg er Richard af
England!"

Ved disse ord faldt alle på knæ.

"I er alle sammen tilgivet for alt hvad I har gjort.
Og du, Locksley –"
"Kald mig ikke Locksley, kald mig Robin Hood,"
sagde Locksley.
"Tak for al din hjælp, Robin Hood," sagde kongen.

***

På kamppladsen ved Templestowe var der masser
af folk, der snakkede og lo. I den ene ende af
pladsen var en slags trone til stormesteren.
I den anden ende af pladsen var der bygget et bål
af brænde rundt om en pæl.
Så begyndte en klokke at ringe, tempelridderne
red frem og til sidst kom Rebecca til fods. Hun var
klædt helt i hvidt. Hendes sorte hår hang løst.
Hun blev ført hen til en stol ved siden af bålet.

Stormesteren råbte: "Her er den ædle ridder
Brian. Han skal kæmpe mod Rebeccas ridder,
hvis der da kommer én."

Der blev ganske stille. Der var ikke kommet nogen,
som ville kæmpe for hende.

"Lad os vente et par timer. Lad os være gode
og retfærdige!" sagde stormesteren.

Rebecca sad stille i sin stol, og intet skete.
Men efter to timer kom en ridder i fuld galop hen
over sletten.

"En ridder, en ridder!" råbte folk.

Manden red ind på pladsen. Hans hest svedte,
og manden selv kunne næppe holde sig i sadlen.

"Jeg er Ivanhoe. Jeg er kommet for at kæmpe
for Rebecca fra York. Jeg vil bevise, at dommen
mod hende er falsk," råbte han.
"Jeg vil ikke kæmpe mod en såret mand," sagde
Brian.
"Kujon. Jeg har kastet dig til jorden før, og nu gør
jeg det igen!" råbte Ivanhoe.

Kampen gik i gang. De to riddere galopperede
mod hinanden. Ivanhoe og hans trætte hest
styrtede til jorden. Det havde alle ventet.
Men ingen havde ventet, at Brian også faldt af
sadlen. Ivanhoe fik rejst sig og rettede sit sværd
mod Brians hals. "Overgiv dig eller dø!" sagde
Ivanhoe.

Brian svarede ikke.

Stormesteren løb hen og rev hjelmen af Brian.
Han var død. Han var blevet offer for sine egne
voldsomme følelser.

"Det er Guds dom. Pigen er uskyldig!" råbte
stormesteren.

Der var helt stille lidt. Så red Richard Løvehjerte
og en hær af hans mænd ind på pladsen.

"Ivanhoe, var det nu klogt? Du kan jo knap nok
holde sig i sadlen?" sagde kongen.

"Himlen selv afgjorde kampen, herre konge,"
svarede Ivanhoe.

En ridder trådte frem og arresterede
Templestowes herremand for forræderi.

"Hvis I protesterer, vil I alle sammen blive sat
i fængsel. Jeg råder jer til at rejse langt bort!"
råbte Richard Løvehjerte.
"Vi rejser. Riddere, væbnere, gør jer klar til
at følge vores banner!" skreg stormesteren.

Langsomt red de væk fra pladsen.

Rebecca lå og græd i sin fars arme. Han var
kommet ridende efter Ivanhoe.

"Lad os takke den unge mand for at redde dit liv,"
sagde Isac.
"Åh far, hjælp mig væk herfra. Jeg kan ikke tale
med nogen nu," sagde Rebecca.

Richard Løvehjerte henrettede Templestowes
herremand. De andre forrædere fik lov at leve.
Selv prins Johan blev tilgivet.
Kongen sørgede også for, at Cedric igen blev gode
venner med sin søn Ivanhoe. Og få dage efter
kampen ved Templestowe blev Ivanhoe og
Rowena gift.

Dagen efter brylluppet kom en stuepige og sagde,
at en kvinde ville tale med Rowena.
Rowena bad straks om at hun skulle føres ind.
Den fremmede kom ind. Hun var dækket af
et hvidt slør.

"Jeg er den kvinde, som Ivanhoe kæmpede for ved
Templestowe," sagde Rebecca.
"Ivanhoe gjorde kun gengæld for den pleje,
du havde givet ham," sagde Rowena. "Kan jeg
gøre noget for dig?"
"Du kan give ham min tak og mit farvel. Jeg rejser
væk. Og en ting til. Brudesløret dækker dit ansigt,
må jeg få lov at se dig?" spurgte Rebecca.
"Hvis jeg også må se dig," sagde Rowena.