Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Panik i Juleland
Læseværktøj

En stjerne i panden

side 1
/ 10

Jeg glemmer fuldstændig det, jeg ville sige til min mor,
fordi hun ser så underlig ud med det store klistermærke
af en julestjerne i panden.
Min første tanke er, at hun selvfølgelig ikke ved, det sidder der.
Hun må have klistret stjerner på vinduerne eller andre steder,
mens hun har kogt den risengrød, vi skal spise til morgenmad.
Og så må et af klistermærkerne ved en fejltagelse være kommet
til at sidde lige mellem hendes øjenbryn.
Men sådan er det slet ikke, for nu rører mor selv ved klistermærket.
Det virker faktisk, som om hun trykker det endnu bedre fast.

side 2
/ 10

- Ser det her ikke bare smart ud, søde Julia? spørger hun.
Jeg synes helt ærligt, at det ser mystisk ud.
Men jeg når ikke at sige noget, før min far kommer ind udefra.
Han har snefnug på huen og på skuldrene, og hans kinder er røde,
fordi han har været ude for at flække brænde.
- God julemorgen, søde Julia, nu skal vi rigtig hygge os
med risengrøden, inden du skal i skole, ikke? siger han.
Så får han øje på klistermærket i min mors pande.
- Men søde julekone, hvorfor fjerner du ikke det klistermærke,
der er kommet til at sidde fast i din pande? spørger han.
Mor smiler og smiler, mens hun trykker på klistermærket.
- Det er skam med vilje, jeg har sat det der, siger hun.
- Jeg synes, det ser rigtig julet og yndigt ud.
- Du plejer jo ikke at have et klistermærke i panden, vel?
indvender far.

side 3
/ 10

- Men alting behøver vel heller ikke at være, som det plejer,
forsvarer mor sig og øser risengrød op på vores tallerkener.
- Jo, det gør det, siger far.
- I december måned skal alting være lige nøjagtig præcis,
som det plejer at være, så jeg synes, du skal fjerne det klistermærke.
Så dumper min mor ned på sin stol og udstøder en mærkelig lyd,
der næsten lyder som et hulk. Hun river klistermærket væk,
og far og jeg gisper begge to. Mor har en dyb og tydelig rynke i panden,
og det er jo ganske skrækkeligt og helt forkert
at have den slags i panden i julemåneden.
- Hvad skal jeg gøre? hulker mor.
- Jeg er så flov over det! Rynken begyndte allerede at komme i går,
men da kunne jeg gnide den væk. Det kan jeg ikke mere,
nu sidder den fast, og derfor ville jeg skjule den med et klistermærke!
Min far ser sig nervøst omkring, som om han er bange for, nogen skal høre os.

side 4
/ 10

- Har du fået den rynke, fordi uroen med juleenglene ikke er
kommet op endnu? spørger far dæmpet og kigger hen mod komfuret,
hvor nissen jo for længst burde have hængt den uro op.
- Ja, men det er ikke kun det, sukker mor.
- Der er også noget andet. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det.
Hun bøjer sig ind over bordet, og det samme gør far og jeg.
Vi stikker med andre ord hovederne sammen, og jeg kommer til at tænke på,
at i december måned gør man jo kun den slags, hvis man har
hemmeligheder om søde gaver til andre mennesker.
- Der er sket det forfærdelige, at klejnesporen er blevet væk, hvisker mor.
- Det er sket i løbet af natten. Jeg ved, at den lå i skuffen i går aftes!
Nu er den væk! Og det kan jo ikke være drillenissen,
for han har ikke været her endnu!
Først er der ingen, der siger noget. Jeg tænker på de to
skikkelser i mørkt tøj, som jeg så i køkkenet i nat.

side 5
/ 10

Det er jo ret oplagt at tro, at de har stjålet den.
Men det er ikke spor pænt at tale om tyveri og den slags i julemåneden.
- Kan du have glemt, hvor du har lagt den? foreslår far så.
- Du har jo så meget om ørerne her i julemåneden.
Åh nej, du er vel ikke ved at blive ramt af julestress?
- Du kan selv have julestress, siger mor. Der er smil om hendes mund,
men der er istapper i hendes stemme.
Jeg er faktisk lidt chokeret over mine forældres opførsel.
For er det her ikke ret tæt på et skænderi?
Det er jo ikke bare helt forkert at skændes i december,
det er også forbudt!
Det samme kommer mor og far åbenbart også til at tænke på,
for de skynder sig at smile sødt til hinanden.
Det er i sidste øjeblik, for nu kommer vores nabo hr. Gran ind i køkkenet.
- God julemorgen, god julemorgen, hilser han.

side 6
/ 10

- Ih, hvor I hygger jer, og undskyld jeg forstyrrer.
Men jeg vil bare spørge, om I har set drillenissen? Vi tror nemlig,
han har været inde hos os, for vi kan ikke finde vores æbleskivepande!
- Vi har slet ikke set drillenissen i år, svarer far.
- Men I kan låne vores æbleskivepande, tilbyder mor.

Mens jeg går hen til skolen, bliver der spillet "På loftet sidder nissen"
i højttalerne. Men jeg nynner ikke med, for jeg går og grubler.
Så vidt jeg ved, har ingen endnu set drillenissen.
Det er i sig selv mærkeligt, for han plejer at være i fuld sving
med sin ballade og narrestreger, så snart det bliver december.
Men udover det har mor mistet sin klejnespore,
jeg har set to skikkelse i mørkt tøj i vores køkken midt om natten,
familien Gran kan ikke finde deres æbleskivepande,
uroen med juleengle er ikke kommet op, min gave til Niklas er forsvundet,
og Deas gave til ham er også væk.

side 7
/ 10

Det er virkelig meget mystisk alt sammen.
Nu kan jeg se skolen. Taget er dækket af sne, der kommer røg
op fra skorstenen, og der er tændt stearinlys i alle vinduer.
Skoleelever i rødt tøj og med huer på myldrer hen mod den.
Foran skolen er der et stort juletræ med lys på.
Det er det, vi bruger, når vi øver os i at danse lystigt rundt om træet.
Vores lærer fru Juul står foran træet og klapper i sine hænder.
Jeg kan se, at Dea og Niklas også er kommet.
Niklas står sammen med sine venner, og Dea overbeglor ham.
Han lader selvfølgelig, som om hun er luft.
- God julemorgen, alle I søde børn, siger fru Juul.
- I dag skal vi øve os i at kælke på kælkebakken.
Bliver det ikke bare hyggeligt?
Vi går derud i samlet flok, mens vi synger med på julemusikken.
Når vi kommer frem, vil der være kælke til alle.

side 8
/ 10

Så øver vi os i to timer, og derefter holder vi en hyggelig
spisepause med andelår og rødkål.
Når vi har hygget os med at spise, øver vi to timer igen,
før turen atter går hjemad. Af sted, af sted, søde børn.
Vi begynder at gå, mens vi synger. Dea skråler helt vildt højt,
selvfølgelig for at imponere Niklas.
Hver gang Dea og jeg kommer til at se på hinanden, smiler vi sødt.
Nogle af drengene bliver trætte af at gå i den lange række.
De løber lidt i forvejen hen mod kælkebakken, og de kaster snebolde
efter hinanden. Niklas er også med til det.
Åh, hvor jeg håber, at han vil tyre en snebold mod mig.
Det vil gøre Dea så jaloux.
- Jamen, drenge dog, drenge dog, ler fru Juul.
- Hvor er det muntert!
Niklas og hans venner er helt henne ved kælkebakken nu.

side 9
/ 10

De tager hver en kælk fra den store stak og stormer op ad bakken.
Jeg glæder mig til at se Niklas suse ned igen på sin kælk,
men da drengene er nået op på toppen af bakken,
sker der noget mærkeligt.
I stedet for at glide ned på deres kælke, står de i en klump
og stirrer ned mod hulningen på den anden side af kælkebakken.
Så kaster Niklas sig på maven på sin kælk og suser ned mod resten af os.
Han har så meget fart på, at han ikke kan bremse og derfor
må kaste sig af, og mens han ligger og roder rundt i sneen,
råber han: - Alarm! Alarm! Alarm!

side 10
/ 10
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat