Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Panik i Juleland
Læseværktøj

Hvor er jeg?

side 1
/ 12

Jeg ved det i det sekund, jeg vågner.
Der er noget helt fuldstændig og forfærdelig galt.
Jeg ligger nemlig ikke i min egen seng på mit hyggelige værelse.
Der dufter ikke af gran, kanel og julebagning,
og der er ingen julemusik. Overhovedet ikke.
Alle andre morgener i december måned bliver jeg vækket,
når der bliver skruet op for julemusikken udenfor,
og nogle gange synger min mor med på den nede fra køkkenet.

Men ikke i dag. Der er helt stille omkring mig.

side 2
/ 12

Det er den ene ting. Det andet er, at der ser helt forkert ud.
På mit værelse hænger julepynten nærmest i lag,
og det kan være svært at sparke sig frem for flettede hjerter,
kønne kogler og musetrapper. Men jeg kan kun se hvide vægge
omkring mig, og mit sengetøj er lysegult i stedet for hyggeligt
rødternet.

Hvad er der sket? Har jeg haft et mareridt, som jeg endnu
ikke er vågnet af? Så begynder jeg ganske langsomt at kunne
huske det hele. I går kørte jeg jo mor og far trætte ved at lokke
dem til at drikke for meget juleøl og ved at overtale dem til
at danse vildt rundt i hele huset i timevis, mens vi skrålede
"Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer li’ til påske".

side 3
/ 12

Og da de gik omkuld, gjorde jeg mig fin og sneg mig ud,
fordi jeg skulle mødes med Niklas under misteltenen
ved vejskiltet udenfor byen. Men der skete noget.
Mens jeg stod og ventede spændt på Niklas, dukkede to skikkelser
i sort tøj ud af mørket og kastede en sæk over mit hoved,
hvorefter jeg gik ud som et lys.

Da det går op for mig, at min store chance for at komme
til at kysse Niklas er forpasset, tuder jeg, så tårer og snot
sprøjter fra mig.
Hvordan kunne jeg være så uheldig?
Det er muligvis det værste, der nogensinde er sket for mig.

Mens jeg hulker og hulker over min ulykke, kommer jeg til
at tænke på, at Niklas nok er lige så ulykkelig som jeg.

side 4
/ 12

For han må jo have stået der under vejskiltet og været
meget ked af det og skuffet over, at jeg ikke kom.
Det gør kun alting endnu værre, og nu græder jeg så meget,
at jeg nærmest brøler.

Pludselig går den hvide dør op. Mine øjne er så fulde af tårer
på grund af katastrofen med Niklas, at jeg kun lidt utydeligt
kan se de tre personer, der kommer ind i rummet.
Men jeg kan i hvert fald se så meget, at de alle sammen har
en slags hvide kitler på.

- Hun er vågnet! siger den ene. Det lyder som en mand.
- Hun er meget bange! siger den anden. Det lyder som en dame.
- Hun er faktisk helt ude af flippen, ikke? siger den tredje,
og det lyder som en dreng.

side 5
/ 12

De går hen til min seng, og manden smiler fra øre til øre og siger:
- Lille pige, du skal ikke være bange, det skal du virkelig ikke.
Vi vil dig intet ondt, og vi lover at aflevere dig tilbage igen til
det samme sted, som vi … hm, lånte dig fra.

- Vi vil bare gerne have nogle oplysninger, fortsætter damen.
- For at være ærlig vil vi faktisk gerne have temmelig mange oplysninger.
Tør dine øjne i det her.

Damen rækker mig en hvid serviet. Da jeg er færdig med
at tørre øjne og pudse næse, er den gennemblødt.

Jeg ser fra den ene til den anden. Manden har en stor, tyk mave
under den hvide kittel, han ser rimelig rar ud. Det gør damen også.
Og drengen smiler til mig.

side 6
/ 12

Men der er noget forkert og temmelig skræmmende ved dem,
og pludselig går det op for mig, hvad det er:
De er brune i ansigterne. Deres hænder og arme er også brune.
Jeg kigger hurtigt ned på mine egne, kridhvide hænder,
og i samme sekund ved jeg, at sådan så de to skygger i vores
køkken også ud den nat.
Der er muligvis en sammenhæng.

Damen ser bekymret på mig.

- Hun taler ikke ret meget, siger hun.
- Måske har chokket gjort hende stum?

Hold nu op, det skulle min mor og far og mine lærere i skolen bare høre.
Jeg får nemlig altid skyld for at snakke alt for meget.

side 7
/ 12

- Du er da ikke stum, vel? spørger drengen og smiler til mig.
Faktisk blinker han også med det ene øje.
- Jeg hedder Karl, og du hedder Julia, ikke også?

Jeg stirrer målløs på ham. Hvordan kan han vide, hvad jeg hedder?
Med ét forstår jeg det: Der er nogen, som har holdt øje med os.
Nogle fremmede er trængt ind i Juleland - og i vores køkken den nat.
Det må være det, Niklas mente, da han talte om spioner.

Ved tanken om Niklas og det kys, som ikke blev til noget,
begynder tårerne igen at sprøjte ud af mine øjne,
og det får manden og damen til at se helt forfærdede ud.

- Åh, den stakkels, stakkels pige, udbryder damen og slår sine
hænder for munden på samme måde, som min mor nogle gange gør.

side 8
/ 12

- Hvad skal vi gøre? Hvordan kan vi få hende til at falde til ro?

- Jeg har en idé, siger Karl.
- Vi kan tage hende hen til resten af de ting og sager,
vi er ved at undersøge. Der er jo slet ikke noget her, som hun kender.

Manden ser lettet på ham.

- Det var en god idé, Karl. Selvfølgelig er det det, vi skal gøre.

Manden rækker en hånd frem mod mig.

- Vil du være så sød og rar at gå med os, Julia? Du vil ikke fortryde det.
For resten hedder jeg professor Warme.

side 9
/ 12

- Og jeg hedder Vera, siger damen.
- Kom med os, Julia.

Jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel? Derfor svinger jeg benene
ud af sengen. Jeg glatter ned over skørtet på min fine julekjole
og retter på min hue, så den kommer til at sidde smart igen.
Så følger jeg i hælene på Karl. Han går forrest, og professor Warme
og Vera går på hver side af mig.

Fra det hvide rum kommer vi ud i en gang, som er lang og kridhvid.
Der hænger en besynderlig, sødlig duft i luften, og lyset er så skarpt,
at jeg er nødt til at knibe øjnene sammen.

- Det er herinde, siger Karl og åbner en dør.

side 10
/ 12

Jeg træder ind i et meget stort lokale og kommer igen til at gispe.
Herinde er der flere mennesker, som er iført hvide kitler,
og som har den underlige hudfarve. Men det er ikke det,
der får mig til at glo helt vildt. Det er alt det andet, jeg kan se.

For på store borde ligger nemlig en masse ting, jeg kender,
og som dem i de hvide kitler åbenbart er ved at tjekke ud.
Tæt på mig kan jeg se min mors klejnespore. Jeg kan også se
vores nabos æbleskivepande, og jeg kan se sølvklokken
og juletræstæppet, som blev stjålet. På et lærred er den stjålne
opskrift på julekonfekt forstørret op, og på et blødt, hvidt tæppe
ligger en lille nisse og snorker, mens han smasker og prutter lidt.
Jeg genkender ham straks som vores køkkennisse.
I et stort fuglebur spurter drillenissen rundt,
mens han skriger som en besat.

side 11
/ 12

- Jeg indrømmer alt, alt, alt, råber han.
- Jeg tåler ikke smerte! Jeg har gjort alt, hvad jeg får skyld for!
Alt! Jeg tåler ikke tortur! Det var mig, der gjorde det! Det hele!

Så får jeg øje på noget, der for alvor får mig til at spærre øjnene op.
På et bord ligger nemlig min julegave til Niklas.

- Hvor er jeg? får jeg frem.

- Du er jo i Sommerland, svarer professor Warme.

side 12
/ 12
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat