Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Panik i Juleland
Læseværktøj

Hvor er jeg?

side 1
/ 12

Jeg ved det i det sekund, jeg vågner.
Der er noget helt galt. Jeg ligger nemlig
ikke i min egen seng. Der dufter ikke af
gran og kanel, og der er ingen julemusik.
Der er helt stille. Det er den ene ting.
Det andet er, at der ser helt forkert ud.
På mit værelse hænger julepynten i lag.
Det kan være svært at sparke sig frem for
hjerter, kønne kogler og musetrapper.
Men jeg kan kun se hvide vægge.
Og mit sengetøj er gult i stedet for hyggeligt
rødternet.
Hvad er der sket? Har jeg haft en ond drøm,
som jeg endnu ikke er vågnet af?
Så husker jeg det hele.

side 2
/ 12

I går kørte jeg jo mor og far trætte med
vilje, så jeg kunne gøre mig fin og liste ud
af huset. Jeg skulle mødes med Niklas under
en buket af mistelten ved vejskiltet udenfor
byen. Men der skete noget.
Med ét dukkede to personer i sort tøj op
og smed en sæk over mit hoved, og jeg gik
ud som et lys.
Min store chance for at komme til at kysse
Niklas er ødelagt! Den tanke får mig til
at tude, så tårer og snot sprøjter fra mig.
Det er måske det værste, der er sket i hele
mit liv. Og Niklas er nok lige så ked af det
som jeg. Han har jo stået der og ventet
og ventet.

side 3
/ 12

Det gør kun alting endnu værre.
Nu græder jeg så meget, at jeg næsten
brøler. Så går den hvide dør op.

På grund af mine tårer flimrer det lidt for
mig. Men det ser ud, som om der er tre
personer i en slags hvide kitler.
- Hun er vågnet! siger den ene. Det lyder
som en mand.
- Hun er meget bange! siger den anden.
Det lyder som en dame.
- Hun er vist helt ude af flippen, siger den
tredje. Det lyder som en dreng.
De går hen til min seng, og manden smiler
fra øre til øre og siger:

side 4
/ 12

- Lille pige, du skal ikke være bange.
Vi vil dig intet ondt. Vi lover at aflevere dig
på det samme sted, som vi … hm,
lånte dig fra.
- Vi vil bare gerne have noget at vide,
siger damen.
- For at være ærlig vil vi gerne have meget
at vide. Tør dine øjne i det her.
Damen rækker mig en hvid klud.

Da jeg er færdig med at tørre øjne og pudse
næse, er den helt våd. Jeg ser fra den ene
til den anden.
Manden har en stor, tyk mave under den
hvide kittel, han ser ret rar ud.

side 5
/ 12

Det gør damen også.
Og drengen smiler til mig.

Men der er noget forkert ved dem:
De er brune i deres ansigter. Deres hænder
og arme er også brune. Jeg kigger hurtigt
ned på mine egne, hvide hænder.
I et glimt ved jeg, at sådan så de to skygger
i vores køkken også ud den nat. Det må
hænge sammen på en eller anden måde.

Damen ser urolig på mig.
- Hun taler ikke ret meget, siger hun.
- Måske har hun fået et chok og er blevet
stum?

side 6
/ 12

Hold nu op, det skulle min mor og far
og mine lærere i skolen bare høre.
Jeg får nemlig altid skyld for at snakke alt
for meget.
- Du er da ikke stum, vel? siger drengen
og smiler til mig. Han giver sig også til at
blinke med det ene øje.
- Jeg hedder Karl. Og du hedder Julia,
ikke også?

Jeg glor målløs på ham.
Hvordan kan han vide, hvad jeg hedder?
Med ét forstår jeg det:

Der er nogen, som har holdt øje med os.

side 7
/ 12

Nogle fremmede er trængt ind i Juleland -
og i vores køkken den nat. Det må være det,
Niklas mente med spioner. Ved tanken om
Niklas kommer jeg til at græde igen.

- Åh, den arme pige, siger damen.
- Hvad skal vi dog gøre?
- Jeg har en idé, siger Karl.
- Vi kan tage hende hen til resten af de ting
og sager, vi er ved at tjekke. Der er jo slet
ikke noget her, som hun kender.

Manden ser lettet på ham.
- Det var en god idé, Karl.
Manden rækker en hånd frem mod mig.

side 8
/ 12

- Vil du være så sød og rar at gå med os,
Julia? Du vil ikke fortryde det. For resten
hedder jeg professor Warme.
- Og jeg hedder Vera, siger damen.
- Kom med os, Julia.

Jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel?
Derfor svinger jeg benene ud af sengen.
Jeg glatter min fine kjole og retter på min
hue, så den kommer til at sidde smart igen.
Så følger jeg i hælene på Karl.
Han går foran, og professor Warme og Vera
går på hver side af mig.
Fra det hvide rum kommer vi ud i en gang,
som er lang og hvid.

side 9
/ 12

Der hænger en sær, sødlig duft i luften.
Lyset er så skarpt, at jeg er nødt til at knibe
øjnene sammen.
- Det er herinde, siger Karl og åbner en dør.

Jeg træder ind i et meget stort rum og
kommer igen til at gispe. Herinde er der
flere folk, som er iført hvide kitler.
De har alle den sære hudfarve.
Men det er ikke det, der får mig til at glo
helt vildt. Det er alt det andet, jeg kan se.
For på store borde ligger nemlig en masse
ting, jeg kender. Tæt på mig kan jeg se min
mors klejnespore. Jeg kan også se vores
nabos æbleskive-pande.

side 10
/ 12

Jeg kan se sølv-klokken og juletræs-tæppet,
som blev stjålet.
På et lærred er den stjålne opskrift på
konfekt forstørret op.
På et hvidt tæppe ligger en lille nisse og
snorker, mens han smasker og prutter lidt.
Det er vores køkken-nisse.

I et stort fugle-bur løber drille-nissen rundt,
mens han hyler som en besat.
- Jeg vil indrømme alt, råber han.
- Jeg tåler ikke smerte!
Jeg har gjort alt, hvad jeg får skyld for!
Alt! Jeg tåler ikke tortur!
Det var mig, der gjorde det! Det hele!

side 11
/ 12

Så får jeg øje på noget, der for alvor får mig
til at spærre øjnene op.
På et bord ligger nemlig min gave til Niklas.

- Hvor er jeg? får jeg frem.
- Du er jo i Sommerland,
svarer professor Warme

side 12
/ 12
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat