"Jeg undskylder. Tilgiv mig."

Det havde været Obamas ord, på et eller andet pressemøde,
som blev sendt live på stort set alle TV-stationer verden over.
Efterfølgende brød helvede løs.

En enorm uenighed mellem USA’s præsident Barack Obama
og Ruslands præsident Vladimir Putin, endte med at der blev krig.
Det var pga. rettigheder til at bore efter olie et sted.
Man havde fundet en kæmpe olielomme, med mængder af olie
og naturgas, der kunne række mange år frem.

Atomkrig. Tredje Verdenskrig, som nogen omtalte den.
Det var ikke det store i starten.
Der blev åbnet ild, men ingen atomvåben var involveret.

Efterhånden blev det uhåndterligt, og flere og flere lande
blev involveret. Kort tid efter stod verden i ruiner.
Total masseudryddelse. Få overlevende. 90% af befolkningen blev udslettet.
6,4 milliarder. 10 % overlevede. Ud af de cirka 700 millioner overlevende,
forblev under én procent normale. Det er under 7 millioner.

Hvad der skete med de ’unormale’ overlevende? De muterede.
De blev radioaktive, med andre ord, hvilket gav dem umenneskelige kræfter,
en underlig grøn hudfarve, og så mistede de besindelsen
- som revet ud af Hulk-filmene. De tørstede efter at dræbe,
og de nedslagtede alt de kom i nærheden af.

Dyr. Mennesker. Alt.

***

Finn vågnede med et sæt. Mareridt … igen.
Han trak vejret i krampeagtige åndedrag.

Finn … Hjælp mig.

Han kiggede sig panisk omkring i værelset og prøvede at få
styr på sin vejrtrækning. Der var intet. Kun de fugtige,
klamme vægge, fyldt med grønne algeplamager.

Hans lillesøsters sidste ord rungede i hovedet på ham.
Hvorfor lige hende? Hun havde været hans øjesten.
Hun havde været det sidste, han havde tilbage. Hans lille prinsesse.
Det havde været hans opgave at beskytte hende.

Han rystede på hovedet. Prøvede at ryste tanken af sig.

Han følte sig udmattet, men opgav ethvert forsøg på at falde i søvn igen.
Adrenalinet ville flyde rundt i kroppen i lang tid endnu.

Han satte sig op, skubbede det snavsede fleecetæppe af sig,
svingede benene ud og satte sig på sengekanten.
Han rejste sig og gik derefter ned på hug. Han stak armen ind under sengen
og trak sin The North Face-vandrerygsæk ud og tjekkede,
at han stadig havde alle sine ting.
Da han et par minutter senere havde tjekket det hele,
gik han over til det knuste vindue, hvor han havde sømmet
egetræsplanker for, og kiggede ud gennem en af de små sprækker.

Fra vinduet i H.C Andersen Slottet, kunne han se de sørgelige rester
af Rådhuset med Dannebrog vajende i vinden
og Hovedbrandstationen næsten lige ved siden af.

Han havde valgt at slå sig ned på H.C. Andersen Slottet,
da det næsten ydede perfekt beskyttelse.
Han havde barrikaderet hovedindgangen, så det var en udfordring
at komme ind, hvis der skulle komme ubudne gæster.
Det var også en af de eneste bygninger, der stadig havde sin eksistens.

Mens han stod og kiggede, overvejede han at se, om der var noget,
han kunne bruge på brandstationen. Måske en brandøkse,
en førstehjælpskasse - eller nogle madrationer, hvis han var heldig.
Vand var heller ikke det, han havde mest af.
Han kiggede ned på sit ur. 7:13.
Han måtte vente til solen ikke længere lå ude i horisonten.
Mutanterne var overfølsomme over for sollys.

Imens han ventede, kunne han mærke sulten røre på sig.

Han stak armen helt ned i bunden af tasken og tog det mad,
han nu havde frem; en dåse med spaghetti bolognese,
to dåser med forloren skildpadde, en pakke småkager
og et par flasker med vand.

Valget stod mellem de tre dåser. Han tog en dåse med forloren skildpadde.
Så havde han to forskellige retter at vælge imellem,
når han engang skulle have sit næste måltid. Han fandt sin dolk frem
og brugte den som dåseåbner. Derefter fandt han bunken
med plastictallerkener frem og hældte det brune snaskede indhold ud.

Han stak hovedet ned til tallerkenen, han havde mellem hænderne
og åd sin mad. Han kunne stadig ikke vænne sig til ikke at få varm,
lækker aftensmad, men han måtte spise det for at overleve.
På den anden side kunne det have været værre.

Da han var færdig, tørrede han sig om munden,
åbnede en vandflaske og tog en slurk.

Han følte sig stadig udmattet. Måske skulle han prøve at få lidt søvn.
Bare én lille lur - uden hans søster i et mareridt.

- Sarah. Lig stille … og vent.
- Finn. Jeg er bange.
- Ja-ja. Bare lig stille, okay. Det er meget vigtigt.
- Finn. Hvad vil de?
- De er ikke søde mennesker, okay. Bare lig stille og vær
musestille, så sker der ikke noget.
Han stak hovedet ud af busken, og kiggede ud i mørket.
Han kunne intet se. Men han kunne høre det.
Skridt … Skridt der nærmede sig.

Han vågnede til lyden af et tordenbrag, efterfulgt af den stille trommen,
som regndråberne forårsagede. Han var reddet.
Reddet fra det tilbagevendende mareridt om hans søster.
Det plagede ham. Åd ham op indefra.

Han kiggede ned på sit ur. 10:41.

- Pis og lort, hviskede han sammenbidt. Han måtte vente en dag mere.
Én dag mere på dette lorteslot. Hvorfor fanden kunne heldet ikke bare
være med ham en gang. Bare én gang.

Han kunne mærke noget hobe sig op inde i ham. Skyld? Vrede?
Måske en blanding? Han kunne ikke rigtig sætte følelser på.

Han kunne ikke klare det. Han ville ikke mere. Hvad fanden skulle han gøre?

16 år og alene i København. 16 år og uden familie. Uden venner.
Han var alene. Finn alene i verden.

Det var bare en af de dage. En af de dårligere.

En tanke strejfede ham, og han åbnede en af sidelommerne og tog flasken ud.
Glemmeflasken, havde han valgt, at kalde den. Det var en flaske med whisky.
The Famous Grouse. Der var ikke så meget tilbage, men det var nok.

Han skruede låget af og lod det sprittede indhold fylde munden.
Det var stærkt, og det sved, men han holdt det i munden.
Han nød den lindrende, brændende smerte, det medførte. Så sank han.

Han gentog processen, indtil flasken var tom. Han glemte det om sin søster.
Alkohollen tog ham et andet sted hen. Et sted, uden dårlige minder nu.

Et sted, fyldt med tomhed.

Han kunne mærke trætheden skylle ind over sig som en tsunami.
Den ramte ham hårdt.

Måske kunne han indhente de mange timers søvn, han manglede.
Måske kunne alkohollen lægge en dæmper på hans mareridt. Han håbede.

Han lagde sig ned i sengen og lod flasken dumpe ned på gulvet.
Han var træt. Træt og udmattet. Han valgte at prøve.

- Gud. Jeg beder dig. Bare en nat uden min søster.
Bare én nat uden mareridt om Sarah.

***

Han vågnede ved, at en kraftig lysstribe ramte ham i hovedet. Endelig.
En nat uden sin søster. Han missede med øjnene og satte sig op i sengen.
Han følte sig frisk og veludhvilet - dog med en let hovedpine
fra hans brandert dagen forinden.

Han kiggede over mod vinduet, hvor lyset kom fra. Solstråler, og de var kraftige.
Han kiggede ned på sit venstre håndled. Uret viste 9:51.
Han nærmest sprang ud af sengen og skyndte sig over til vinduet.
Han kiggede ud gennem en sprække og så, at København var badet i sollys.
Ikke én sky på himlen. Perfekt.

Han tømte sin taske ud på gulvet og tog den på ryggen.
Nu var der masser af plads i den, hvis han fandt noget.
Han satte dolken på plads i skeden, der sad fastspændt i bæltet,
gik over til døren, fjernede den lille barrikade og gik ud.

Da han kom ud, stod han et øjeblik og lod solens varme stråler
ramme sit ansigt og bare arme. Han tog en dyb indånding.
Han fyldte lungerne med luften. Den føltes friskere end luften på værelset.
At luften var fyldt med radioaktive partikler var ligegyldigt,
på grund af hans immunitet over for dem.

Efter at have nydt solen i nogle minutter, gik han tværs over gaden
mod brandstationen.

Da han kom derover, stod han og betragtede resterne af bygningen.
Der var ingen problemer med at komme ind. Ingen alarm. Ingen mennesker.
Pærelet. Hurtigt ind. Hurtigt ud.

Han listede ind i bygningen. Da han kom indenfor, befandt han sig i,
hvad der før havde været kontorbygningen.

Taget var faldet ned, så rummet var fuldt belyst af solen.
Han fandt ikke andet end papirstakke og andre kontorsager.

Han gik videre ind i resterne af en andet rum. Også her var der intet tag.
Ud fra de mange stole i lokalet gik han ud fra, at det var resterne af kantinen.
Han kunne mærke en vis spænding inde i sig selv. Håbet steg.

Han kiggede efter en dør. Der måtte da være et baglokale,
hvor varerne før i tiden blev opbevaret. Hans øjne skimmede lokalet.
Stole. Hullede vægge. Bunker med tagsten.
Hans øjne stoppede ovre omkring et af de fire hjørner.
Et par reoler og kommoder var væltet op mod væggen.
Nærmest som en barrikade. Døren måtte være bag dem.

Han luntede over til barrikaden og kiggede bag den. Bingo.

Han kunne se et dørhåndtag.

Med det samme gik han i gang med at vælte reolerne. Kommoderne bagefter.
Støvet stod op, og det samlede sig i en sky omkring ham.
Da støvet havde lagt sig, tog han i dørhåndtaget. Låst.

Han tog sin dolk frem og prøvede at dirke låsen op. Lige meget hjalp det.
Han fik den ikke op på den måde. Skulle han sparke døren op?

Han gik nogle skridt tilbage, lænede sig bagover og plantede sin støvle
på midten af døren, længst ovre mod håndtaget.
Der lød et dæmpet knas, da træfibrene brast, men døren gik ikke op.
Han prøvede igen. Den gav sig, men den gik ikke op.

Han gik nogle skridt bagud, accelererede og hoppede med begge ben ind i døren.

Der lød et bump, da han landede på gulvet. Efterfulgt af endnu et,
da døren ramte gulvet. Han var endnu en gang omgivet af en støvsky,
der gjorde det svært for ham at få vejret.

Han rejste sig op og gik med forsigtige skridt ind i rummet.
En rådden stank ramte ham i hovedet som en knytnæve.
Han tog fat i toppen af sin t-shirt og tog den op for munden og næsen.
På denne måde kunne han fortsat opholde sig i rummet.

Der var bælgragende mørkt. Kun lyset fra selve kantinen sneg sig ind i rummet
og oplyste en smule. Han kunne skimte en masse reoler i mørket,
hvorpå der stod en masse kvadratiske kasser. Mad?

Han ignorerede nu stanken fuldstændig og gik direkte over til de første par kasser.
Han rev en kasse ned fra en af reolerne og kiggede på den påsatte label:

Tacoskaller. Han smed den på gulvet, tog endnu en ned og læste,
hvad der stod på labellen: Frysetørrede grøntsager.
Han smed den og skulle lige til at tage endnu en kasse ned,
da han hørte en hæs rallen. Hans blod frøs til is, og han stod som forstenet.

Foran ham kom et zombielignende væsen haltende hen imod ham.
Dens vejrtrækning var rallende og hurtig, dens hår var væk,
øjnene var hvide, og de lå dybt inde i øjenhulerne.
Dens tøj var laset og jordslået, huden var grågrøn,
og så var den ikke andet end skind og ben. En mutant.

Den kom nærmere og nærmere. Ét skridt af gangen.
Den var sulten - meget sulten.

***

Hun kunne fra sit skjulested se drengen sparke døren ind,
og en støvsky indhyllede ham. Hun havde fulgt efter ham,
siden han forlod slottet. Han havde åbenbart følt, at han var i tryghed,
for ikke én gang kiggede han sig over skulderen.
Han var bare vadet direkte ind i bygningen - og hun var uset gået efter ham.

Hun kunne se hans silhuet gå ind i rummet. Hun ventede.
Efter noget tid kunne hun høre noget blive smidt på gulvet.
Efterfulgt af noget andet. Stilhed. Pludselig hørte hun et skrig.
Et skrig, der gik helt ind til marven. Skulle hun kigge og se,
hvad der var sket, eller skulle hun blive. Enten eller.

Hun rejste sig og spurtede over til døråbningen.
Selvom det var mørkt, kunne hun sagtens se drengen.
Men hvorfor skreg han?

Svaret fik hun sekundet efter, hun havde tænkt tanken, da drengen
faldt bagover med en mutant liggende oven på sig. Hun måtte tænke hurtigt.

Hun trak sin lille schweitzerkniv frem, foldede knivbladet ud
og stormede ind i det lille rum. Da hun var tæt nok på, sparkede hun
til dens hoved af kræfter. Der lød et tilfredsstillende knas,
da hjerneskallen kollapsede, og der kom et smal sprække i dens hovedbund.
Hun greb chancen og gik ned i knæ, jog kniven gennem sprækken
og ind direkte i mutantens hjerne. Alt sammen i én glidende bevægelse.
Så lå den stille ... Så blev der stille.

Hun fjernede mutanten, men drengen blev liggende, helt stille.
Han havde lukkede øjne. Var han besvimet - eller død?
Hun lagde sin hånd på hans brystkasse. Han trak vejret tungt.

***

Skridtene nærmede sig. Gruset knasede under støvlen. Knas, knas, knas.
Pludselig stoppede de. Der var helt stille. Pludselig blev der stukket
en hånd ind i busken, tog fat i ham og rev ham ud.

Han hørte en banken. Han spærrede øjnene op og kiggede rundt.
Mareridt igen. Han befandt sig i et mørkt rum.
Det eneste lys, var en svag lysstribe, der sneg sig ind under døren.
Hvordan var han havnet her? Hans møde med mutanten var det sidste,
han huskede. Øjeblikket, der fik hans liv til at passere revy.
Var han blevet bortfort? Eller reddet?

Det bankede på døren igen. Hvem var det der havde bragt ham hertil?

- Kom ind! råbte han. Hans stemme var rusten,
og han nærmest klemte ordene ud.

Døren åbnede, og i døråbningen stod en smuk ung kvinde. 15 eller 16.
Hun havde langt lyst hår, smukke havblå øjne, fyldige læber, bleg kulør
og en sød næse, der passede perfekt sammen med de buttede kinder.
Hun var mellemhøj og slank. 1,65 måske.

- Hvordan har du det? spurgte hun.

Spørgsmålet kom bag på ham. Ingen introduktion.
Ingen snakken uden om.

- Godt nok, tror jeg nok … Hvad skete der egentlig?
Og hvor er jeg? spurgte han.

- Du havde nogle lidt … uhåndterlige problemer, kunne jeg se.
Så jeg valgte at hjælpe dig og tage dig med til mit tilholdssted,
svarede hun drillende og smilede.

Han kunne mærke varmen sprede sig indeni. Det var et smukt smil.
Hvide tænder. Lige tænder. Rettet af en bøjle?

- Tak. Mange tak, svarede han lavmælt. Var han nu flov over at være
blevet reddet af en pige? Come on, Finn. Tag dig sammen, tænkte han.

- Selv tak. Et hurtigt spørgsmål: Kan du lide te? spurgte hun
og begyndte at lukke døren i.

- Ja, svarede han overrasket. Det var lang tid siden, han sidst havde
ført en dialog med et andet menneske. Det føltes underligt.

- Okay, så vil jeg lave en kop te til dig. Med de ord lukkede hun døren i.

Han rejste sig og gik over og åbnede døren.

Foran ham sad hun, på en lille taburet. Teen stod på et rundt egetræsbord,
hvorpå der også var et mørkt brød, en brødkniv, en pakke med smør
og noget leverpostej.

Hans øjne fór rundt i rummet og stoppede på et gammeldags komfur.
Et af slagsen, hvor man skulle tænde et mindre bål inde i det.
Det måtte være ved hjælp af det, hun havde kogt vand.

- Der er ikke det største udvalg, men du skal bare tage for dig, sagde hun.

Det skulle Finn ikke lade sig fortælle to gange. Han skar tre tykke skiver
af brødet, smurte et lag smør på, efterfulgt af en ordentlig klat leverpostej.

Der var bumstille. Ingen af dem sagde noget.

Da han havde kørt de første to madder ned og drukket halvdelen
af sin kamillete, brød hun stilheden.
- Må jeg spørge dig om noget?

Han tyggede af munden og svarede: - Ja, bare spørg løs.

- Hvad hedder du?

- Finn.

Hun tyggede på ordet. Smagte på det. Det virkede bekendt.

- Hvad hedder du? skyndte han sig at spørge.

- Sandra.

Hånden holdt godt fast. Selvom han prøvede, kunne han ikke komme fri.
Han blev trukket hen ad gruset. Pludselig blev taget i ham sluppet,
og han dumpede ned på jorden. Han kiggede rundt, og så fem skikkelser
stå foran ham. Mørket gjorde det umuligt at se om det var mænd,
kvinder eller begge dele. Han hørte en af dem viske et eller andet til en anden.
Så forlod en af skikkelserne den ellers snorlige række og blev opslugt af mørket.

Pludselig lød der et skrig. Et pigeskrig, han havde hørt så mange gange før.
Han havde hørt det, når hun blev forskrækket. Når de rendt rundt i haven
og lavede vandkamp … hans søsters skrig. Sarahs skrig.

- Finn? Hallo, Finn, er du der?

Han kiggede på Sandra.
- Ja, jeg var bare lige i min egen verden, svarede Finn roligt.

- Er der noget galt? Hun kunne se det på ham. Det var næsten som
at læse en åben bog. Hun vidste, at der var noget galt.

- På en måde. Men det er fortid, fortalte han. Han ville ikke snakke om det.
Han ville ikke tænke på det.

- Når okay. Hun ville have svar, men hun måtte bare være tålmodig.
Før eller siden ville han komme han ud med det. Hun skulle bare vente.

Ingen af dem sagde noget længe. Han spiste sin leverpostejmad,
drak resten af teen og takkede for maden.

- Jeg har noget jeg skal vise dig, sagde Sandra pludselig.
- Kom med.

***

De stod side om side på Langebro og kiggede ud over kanalerne.
Solen stod lavt og farvede himlen i en smuk rødlig nuance.
I stedet for den normale konsistens, var vandet tyktflydende og mørkegrønt.
I vandet var der ingen både. Ingen fisk. Intet dyreliv.

- Her er så fredeligt, sagde Sandra. - Ingen larm. Bare stilhed.

- Jeg synes her er uhyggeligt. Det er skræmmende - nærmest surrealistisk,
sagde Finn bedrøvet.

- Har du hørt om overlevelseslejren i Norge? spurgte Sandra.

- Hvad i alverden snakker du om? udbrød Finn. Lavede hun sjov?

Hun løftede øjenbrynene og kiggede undrende på ham.

Som om han intet vidste.

- Der gik rygter om en lejr for overlevende, som befandt sig oppe
i bjergene i Norge. Der var blevet bygget bunkere, og de radioaktive partikler
var ikke nået op i den kolde bjergluft, så selv de ikke immune
kunne leve deroppe, svarede Sandra overbevisende.

- Og jeg havde tænkt på at give det chancen, og hvis du ville,
kunne vi gøre det sammen.

Skulle han tro på hende? Eller løj hun? Var hun godsindet,
og ville hun bare hjælpe? Eller havde hun en eller anden plan med ham?
Det var fifty-fifty. Han ville tænkte over det senere.

- Det vil jeg rigtig gerne, løj han, og smilede for hele femogtyveøren.
Ville hun hoppe på den? Han håbede, at hun ikke kunne gennemskue ham.

Hun kiggede lidt på ham. Så fik han et anderkendende nik.
- Godt, så er det det vi gør. Jeg har planlagt at tage af sted tidligt i morgen.
Så hvis du vil have dine ting, kan du nå forbi slottet.

Så vendte hun rundt og begyndte at gå tilbage til hendes tilholdssted.
Han reagerede prompte og fulgte trop.
De gik side om side hen mod hendes tilholdssted.

***

Han hørte hende lukke døren ind til hendes værelse. Han havde tænkt …
og han var blevet enig med sig selv om, at han måtte fortsætte alene.
Planen var at snige sig ud, finde sine ting, tage det mad han nu kunne
fra brandstationen og derefter finde et sikkert sted.
Et sted, hvor Sandra ikke ville opsøge ham.

Der var ingen intentioner om at drage helt til Norge.
Han var ikke meget for at forlade Sandra, men han havde det bedre alene.
Nu var det bare med at vente lidt. Vente til hun faldt i søvn.
Et kvarter eller en halv time, ville det nok tage, før hun nåede det søvnstadie,
hvor hun ikke ænsede noget som helst.

Det ville blive farligt. Mutanterne kom frem om natten, men bare han var
påpasselig nok, kunne det nok godt lade sig gøre at komme tilbage
til sit tilholdssted. Han havde jo trods alt sin dolk.
Ikke fordi han kunne nedkæmpe en hær af mutanter,
men den gav ham alligevel en form for tryghed.

Så var det nu. Han åbnede døren langsomt, og det medførte en høj knirken.
Han stoppede op, holdt sin positur og lyttede. Ikke en lyd kom fra Sandras værelse.
Perfekt. Han skubbede døren en anelse mere op, og sneg sig ud.

Et skridt ad gangen. Gulvet knirkede ikke, så han gled lydløst over til døren,
der førte ud til udgangen. Denne dør knirkede heldigvis ikke, da han åbnede den.

Han befandt sig nu ved ind- og udgangen. For ham var det udgangen.
Hvis han fortrød og kom tilbage, ville det være indgangen.

Bare op ad trappen og så ville han være ude.
Det var jo den letteste opgave i verden.
Tolv skridt var, hvad der skulle til. Seks til hvert ben. Et skridt ad gangen.

Han rejste sig og løb mod dér, hvor skriget kom fra. Han måtte sørge for,
at der ikke skete hende noget. Han nåede ikke langt.
En stor hånd greb fat i hans arm. Det var den samme hånd, der havde trukket
ham ud af hækken. Han kunne ikke lide den hånd.
Han blev flået tilbage og landede tungt i gruset.

- Lad hende være! skreg han.

Ingen svarede. Han ville hjælpe sin søster, men skikkelsen bag
ham fik ham til at opgive ethvert håb.

- Hvem er I? råbte han ad dem. - Og hvad vil I?

Han fik intet svar. Han blev siddende i gruset. Ud af mørket, trådte en skikkelse.
Vedkommende bar på noget. Sarah. Det måtte være Sarah.
Skikkelsen nærmede sig, og gav slip på Sarah, da de nærmede sig stedet,
hvor han sad. Hun løb over til ham, og puttede sig ind til ham. Hun græd.
Han græd. Tårerne fik frit løb.

Han var nu ved det sidste trin. Døren var lige foran ham. Han rakte armen frem.
Lod fingrene folde sig omkring håndtaget. Han trykkede ned. Klik. Døren gik op.
Han trådte ud og lod mørket omslutte sig. Luften var kold og fugtig.
Men også frisk. Han trak dolken, og begyndte at gå ind mod byen.

***

Hun sad ved bordet og ventede. Hun havde lavet kamillete til både
ham og sig selv. Hun havde varmet brødet og resterne af leverpostejen.
Det var efterhånden blevet koldt. Så måtte det være hans egen skyld,
når han ikke kom, når hun råbte til ham.

Hun begyndte at spise. Da hun havde spist lidt, blev det for meget.
Hun rejste sig og gik over til døren, der førte ind til værelset, hvor Finn sov.
Den stod på klem. En uro bredte sig i kroppen på hende.
Hun åbnede døren og så, at værelset manglede noget. Der var ingen Finn.
Skuffelsen bredte sig i hende. Men det ændrede ikke hendes planer.
Hun havde alligevel ikke nået at knytte sig til ham.

Hun gik tilbage til spisebordet, færdiggjorde sit måltid og tog så sine ting.

Hun havde trods alt pakket det hele, da hun uanset hvad ville drage
mod Norge tidligt om morgenen. Skulle hun finde Finn? Ja.

Hun marcherede hen til udgangen, og forlod stedet. Et kapitel var ovre.
Et nyt skulle snart begynde.

***

Han havde hentet sine ting i løbet af natten. Han havde dræbt den nat …
og han var nær blevet dræbt den nat. Nu var han tilbage på brandstationen.
Han ville have så mange ting med derfra, som han nu kunne.
Mad. Forbindinger. Alt brugbart. Alt der kunne bruges til at overleve.
For det var det, det handlede om: At overleve.
Han havde også gjort det ret godt indtil videre. Og det ville han forsætte med.
Der var bare en ting, der hjemsøgte ham. Det åd ham op inde fra.

Det ødelagde ham. Et minde. Ét dårlige minde.
Han måtte skaffe sig af med det. Glemme det, eller se det i øjnene.
Flygte fra det, eller stå ved det. Han havde flygtet fra det alt for længe.
Han måtte snart se det i øjnene. Frivilligt.

Han tænkte tilbage på det. På da de mystiske sorte skikkelser
introducerede dem selv. De var militærfolk, og de ville redde alle de ikke-smittede.
Han var rask. Det var Sarah ikke. De var flygtet.
Militærfolkene havde ikke gjort noget for at stoppe dem. Ikke denne gang.
Han og Sarah havde gemt sig, men pludselig muterede Sarah.

- Finn … hjælp mig.

Hun muterede, og han blev nødt til det.
Han blev nødt til … at tage livet af sin egen … søster.

Han havde plantet dolken lige i brystet på hende, og hun var faldet livløs sammen.

Han græd. Han hulkede. Tårerne gled ned over hans ansigt i linde strømme.
Det føltes godt. Han følte, at han blev renset.

- Hvad står du der og tuder for?

Han stoppede med det samme, og kiggede forskrækket op.
Foran ham stod Sandra. Tårerne løb stadig, men han havde fået styr
på sin vejrtrækning.

- Jeg tænkte på, om du måske havde ændret mening.

- Tja, svarede han og snøftede.

- Skal vi tage, hvad vi kan her og komme videre? spurgte Sandra.

Han nikkede, tørrede tårerne væk og sammen ledte de.
De fandt, hvad de havde brug for.

De stod nu ude foran brandstationen.
- Efter dig, sagde Finn glad.

- Med glæde, sagde Sandra smilende. Med de ord tog hun hans hånd,
og de gik mod nord. Mod Norge. Mod deres fremtid.