Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Den virkelige verden
Læseværktøj

Den virkelige verden

side 1
/ 26

Edith Ryberg blev vinder af Herlufsholm Fantasy Novellekonkurrence
2015 i kategorien 10-12 år

Når jeg gik mig mine planløse ture, hvis store værdi netop bestod
i deres planløshed, indfandt der sig en ukompliceret glæde i mig,
som var blevet nærmest uundværlig. Overalt gik folk målrettet af sted
som cirkusdyr, men jeg selv foretrak at gå med en fantastisk mangel
på bestemmelsessted.

Sommetider bragte jeg muskelhunden med mig.

side 2
/ 26

Så gik vi blandt parcelhusene eller et andet sted, ledende efter
noget smukt at betragte.

Vi lyttede også. Overalt i kvarteret kunne man høre havets brusende bølger.
Mange mente, at det var idyllisk. Jeg havde altid fundet lyden banal og ensformig.
Fuldstændig som de liv, der blev levet i de pudsede parcelhuse
på hver side af vejen.

I det store billede levede jeg upåklageligt. Min mor, min far, min søster,
jeg selv og en muskelhund i et parcelhus med kvadratisk have.
Da jeg var mindre, tog vi på picnic ved havet, som ikke lå langt herfra.
Svang os tæt under himlen i havens gyngestativ.
Jeg var vant til, at alt var lyst og blødt og med lykkeligt uskarpe omrids.
På et tidspunkt forekom mit behageligt monotone liv så fasttømret,
at det næsten virkede uforanderligt. Og det passede mig helt fint.

side 3
/ 26

Men jeg tog fejl.

På denne tidlige morgen var det et halvt år siden, at situationen
gennemgik en rystelse. Himlen havde samme farve som bly,
og under den dryssede jeg og muskelhunden af sted mellem
de endeløse rækker af parcelhuse. Jeg lyttede til muskelhundens åndedræt,
og af en eller anden grund var det i det øjeblik vidunderligt
at have den luntende ved siden af mig. Her var stille, luften var fugtig,
og jeg indså, at jeg hellere snart måtte hjem igen.

Jeg nåede vores vej, og fra det helt rigtige punkt kunne man se havet
gennem høje, velplejede hække, huse og træer.
Dengang vi jævnligt tog på picnic, havde jeg ikke kunnet se det med mit
fintmaskede barneperspektiv, men nu var det tydeligt, hvor forurenet havet var;
vandmasserne glinsede i regnbuens farver som benzin, og da synet forekom
mig lettere deprimerende, tog jeg ikke længere derned.

side 4
/ 26

Kort efter stod jeg foran vores hus, så ned på flisegangen,
hvor fliserne var blevet lagt snorlige i cementen.

Jeg låste mig ind i det dunkle køkken, hvor mine forældre stod så
mærkeligt vendt væk fra hinanden. Min mors pink kimono lyste svagt op.
Min fars blik lå tungt på gulvet.

"Det var da en mærkelig ide at gå tur så tidligt," sagde min mor hult,
da jeg trådte ind. "Tillykke med fødselsdagen."

Jeg smilede. "Tak."

Min far så op og sagde "Tillykke", skottede hurtigt til min mor
og så igen ned i gulvet.

side 5
/ 26

Min søster dukkede op i døråbningen til soveværelset, skævede nervøst
til hver af mine forældre og smilede så forsigtigt til mig.

"Morgenmad," erklærede min mor. Vi gik ind ved siden af, hvor der på bordet
var gaver og et fad med den bagerens tærte, jeg elskede.

Vi satte os, og skønt så mange ting havde ændret sig siden sidste år,
gennemførte vi ceremonien. Jeg åbnede gaver og sørgede for at virke
ekstra begejstret. Hver gang smilede mine forældre til mig,
men begge virkede lettere fraværende.
Min far så kun på min mor med sit nye sølle hundehvalpeblik,
jeg ikke kunne holde ud at se på, mens min mor fugtede læberne
med stigende irritation.
Den sidste gave jeg åbnede, var en kvadratisk æske.
På forsiden så jeg, at det var et computerspil med teksten:

side 6
/ 26

Hvordan ville virkeligheden være, hvis du ku´ bestemme?
Jeg spillede aldrig computer, men jeg takkede, og begge mine forældre
smilede automatisk, som prøvede vi begge at bevare illusionen om,
at alt var normalt.

Vi nåede til tærten, og min mor bemærkede, at vi havde brug for tallerkner.
Min far fløj op, men lignede mest af alt en på sammenbruddets rand.
Da han kom tilbage fra køkkenet, kunne jeg ikke få mig selv til at se på ham.

Vi spiste tærten i tavshed. Det orange abrikosmarmeladefyld var udsøgt,
men efterhånden gled jeg væk med en følelse af at synke under
vandoverfladen. Sådan her havde det været i lang tid.
Min far med røde hundehvalpeøjne og sit tilbedende blik på min mor,
der sad irriteret og alt, alt for rank.

Vi talte aldrig rigtigt til hinanden mere.

side 7
/ 26

Alt sammen efter den dag, hvor min mor vendte hjem fra en konference
udenfor parcelhuskvarteret. Hun kom hjem og fortalte,
at hun havde fundet en anden. Jeg havde det som om,
at et eller andet sagde klik, så alting begyndte at snurre rundt.
Hun forlod ikke huset, og har stadig ikke gjort det, men det kan ske
hvert øjeblik. Min far faldt næsten om, da han hørte det.

I starten forsøgte jeg at bilde mig selv ind, at det var noget, hun fandt på.
Men så en dag arbejdede far over, og min mor inviterede den anden herhjem.
Så sad han ved middagsbordet og spiste aftensmad med os,
og min søster og jeg fik besked på intet at sige.
Han var høj og ung, alt for ung til min mor med de dybe furer henover kinderne.
Jeg var slet ikke i stand til at gøre noget. Et eller andet i mig var blevet knust.

Nu ser min mor kun på min søster og jeg, som var vi møllesten om hendes hals.

side 8
/ 26

En aften blev det så absurd for mig, at jeg var nødt til at sige noget.
Jeg forberedte en klar og velovervejet tale, men da jeg stod i døråbningen
til hendes kontor og tænkte på, hvordan hun kunne gøre det mod min far,
overmandede et eller andet mig, og jeg græd.

Hun kom forskrækket hen og aede mig på kinden, spurgte hvad der var galt.
Jeg fremstammede, at hun ikke bare kunne være sammen med andre.
Og hun så på mig med et mildt, let skuffet blik, spurgte roligt,
om jeg ikke ønskede hende lykkelig? Jeg var nok bare træt, sluttede hun
og sagde, at jeg kunne gå op i seng, så ville hun komme og sige godnat til mig.
Nej, sagde jeg, nej, jeg er ikke træt, men hun havde allerede sat sig
og bad mig opføre mig modent. Siden har der været øjeblikke,
hvor hun har set på mig med en anelse skyld i blikket,
men hun har aldrig sagt noget til mig, og jeg har ikke vovet at konfrontere
hende med det hele igen.

side 9
/ 26

Min far var blevet et såret dyr at se på. Om aftenen kunne jeg sommetider
høre ham græde gennem de papirtynde vægge, og næste dag var jeg
så flov over at have set ham så sårbar, at jeg knap nok kunne få
mig selv til at kigge på ham.

Om aftenen den dag spiste vi take away fra centrum.
Bagefter gik jeg i seng, hvor jeg blev til næste morgen.

Så ja, vi boede stadig os fire plus muskelhund i et parcelhus.
Men tavsheden mellem os var rungende. Og i mit bryst sad nu
en knude af angst for den dag, hvor min mor pakkede sine ting
og forlod huset for at forenes med sin elsker.

En aften skændtes mine forældre igen. Jeg kunne høre min far råbe,
men jeg vidste, at han ville ende med at bryde sammen
og luske hen i et hjørne for at slikke sine sår.

side 10
/ 26

Da det lykkedes mig at sove, var det i en søvn så tynd, at jeg hele tiden
kunne se det dunkle værelse som gennem fintmasket tyl.
Midt om natten vågnede jeg og gik ud i køkkenet for at spise det sidste
af min fødselsdagstærte. Jeg spiste så hurtigt, at noget af
abrikosmarmeladen faldt på gulvet, hvor muskelhunden ud af månelyset
kom for at slikke det op fra det kunstige trægulv.

Da jeg mærkede søvnen nærved, vaklede jeg ind i seng og sov
som en sten til næste morgen, hvor min far vækkede mig med røde øjne.

Næste dag lå jeg på min uredte seng og lavede lektier, da mit blik
gled hen over den blå dyne til sengebordet, hvor jeg i går havde lagt
computerspillet, jeg fik i fødselsdagsgave. Forsideteksten glitrede i sølv
– "Hvordan ville virkeligheden være, hvis du ku´ bestemme?".

side 11
/ 26

Jeg rystede på hovedet og fortsatte med lektierne, men lidt efter
vandrede mine tanker og begyndte at kredse om de syv små ord.
Hvordan ville virkeligheden være, hvis jeg formede den?
Hvis jeg skulle se bort fra ting som fred og godhed i verden
og fokusere på det nære, skulle mine forældre være lykkelige og elske hinanden.
Om aftenen ville huset ikke genlyde af deres skænderier
og derefter min fars gråd. Min fars øjne ville være klare, ikke hvalpede.
Min mor ville ikke havde nogen herre uden for parcelhuskvarteret.
Vi ville tale sammen rigtigt, ikke på den nødtvungne, indestængte måde,
som var tilfældet nu.

Så da jeg lettere hastigt havde lavet lektierne, tændte jeg for min fars
computer, satte spillet i og tog den blå dyne om mig.
Når jeg tænker tilbage på det, virker det absurd,
hvor meget et åndssvagt spil kunne betage mig.

side 12
/ 26

Men den hårde tavshed, mine forældres skænderier og min fars sårbarhed,
samt angsten for at min mor ville forlade huset for at leve med
sin nye herre uden for parcelhuskvarteret, havde alt sammen påvirket
mig dybere, end jeg ville erkende.
Og da jeg tog høretelefonerne på og mødte de klare farver,
de beroligende, glade lyde og en virkelighed, jeg helt selv kunne forme,
ja så blev jeg betaget.

Det handlede om at skabe en karakter og føre hende gennem
hendes liv i en let vrangvredet verden, hvor alt var blødt og rart og lyst.
Sådan havde min verden selv været, og var det jo på mange måder stadig,
men dette opslugte mig fuldstændigt. Jeg kunne selv forme alt her.

Jeg lavede min karakter med brunt hår og grønne øjne,
som jeg selv havde det i virkeligheden, og gjorde ligeså min karakter høj og slank.

side 13
/ 26

Men min online person var renere, klarere og langt mere komplet,
end jeg nogen sinde ville blive. Og af en eller anden grund glemte jeg
alt omkring mig, mens jeg skabte min persons forældre, de lignede mine,
men de elskede hinanden så stormende, som mine aldrig nogen sinde havde gjort.
Henne i skolen på skærmen havde de andre børn respekt for min karakter,
jeg havde venner, men ikke for mange, og jeg var ikke den lettere distræte,
åndsfraværende pige, de de andre helst lod være i fred,
som jeg var i virkelighedens verden.

Jeg hørte ikke min far komme hjem.
Jeg havde kun øje for de spændende eventyr, min karakter kom ud for.
Virkelighedens soveværelse med den krøllede blå dyne og det støvede rod
forekom langt væk. Jeg havde ikke prøvet sådan noget før.
Så jeg så først op, da min far åbnede døren.

side 14
/ 26

"Hej," sagde han og mødte ikke helt mit blik. Han lød stadig som havde
han snue efter nattens gråd. Han måtte vide, at jeg havde hørt det.

"Har det været en god dag i skolen?" spurgte han, og jeg nikkede,
ivrig efter at få ham ud af værelset så jeg kunne fortsætte, hvor jeg slap.

"Hør.." Han så ned og flyttede uroligt på sig.
"Din mor og jeg skal nok finde ud af det, ikke?"
Han så endelig op med så smertefuldt et blik, at jeg et øjeblik glemte
min karakter, som nu stod stille på vejen på computerskærmen.

Jeg nikkede og så lidt usikkert væk. Det kunne han godt sige nu,
men så snart min mor trådte ind, glemte han alt om min søster og jeg,
da så han kun min mor, og hans blik blev tilbedende.

side 15
/ 26

"Okay?" sagde han, og jeg nikkede igen. Sådan stod han lidt i dørkarmen
med de fyldte bæreposer med madvarer i hænderne,
og jeg sad i sengen med stift blik og høretelefonerne gledet halvt ned mod nakken,
så de glade lyde nåede mig som fra et fjernt sted.

Så mumlede han noget med at lave aftensmad og gik ud i køkkenet.

Det næste stykke tid tog jeg lige hjem fra skolen for at forsvinde
ind i den perfekte verden, jeg så på computerskærmen.
Min karakter blev ældre og kom ud for spændende eventyr,
den mødte andre mennesker og jeg holdt af at se på forældrene
og deres kærlighed. Jeg drømte, at det VAR den virkelige verden.
Et eller andet sted vidste jeg, at det var forkert, at jeg afskar mig
så fuldstændigt fra det virkelige liv, men jeg var blevet så betaget,
at jeg ikke kunne stoppe.

side 16
/ 26

Sommetider så jeg nogle af personerne fra spillet ud af øjenkrogen
i den virkelige verden, for blot at vende mig og opdage, at der ingen var.
Det skræmte mig, at det efterhånden blev svært at holde de to verdener adskilt.

Jeg fortalte ikke mine forældre eller min søster om det.
Min angst for, at min mor skulle forlade huset voksede, men jeg holdt
den nede ved at iføre mig høretelefoner og forsvinde ind i verdenen på skærmen.
Mine forældre så mig ikke rigtigt længere, og de spurgte aldrig,
eller rådede mig til at komme ud i den rigtige verden igen.
De eneste tidspunkter, hvor jeg ikke spillede, var når jeg gik mine planløse ture.
Sommetider tog jeg til stranden med computeren, satte mig på
en bænk i efterårskulden og gav mig til at spille dér.

Min karakter havde også en hund. Den var ikke nær så muskuløs som min,
men havde samme hvide kulør.

side 17
/ 26

Dens pels så meget blød ud på skærmen, og dens tunge var
strålende lyserød. En dag, da jeg skyndte mig hjem fra skole,
var der en bevægelse i øjenkrogen, der fik mig til at vende mig om
på den øde parcelhusvej.
Jeg syntes helt bestemt, at jeg havde set hunden, jeg ejede i spillets verden.
Den røde tunge, den bløde pels og den hvide farve.
Men nej, der var intet, og jeg skræmtes over, hvor meget mine to verdener
var flydt sammen. Men min menneskedukke på skærmen levede
så meget mere interessant, end jeg gjorde.
Det var som en marionetdukke, jeg holdt så meget af, at jeg ikke kunne
klippe snorene over, selvom jeg godt vidste, at det blot var en dukke,
en død ting.

Men tingene blev først for alvor vilde en dag i oktober.

side 18
/ 26

Mine forældre havde skændtes til langt ud på natten, og jeg havde ligget
stiv i min seng og lyttet. Bagefter havde min far lagt sig til at sove på sofaen,
og nu sivede hans gråd gennem væggene til mit leje.

Jeg husker ikke at have sovet ét sekund den nat.
Jeg lå med lukkede øjne og ventede på søvnens søde forglemmelse,
men min bevidsthed forblev intakt. Først da jeg mærkede lyset
mod mit ansigt næste morgen, åbnede jeg øjnene uden at have
fået et sekunds søvn.

Jeg opdagede med det samme, at værelset omkring mig havde forandret sig.
Rodet og støvet var væk. Jeg forstod det ikke, men søgte straks hen til vinduet,
rullede plasticrullegardinerne op og stirrede ud af glasset.

Jeg glippede med øjnene. Alt var nærmest uvirkeligt klart.

side 19
/ 26

Farverne så stærke, at det skar i øjnene.
Græsset, himlen og blomsterbedene nærmest skinnede.
Det var som om, jeg i lang tid havde set det hele gennem et let tonet filter,
som nu var blevet taget væk.

Jeg gik ud i køkkenet. Et eller andet var anderledes, men jeg var ikke
i stand til helt nøjagtigt at se hvad. Jeg gik ind i stuen, hvor sofaen var tom.
Hvor var min far? Jeg vendte mig, og så at soveværelsesdøren stod åben.
I dobbeltsengen lå min mor og far og smilede begge i søvne.
Nej, det lignede ikke dem på en prik, det var som om deres hud
var sundere, håret i en lidt anden nuance og ansigtstrækkene
var ikke trætte og slidte – de var lykkelige.

Hunden kom luntende ind i stuen. Nej, det var ikke min hund.
Denne her var renere, kønnere, blødere – og det var mig selv, der havde skabt den.

side 20
/ 26

For da gik det op for mig. Intet, som var så klart og skinnende, var ægte.
Og ikke med mindre stod jeg lyslevende midt i den animerede drømmeverden,
jeg selv havde brugt det sidste måned på at skabe på computeren.
Og erkendelsen fik mit hjerte til at dunke i mit bryst, af lykke
og af den ukomplicerede glæde, jeg ikke havde følt siden før den dag,
min mor kom hjem og meddelte, at hun havde mødt en anden.

Mit liv i den virkelige verden havde været tæt på perfekt.
Men denne verden var perfekt. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Hvordan var jeg kommet ind i denne verden, jeg så længe fantaseret
om på en skærm?

Jeg var revnende ligeglad.

Mine forældre vågnede, da jeg åbnede soveværelsesdøren helt.

side 21
/ 26

De kyssede hinanden, drejede hovederne og så på mig.
"Godmorgen," sagde de, kom til at se på hinanden og begyndte at le.
De havde ikke leet sammen i måneder.
Mine fars øjne var lykkelige og klare, ikke hvalpede.
Min mor strålede, og furerne henover hendes kindben var væk.
Jeg grinede, lo så højt, at de blev helt forskrækkede.
Og så grinede de med. Ud af en dør kom min søster, smilende og lykkelig,
ikke mut som hun var blevet de seneste måneder.
Og jeg tænke: jeg vil aldrig tilbage.

For dette var ikke et drømmebillede. Jeg var lysvågen og pulserende.

Vi spiste morgenmad indenfor i det solbadede køkken, vi lo og snakkede sammen,
rigtigt, sådan som jeg havde drømt om siden den dag, det ændrede sig.
Og mine forældre så hele tiden forelsket på hinanden.

side 22
/ 26

Jeg var afslappet som aldrig før. Jeg kunne slet ikke få smilet af mit ansigt.
Og det behøvede jeg heller ikke. Til det hele kørte et lydspor med fuglekvidder
og glade toner, og jeg var ikke klar over, om det var i eller uden for mit hoved.
Op af formiddagen blev jeg igen betaget af havens klare farver
gennem vinduet, og jeg ville derud.

Jeg smækkede døren til haven op, løb hen over græsset og forbløffedes,
da jeg forstod, at det alt sammen var plastic. Jeg standsede.
Intet, der var så skinnende, kunne være ægte. Jeg burde have vidst det.
Min mor kaldte fra døren, hvori hun stod.

"Kommer du, min snut?" sagde hun, og jeg stirrede på hende.

Min mor havde altid hadet den slags sukkersøde kælenavne.
Jeg elskede at høre hende tale med sit forargede tonefald om hønemødre,
der kalder deres børn for "skattebasse" og lignende.

side 23
/ 26

Min mor ville aldrig kalde mig for snut.

Og jeg så ned på det glitrende græstæppe af plastic under mine fødder,
mens jeg erkendte et eller andet. Alt her var skinnende og glitrende.
Og uægte. Denne min mor elskede min far, sådan som jeg havde ønsket
brændende, at hun ville. Men dette var ikke min mor.
Det var blot en menneskedukke. I en verden, der ikke var ægte.

Min far dukkede op i døren, og han var heller ikke min far.
Han var et uvirkeligt væsen, jeg selv havde skabt i en verden,
jeg havde ladet mig forføre af. Og jeg ville kun have mine rigtige forældre,
ikke nogen lykkeligt smilende, vrangvredne versioner.
Og jeg ville have mit rigtige liv. Ikke en verden af plastic.

side 24
/ 26

I det øjeblik, mens mine falske forældre og lillesøster smilede
uvirkeligt til mig, hørte jeg et råb, og jeg hørte en lyd som en mellemting
mellem et klageskrål og et snøft. Jeg så op mod himlen,
hvor det kom fra, men det var ikke en himmel længere.
Det var et gråt loft, og jeg lå i min seng i mit soveværelse og hørte
gennem den åbentstående dør mine forældre skændes.
Min far råbte og græd samtidig som en fuld mand, og jeg fløj op af
min seng i mit værelse fyldt af støvet ro, sådan som jeg kendte det,
hen til vinduet, hvor haven var trist og slap i farverne.

Mit hoved var tomt, da jeg sprang ud i køkkenet efter mine forældres
skrigen til hinanden. Min mor stod og smed ting ned i en kuffert.
Køkkendøren ud til forhaven stod åben.
Og min søster sad med et tomt udtryk på gulvet mellem gråden og råbene.
Jeg ænsede nærmest ikke noget.

side 25
/ 26

Jeg fløj bare hen mod døren,
da min mor smækkede kufferten i og gik ud af døren
og ned af flisegangen med de snorlige anlagte fliser i cementen.

Min mor fortsatte, og tilbage stod jeg i døråbningen,
mens alle lyde forsvandt, som blev mit hoved indsvøbt i et lydtæt tæppe.
Min mor nåede den sidste flise, og hun vendte sig ikke om.
Og jeg følte den største lettelse, jeg nogen sinde havde følt.

Det er klart, at min oplevelse i den animerede verden,
som fik mig til at værdsætte min virkelige, kun skete inde i mit eget hoved
– men hvorfor skulle det gøre den mindre virkelig?

side 26
/ 26
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat