Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Odium Puer
Læseværktøj

Odium Puer

side 1
/ 25

Julie Risum Hansen blev vinder af Herlufsholm Fantasy
Novellekonkurrence
2015 i kategorien 16-18 år

Udenfor tudede vinden som et rasende dyr, og fik hele huset til at jamre.
Jeg kunne høre, hvordan den greb fat om træerne og fik de stærke grene
til at give efter. Hele huset rystede, og det samme gjorde jeg.
Min dyne lå tæt om mig, så jeg rystede ikke, fordi jeg frøs,
men fordi jeg var bange… og vred.

Jeg var vred på vinden. Den havde ødelagt alt, det jeg kendte.
Den havde rusket alt ihjel, eller slæbt det med sig, der stadig var i live.

side 2
/ 25

Min landsby havde engang været et smukt sted. Med grønne marker,
der havde strakt sig så langt øjet rakte, under en skyfri himmel.
Med træer, der engang havde rejst sig majestætisk mod himlen,
og med deres grene havde de kastet smukke mønstre,
der gav en illusion af tryghed.

Jeg havde altid elsket at sidde under træerne og høre vinden ae
bladene med en hvislende lyd. Der havde vokset træer overalt i landsbyen.
De havde været der lige så længe, som jorden de voksede i.
Selv deres mægtige rødder havde gravet sig igennem de slidte brosten.

I de små gader, der for oceaner af år siden var blevet bygget,
havde der vrimlet med smilende ansigter, der bare ventede på at kunne
vise deres glæde til verden. Lige meget hvor man gik, var der liv og glæde.
Specielt om morgenen, hvor man engang havde kunnet se kirketårnet.

side 3
/ 25

Der altid havde kastet overvældende skygger ned over byens små huse.
Og hver morgen havde de efterhånden rustne klokker kimet deres melodi
hen over landskabet i takt med, at solen rejste sig fra sin søvn.

Ja. Engang kunne man være lykkelig her, men vinden!
Vinden havde ødelagt alt. Den havde grådigt flået træernes rødder
op af den jord, de var blevet født af, som et monster havde den revet smilet af
de engang så glade ansigter og havde kun efterladt frygt.
Vinden havde stjålet alt. Hele min landsby var væk.

Jeg frygtede vinden lige så meget, som jeg hadede den.

Morgensolen sendte sine varme stråler igennem mit vindue.
Jeg lå og ventede på, at klokkerne ville ringe, selvom jeg godt vidste,
de aldrig ville ringe igen. Kort tid efter stod jeg træt ud af sengen.

side 4
/ 25

Jeg listede hen over de knirkende gulvbrædder af frygt for, at den mindste lyd
ville kalde vinden tilbage. Min dør var blevet flået af hængslerne,
og jeg kunne allerede se, hvordan de sidste huse var blevet jævnet med jorden.
Jeg trådte ud på gaden. Brostene var væk, og det eneste, der var tilbage,
var afmærkningerne efter de bortblæste rødder.
Jeg gik ud i på den mudrede vej og begyndte stille at gå.

Efter jeg havde gået i lidt tid og ikke rigtig havde lavet noget, kom jeg forbi
min gamle nabo, der ligesom mig trofast var blevet og kæmpet imod vinden.
Men han havde rejst for at se verden og var kun kommet tilbage for få dage siden,
men der havde været noget mærkeligt ved ham, efter han kom tilbage.

"Hej" sagde jeg blankt. Han kiggede ikke engang op. Jeg kunne se,
han havde fået mørke rande under øjnene, og rynkerne i hans pande
var blevet tydeligere. Han så meget ældre ud, end da han havde rejst.

side 5
/ 25

"Hvordan er det så at være tilbage? Hvis der altså var noget at vende tilbage til,"
spurgte jeg. Jeg så ud over det grå og døde landskab.

"Jorden er stadig frodig, og græsset gror stadig," svarede han,
mens han stirrede tomt ud i luften, og det var som om, en tåge lagde sig
over hans øjne. "Alt er ikke ødelagt, som du ser det, min ven.
Husene kan bygges, og træerne kan gro på ny".

Jeg kiggede forbløffet på ham.

"Du kan ikke blive ved med at leve i had," fortsatte han.
Jeg kunne mærke vreden koge inde i mig, og billederne af de ødelagte træer
og tomme huse, stod nu lysende klart i min erindring.
"Du har ingen ret til at fortælle mig noget som helst, eftersom du bare
forlod os alle, har du ingenting at skulle have sagt!" råbte jeg.

side 6
/ 25

Han kiggede stadig ikke på mig. "Du kender myterne.
De er alle sammen sande, jeg rejste med en grund, og nu er jeg vendt
tilbage for at bruge mine oplysninger til noget, hvorfor er du blevet?"

Jeg så væk, og vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg var vel blevet,
fordi det her var mit hjem, og fordi det altid havde været der for mig,
så nu var det min tur til at gøre gengæld.
"Den blinde plet," mumlede han, mens han sank sammen.
Han lagde sig ned på knæ og begyndte at rode i jorden.
Jeg ville ikke se på ham længere, men jeg bed mærke i det, han sagde
om de gamle myter. Mange af dem var om vinden.

Myten om Den blinde plet havde mest af alt været et eventyr,
der skulle opfordre unge til at opsøge mulighederne i verden.
Den handlede om vinden.

side 7
/ 25

For evigheder siden, da solen og havet blot var børn, stod alt stille.
Der var ingen bevægelse sat til i verden.
Men stjernerne havde set, hvor trist og død jorden havde set ud,
så de sendte os en gave.
Skabt af lyset fra himlen og mørket fra dybet, blev vinden født.

Som den fløj afsted, ung og vild, blev alt sat i bevægelse. De før så stille vande
blev nu fyldt med styrke og de før så døde træer, blev pustet op med liv,
og dansende skygger vimsede rundt på landjorden.

Vinden fløj rundt mellem det hele og satte alt i bevægelse, men den kunne
ikke styre det. Af ren begejstring for dens evner, kom alt ud af kontrol,
og kaos spredte sig. Stjernerne så nu, hvad de havde skabt og vidste også,
at de måtte finde en løsning, så de sendte endnu en gave.

side 8
/ 25

En kvinde. Med et ydre som en blomst, der springer ud til lyden af fuglesang,
og med et indre, som den varme sol, der strejfer sommerfuglens vinger.

Vinden ville ikke anerkende hende og prøvede i mange år at fjerne hende
fra dens jord. Men end ikke vindens gab kunne knække hende.
Med hjælp fra stjernernes lys viste hun vinden den sande vej.
En vej, der kræver både vildskab og beherskelse.

Kvinden kunne nu leve på den blinde plet ved kanten af verden. Et sted bygget
til hende og vinden. Hvor ingen af dem havde brug for andet selvskab end hinandens.

Stjernerne kunne nu endelig se ned på jorden, og beundre deres værk.
Vinden er stadig vild, og den kan aldrig tæmmes, men kvinden ved,
at hun aldrig vil kunne styre den. Hun kan kun vise den vejene,
men valget må vinden selv tage.

side 9
/ 25

Endnu en nat rev og flåede vinden i mit hus som et vildt dyr.
Den brølede, og jeg kunne høre, hvordan den slog om sig.
Jeg kunne ikke sove, ikke på grund af vinden, men fordi jeg tænkte på myten
om vindens oprindelse. Kvinden i historien kunne tale med vinden.
Kunne jeg finde hende, ville jeg måske endelig kunne få min hævn
og redde de få rester, der var tilbage af min landsby.

Solen var ikke stået op, da jeg vågnede. Hvad der havde vækket mig
var regndråber, der var landet på min kind. Jeg kiggede op og så lige op i himlen.
Vinden havde rykket et stort stykke at mit tag af, og kiggede jeg rundt,
så jeg kun ødelæggelse. Der var revner i væggene, og det dryppede ned
alle steder fra. Mit hjerte blev tungt. Mit hjem, det sidste jeg havde tilbage,
var nu næsten væk. Jeg flåede dynen af og løb udenfor,
mens jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage.

side 10
/ 25

Med et bump løb jeg ind i min gamle nabo. Jeg blev forskrækket
og trådte et par skridt tilbage. "Har du set, at fuglene er ved at bygge rede?"
spurgte han. Hans øjne var ikke lige så blanke som i går,
og han virkede mere tilstede.

"Nej.. det skulle undre mig, når der ingen træer er," sagde jeg.
Han sukkede. "Hørte du intet af, hvad jeg sagde i går? Hvordan kan du kun se hadet?"
Jeg kunne roligt mærke, hvordan bølgerne af vrede begyndte at strømme.
"Nå, så jeg kan kun se had, hvad med dig, hvad? Du rejste ud for at se
verden og for at få viden, men alt du er kommet tilbage med
er et barns drømme og tomme metaforer."
Jeg havde ikke opdaget, at jeg var begyndt at råbe.
"Jeg tog afsted for at finde viden. Jeg har lært meget, men det vigtigste er,
at jeg har lært ikke blindt at se i had, vinden er ikke din fjende," sagde han.

side 11
/ 25

Nu begyndte karret for alvor at bruse over, og jeg kunne mærke,
hvordan blodet steg mig til hovedet.
"Har du nogen anelse om, hvad du står og siger? Vinden er ikke min fjende,
men vores. Og hvis ingen andre har modet til at gøre,
hvad der skal gøres, bliver jeg nødt til det," næsten skreg jeg.
Han rynkede panden og så på mig med bekymrede øjne.
"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte han. Jeg holdt en pause.

Jeg vidste, hvad jeg ville gøre, men jeg havde bare ikke tænkt over,
at det var muligt.

"Jeg vil dræbe vinden," sagde jeg køligt.

side 12
/ 25

I det jeg sagde det, lagde der sig en mørk skygge over min nabos øjne,
og jeg kunne høre ham sige noget, men jeg hørte ikke hvad,
jeg var allerede på vej væk. Drevet af vindens klør, der havde forgiftet
min sjæl med had, løb jeg hen over de mudrede veje og
forbi kirketårnet, vinden havde væltet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde løbet, eller hvor jeg løb hen.
Myten havde ikke afsløret, hvor man kunne finde kvinden og den blinde plet.
Men jeg vidste, at hvis jeg blev ved med at løbe, ville jeg vel til sidst
ende ved kanten af verden. Jeg blev aldrig træt, selvom jeg løb
dag ud og dag ind, for overalt omkring mig så jeg ødelæggelse.
Træer, der var blevet revet op med roden, og marker, der havde vendt vrangen
ud på sig selv. Det var alt, jeg havde brug for at se, for at kunne fortsætte.

Der var gået dage måske endda uger, før jeg nåede til en mur af træer.

side 13
/ 25

Træerne stod så tætte, at man knap kunne se ind på den anden side.
Nogle af grenene var endda groet sammen, som om de prøvede at blive
til en massiv masse af grene og blade. Jeg kunne skimte mosset mellem virvaret.
Og siden jeg ikke havde noget andet valg, trådte jeg forsigtigt en fod
ind i krattet. Da jeg trådte ind, slugte træerne mig helt, og alt blev sort.

Jeg fumlede mig frem, og til min store overraskelse stødte jeg ikke på nogen træer.
Som med et fingerknips kom der lys omkring mig.
Og omgivelserne havde ændret sig totalt.

Jeg stod på en skrænt ned til en strand. Hele vejen langs bunden
af skrænten kunne man se, hvordan havet stille havde formet landskabet.
Græsset var dybgrønt og glinsede i den matte sol. Jeg kiggede ud over havet.

Udsigten var forbløffende.

side 14
/ 25

Som var man fanget i en tåges indre, var det som om,
der var lagt et gennemsigtigt mat gardin hen over skrænten.
Hvor end jeg kiggede hen, kunne man se det matte gardin,
det gjorde selv solen mat. Det var som om, jeg kunne kigge ud på hele verden,
men at jeg selv var et helt andet sted.

I midten af det hele stod et sølv kar. På siderne var der udskåret smukke mønstre.
Det lignede noget, nogen havde skrevet. Jeg fik en mærkelig følelse af,
at det var et eventyr. Men jeg kunne ikke læse det.

En bevægelse i min øjenkrog fangede min opmærksomhed.
Og jeg vendte mig hurtigt om. Bag mig stod en gammel kone.
Hun var lille og lignede, at hun når som helst ville falde fra hinanden.
Hun så ned, så jeg ikke kunne se hendes ansigt.
"Odium puer" mumlede hun, med en stemme, der på engang lød
som et blad der visner og som det stille hav.

side 15
/ 25

"Hvad siger du?" spurgte jeg. Jeg forsøgte at virke rolig,
men noget inde i mig sagde, at der var noget galt.
Med et kiggede hun mig lige ind i øjnene.
Hun var pludselig blevet lige så høj som mig. Jeg stirrede hende ind i øjnene.
De havde samme farve som klart vand eller et nypudset glas.
De havde ingen farve, men samtidig havde de alle farver.
Hendes øjne havde samme farve som vinden.
Med et blæste hendes kappe væk, og jeg stod nu ansigt til ansigt
med den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set.
Hendes hår bølgede og funklede som havet, og hendes hud
var som gyldent marmor. Hun måtte være kvinden fra myten.
Kvinden der var blevet sendt af stjernerne for at styre vinden.
"Hvem er du?" spurgte jeg. "Det ved du vidst allerede odium puer,"
svarede hun uden at tage blikket fra mig. "Hvad ønsker du at gøre her".

side 16
/ 25

Jeg havde slet ikke tænkt på, hvad jeg skulle sige, når jeg endelig ville finde hende,
så jeg sagde bare, hvad der stod i mit hjerte.
"Jeg er kommet for at slå vinden ihjel… og du skal hjælpe mig."
Hun trådte et skridt tilbage og betragtede mig.
"I sandhed et odium puer," sukkede hun. Der var helt stille omkring os.

Mytens kvinde vendte sig om på lette fødder og gik hen mod sølvkarret.
Hun var ikke nøgen, men hendes beklædning kunne ikke beskrives
som et stykke stof. Det var som om vand og vind havde smeltet
sammen til et element, og derefter havde lagt sig om hendes krop.
Hendes hud, der funklede som stjernerne, tittede frem hist og her,
og "stoffet" flyttede sig hele tiden som havets bølger, og det faldt
som et vandfald ned om hendes ben, mens hun nærmest svævede hen imod karret.
Jeg fulgte målløs efter.

side 17
/ 25

Karret var med et fyldt med vand, men vandet rørte sig ikke.
"Vinden kan være vild." Mens hun sagde det, strøg hun yndefuldt
hendes marmor hånd hen over vandet,
og det begyndte at kruse og gå i opløsning.
Et kraftigt vindpust styrtede mellem os, og som en usynlig drage,
kunne man følge vinden bevægelser hen over karret, træerne og græsset.
"Men vinden kan være ligeså rolig."
I det ordene havde forladt hendes mund, blev krusningerne
i vandet roligere og blødere, og den før så kraftige vind blev
nu til en mild brise, der strøg de små blade på træerne.
"Enhver vildskab vil blive efterfuldt af fred," sagde hun.
Vandet stoppede al bevægelse, og de frosne små krusninger forsvandt
og blev atter et med det spejlblanke vand.
Vinden strøg ikke længere bladene, men alt blev igen stille.

side 18
/ 25

"Stryg din hånd hen over vandet. Men rør det ikke odium puer,
det kan ikke holde til en uren sjæl".
Jeg valgte at overhøre det sidste hun sagde, men jeg strøg alligevel forsigtigt
min hånd hen over vandet, og små bølger begyndte at danne sig.
Og samtidig kunne jeg mærke, hvordan vinden næsten strøg sine kolde hænder
over min kind, idet jeg stoppede, stoppede vinden også.
Min forbløffelse og beundring blev jaget væk af min vrede, der var sprunget ud,
eftersom flere og flere spørgsmål begyndte at danne sig.
"Du nærer mørke tanker. Få dem ud inden de gør skade!" beordrede hun.

Jeg tog en dyb indånding. "Vinden gør, som du siger, hvorfor har du
så fået den til at ødelægge min landsby! Du har dræbt så meget skønhed,
der aldrig kommer igen. Hvorfor?!" råbte jeg i hovedet på hende.
"Vinden dræber ikke for at ødelægge, men for at genopbygge.
For at gøre stærkere," svarede hun med et bekymret blik.

side 19
/ 25

"Men hvorfor min landsby, hvorfor ikke resten af verden?
Der er flere steder, som har brug for skønhed. Hvorfor har du fået vinden
til at gøre sådan?!" Hun sukkede. "Jeg styrer den ikke. Jeg viser den vejen.
Den har sin egen vilje, og den er stærk."

Kvinden kunne styre vinden, hun løj. En varm sød fornemmelse bredte
sig i min krop, som en flodbølge strøg styrken igennem mig.
"Hvad der engang har været vildt, vil altid være vildt," sagde jeg.
Og med al min styrke pressede jeg mine hænder mod karret,
og jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at tippe.
Men det var tungere, end jeg havde regnet med, men jeg fik vandet
væltet ud af det, og i det vandet flød ud og rørte jorden,
blev karret så let som ingenting. Som om der slet ikke længere var noget kar.
Jeg kiggede stolt på vandet, der flød ud i jorden.
"Hvorfor odium puer? Hvorfor?" spurgte kvinden.

side 20
/ 25

Det begyndte at blæse op, og vinden begyndte at rive og vride i mit tøj,
som om den ville flå det fra hinanden. Men hverken græsset jeg stod på,
eller træerne bag mig, viste noget tegn på blæst. Vinden gik kun efter mig.

Kvinden holdte en hånd frem, som om hun aede en hund,
men der var ingenting, og vinden slap sit greb i mig, og jeg faldt på knæ.

Jeg nåede ikke at tænke. Men jeg mærkede med et hendes kolde,
varme og bløde hud mod mine hænder, idet jeg væltede hende omkuld.
Jeg flåede en rod op ad jorden, og slog den ned mod hende.
Jeg kunne mærke, hvordan roden gik igennem hendes hud jo mere, jeg slog til.
Kvindes mund var åben, men jeg hørte ingenting.
Drevet af mine minder om mit engang så smukke hjem, blev jeg ved med at slå.
Hendes blod sprøjtede i hovedet på mig og ud over mit tøj.
Men det var ikke rødt, det var som et smeltet spejl.

side 21
/ 25

Jeg kunne spejle mit ansigt i hendes blod. Et mørke havde lagt sig
over mine øjne, og de brændte med had.
Hun rørte sig ikke selvom, jeg slog hårdere og hårdere.

Hendes ansigt lignede ikke længere noget menneskeligt.
Det var begyndt at revne, og blodet som før var kommet ud af de mange sår,
jeg havde været skyld i, flød nu ud af ingenting. Hendes hud faldt ned
på græsset omkring hende som revet papir, og hvor hendes smukke øjne
burde havde været, var der nu blot en blank overflade.
Jeg rejste mig hurtigt op. Synet af hende fyldte mig med væmmelse,
og jeg var nødt til at kaste op.

Solen skinnede, og alt syntes at være perfekt. Jeg havde fuldført min mission.
Men det føltes, som om der var blevet langt et stift tæppe
om mit hjerte, og det føltes tungere og tungere.

side 22
/ 25

En sviende smerte bredte sig fra midt i mit hjerte til min hud,
og jeg kunne mærke, hvordan mine fødder løftede sig fra jorden.
Alt blæste op, det var som om hele verden rystede, og vinden slog ud
med sine mægtige klør og rev i mit hår og mit tøj.

Den kastede mig rundt, som var jeg en bold. Jeg blev kylet frem og tilbage,
til alle sider, mens en kold fornemmelse begyndte at lægge sig over min hud.
Som et vildt dyr flåede vinden huden af mig stykke for stykke,
ligesom da kvindens hud begyndte at falde af, og jeg skreg af smerte.
Det begyndte at sortne for mig, og jeg begyndte at miste bevidstheden
af ren rædsel for den overvældende smerte.
Som en pil igennem luften blev mit hjerte fyldt med noget,
der føltes som isnende koldt vand. Jeg var varm og kold på samme tid,
og hele verden var blevet til et flammehav af pinsler,
da flere og flere pile begyndte at bore sig gennem mit hjerte.

side 23
/ 25

Det sidste jeg hørte, var "Odium puer… hadets barn" blive hvisket
igen og igen af en stemme, som et vissent blad og det dybblå hav.

Græsset og blomsterne, ja selv træerne gynger og ryster, når jeg flyver igennem dem.
Ind og ud mellem alt og ingenting farer jeg over verdenen og bringer alt i bevægelse.

Under mig kan jeg se en lille landsby. Jeg har været her før.
Nogle af husene og et par af træerne, har jeg taget med mig på min færd.
De mægtige træers rødder havde næsten ædt alle byens veje,
og de gamle brosten kunne snart ikke holde til mere.
Så jeg måtte gribe ind.
Jeg har snoet mig om træerne og hevet dem op,
jeg har fejet hen over brostenene og taget dem med mig,
for at få plads til noget nyt.

side 24
/ 25

Nu kan man tydeligt se menneskene, de kære små, bygge nye huse,
bedre og stærkere end de gamle. Og selv samme sted,
hvor jeg havde revet alt op, både med træer og rødder, er jorden nu blevet vendt,
og der kan blive plantet nye, stærkere træer.
Som en drage skabt af lynet og den blødeste musik,
stryger jeg afsted hen over markerne og havene.

Nogle gange tager jeg noget med på min vej. Jeg dræber kun, hvis de synes,
jeg dræber, og jeg kan kun bringe liv, hvis d
e kan se, hvor jeg har bragt den.

Jeg giver hverken liv eller ødelæggelse. Det kommer alt sammen an på,
hvad hjertet i mennesket ser.

side 25
/ 25
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat