Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Farvel Hendryk

side 1
/ 10

Døren i det lille hus stod åben, og vinden trak iskold gennem
huset. Jozef på 10 år frøs og skuttede sig, mens hans mor sagde
farvel til hans storebror Hendryk på 14 år. Det var en søndag i
marts 1944, og uden for huset sad deres far på den lave vogn,
han havde fået lov af låne oppe på godset.

- Nu må du ikke græde mere, mor, sagde Hendryk og fjernede
forsigtigt sin mors hænder. - Jeg får det godt, det er jeg helt sikker
på. Og jeg kommer jo hjem om et halvt år.

Deres mor sagde ikke noget, men slap sin ældste søn og tørrede
øjne og næse i et slidt lommetørklæde.

- Kommer du ikke hjem på besøg? spurgte Marya på 6 år.
- Jo, om seks uger, svarede Hendryk. - Farvel så længe, lillesøster.

side 2
/ 10

Derefter trådte Hendryk hen til Jozef og ruskede lidt i hans
skulder.

- Farvel, lillebror, sagde han dæmpet. - Hvis Morten driller dig i
skolen, kan du sige til ham, at han kan vente sig til jul. Så skal han
få nogle bank. Men husk, hvad jeg har lært dig!
- Farvel, storebror, sagde Jozef. Det var svært at tale for den store
klump, han havde i halsen.

Hendryk hankede op i sin bylt. I den lå det ekstra sæt tøj, som han
ejede, og som det var meningen, at han skulle tage det på i kirke.
Han havde dog kun ét par sko, og de var endda gamle og slidte.
På grund af den tyske besættelse af Danmark var det nemlig umuligt
at få nye sko.

side 3
/ 10

Uden at se sig tilbage gik Hendryk ud. Deres mor løb efter ham
og stillede sig i den åbne dør. Marya gemte sig bag hendes skørt,
og Jozef klemte sig forbi dem begge to, for han ville ud at vinke
farvel.

- Do jutra! råbte moren.
Hendryk vinkede, og vognen satte sig i gang.
- Do jutra, gentog Jozef og prøvede at synke klumpen i halsen.

Det var polsk for "på gensyn". Han var født i Danmark og talte
dansk både hjemme og i skolen, men begge hans forældre var
født i Polen og først kommet hertil som unge. De havde lært sig
dansk, men når de sad og spiste ved bordet, talte de tit polsk
sammen. Hendryk, Jozef og Marya forstod, hvad de sagde,
men de svarede altid på dansk.
Nu lukkede moren døren og lagde mere brænde på komfuret.

side 4
/ 10

Deres lille hus tilhørte godset Nygård, hvor faren tjente som karl
og moren som malkekone. Tre gange dagligt hver dag året rundt
travede hun til stalden med en lygte for at malke Nygårds køer.

Det var Nygård, der ejede det lille, gule hus, de boede i.
Det bestod af et køkken med brændekomfur, en stue og et
værelse, hvor de alle sov. Jozef tænkte på, hvor mærkeligt
det ville blive, at Hendryk ikke længere skulle gå til ro sammen
med dem. Han ville savne ham meget, men der var også en anden
grund til, at han var ked af Hendryks afrejse, og når han tænkte
på den, fik han rigtig ondt i maven. Sådan havde han det lige nu,
og han anstrengte sig for at finde noget andet at beskæftige sine
tanker med. Han tænkte på, at om fire år var det hans tur til at
sige farvel til dem herhjemme. Så skulle han lige som Hendryk
bo et halvt år på den lille kostskole ved siden af den katolske kirke
i Birke.

side 5
/ 10

Her boede de fleste polske børn i den tid, de gik til konfirmations-
undervisning. Præsten underviste dem i de skolefag, de også
havde i landsbyskolen, men ved siden af forberedte han dem på
konfirmationen. Der var et lille kloster ved siden af kirken,
og nonnerne herfra sørgede for børnene på kostskolen.
Alle sagde, at de var søde, og det samme var præsten. Han kom
også et par gange om året på besøg hos alle medlemmer i sin
menighed, så han kunne holde øje med, om alle havde det godt.
Den tanke trøstede Jozef lidt. Måske kunne han sige det til
præsten, hvis det blev helt slemt.

- Mor, mor, fortæl om dengang, mormor var en ung pige,
bad Marya. - Vil du ikke nok, mor?

Deres mor havde sat sig ved spisebordet og tog sin sykurv på
skødet, hvori der lå strømper, som der var blevet slidt hul i.

side 6
/ 10

Flere af dem var stoppet så mange gange i hælen og tåen, at de
næsten kun bestod af stopninger, men det var ikke til at få nye,
og det var heller ikke til at få sygarn. Derfor havde hun trevlet
et strikket tæppe af lapper op, og det garn, som ikke var for slidt,
brugte hun til at stoppe strømper med.
Nu tog moren en grå strømpe frem, trådede nålen med noget
grønt garn og begyndte:

- Mormor Julia blev født i Galicien tæt på floden San i 1882.
Familien var meget fattig, og der var ikke mad på bordet hver dag.
- Hvor ligger Galicien? ville Marya vide.

De havde hørt det hele så tit, men alligevel spurgte hun hver
eneste gang om en hel masse ting. Jozef var tæt på at blive
irriteret og enten hive i hendes ene fletning eller svare hende
i en vred tone.

side 7
/ 10

Men inden han nåede at gøre nogen af delene, kiggede deres mor
hårdt på ham med sine brune øjne. Det blik betød, at han skulle
tie stille, og det gjorde han.

- Galicien grænsede op til Polen og var en selvstændig stat
dengang, men der boede mange polakker i landet. Mormors
familie var polakker, det samme var morfars. Siden kom Galicien
til at høre under Rusland. Efter nazisterne angreb Rusland i 1941,
har Hitler bestemt det hele.
- Fortæl det med skoene, plagede Marya.
- Hver søndag gik mormor mange, mange kilometer for at komme
i kirke, og det var både sommer og vinter. Det tog mindst fire
timer at gå den ene vej og fire timer at gå den anden vej. Hun ville
ikke slide på sit eneste par sko, og derfor tog hun dem af og havde
dem hængende i en snor rundt om halsen. Når hun nåede til
kirken, tog hun dem på.

side 8
/ 10

Spilde tiden ville hun heller ikke, så hun strikkede strømper hele
vejen. Garnnøglet havde hun i kjolelommen. Mormor blev
uvenner med en anden polsk pige, som også gik den lange vej til
kirke. Den pige gik med sin rosenkrans og bad bønner hele vejen
i stedet for at strikke, og hun syntes, at mormor skulle gøre
det samme.
- Og hvad skete der så? spurgte Marya og så på morens
rosenkrans, som hang på et søm på væggen. Det var en bedesnor
med et kors i, og i selve snoren var der 50 små kugler af træ.
Når moren brugte den, lod hun kuglerne glide gennem fingrene,
og for hvor kugle bad hun en bøn.
- Både mormor og den anden pige havde et godt øje til en ung
mand, der hed Adolf, fortsatte moren. - De så ham hver søndag
i kirken, men det blev mormor, der fik ham, og han blev min far
og jeres morfar. Da mormor og morfar var blevet gift, rejste de for
første gang til Danmark for at arbejde. De var trætte af at sulte,
men de kom til at slide i det for føden.

side 9
/ 10

Mormor hakkede roer, og morfar var karl på en gård. I nogle
vintre rejste de tilbage til Polen. Til sidst bestemte de sig dog
for at blive i Danmark, men da var jeg kommet til verden,
og det var sket i Galicien.

Moren tav og bed garnet over. Det var ved at være mørkt uden
for, og nogle snefnug hvirvlede rundt i luften.

- Pas komfuret, Jozef, sagde moren. Det var tid til at malke, og hun
slyngede sit sjal om sig og gik ud.
- Jozef, fortæl hvordan mor og far mødtes på Nylunds roemarker,
sagde Marya.
- Klap i, svarede han og satte sig hen til vinduet og kiggede ud.

Hvor var han bare bange for at gå i skole i morgen…

side 10
/ 10
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat