Så trådte Hendryk hen til Jozef og lagde sin hånd
på hans skulder.

- Farvel, bror, sagde han dæmpet.
- Hvis Morten driller dig i skolen, giver jeg ham
bank til jul. Det kan du godt sige til ham!
Men husk, hvad jeg har lært dig.
- Farvel, bror, sagde Jozef.

Det var svært at tale for den store klump i halsen.
Hendryk tog sin bylt. I den lå det ekstra sæt tøj,
som han ejede. Det skulle han tage det på i kirke.
Men han havde kun ét par sko. De var gamle og
slidte. På grund af krigen var det umuligt at få
nye sko.

Uden at se sig tilbage gik Hendryk ud.
Deres mor stillede sig i den åbne dør.
Marya gemte sig bag hendes skørt.
Jozef klemte sig forbi dem, for han ville ud
at vinke farvel.

- Do jutra! råbte moren.
Hendryk vinkede, og vognen satte sig i gang.
- Do jutra, gentog Jozef lavt.

Det var polsk for "på gensyn".
Han var født i Danmark og talte dansk både
hjemme og i skolen. Men både hans mor og far
var født i Polen. Når de sad og spiste ved bordet,
talte de tit polsk sammen.

Hendryk, Jozef og Marya forstod, hvad de sagde.
Men de svarede altid på dansk.

Nu lukkede moren døren og lagde mere brænde
i komfuret. Deres lille, gule hus tilhørte godset
Nygård. Her var faren karl og moren malkekone.
Tre gange hver dag gik hun til stalden for at malke
de mange køer.

Huset bestod af et køkken med komfur,
en stue og et lille rum. Her sov de alle.
Jozef tænkte på, hvor sært det ville blive i aften,
når Hendryk ikke gik til ro sammen med dem.
Han ville savne ham meget. Men der var også
en anden grund til, at han var ked af Hendryks
afrejse.

Tanken gav ham ondt i maven, og han prøvede
at tænke på noget andet. Om fire år var det hans
tur til at sige farvel til dem herhjemme. Så skulle
han lige som Hendryk bo et halvt år på den lille
kostskole ved siden af den katolske kirke i Birke.
Her boede mange polske børn, mens de gik til
konfirmations-undervisning.
Præsten underviste dem i de fleste skolefag,
og han forberedte dem også på konfirmationen.
Der var et kloster ved siden af kirken.
Nonnerne herfra tog sig af børnene på kostskolen.
De var søde, og det samme var præsten.
Han kom også flere gange om året på besøg hos
alle folk i sin menighed for at sikre sig, at de havde
det godt.

Den tanke trøstede Jozef. Måske kunne han sige
det til præsten, hvis det blev for slemt.

- Mor, fortæl om dengang, mormor var en ung
pige, bad Marya.

Deres mor havde sat sig ved bordet med sin
sykurv. I den lå de strømper, der var slidt hul i.
Nu tog moren en grå strømpe frem, trådede nålen
med grønt garn og begyndte:

- Mormor Julia blev født i Galicien tæt på floden
San i 1882. Hendes familie var meget fattige,
og der var ikke mad på bordet hver dag.
- Hvor ligger Galicien? ville Marya vide.

De havde hørt det hele så tit, men Marya spurgte
altid om en hel masse ting.
Jozef var tæt på at blive sur og hive i hendes ene
fletning. Men moren kiggede hårdt på ham med
sine brune øjne. Det blik betød, at han skulle tie
stille.

- Galicien grænsede op til Polen og var en
selvstændig stat dengang. Men der boede mange
polakker i landet. Mormors familie var polakker.
Det samme var morfars. Senere kom Galicien til
at høre under Rusland. Efter nazisterne angreb
Rusland i 1941, har Hitler bestemt det hele.

- Fortæl det med skoene, plagede Marya.

- Hver søndag gik mormor mange kilometer for
at komme i kirke. Det tog fire timer den ene vej
og fire timer den anden vej. Hun ville ikke slide
på sit eneste par sko, og derfor havde hun dem
i en snor rundt om halsen. Når hun nåede til
kirken, tog hun dem på.
Spilde tiden ville hun heller ikke, så hun gik
og strikkede strømper hele vejen. Nøglet med
garn havde hun i lommen.
Mormor blev uvenner med en anden polsk pige,
som også gik den lange vej til kirke. Denne pige gik
med sin rosenkrans og bad bønner hele vejen.
Hun syntes, mormor skulle gøre det samme
i stedet for at strikke.

- Og hvad skete der så? spurgte Marya.
Hun så på morens rosenkrans, som hang på
et søm på væggen. Det var et kors, der hang i
en snor med 50 små kugler af træ. Når moren
brugte den, lod hun de mange kugler glide
gennem fingrene. For hver kugle bad hun en bøn.

- Både mormor og den anden pige var glade for
en ung mand ved navn Adolf, talte moren videre.
- De så ham hver søndag i kirken. Men det blev
mormor, der fik ham. Han blev min far og jeres
morfar. Da mormor og morfar var blevet gift,
rejste de for første gang til Danmark for
at arbejde. De var trætte af at sulte, men de kom
til at slide i det for føden.

- Mormor hakkede roer, og morfar var karl på
en gård. I nogle vintre rejste de hjem til Polen.
Til sidst bestemte de sig for at blive i Danmark.
Men da var jeg kommet til verden, og det var
sket i Galicien.

Moren tav og bed garnet over. Det var ved
at være mørkt udenfor. Nogle snefnug fløj rundt
i luften.

- Pas komfuret, Jozef, sagde moren.

Det var tid til at malke, og hun tog sit sjal på
og gik ud.