Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Fars blomst

side 1
/ 11

Jozefs far snorkede, så mørklægningsgardinet blafrede. Selv så
langt ude på landet forlangte tyskerne, at der var mørke gardiner
for alle vinduer i alle huse, for på den måde var det sværere for
englændernes fly at finde vej. Men det var ikke derfor, Jozef var
søvnløs.
Han frygtede for næste dag i skolen. Indtil nu havde hans
storebror beskyttet ham, for Hendryk var den største og den
stærkeste af alle drengene, og den ondskabsfulde Morten havde
respekt for ham. Men i morgen var Jozef alene oppe i skolen.
Derfor var han ret sikker på, at Morten ville drille og plage ham
på alle tænkelige måder. Måske ville han tilmed give Jozef rigtige
tæv, og der var ikke nogen, der turde sige fra overfor Morten.
Nu var det ham, der kom til at bestemme i skolegården.

Morten var 12 år og yngste søn af en husmand, og han kunne
absolut ikke lide polakker.

side 2
/ 11

Højt oppe på himlen brummede nogle fly. Det var nok
englændere, der havde været på bombetogt over de tyske byer.
Jozef tænkte på den morgen i april 1940, hvor utallige fly var
drønet hen over dem. Det var den dag, nazisterne besatte
Danmark, og lærer Dam havde i vrede sendt alle skolebørnene
hjem igen.

Langt ud på natten faldt Jozef endelig i søvn, og han var dødtræt,
da hans far vækkede ham tidligt næste morgen. Faren var først
kommet tilbage fra køreturen til Birke med Hendryk om aftenen.

- Jozef, stå op, kaldte han lavt fra døren.

Jozef svingede fødderne ned på det kolde gulv. Marya sov stadig,
for hun skulle først begynde at gå i skole om et år.

side 3
/ 11

Inde i stuen var lampen over bordet tændt, og på komfuret
i køkkenet boblede en gryde med havregrød. Den havde moren
sat over, inden hun var gået op til Nygårds kostald for at malke
for første gang. Hun havde også kogt kaffe, og faren skænkede
sig en kop, efter han havde øset grød op til Jozef.

- Ohydne, brummede faren og skar ansigt, da han smagte på
kaffen.

Jozef vidste, at det betød "føj for pokker". Krigens varemangel
gjorde, at det ikke længere var muligt at skaffe kaffebønner.
Derfor ristede moren formalet rug og rødder af en plante ved
navn cikorie, og det kogte hun kaffe på i stedet.
Normalt var Jozef glubende sulten om morgenen, men i dag
kunne han ikke få grøden ned. Han syntes, den klæbede til ganen.

side 4
/ 11

- Hvorfor hænger du med hovedet? spurgte faren og så på ham
over kanten af koppen.

Jozef tøvede lidt med at svare. Hvis han sagde, at Morten var en
plageånd, ville faren måske opsøge Mortens forældre og bede
dem om at få deres søn til at opføre sig ordentligt. Det ville nok
kun gøre det hele værre. Til sidst sagde han:

- De andre oppe i skolen vil måske drille mig, nu hvor Hendryk
ikke er der.
- Hvad driller de med? spurgte faren.
- Nogle gange råber de "po-lak, po-lak, pak-pak-pak! svarede Jozef
forsigtigt og lagde med vilje tryk på den første stavelse i ordet.

Faren fnøs dæmpet og sagde:

side 5
/ 11

- Det er der ikke noget forkert i, for vi er jo polakker. Men det
hedder po-lak og ikke po-lak. Det kan du hilse dem fra mig og sige,
og hvis de ikke kan finde ud af det, kan jeg gå hjem til dem
og forklare deres forældre det.

Jozef svarede ikke, men fik med besvær den sidste grød ned.
Lidt efter var han på vej mod skole i mørket. Han havde sine bøger
i en rem, og griflen havde han i en lille kasse af træ, som hans far
havde lavet til ham sidste år til jul. De fleste af de danske børn
havde et rigtigt penalhus. Blyanter og kladdehæfter kunne ikke
længere fås, derfor skrev han og de fleste andre elever med
en pen af skifer på en lille tavle.

Lidt længere henne af skolevejen stod Jozefs bedste ven Franz
og ventede på ham. De gik i samme klasse og var lige gamle,
men Franz var lille og spinkel i forhold til Jozef. Hans mor var også
malkekone på godset, og hans far arbejdede som karl.

side 6
/ 11

De havde hele 12 børn, hvoraf Franz var den tredjeældste. Der var
kun to rum i deres hus ligesom hjemme hos Jozef, men fordi der
var så mange børn, virkede huset meget mindre. Der hang bleer
til tørre alle vegne, og der var altid mindst et barn, der skreg.
Når moren malkede, passede de store børn de små. Franz havde
en storesøster på 12 år og en storebror på 13, men de var allerede
kommet ud at tjene, fordi familien ikke havde råd til at beholde
dem hjemme.

- Hvad skal vi gøre, hvis Morten spiller op og vil slås? sagde Franz,
da de kunne se den hvide skolebygning.

Jozef så på sin ven. Franz kunne ikke stille meget op mod ham,
og det var næsten heller ikke til at tro, at han nok snart også ville
blive sendt ud at tjene.

side 7
/ 11

- Hendryk har fortalt mig, hvad jeg skal gøre, svarede han.
- Vi sloges for sjov forleden dag, og da sagde Hendryk, at jeg var
blevet næsten lige så stærk som ham. Det er nok, fordi jeg har
hjulpet til med at trække roer op efter skole.

Franz smilede lettet, og Jozef smilede tilbage. Men indeni var han
stadig ret bange, for Morten var trods alt større end ham.
I næste øjeblik blev Jozef ramt af en sten i nakken. Det gjorde
ondt, og han snurrede rundt og fik øje på Morten.

- Po-lak, po-lak, pak-pak-pak, grinede han. - Hvor er Hendryk nu
henne, hva’?

Jozef bed tænderne sammen og tænkte på Hendryk. Så var det
nu. Han kastede sine ting fra sig og løb foroverbøjet og i høj fart
hen mod Morten.

side 8
/ 11

Da Jozef kom helt tæt på ham, knyttede han sin højre næve hårdt
sammen og stak den næsten helt op i Mortens næse.

- Skal du smage fars blomst? Skal du? For så skal du bare sige til!
hvæsede han, sådan som Hendryk havde lært ham.

Jozefs hurtighed eller synet af hans hårde næve kom åbenbart bag
på Morten, for han trådte et skridt baglæns og fik et udtryk af
angst i øjnene.

- Og for resten hedder det po-lak, sluttede Jozef af, netop som
skoleklokken ringede.

***

side 9
/ 11

Efter den dag drillede Morten stadig af og til, men mere turde han
alligevel ikke gøre. Nogle gange fortalte lærer Dam, hvordan det
gik med krigen, og på kortet viste han, hvor fronterne lå.
Lærer Dam turde ikke sige så meget, men derhjemme fortalte
Jozefs far, at nazisterne blev trængt tilbage i Rusland, og at mange
tyske soldater var døde af sult eller kulde. Det havde godsejeren
fortalt ham, for han lyttede til den engelske radio. Mange steder
i Europa var det også begyndt at knibe for tyskerne.

En nat blev Jozef og Marya og deres forældre vækket af et kæmpe
brag. Marya græd, men der var ikke sket noget hos dem. Det viste
sig, at et andet af godsets huse var blevet sprunget i luften.
Huset var lejet ud til en systue, der syede uniformer til nazisterne,
men heldigvis var der ingen, der overnattede i huset. Det var
danske sabotører, der stod bag bombningen, blev der hvisket
rundt omkring.

side 10
/ 11

En af de første dage i april var Jozefs mor færdig med
aftensmaden, som bestod af kålsuppe, brød og en skive flæsk
til hver. De ventede urolige på faren, som plejede at være
kommet hjem på denne tid. Da han endelig trådte ind i køkkenet,
udbrød han:

- Godsejeren har lige sagt, at de allierede styrker ventes at gå
i land ude ved vestkysten. Så kommer krigen for alvor til Danmark!

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat