Højt oppe på himlen brummede nogle fly.
Det var nok englændere, der havde bombet
de tyske byer. Jozef tænkte på den morgen
i april 1940, hvor utallige fly var drønet hen
over dem. Det var den dag, nazisterne besatte
Danmark.

Først langt ud på natten faldt Jozef i søvn.
Han var træt, da hans far vækkede ham næste
morgen.

- Jozef, stå op, kaldte faren lavt fra døren.

Marya sov stadig, for hun skulle først begynde
at gå i skole om et år.
Inde i stuen var lampen over bordet tændt.

På komfuret i køkkenet boblede en gryde med
havregrød. Den havde moren sat over, inden hun
gik op til Nygårds kostald for at malke. Hun havde
også kogt kaffe. Faren tog en kop, efter han havde
øset grød op til Jozef.

- Ohydne, sagde faren og skar ansigt, da han
smagte på kaffen.

Jozef vidste, at det betød "føj for pokker".
På grund af krigen var det ikke til at få
kaffebønner. Derfor ristede moren rug og rødder
af en plante ved navn cikorie, og det kogte hun
kaffe på i stedet.

Normalt var Jozef sulten hver morgen.
Men i dag kunne han ikke få grøden ned.

- Hvad er der galt? spurgte faren.

Jozef tøvede med at svare. Hvis han sladrede
om Morten, ville faren måske opsøge hans
forældre og beklage sig. Det ville nok kun gøre
alt værre. Til sidst sagde han:

- De andre oppe i skolen vil måske drille mig,
nu hvor Hendryk ikke er der.
- Hvad driller de med? ville faren vide.
- Nogle gange råber de "po-lak, po-lak, pak pak
pak! sagde Jozef og lagde med vilje tryk på den
første stavelse i ordet.

Faren fnøs dæmpet og sagde:
- Det er der ikke noget galt i, for vi er jo polakker.
Men det hedder po-lak og ikke po-lak. Det kan du
hilse dem fra mig og sige. Hvis de ikke kan finde
ud af det, kan jeg gå hjem til dem og forklare det.

Lidt efter var Jozef på vej mod skole. Han havde
sine bøger i en rem. Griflen havde han i en lille
kasse af træ, som hans far havde lavet til ham.
De fleste af de danske børn havde et rigtigt
penalhus. Blyant og hæfte kunne ikke længere fås.

Længere henne af vejen ventede Jozefs bedste
ven Franz. De gik i samme klasse og var lige gamle.
Men Franz var lille og tynd i forhold til Jozef.

Hans mor var også malkekone på godset, og hans
far arbejdede som karl. De havde hele 12 børn,
hvoraf Franz var den tredje ældste.

Der var kun to rum i deres hus lige som hjemme
hos Jozef. Men huset virkede mindre. Der hang
bleer til tørre alle vegne. Der var også altid mindst
et barn, der skreg. Når moren malkede, tog de
store børn sig af de små. Franz havde en søster
på 12 år og en bror på 13. Men de var allerede
kommet ud at tjene, fordi familien ikke havde råd
til at have dem hjemme.

- Hvad nu, hvis Morten spiller op og vil slås? sagde
Franz.

Jozef så på sin ven og sagde:

- Hendryk har fortalt mig, hvad jeg skal gøre.
Vi sloges for sjov en dag. Da sagde Hendryk,
at jeg var næsten var lige så stærk som ham.
Det er nok, fordi jeg har hjulpet til med at trække
roer op efter skole.

Franz smilede lettet, og Jozef smilede tilbage.
Men indeni var han stadig nervøs, for Morten
var trods alt større end ham.

I næste nu blev Jozef ramt af en sten i nakken.
Det gjorde ondt. Han snurrede rundt og fik øje
på Morten.

- Po-lak, po-lak, pak pak pak, grinede han.

Jozef bed tænderne sammen og tænkte på
Hendryk. Så var det nu. Han smed sine ting fra
sig og løb i høj fart hen mod Morten.
Da Jozef var helt tæt på ham, knyttede han sin
højre næve hårdt sammen. Den stak han næsten
helt op i Mortens næse.

- Skal du smage fars blomst? Skal du? For så skal
du bare sige til! hvæsede han.
Det var det, Hendryk havde lært ham.

Jozefs adfærd så ud til at komme bag på Morten.
Han trådte et skridt baglæns og så med ét lidt
bange ud.

- Og for resten hedder det po-lak!

Det fik Jozef lige sagt, inden klokken ringede.

***

Efter den dag drillede Morten stadig af og til.
Men mere turde han ikke gøre.

Nogle gange fortalte lærer Dam, hvordan det gik
med krigen. På kortet viste han, hvor fronterne lå.
Han turde ikke sige så meget. Men derhjemme
fortalte Jozefs far, at nazierne blev trængt tilbage
i Rusland. Mange tyske soldater var døde af sult
eller kulde. Det havde godsejeren sagt, for han
lyttede til den engelske radio.

Mange steder i Europa kneb det også for tyskerne.

En nat blev Jozef og Marya og deres mor og far
vækket af et kæmpe brag. Marya græd, men der
var ikke sket noget hos dem. Det viste sig, at et
andet af godsets huse var blevet sprunget i luften.
Huset var lejet ud til en systue, der syede
uniformer til tyskerne. Til alt held var der ingen,
der sov i huset. Det var danske sabotører,
der havde bombet det.

En af de første dage i april var Jozefs mor færdig
med aftensmaden. Den bestod af kålsuppe, brød
og en skive flæsk til hver.
De ventede urolige på faren, som plejede at være
kommet hjem på denne tid.