På taget af garagen blev monteret en sirene. Hvis man hørte den
hyle, skulle alle straks søge ned i kælderen, for det betød, at der
var fare for bombeangreb fra luften. I beskyttelsesrummet var der
bænke af træ, og der var også tæpper og et lille lager af tørre kiks,
der kunne holde sig længe.

Derhjemme fortalte Jozefs far, at godsejeren havde indrettet
et specielt beskyttelsesrum til sig selv og sin familie i den gamle
vinkælder under godset. Han havde været med til at slæbe smalle
feltsenge derned. Der var en seng, en dyne og pude til hvert
medlem af familien. Godsejeren havde også sørget for gasmasker
til sin familie. Det var der ikke i beskyttelsesrummet under
"Villa Polen".

Men Jozefs far og flere andre var ikke sikre på, at der var plads
nok til alle under "Villa Polen". De var også bekymrede for,
om der ville udbryde panik, når så mange i en fart blev stuvet
sammen på så lidt plads. Derfor byggede han og nogle andre
mænd deres eget beskyttelsesrum et stykke ude på marken.
De havde fået lov til at gøre det af godsejeren, men de gjorde
det i deres fritid. De gravede en stor, firkantet hule, som de
stivede godt af. Væggene blev beklædt med træ, og i loftet var
der en stor lem med hængsler, som kunne trækkes op med
en kæde. Ovenpå lemmen blev græstørv gjort fast, så hulen
ikke kunne ses fra luften. Nogle jernrør blev anbragt i hulen,
og de skulle stikkes op gennem huller i lemmen, så der kunne
komme luft ned i hulen.
I skolen skrev lærer Dam en sætning på tavlen, som alle elever
skulle skrive efter 25 gange med deres smukkeste håndskrift:
"Byens borgere bygger beskyttelsesrum".

Franz og Jozef sad ved siden af hinanden, og da Franz havde
skrevet sætningen tre gange, gav han Jozef en albue i siden
og mumlede:

- Hvorfor skal vi skrive byens borgere? Vi bor da ikke i byen,
men vi har alligevel bygget beskyttelsesrum.
- Ellers begynder alle ordene ikke med b, svarede Jozef lavt
tilbage.
- Min far siger, at vi skal bruge beskyttelsesrummet under Villa
Polen, hviskede Franz videre. - Jeg skal give besked om det til de
andre mænd.
- Stille dernede!

Det var lærer Dam, der havde hørt dem. Han rettede pegepinden
mod dem, og de tav og fortsatte med at skrive.

Inderst inde var Jozef lidt lettet over, at vennens store familie
med alle de små børn ikke skulle med i hulen ude på marken.
Hjemme hos Frantz blev der kun talt polsk, for hverken hans far
eller mor havde lært sig andet end nogle få ord på dansk. De ville
nemlig rejse tilbage til Polen, når de havde tjent penge nok.
Men indtil videre havde tyskernes besættelse af Danmark sat
en stopper for alle planer. Desuden var Polen besat af dels
tyskere, dels russere. At dømme ud fra de ganske få breve,
der nåede frem til Danmark, havde folk det meget værre der.

Om natten lå Jozef tit vågen, mens hans far og mor og lillesøster
Marya sov lige ved siden af ham. Han lyttede efter flyvemaskiner.
Nogle gange lød deres dybe brummen, som om de fløj meget lavt.
Så holdt han vejret, selvom han kun mente at kunne høre én
maskine. Andre gange snorkede hans far så højt, at han ikke
kunne høre andet end det.

Men i starten af sommeren viste det sig, at det havde været
unødvendigt at bygge beskyttelsesrummene. De allierede valgte
nemlig at sætte store styrker i land på de franske kyster i stedet
for de danske. Hulen ude på marken blev næsten glemt,
men Jozef viste sin storebror Hendryk den, da han kom hjem
på besøg et par dage. Hendryk sagde, at han havde det fint på
kostskolen ved siden af den katolske kirke i Birke, og at Jozef godt
kunne glæde sig, til det blev hans tur. Han ville også gerne vide,
hvordan det gik med Jozefs plageånd Morten. Da Jozef fortalte
om "fars blomst", nikkede han tilfreds.

Jozef og Frantz vogtede får eller køer og havde ikke meget tid
at lege i, men indimellem gik de ud til hulen og fik med besvær
trukket den tunge lem op.

En dag i august var de ude i hulen, men Frantz var lidt stille af sig.
Da de sad i mørket nede i hulen, fortalte han forknyt, at han ikke
skulle gå i skole mere. Han skulle ud at tjene bønder og havde fået
plads på en gård mellem Nygård og Birke fra september,
selvom han kun var 11 år. Jozef kunne høre, at Frantz ikke var glad
for det, for hans stemme lød grødet.

- Men jeg får mit eget kammer at sove i ved siden af kostalden,
fortalte Franz og snøftede et par gange.

Skolen startede igen, og Jozef savnede sin ven. Heldigvis lod
Morten ham være i fred. Han kunne stadig godt finde på at sende
en spytklat i Jozefs retning og kalde ham for po-lak, men han lagde
aldrig op til slagsmål. Jozef var også vokset og var nu næsten lige
så høj som Morten.

En efterårsdag var Morten ikke i skole, da det ringede ind.
Men en halv time senere ankom han med et brev i hånden.
Han så meget vigtig ud, og i frikvarteret ville han ikke sige,
hvad det handlede om. Kun lærer Dam måtte vide det.

I løbet af skoledagen kom det alligevel frem, for Morten kunne
ikke tie stille med det: En af hans ældre brødre var om natten
blevet nødt til at flygte til Sverige, som ikke var besat af tyskerne.
Storebroren havde nemlig været med til at samle våben op på
markerne om natten. De var blevet smidt ned fra engelske fly,
og de var beregnet til de danske sabotører. Men i nat havde
tyskerne fået færten af dem, og kun med nød og næppe var de
sluppet væk.

- Den slags tør sådan nogle kujoner som po-lakkerne jo ikke være
med til, sagde Morten hånligt og spyttede i retning af Jozef.

Jozef svarede ikke, men sydede indeni. Han tænkte også,
at det måtte være de enlige fly, han havde hørt om natten.

Få dage senere kom Marya løbende hjem under høje skrig.
Jozef sad ved bordet i stuen og lavede en skoleopgave.
Faren var på arbejde, og moren hjalp til med at vaske oppe
på godset og kom først hjem til aften.

- Jozef, Jozef, tyskerne kommer!
Han så på hende og svarede: - Det er kun snak, Marya.
- Nej, jeg har lige set dem! Jeg var nede ved bækken at lege,
og der kommer mindst 100 soldater marcherende lige mod os!