Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

En hule på marken

side 1
/ 11

I nogle uger var det, som om alt og alle holdt
vejret. Det blev sagt, at de allierede ville gå i land
ude ved kysten.
Det var tropper fra England, Frankrig og USA.
Dem havde folk i Danmark ikke noget at frygte fra.
Men hvis de kom, ville de komme i kamp mod
nazisterne på dansk jord. Så ville det blive slemt.

Godsejeren gav nogle af sine karle ordre på at
indrette et beskyttelsesrum. Det skulle være
i den gamle kælder under det lange hus bag
stalden. Det blev kaldt for "Villa Polen".
Her boede alle de ugifte polske arbejdere
på godset.

side 2
/ 11

Kælderen blev gravet mere ud, og gulvet blev
støbt. Loftet blev stivet af med tykke bjælker.
På taget blev der sat en sirene. Hvis den hylede,
skulle alle straks søge ned i kælderen. Så var der
nemlig fare for angreb med bomber fra luften.
I beskyttelsesrummet var der bænke af træ.
Der var også tæpper og et lille lager af tørre kiks.

Jozefs far sagde, at der var et særligt
beskyttelsesrum til godsejerens familie.
Det var i den gamle kælder under godset.
Han havde været med til at slæbe senge derned.
Godsejeren havde også sørget for gasmasker
til sin familie. Det var der ikke i "Villa Polen".

side 3
/ 11

Jozefs far og flere andre var ikke sikre på,
at der var plads nok til alle under "Villa Polen".
De var også bange for, at der ville udbryde panik
med så mange folk på så lidt plads.
Derfor byggede han og nogle andre mænd deres
eget beskyttelsesrum ude på marken.
De gravede en stor, firkantet hule, som de stivede
godt af. I loftet var en stor lem, som kunne hives
op med en kæde. Oven på lemmen blev græstørv
gjort fast. Så kunne hulen ikke ses fra luften.
Nogle jernrør kunne stikkes op gennem huller
i lemmen. På den måde kom der luft ned i hulen.

I skolen skrev lærer Dam en sætning på tavlen.
Den skulle alle elever skulle skrive efter 25 gange:

side 4
/ 11

"Byens borgere bygger beskyttelsesrum".

Franz gav Jozef en albue i siden og mumlede:
- Hvorfor skal vi skrive byens borgere? Vi bor da
ikke i byen, men vi har alligevel bygget det.
- Ellers begynder alle ordene ikke med b, svarede
Jozef lavt.
- Vi skal bruge beskyttelsesrummet under Villa
Polen, blev Franz ved. - Det siger min far.
Jeg skal give besked om det til de andre mænd.
- Stille, I to!

Det var lærer Dam, der havde hørt dem. De tav
og blev ved at skrive.

side 5
/ 11

Inderst inde var Jozef lettet over, at vennens
familie med alle de små børn ikke skulle med
i hulen ude på marken. Hjemme hos Frantz
blev der kun talt polsk.
Hans far og mor kunne kun nogle få ord på dansk.
De ville nemlig rejse tilbage til Polen, når de havde
tjent penge nok. Men nu havde krigen sat en
stopper for alle planer. Desuden var Polen besat
af både tyskere og russere. At dømme ud fra de
ganske få breve, der nåede frem til Danmark,
havde folk det værre der.

Om natten lå Jozef tit vågen. Han lyttede efter fly.
Nogle gange lød deres dybe brummen, som om de
fløj meget lavt.

side 6
/ 11

Så holdt han vejret, selvom han kun mente
at kunne høre én maskine. Andre gange snorkede
hans far så højt, at han kun kunne høre det.

Først på sommeren viste det sig, at de ikke havde
behøvet at bygge beskyttelsesrum. De allierede
valgte nemlig at gå i land på de franske kyster.

Hulen ude på marken blev næsten glemt.
Men Jozef viste sin storebror Hendryk den,
da han kom hjem på besøg.
Hendryk ville gerne vide, hvordan det gik med
Jozefs plageånd Morten. Da Jozef fortalte om
"fars blomst", nikkede Hendryk tilfreds.

side 7
/ 11

Jozef og Frantz vogtede får eller køer og havde
ikke meget tid at lege i. Men indimellem gik de
ud til hulen og trak den tunge lem op.
En dag i august var de derude, men Frantz var
lidt stille af sig. I mørket fortalte han forknyt,
at han ikke skulle gå i skole mere. Han havde
fået plads på en gård mellem Nygård og Birke.
Selvom han kun var 11 år. Han lød ked af det.

- Men jeg får mit eget kammer at sove i ved siden
af køerne, snøftede han.

I skolen savnede Jozef sin ven. Til alt held lod
Morten ham være i fred. Han kunne stadig godt
finde på at spytte efter Jozef.

side 8
/ 11

Han kaldte ham også for po-lak, men han ville
aldrig slås.

Jozef var også vokset og var nu næsten lige så høj
som Morten.
En dag var Morten ikke i skole, da det ringede ind.
Men en halv time senere ankom han med et brev
i hånden. Han så meget vigtig ud. I frikvarteret
ville han ikke sige, hvad der stod i brevet.
Kun lærer Dam måtte vide det.

I løbet af dagen kom det frem, for Morten kunne
ikke tie stille med det: En af hans ældre brødre var
blevet nødt til at flygte til Sverige. Broren havde
været med til at samle våben op på markerne om
natten.

side 9
/ 11

De var blevet smidt ned fra engelske fly, og de var
til de danske sabotører. Men i nat havde tyskerne
fået færten af dem. Kun med nød og næppe var
de sluppet væk.

- Den slags tør kujoner som po-lakker jo ikke være
med til, sagde Morgen hånligt og spyttede mod
Jozef.

Jozef sagde intet, men sydede indeni. Det måtte
være de enlige fly, han havde hørt om natten.

Få dage senere kom Marya løbende hjem under
høje skrig. Jozef sad ved bordet i stuen og lavede
en opgave. Faren var på arbejde. Moren vaskede
oppe på godset og kom først hjem til aften.

side 10
/ 11

- Jozef, Jozef! Tyskerne kommer!
Han så på hende: - Det er kun snak, Marya.
- Nej, jeg har lige set dem! Jeg legede nede ved
bækken, og der kommer mindst 100 soldater
lige mod os!

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat