Jozef svarede hende ikke straks. Deres lille, gule hus lå ret ensomt.
Ikke engang oppe fra tagvinduet kunne de se andre huse.
De kunne kun se græsmarken og markvejen og hen til det lille
skovbryn. Bag det lå bækken. Han overvejede kort, om han
og Marya skulle prøve at flygte op til godset, men han var usikker
på, om de ville kunne nå det. Desuden var han i tvivl, om Marya
havde set syner eller overdrev. Måske var det hele bare noget,
hun bildte sig ind.
Derfor stillede han en stol ovenpå spisebordet, så han kunne nå
lemmen i loftet. Måske kunne han se de tyske soldater
heroppefra. Der var ikke andet end støv og spindelvæv oppe på
loftet, og det var længe siden, nogen havde været deroppe. I en
gammel kiste lå nogle af deres bedsteforældres ting og nogle af
deres gamle papirer fra Polen. Det var ikke noget, nogen af dem
tænkte på til hverdag.

- Jozef, Jozef, hvad gør du? hulkede Marya.
- Ti nu stille, stønnede han, mens han balancerede på stolen.

Jozef kæmpede for at få åbnet loftslemmen, og Pludselig gav den
efter, og en støvsky væltede ned i hovedet på ham. Han hostede
og var ved at vælte, men undgik det i sidste øjeblik. Så hev han sig
op i armene. På knæ kravlede han hen mod vinduet og spyttede
undervejs, fordi han både havde støv og spindelvæv på læberne.
Overalt på gulvet lå døde spyfluer med benene i vejret.
Flere steder var der hul i loftsbrædderne, og han måtte se sig godt
for. Der var kun det ene vindue i gavlen, og det var af jern med
små ruder i. Et af glassene manglede, og de andre var uklare
og beskidte. I bunden af vinduet var der en jernstang, som det
kunne skubbes op med. Jozef prøvede først at kigge ud gennem
det manglende glas, men han kunne ikke se ret meget. Det kunne
han til gengæld, da det endelig lykkedes ham at få vinduet åbnet.

Da han stak hovedet så meget frem, som han turde, opdagede
han nemlig, at Marya havde ret. En masse soldater i lange
geledder med fire i hver række var på vej mod deres hus ad
markvejen. Uniformerne var grønne, og buksebenene var stukket
ned i deres lange, sorte støvler, som var mudrede og støvede.
På hovedet bar alle soldaterne stålhjelme. Forrest på siden af
kolonnen gik en officer, som råbte og skreg kommandoer mod
soldaterne.
Synet af dem fik Jozef til at føle det, som om hans hjerte gik i stå.
Indtil nu havde han set tyske soldater flere gange, men der havde
altid kun været tale om ganske få, og det havde været på lang
afstand. Hans far havde også fortalt, at der havde været nogle
tyske officerer i bil oppe på godset. De havde talt med godsejeren,
men han havde kun været præcis så venlig over for dem, som han
behøvede, og de var kørt igen.

Bagefter havde det mest været deres jeeps, der var blevet talt
om, for der kørte efterhånden næsten ingen biler på de danske
landeveje. Det var umuligt for almindelige mennesker at skaffe
benzin, men tyskerne havde tilsyneladende nok af det.

- Jozef, hvad skal vi gøre? hylede Marya nede i stuen. - Jeg tror,
de vil slå os ihjel!

Han havde følt sig som frosset fast til pletten, men nu fik Maryas
skrig ham til at vågne op. Han lod loftsvinduet stå åbent,
mens han kravlede tilbage til det hul, han var kommet op af.

- Marya, kravl op på stolen på bordet, men pas på den ikke vælter!
- Det tør jeg ikke, græd hun.
- Enten gør du det, eller også må du passe dig selv, for jeg bliver
heroppe, svarede han rasende og bange.

At være alene i stuen forekom hende åbenbart mere
skræmmende end udsigten til at trimle omkuld med stolen på
bordet, for lidt efter kunne han se hende kæmpe sig op på stolen.
Han lagde sig på maven i alt støvet og rakte den ene arm ned mod
hende.

- Tag min hånd, Marya, så hiver jeg dig op!

Hun blev bare ved med at hulke, men lidt efter fik han fat i hendes
ene hånd, og uden det store besvær fik han trukket hende op
gennem lemmen. Da hun lå ved siden af ham, lukkede han
lemmen i igen.

- Du siger ikke et pip, er du med? advarede han hende. - Sæt dig
derhen med ryggen op mod kisten.

Marya nikkede og så på ham med store, angste øjne. Så kravlede
hun hen, hvor han havde peget. Selv møvede han sig hen til
vinduet igen, og da han kiggede ud, var soldaterne helt tæt på.
Officeren gik forrest. På skulderstropperne af hans uniform sad
nogle bånd af forskellige farver, som viste, at han havde højere
rang end sine soldater. Dem kunne Jozef se, og han kunne høre
officerens hæse stemme lige så tydeligt, som hvis han havde stået
lige ved siden af ham. Hvad skulle soldaterne? Jozef holdt vejret
og bad til, at de bare ville gå forbi og ikke lægge mærke til det lille,
gule hus, de passerede, men pludselig udstødte officeren en høj
kommando:

- Halt, skreg han.

Det betød åbenbart "holdt" eller "stop", for i næste nu stoppede
alle soldaterne lige udenfor huset.

Jozef turde ikke rokke sig ud af stedet, men han var lige ved
at besvime. Hvad skulle han gøre, hvis officeren gik ind i huset
og kaldte? Skulle han svare, eller skulle han blive heroppe på
loftet sammen med Marya? Måske ville de stjæle alt, hvad Jozefs
forældre havde. Det var ikke så meget, men der var da
rosenkransen på væggen, noget mad i køkkenet og deres dyner,
puder, tæpper og møbler.
Nu råbte officeren noget mere, og der kom igen røre i soldaterne.
Geleddet gik i opløsning, og soldaterne traskede ud på
græsmarken på den anden side af huset. Den var lige blevet slået,
for høet havde været klar til at blive høstet, og nu var der kun
stubbe tilbage. Hvad ville de? Der var jo ingenting på græsmarken.
Lidt efter gik det op for Jozef, at de skulle hvile sig,
for soldaterne tog deres hjelme, våben og rygsække af og lagde
sig ned. Det samme gjorde officeren, men han var den sidste,
der gjorde det. Nogle af soldaterne lå på ryggen, andre på siden.

Fra sin udkigspost kunne Jozef se, at deres stålhjelme var af
forskellig størrelse. Nogle var store, andre var små, alt efter om
den skulle sidde på et stort eller lille hoved.
Jozef hørte et ekko af Mortens hånlige bemærkning oppe i skolen
om, at po-lakker var kujoner, og en idé slog ned i ham.
Måske kunne han vise Morten noget andet…