Jozef svarede hende ikke.

Deres lille, gule hus lå ret ensomt. Ikke engang
fra vinduet oppe på loftet kunne de se andre huse.
Skulle han og Marya prøve at flygte op til godset?
Men han var i tvivl, om de ville kunne nå det.
Og måske havde Marya set syner eller overdrev.
Derfor satte han en stol op på bordet, så han
kunne nå lemmen i loftet.
Måske kunne han se de tyske soldater herfra.
Der var kun støv og en gammel kiste oppe på loftet.
Han kæmpede for at få lemmen op.
Da den gav efter, fløj en sky af støv ned mod ham.
Han kom til at hoste og var ved at vælte,
men undgik det lige netop.

Så hev han sig op i armene. På knæ krøb han hen
mod vinduet. På gulvet lå døde fluer med benene
i vejret. Flere steder var der huller, og han måtte
se sig godt for.

Der var kun det ene vindue i gavlen, og det var af
jern med små ruder i. Et af glassene var væk,
og de andre var uklare og beskidte. I bunden
af vinduet var der en stang, som det kunne
skubbes op med. Jozef prøvede først at kigge ud
gennem hullet, men han kunne ikke se ret meget.
Men det kunne han, da han fik vinduet op.

Marya havde ret. En masse soldater i geled med
fire i hver række kom gående på markvejen.

Deres uniformer var grønne, og deres bukser
var stukket ned i deres lange, sorte støvler.
På hovedet bar hver soldat en hjelm af stål.

Forrest gik en officer. På hver skulder i hans jakke
i uniformen sad nogle farvede bånd. De viste,
at han havde højere rang end sine soldater.
Synet af dem fik Jozef til at føle det, som om hans
hjerte gik i stå.
Indtil nu havde han set tyske soldater flere gange.
Men der havde altid kun været tale om ganske få,
og det havde været på lang afstand.
Hans far havde også sagt, at der havde været
nogle tyske officerer i bil oppe på godset.
Bagefter havde det mest været deres jeeps,
der var blevet talt om.

Der kørte næsten ingen biler på de danske veje.
Det var ikke til at skaffe benzin. Men tyskerne
havde vist nok af det.

- Josez, hvad skal vi gøre? hylede Marya nede
i stuen.
- Jeg tror, de vil slå os ihjel!

Han havde følt sig som frosset fast til pletten,
men nu fik Maryas skrig ham til at vågne op.
Han lod vinduet stå åbent, mens han krøb
tilbage til hullet.

- Marya, kravl op på stolen på bordet. Og pas på,
at den ikke vælter!
- Det tør jeg ikke, græd hun.

- Så må du passe dig selv, svarede han vred
og bange.

Lidt efter kunne han se hende kæmpe sig op på
stolen. Han lagde sig på maven i støvet og rakte
den ene arm ned mod hende.

- Tag min hånd, Marya. Så hiver jeg dig op!

Uden det store besvær fik han trukket hende op.
Så lukkede han lemmen.

- Du siger ikke et pip, advarede han hende.
- Sæt dig derhen med ryggen op mod kisten.

Marya gjorde, som han sagde.

Selv møvede han sig hen til vinduet igen.
Da han kiggede ud, var soldaterne helt tæt på.
Jozef holdt vejret og bad til, at de bare ville gå
forbi.

Så udstødte officeren et højt råb: - Halt!

I næste nu stoppede alle soldaterne lige uden for
huset. Jozef var ved at besvime. Hvad skulle han
gøre, hvis officeren gik ind i huset og kaldte?
Skulle han svare, eller skulle han blive her på loftet
sammen med Marya?
Måske ville de stjæle alt, hvad de havde. Det var
ikke så meget. Men der var da morens rosenkrans
på væggen, noget mad i køkkenet og deres dyner,
puder, tæpper og møbler.