Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Fuld af løgn

side 1
/ 9

- Jozef, jeg er bange, hviskede Marya henne fra den gamle kiste,
som hun sad med ryggen op mod. - Jeg er så bange!
Han drejede hovedet og hvæsede mod hende: - Ti så stille!

Så rettede han igen blikket ned mod soldaterne på græsmarken.
De var kommet marcherende i et snorlige geled med fire i hver
række, men nu lå de hulter til bulter dernede. Nogle af dem sov
allerede, for han kunne høre dem snorke. Det var helt stille i
vejret. Officeren havde lagt sig som den sidste, og han lå lidt væk
fra sine soldater. Det kunne ellers ikke været ret behageligt
at ligge på stubbene på græsmarken, men måske havde de
marcheret meget langt og var udmattede.
Jozefs ene ben sov, og han flyttede forsigtigt på sig. Han skulle
også passe på med ikke at komme til at nyse på grund af alt støvet
heroppe på loftet, for så ville han måske vække soldaterne.
De så nu ellers ud til at sove ret tungt.

side 2
/ 9

Turde han? Først syntes han, at det var alt for farligt og risikabelt,
men jo mere han tænkte på sin idé, jo bedre virkede den. Det var
modigt af Mortens storebror at være med til at samle de våben
op, som de engelske fly smed ned, og det var synd for ham
og hans familie, at han havde været nødt til at flygte til Sverige.
Nu havde Jozef muligheden for at vise Morten, at det at være
polak ikke var det samme som at være kujon. Hvis han ellers
turde.
Han blev siddende lidt endnu, til han var sikker på, at alle de tyske
soldater sov. Så rykkede han sig væk fra vinduet og begyndte
at krybe tilbage mod lemmen i gulvet. Nu var den lukket i.

- Hvad vil du? kom det fra Marya. - Jeg tør ikke være alene
heroppe.
- Du bliver bare siddende der! Jeg er tilbage om lidt!

side 3
/ 9

Det lykkedes ham at åbne lemmen næsten helt lydløst. Så stak
han benene ned mod stolen på bordet og holdt sig oppe i armene.
Stolen vaklede lidt, men han fik den i balance igen og hvilede nu
hele sin vægt mod stolesædet. Han lod lemmen stå åben og
kravlede ned på gulvet igen. Han trak vejret hurtigt og i stød,
mens han listede hen mod døren. Den knagede lidt, som den altid
gjorde, da han åbnede den.

Lige ovre på den anden side af markvejen sov alle soldaterne
mellem deres våben, rygsække og hjelme. Mange af dem
snorkede højt, ligesom Jozefs egen far gjorde om natten.
Han blev stående et øjeblik uden for døren uden at vide,
om han turde føre sin plan ud i livet, men han havde kun
denne ene chance for at vise sit mod, og måske vågnede
soldaterne snart igen.

side 4
/ 9

På tåspidserne gik han over vejen og skråede ind over grøften,
og nu var han så tæt på de sovende soldater, at de kunne gribe fat
i hans ankler, hvis de opdagede ham. Han kunne tydeligt lugte
dem, og de lugtede ikke ret godt. Tæt på så de faktisk også noget
snavsede ud.

Pludselig lød en stemme ganske tæt på ham, og han var lige ved
at udstøde et skrig af forskrækkelse. Var han opdaget? Nej, det
var bare en tysker, der mumlede et eller andet i søvne, mens han
vendte sig. Jozef bøjede sig lidt ned og tog tyskerens hjelm.
Den var en af de store, kunne han se. Ved siden af lå en anden
tysker, hvis hjelm var meget mindre. Det var hurtigt at bytte om
på dem. Han opdagede, at der var tre forskellige størrelser,
og han sneg sig rundt mellem de mange tyskere og byttede om
på næsten alle hjelmene.

side 5
/ 9

På et tidspunkt syntes han at se en bevægelse over sig ud af
øjenkrogen, og i et splitsekund følte han det, som om hans blod
frøs til is, men da han kiggede op, var det bare Marya, der havde
stukket hovedet ud gennem loftsvinduet. Han gjorde tegn til
hende om, at hun skulle gå væk derfra, og lidt efter var hun væk.
En tysker smaskede i søvne, og nu rørte officeren også lidt på sig.
Jozef turde ikke liste rundt mellem dem længere, og han smuttede
ud fra marken, sprang over grøften og løb ind i huset igen.
Næsten uden at trække vejret fik han lukket døren i igen.
Han kravlede op på stolen på bordet og op gennem lemmen igen.
Da han havde trukket den til, så han Marya sidde op mod kisten
og stirre på ham med store, bange, mørke øjne.
Selv mavede han sig over de støvede brædder og hen mod det
åbne loftsvindue. Han stak hovedet lidt ud og kunne se, at flere af
de tyske soldater var kommet op at sidde. De gabte højlydt
og strakte dovent armene op over hovedet.

side 6
/ 9

Med ét blev han ramt af et lyn af rædsel. Om lidt ville de opdage,
at nogen havde spillet dem et puds. Hvad ville der så ske?
De måtte kunne regne ud, at gerningsmanden kom fra det lille,
gule hus, for der var jo ikke andet i nærheden. Ville de brase ind
og slæbe ham og måske også Marya med? Ville de henrette dem
lige på stedet?
Svimmel af skræk gled han ned under vinduet og skjulte ansigtet
i sine arme. Han var tæt på at græde. Når de så stolen oppe på
bordet, ville det være nemt nok at regne ud, at de gemte sig oppe
på loftet. Han skulle have sparket den væk, men så ville det blive
svært for dem at komme ned igen.
Udefra sagde hæse stemmer en masse fremmede ord. Det lød
også, som om officeren udstedte en kommando. Jozef kunne ikke
nære sig længere. Han var nødt til at kigge ud. Da han gjorde det,
kunne han se tyskerne fare forvirret rundt mellem hinanden
dernede på græsmarken.

side 7
/ 9

Én soldat havde en hjelm på, der var alt for stor, og som helt
skjulte hans øjne. En anden havde en alt for lille hjelm siddende
på toppen af hovedet. Det så så underligt ud, at Jozef ville have
grinet, hvis han ikke var så bange.

Han dukkede igen ned og ventede i noget, der virkede som lang
tid. Endelig kunne han høre endnu en hæs kommando, og han
vovede til sidst at stikke hovedet ud igen.
Soldaterne var på vej væk. Han kunne kun se deres rygge,
og officeren var allerede drejet rundt i svinget længere henne og
var helt forsvundet. Han blev så lettet, at han faldt helt sammen.

- Er de væk, Jozef, er de? hviskede Marya.
Han nikkede til hende: - Ja. Du siger ikke noget til mor og far om
det her, er du med?

side 8
/ 9

De ville sikkert blive vrede over, at han havde udsat både sig selv
og Marya for sådan en stor fare, men inderst inde var han stolt
af sig selv, da han hjalp Marya ned og fjernede stolen fra bordet
og støvet, som var faldet ned på det.

***

Den aften talte Jozefs mor og far om den tyske kolonne, som var
gået forbi Nygård. Officeren havde været inde på godset og havde
forlangt mad til sine soldater. Derefter var de gået igen.
Om aftenen lå Jozef længe vågen, og han glædede sig til
at fortælle historien til Hendryk.
Næste dag kunne han ikke nære sig for at fortælle lidt om det til
nogle af klassekammeraterne oppe i skolen. Han sagde, at de
skulle holde mund med det, men rygtet løb hurtigt, og pludselig
stod Morten der og stirrede rasende på ham:

- Din po-lak, jeg tror ikke en snus på, at du har gjort det der med
at bytte rundt på tyskernes hjelme. Du er så fuld af løgn, er du!

side 9
/ 9
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat