Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Fuld af løgn

side 1
/ 10

- Jozef, jeg er bange, kom det fra Marya.
Han drejede sit hoved og hvæsede mod hende:
- Ti så stille!

Så rettede han igen blikket ned mod de tyske
soldater på græsmarken. De lå hulter til bulter
dernede. Nogle af dem sov, for han kunne høre
dem snorke. Det var helt stille i vejret.
Officeren havde lagt sig som den sidste, og han lå
lidt væk fra sine soldater.

Jozefs ene ben sov, og han flyttede lidt på sig.
Han skulle passe på med ikke at komme til at nyse,
for så ville han måske vække soldaterne.
De så nu ellers ud til at sove ret tungt.

side 2
/ 10

Turde han? Jo mere han tænkte på sin idé,
jo bedre virkede den. Det var modigt af Mortens
storebror at være med til at samle de våben op,
som de engelske fly smed ned. Det var også synd
for ham, at han havde været nødt til at flygte til
Sverige.

Nu havde Jozef en chance for at vise Morten,
at det at være polak ikke var det samme som at
være kujon. Hvis han ellers turde.

Han blev siddende lidt endnu. Så gav han sig til
at krybe tilbage mod lemmen. Nu var den lukket i.

- Hvad vil du? kom det fra Marya. - Jeg tør ikke
være alene heroppe.

side 3
/ 10

- Du bliver bare siddende der! Jeg er her om lidt!

Det lykkedes ham at åbne lemmen næsten uden
en lyd. Så stak han benene ned mod stolen på
bordet og holdt sig oppe i armene. Stolen vaklede.
Men han fik den i balance igen og hvilede nu hele
sin vægt mod den. Han lod lemmen stå åben og
kom ned på gulvet igen.
Han trak vejret i stød, mens han listede hen mod
døren. Den knagede lidt, som den altid gjorde.

Lige ovre på den anden side af markvejen sov
alle soldaterne mellem deres våben, rygsække
og hjelme. Mange af dem snorkede som Jozefs
egen far. Måske vågnede de snart igen.

side 4
/ 10

På tå gik han over vejen og over grøften.
Nu var han så tæt på de sovende soldater,
at de kunne gribe fat i hans ankler. Han kunne
lugte dem, og de lugtede ikke ret godt.
Så lød en stemme ganske tæt på ham. Han var
lige ved at skrige. Var han opdaget? Nej, det var
bare en tysker, der mumlede noget i søvne.

Jozef bøjede sig lidt ned og tog tyskerens hjelm.
Den var en af de store, kunne han se. Ved siden af
lå en anden tysker, hvis hjelm var meget mindre.
Det var nemt at bytte om på dem. Han opdagede,
at der var tre størrelser. Han sneg sig rundt
mellem de mange tyskere og byttede om på
næsten alle hjelmene.

side 5
/ 10

Han anede en bevægelse ud af øjenkrogen.
Et sekund følte han det, som om hans blod frøs
til is. Men det var bare Marya, der havde stukket
sit hoved ud gennem vinduet. Han gjorde tegn til
hende om, at hun skulle gå væk fra det igen.

En tysker smaskede i søvne, og nu rørte officeren
også lidt på sig. Jozef turde ikke liste rundt mellem
dem mere. Han smuttede ud fra marken, sprang
over grøften og løb ind i huset igen.

Næsten uden at trække vejret fik han lukket døren
i igen. Han krøb op på stolen på bordet og op
gennem lemmen igen. Da han havde trukket den
til, så Marya på ham med store, bange, mørke
øjne.

side 6
/ 10

Selv mavede han sig hen mod det åbne vindue
igen. Han stak hovedet lidt ud.

Flere af de tyske soldater var kommet op at sidde.
De gabte og strakte sig. Med ét blev han ramt af
rædsel. Om lidt ville de opdage, at nogen havde
spillet dem et puds. Hvad ville der så ske?
De måtte kunne regne ud, at den skyldige kom
fra det lille, gule hus. Der var jo ikke andet i
nærheden. Ville de brase ind og slæbe ham
og måske også Marya med? Ville de skyde dem
lige på stedet?

Svimmel af skræk gled han ned under vinduet.
Han gemte ansigtet i sine arme. Han var tæt på
at græde.

side 7
/ 10

Når de så stolen oppe på bordet, ville det være
nemt nok at regne ud, at de gemte sig oppe på
loftet. Han skulle have sparket den væk, men så
ville det blive svært for dem at komme ned igen.

Udefra lød hæse stemmer. Jozef kunne ikke nære
sig længere. Han var nødt til at kigge ud.
Tyskerne fløj rundt mellem hinanden nede på
marken. Én soldat havde en alt for stor hjelm på.
En anden havde en alt for lille hjelm på toppen af
sit hoved.

Jozef ville have grinet, hvis han ikke havde været
så bange. Han dukkede igen ned og ventede i
noget længe. Til sidst kunne han høre endnu en
hæs kommando.

side 8
/ 10

Nu vovede han at kigge ud igen. Soldaterne var på
vej væk. Han kunne kun se deres rygge. Han blev
så lettet, at han faldt helt sammen.

- Er de væk, Jozef, er de?
- Ja, Marya. Du siger ikke noget til mor og far om
det her, er du med?

De ville nok blive vrede over, at han havde udsat
både sig selv og Marya for sådan en stor fare.
Men inderst inde var han stolt af sig selv.

***

Den aften talte Jozefs mor og far om den tyske
kolonne, som var gået forbi Nygård.

side 9
/ 10

Officeren havde været inde på godset for at
forlange mad til sine soldater. Så var de gået igen.
Den aften lå Jozef længe vågen. Han glædede sig
til at fortælle det hele til Hendryk.

Næste dag kunne han ikke nære sig for at fortælle
lidt om det oppe i skolen. Han sagde, at de skulle
holde mund med det. Men rygtet løb hurtigt.
Med et stod Morten foran ham:

- Din po-lak, jeg tror ikke en snus på, at du har
byttet rundt på tyskernes hjelme.
Du er så fuld af løgn!

side 10
/ 10
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat