Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Po-lak

side 1
/ 10

Morten trådte rasende et skridt hen mod Jozef og råbte skingert:
- Din løgnhals af en po-lak, hvad bilder du dig ind at prale af sådan
en løgnehistorie. Du skulle have så mange bank, skulle du …

Morten stod nu så tæt på, at små dråber af hans spyt ramte Jozef,
men han ville ikke flytte sig, for Morten skulle ikke tro, at han var
bange for ham. Og han løj heller ikke. Så blev de afbrudt af
skolens klokke, som ringede ind til første time, og klumpen af elever
omkring dem gik i opløsning, for lærer Dam blev vred, hvis de ikke
kom ind med det samme. Morten sendte Jozef endnu ét vredt
blik, før han snurrede rundt på hælen og gik ind.

Jozef fulgte efter. Hvad ville der ske i næste frikvarter? Måske var
han for første gang nødt til at slås med Morten. Pludselig savnede
han sin gamle ven Franz og sin storebror Hendryk. Han syntes,
at han kunne mærke Mortens øjne i nakken.

side 2
/ 10

Der var kun to klasser i skolen, den store og den lille, og derfor gik
han og Morten i samme klasse, selvom Morten var to år ældre
end ham. Nu kom lærer Dam ind med et stort smil om munden.

- Jeg vil starte med at fortælle om en pudsig oplevelse, jeg havde
i går, begyndte han. - Efter skoletid var jeg ude at cykle,
og pludselig opdagede jeg nogle tyske soldater, som befandt sig
inde på en græsmark. De var kun få meter fra mig, og jeg kunne
tydeligt se dem løbe forvirrede rundt mellem hinanden. Jeg ville
ikke stoppe og turde heller ikke overbeglo dem alt for meget,
men det virkede, som om der var noget rod med deres stålhjelme.
Nogle havde alt for små hjelme på, andre havde nogle på, der var
alt for store, så hjelmen dækkede deres øjne. Deres officer skreg
hidsigt til dem, at de omgående skulle se at komme i orden og få
de rigtige hjelme på.

side 3
/ 10

Nogle hænder røg i vejret, og lærer Dam pegede på en af eleverne.

- Ja?
- Det var Jozef, der gjorde det, han har lige fortalt det!

Lærer Dam rettede søgende blikket mod Jozef og nikkede svagt.
- Jaså! Du bor måske i et lille, gult hus? Nå, vi må hellere se
at komme i gang med undervisningen.

Jozef fik slet ikke sagt noget, men han var så stolt, at han
næsten ikke kunne være i sig selv, og Morten sagde ikke et ord
i frikvarteret, men luskede bare rundt for sig selv.

***

side 4
/ 10

Da Hendryk endelig kom hjem, fortalte Jozef ham straks om
tyskerne på græsmarken og deres stålhjelme. Hendryk kiggede
overrasket på ham. Så lo han.
- Hvor modigt, lillebror. Jeg er stolt af dig!
- Ved du hvad, Hendryk, sagde Jozef. - Tæt på så de der tyske
soldater egentlig slet ikke så farlige ud. Mange af dem virkede
helt udmattede, og jeg så én, der lå og sov med et lille fotografi
i hånden. Jeg tror, det må have forestillet hans kone og børn
hjemme i Tyskland. Måske er de slet ikke nazier alle sammen.
Hendryk rystede på hovedet. - Nej, nogle af dem er sikkert bare
blevet tvunget til at gå i krig.

Den dag, Hendryk skulle konfirmeres i den katolske kirke,
fik Jozefs far igen lov at låne en lille vogn med en hest for oppe på
godset. På den trillede de hele den lange vej til Birke, og Marya
blev så træt, at hun sov både på vejen til kirken og tilbage igen.

side 5
/ 10

Hendryk klarede at besvare alle præstens spørgsmål til punkt
og prikke, og deres forældre var stolte. Derhjemme fik de
en ekstra god middag, for godsejeren havde givet Jozefs far
to fasaner. Hendryk fik også en bog oppe fra godset, og faren
gav ham et lommeur, som havde ligget i kisten oppe på loftet.

En uge senere sagde Hendryk farvel, for nu skulle han ud at tjene.
Han blev snart 15 år. Hans plads lå kun et par kilometer borte,
og gårdmanden havde ry for at være flink ved sine folk.
Hendryk havde fri hver søndag eftermiddag, og til jul måtte han
blive hjemme to dage.
Dagene blev kortere og mørkere. Nogle gange hørte Jozefs far
nyt om krigen fra godsejeren, og det fortalte han derhjemme
om aftenen, mens de spiste. Det gik ikke længere så godt for
Hitler, og efterhånden troede de fleste på, at han ville tabe krigen.
Spørgsmålet var bare hvornår.

side 6
/ 10

Det blev jul, og Jozefs mor satte tolv retter på bordet, som man
brugte det i Polen. Ingen af dem indeholdt kød, men fisk måtte
de gerne spise til jul. Moren havde haft stort besvær med
at skrabe nok råvarer sammen, så hun kunne lave al den mad.
Det vigtigste var en ret, der hed pirogi. Det var små,
halvmåneformede kager med ost i, og de var den julemad,
Jozef allerbedst kunne lide.

Efter jul faldt der en del sne, og det kolde vejr blev ved efter nytår.
Nu hed årstallet 1945, og Marya glædede sig voldsomt til at starte
i skolen i april. Hun børstede sit mørke hår, så det skinnede blankt,
og hun havde også lært selv at flette det. Hun plagede for at få en
ny kjole, men det var jo ikke til at skaffe stof. En dag kom deres
mor dog hjem fra stalden med en gammel kjole, som hun havde
fået af godsejerens kone. Den var slidt, men der var stof nok til,
at moren kunne sy en fin, ny kjole til Marya af de bedste stykker.

side 7
/ 10

- Åh, hvor jeg glæder mig til at få en veninde at lege med,
sagde Marya og snurrede rundt, så skørtet i den nye kjole fløj ud
i luften.

Der var nu kun to dage, til hun skulle begynde i skolen.
Jozef og Marya var alene hjemme, og hun havde ellers fået forbud
mod at prøve kjolen, men hun var alligevel blevet fristet til at gøre
det.

- Glæd dig ikke for meget, advarede Jozef. - Du skal gå i den lille
klasse, og jeg kan ikke hjælpe dig, hvis de driller i timen, for jeg
går jo i den store. Du kan godt regne med, at de vil hviske
po-lak, po-lak, pak-pak-pak til dig.

side 8
/ 10

Han var lidt urolig, for han var sikker på, at Marya ville ende med
at blive rigtig ked af det. Sådan gik det bare ikke. Allerede i det
første frikvarter hørte han nogle råbe efter lillesøsteren.
Men inden han nåede at gribe ind, gik en lyshåret pige med et
rødt hårbånd hen til Marya og tog hendes hånd.

- Min far siger ellers, at det hedder po-lak, sagde hun over
skulderen til de børn, der havde råbt. - Vi går i samme klasse.
Skal vi lege?
- Ja, svarede Marya glad.

Om aftenen derhjemme fortalte Marya, at hun allerede havde
fået en veninde. Hun hed Sonja, og hendes far var tømrermester
og havde nogle gange arbejde på godset.

side 9
/ 10

Det blev maj, og om aftenen skulle Marya gå i seng som den
første. En time senere var det Jozefs tur til at gå i seng,
men den fjerde aften i maj sov Marya ikke endnu, da han
listede ind og lagde sig.

- Måske må min veninde Sonja komme på besøg til min fødselsdag,
hviskede hun drømmende.
- Klap i, hviskede Jozef tilbage.

Han var næsten faldet i søvn, da begge forældrene pludselig kom
brasende ind i det lille soveværelse.

- Marya, Jozef, vågn op, vågn op, råbte de glade. - Krigen er slut!
Tyskerne har endelig overgivet sig! Folk fester udenfor godset,
og det skal vi også!

side 10
/ 10
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat