Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Polak, polak, pak-pak-pak!
Læseværktøj

Po-lak

side 1
/ 11

Morten gik hen mod Jozef og råbte højt:

- Din løgnhals af en po-lak! Hvad bilder du dig ind
at prale af sådan en løgn. Du skulle have så mange
bank …

Morten stod nu så tæt på, at små dråber af hans
spyt ramte Jozef. Men han ville ikke flytte sig.
Morten skulle ikke tro, at han var bange for ham.
Og han løj heller ikke. Så ringede det ind til første
time. Morten sendte Jozef endnu ét vredt blik,
før han vendte om på hælen og gik ind.
Jozef fulgte efter. Hvad ville der ske?
Måske var han nødt til at slås med Morten.

Han lagde sine ting frem på bordet.

side 2
/ 11

Med ét savnede han sin gamle ven Franz og sin
bror Hendryk meget. Han syntes, han kunne
mærke Mortens øjne i nakken.
Der var kun to klasser i skolen, den store og den
lille. Derfor gik han og Morten i samme klasse,
selvom Morten var to år ældre end ham.

Nu kom lærer Dam ind med et smil om munden.

- Jeg havde en pudsig oplevelse i går, sagde han.
- Jeg var ude at cykle, da jeg så nogle tyske
soldater inde på en græsmark. De løb helt
forvirrede rundt mellem hinanden. Jeg ville ikke
stoppe og turde heller ikke overbeglo dem.
Men der var vist noget rod med deres hjelme.
Nogle havde alt for små hjelme på.

side 3
/ 11

Andres var alt for store. Deres officer skreg til
dem, at de skulle se at komme i orden og få
de rigtige hjelme på.

Nogle hænder røg i vejret, og lærer Dam pegede
på en af eleverne.

- Ja?
- Det var Jozef, der gjorde det. Han har lige sagt det!
Lærer Dam så på Jozef.
- Jaså. Du bor måske i et lille, gult hus?
Nå, vi må hellere i gang.

Jozef fik slet ikke sagt noget. Men han var meget
stolt.

side 4
/ 11

Og Morten sagde ikke et ord mere til ham den
dag.

***

Da Hendryk endelig kom hjem, fortalte Jozef ham
om tyskerne og deres hjelme. Hendryk lo.

- Modigt, bror. Jeg er stolt af dig!
- Ved du hvad, Hendryk, sagde Jozef.
- Tæt på så de tyske soldater ikke så farlige ud.
Mange af dem virkede helt udmattede. En af dem
lå og sov med et lille fotografi i hånden. Jeg tror,
det var af hans kone og børn hjemme i Tyskland.
Måske er de slet ikke nazier alle sammen.

side 5
/ 11

Hendryk rystede på hovedet.
- Nej, nogle af dem er nok bare blevet tvunget til
at gå i krig.

Den dag, Hendryk skulle konfirmeres, lånte deres
far igen en lille vogn oppe på godset. På den kørte
de hele den lange vej til Birke. Hendryk kunne
besvare alle præstens spørgsmål til punkt og
prikke. Deres forældre var stolte.

Hjemme fik de ekstra god mad, for godsejeren
havde givet Jozefs far to fasaner. Hendryk fik
også en bog oppe fra godset. Faren gav ham et
lommeur, som havde ligget i kisten på loftet.
En uge senere sagde Hendryk farvel, for nu skulle
han ud at tjene.

side 6
/ 11

Han blev snart 15 år. Hans plads lå kun et par
kilometer borte. Gårdmanden havde ry for at
være flink ved sine folk. Hendryk havde fri hver
søndag eftermiddag, og til jul måtte han blive
hjemme to dage.

Dagene blev kortere og mørkere. Nogle gange
hørte Jozefs far nyt om krigen fra godsejeren.
Det fortalte han om aftenen, mens de spiste.
Det gik ikke længere så godt for Hitler.
De fleste troede, at han ville tabe krigen.
Man vidste bare ikke hvornår.

Til jul satte Jozefs mor satte tolv retter på bordet,
som man brugte det i Polen.
Der måtte ikke være kød i nogen af dem.

side 7
/ 11

Men fisk måtte de gerne spise til jul.
Moren havde haft stort besvær med at skrabe nok
råvarer sammen, så hun kunne lave al den mad.
Det vigtigste var en ret, der hed pirogi.
Det var små kager med ost i. Det var den julemad,
Jozefs bedst kunne lide.

Efter jul faldt der en del sne, og det kolde vejr
blev ved efter nytår. Nu hed årstallet 1945.
Marya glædede sig meget til at starte i skolen i
april. Hun børstede sit mørke hår, så det skinnede.
Nu kunne hun også selv flette det. Hun plagede
for at få en ny kjole, men det var jo ikke til at
skaffe stof. En dag kom deres mor dog hjem
med en gammel kjole. Den havde hun fået af
godsejerens kone.

side 8
/ 11

Den var slidt, men der var stof nok til en fin kjole
til Marya af de bedste stykker.

- Åh, hvor jeg glæder mig til at få en veninde
at lege med, sagde Marya.

Marya snurrede rundt, så skørtet i den nye kjole
fløj ud i luften. Jozef og Marya var alene hjemme,
Hun havde ellers fået forbud mod at prøve kjolen
mere.

- Glæd dig ikke for meget, advarede Jozef.
- Du skal jo gå i den lille klasse, og jeg går i den
store. Derfor kan jeg ikke hjælpe dig, hvis de
driller i timen. Du kan godt regne med, at de vil
hviske po-lak, po-lak, pak pak pak til dig.

side 9
/ 11

Han var lidt urolig, for han var sikker på,
at Marya ville ende med at blive rigtig ked af det.
Sådan gik det bare ikke. Allerede i det første
frikvarter hørte han nogle råbe efter hende.
Men inden han nåede at gribe ind, gik en lyshåret
pige hen til Marya. Pigen tog Maryas hånd.

- Min far siger ellers, at det hedder po-lak, sagde
pigen over sin skulder til de børn, der havde råbt.
- Vi går i samme klasse. Skal vi lege?
- Ja, svarede Marya glad.

Om aftenen fortalte Marya om sin nye veninde.
Hun hed Sonja. Hendes far var tømrermester
og havde tit arbejde på godset.

side 10
/ 11

Det blev maj, og om aftenen skulle Marya gå i
seng som den første. En time senere var det Jozefs
tur til at gå i seng. Men den fjerde aften i maj sov
Marya ikke endnu, da han listede ind og lagde sig.

- Måske må Sonja komme på besøg til min
fødselsdag, sagde hun lavt.
- Klap i, hviskede Jozef.

Han var næsten faldet i søvn, da begge forældrene
med ét brasede ind til dem.

- Marya, Jozef, vågn op, vågn op, råbte de glade.
- Krigen er slut!
Tyskerne har givet op!
Folk fester uden for godset, og det skal vi også!

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat