Charlotte Silke Bondo er vinder af novellekonkurrencen
for 10-12 årige v. Herlufsholm fantasy-bogmesse 2016

Jeg har altid elsket at male. Det var som om, man kunne
skabe en helt anden verden ved at føre penslen over det hvide lærred.
Skove, storbyer og marker opstod for min hånd, og jeg elskede det.
Men på min 12 års fødselsdag skulle alt forandres.

Jeg havde fået en gammel, halvbrugt pensel af min bedstemor.
Hun fortalte mig, at den kunne gøre mine malerier langt mere livagtige,
og jeg smilte bare og lod som ingenting.

Den gang vidste jeg ikke, at hun havde ret, og nu hader jeg hende for,
at hun gav mig den.
"Brug den med omhu og pas på, hvad du maler," sagde hun
lige inden, hun gik. Jeg så forvirret efter hende, men tænkte ikke
nærmere over det. Hun var jo en besynderlig dame,
og det skulle ikke undre mig, at hun selv troede,
at hun var en fe eller noget i den retning.

Da det blev aften, sad jeg for mig selv og malede med den pensel,
jeg havde fået af min bedstemor. Mit maleri forestillede to små, hvide lys,
der stod på et væltet træ i en mørk skov. Mellem alle de mørke træer
lyste de op i et gult skær og symboliserede den manglende tryghed i skoven.
Penslen var ikke særlig god, og det var svært at blende farverne sammen,
men det lykkedes mig få den rigtige stemning ind i billedet.
Jeg så på mit værk med skeptiske øjne og lagde så penslen fra mig.
Klokken var blevet halv tolv, og jeg skulle også komme
frisk i skole i morgen.
Mor eller far sagde aldrig noget om mine sengetider,
for de var stort set ligeglade med mig.

Efter jeg havde børstet tænder og taget min natkjole på,
lagde jeg mig i min seng, der bestod af et tæppe, der lå på en
topersonersmadras, som jeg havde delt med min storesøster,
da hun boede hjemme.

Ingen dyne eller pude for det gad mine forældre ikke at bruge
penge på, og når jeg endelig havde nogen, hvilket nok
var højest to gange om året, brugte jeg dem på maling og papir,
så jeg tog bare uldsokker på om natten og håbede,
at jeg ikke ville fryse.

Ud af vinduet i den anden side af huset kunne jeg se to små
lysglimt inde i den lille skov, der lå lidt væk fra vores hus.
Jeg undrede mig over det og så hen mod mit maleri med de to små lys.
Det var tomt. Jeg rynkede brynene og så rundt i hele rummet efter,
om jeg havde lagt det et andet sted, men det var væk.
"Mystisk," sagde jeg til mig selv, men jeg skulle nå at have
noget søvn, så jeg blev liggende i sengen og trak tæppet
lidt tættere om mig.

Jeg sov skidt den nat. Mit hoved var fyldt med tanker
om de to lysglimt, mit maleri, og så en tegning, der forestillede
mig gennemboret af en pensel. Den pensel som jeg havde
fået af min bedstemor. Øverst stod der: Ava: 18. september.

Næste morgen vågnede jeg kl. 8. Jeg havde ikke noget vækkeur,
og min gamle Nokia kunne jeg ikke sætte alarm på, så jeg vågnede,
når jeg vågnede. Først troede jeg, at jeg havde oceaner af tid
og gik derfor ud i køkkenet med de vægge, der engang havde
været hvide, men som nu var en gullig farve.
Jeg åbnede køleskabet for at se efter noget, der duede som morgenmad,
men der var en masse øldåser og en kvart pizza,
og der var ikke lige noget af det, der sagde morgenmad til mig,
så jeg lukkede køleskabet og så hen på ovnuret, der viste 08:03.

"Fuck det," sagde jeg og gik ind på mit værelse for at hente min "skoletaske",
der var en plasticpose med en knækket blyant, et meget slidt
viskelæder og et hæfte, som skolen havde uddelt.
Da jeg havde fundet posen, lå der et stykke papir ved siden af.
"Ava: 18. september" stod der i toppen. Jeg gøs og tænkte på min drøm.
Jeg rystede hovedet og tog plastikposen og løb ud af døren,
hev min mors gamle cykel ud fra muren og cyklede hen mod skolen.

Cirka en time senere jeg havde set på klokken, stod jeg ude foran
min klasse. "Dejligt, at du gad at komme, Ava," sagde min biologilærer,
da jeg gik ind af døren til klassen.
"Undskyld, men mine forældre glemte at vække mig," svarede jeg hurtigt
og fandt en ledig plads nede i hjørnet.
"Du må se at anskaffe dig et vækkeur, Ava, det er ottende gang
i denne måned, at du kommer for sent," lød det fra min biologilærer.

Jeg nikkede og tog mit hæfte og den knækkede blyant frem
og begyndte at tegne. Langsomt begyndte et sort træ at forme
sig på mit papir. Jeg beklædte det med den smukkeste hvide sne
og skabte kontrasten mellem det mørke og det lyse på mit papir.
Det ville se smukt ud, hvis jeg malede det derhjemme
med min flotte, sorte maling, som jeg havde købt sidste år,
hvor jeg for at kunne få råd til det havde haft taget et job hos
en gammel mand og bildt ham ind, at jeg var tretten,
for at han ville ansætte mig. Siden hans syn var dårligt,
havde han troet mig, og så havde jeg i en måned lavet mad
til ham og madet ham, som var han et lille barn.
Når han så var mæt, havde jeg smuglet resterne med mig
for at få lidt ekstra mad derhjemme.
Ikke fordi jeg sultede, men fordi jeg gerne ville have noget mad,
der for en gangs skyld ikke bare var pizzaer og burgere,
men også kunne spise lasagne, som alle andre på min alder.

Jeg havde været overraskende god til at følge de gamle opskrifter,
han havde, selvom jeg aldrig rigtigt havde lavet mad før,
bortset fra de gange jeg havde været hjemme hos en pige,
der engang gik i tredje klasse med mig, men så flyttede lige inden fjerde.
Hendes mor havde lavet chokoladekage med os, og jeg glemmer det aldrig.
Kagen var vidunderligt cremet og havde en let bitter smag,
men der var noget sødt, der dæmpede det,
og gav det den perfekte kombination.

Men med et blev jeg vækket fra mine dagdrømme
af min biologilærer, der hev hæftet fra mig.
"AVA! Det her ligner ikke biologinoter! Du må kun tegne i
billedkunsttimerne, hvor du bliver bedt om det. Det her er en biologitime,
så jeg forventer, at man kun bruger hæftet til at skrive noter,
der handler om biologi i!" råbte biologilæreren op i hovedet på mig.

Mit hjerte bankede, og jeg håbede bare, at det ikke betød,
at jeg skulle op til inspektøren, selvom jeg vidste, at jeg nok skulle det.
Ganske som forventet blev jeg kaldt op til inspektøren.
Jeg hadede inspektøren og ville for alt i verden undgå hende.
Hun var en lille og mager kvinde, men man skulle ikke lade sig
narre af udseendet. Hun var sur og skrap og mente,
at alt handlede om hende. Når man kom, kunne man i flere timer
skulle sidde og høre om, hvor dum man åbenbart var og om,
hvor fantastisk hun og hendes familie var.
Sidste gang havde jeg hørt om deres skiferie til Norge,
hvor hendes mand var fra. Han var jo selvfølgelig forhenværende
konkurrenceskiløber og havde vundet guld mange gange.
Oven i det skulle det også nævnes, at jeg var uduelig
og aldrig ville kunne finde ud af sådan noget.

Jeg tog hæftet fra biologilæreren og lagde det i min pose,
som jeg tog med og gik ned til inspektøren. På vejen så jeg
et A3-ark, hvor der var skrevet med store bogstaver:
"Kunstkonkurrence d. 10. september." Det var i morgen.
Jeg overvejede, om jeg skulle deltage, men jeg ville nok
ikke vinde, så der var ingen grund til at prøve.

Jeg forsatte ned til enden ad den lange gang og gik ind af
døren ind til inspektøren.

"Nå, har du nu igen lavet ulykker," lød det fra inspektøren.
"Øhmm, jeg sad og tegnede i timen, og så bad min lærer mig
om at gå her ned," svarede jeg usikkert i frygt for,
at inspektøren skulle håne mig.
"Skal du så deltage i kunstkonkurrencen?" spurgte inspektøren venligt.

Jeg gloede på hende. Hun havde aldrig før snakket venligt til andre,
så hun gik åbenbart meget op i kunstkonkurrencen.
Jjeg er ikke så god, så jeg tror ikke, at det er nogen god idé," sagde jeg
og prøvede at komme uden om emnet.
"Kom nu, lad mig se den tegning, du lavede i timen," sagde hun let irriteret.
Jeg gad ikke diskutere med hende og gav hende bare hæftet.
Hun måbede og sagde, at jeg var talentfuld og havde evnen til at vinde.
Jeg var mistænksom, men lod som ingenting. Hvorfor skulle hun sige,
jeg er talentfuld, når hun plejer at sige, at jeg er håbløs?

"Ved du hvad, Ava? Jeg henter lige et lærred, noget maling
og nogle pensler, så du kan male din tegning. Den ville være perfekt
til konkurrencen!" sagde inspektøren begejstret.
Jeg var helt paf og blev bare siddende, mens hun hentede tingene
fra billedkunstlokalet.

Det var sjovt at se hende bære så meget, at hun knapt kunne se.

Lige da hun gik fordi mig, kom hun til at sparke til min pose,
så alt indholdet røg på gulvet. Og så var det, at jeg fik øje på min
bedstemors pensel. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde taget den med,
så jeg tog den op og så grundigt på den.
"Har du ligefrem din egen pensel med?" spurgte inspektøren,
da hun havde lagt tingene fra sig.
"Jeg kan ikke huske, at jeg har taget den med, men det er min,"
svarede jeg, mens jeg vendte og og drejede penslen.

Den måtte være kommet med ved et uheld, tænkte jeg og trak på skuldrene.

Med hjælp fra inspektøren fik jeg stillet lærred og stativ op
og var begyndt at tage noget hvid, sort og blå maling frem.

Jeg førte penslen blødt over lærredet som var det porcelæn.
Først et lag blå maling, som en blå, blå himmel på en varm sommerdag.
Uden skyer og regn. Derefter skulle træets slanke stamme
og krogede grene males, til sidst skulle den beskidte hvide sne.
For at få beskidtheden frem lagde jeg nogle stænk at en grå farve,
blandet af den sorte og hvide maling. Der manglede bare noget,
men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad, så jeg lod det
bare stå, som det var.

Inspektøren så imponeret på mit lærred.
"Wauw, du vinder helt sikkert," sagde hun. Men alligevel var jeg ikke tilfreds.
Det var så tomt. Jeg så op på uret, der hang over døren. 12:57.
Jeg havde fri om tre minutter. Så hurtigt som jeg kunne,
pakkede jeg maling og andet væk og tog det stadigt våde lærred
og smuttede. På vej ud sagde inspektøren:"Husk at dukke op i morgen til tiden".
Jeg svarede ikke og fortsatte bare med at gå.

Det havde været en meget underlig dag. Inspektøren havde
været så venlig, at hvis man talte den venlighed sammen,
som hun havde været i et år, ville dagen i dag slå det.
Min mave knurrede af sult, så da jeg kom hjem, tog jeg den kvarte
pizza i køleskabet. Min far stak hovedet ud af stuen,
men jeg orkede ikke at snakke med ham, så jeg gik bare ind
på mit værelse og smækkede med døren, blot for at høre ham råbe,
at jeg ikke skulle smække med døren.
Jeg himlede med øjnene og tog bare et stykke papir frem.
Jeg var løbet tør for lærreder. Altså bortset fra det,
jeg havde malet på i går aftes, men det virkede ikke helt rigtig
at male på et lærred, jeg havde malet i går.
Jeg tegnede en skitse af det smil, jeg forestillede mig, at inspektøren
ville have, hvis hun havde smilet. Bredt og let åbent, så man kunne
se de mange halvgule tænder, som hun havde fået af at ryge.

Hendes tørre orange læber så ligesom tænderne lidt gamle ud.
Det var det smil, jeg ønskede at se i stedet for den sure,
nedadvendte mund, hun normalt havde. Efter jeg havde tegnet skitsen,
lagde jeg et tyndt lag maling, for at papiret ikke skulle blive
alt for gennemblødt.

Ca. kl. 19 lagde jeg penslen fra mig og gik i seng.
I morgen ville jeg ikke komme for sent i skole.

Som forventet vågnede jeg ikke kl. 8 som i går,
men hele to timer før. En luksus jeg sjældent havde.
Desværre for mig var der ikke noget, der overhovedet mindede
om morgenmad. Det, der lå i køleskabet, var rester fra
endnu en pizza og både fulde og tomme øldåser.
Jeg sukkede og gik ind på mit værelse igen.

Jeg fik øje på det papir, hvor der havde stået:
Ava: 18. september.
Der var nu ikke kun skriften i toppen men også mig.
Ikke gennemboret af en pensel, men stadig mig.
Min ben rystede og jeg gik hurtigt videre, uden at vide,
hvorfor jeg var så bange for det papir....