Jeg gik hen til mit lærred med træet og papiret med smilet.
Eller det vil sige det smil, der var der i går.
Okay, nu var jeg virkelig bange.
Jeg prøvede forsigtigt at vende papiret for at se,
om det var der på den anden side, men nej. Papiret var blankt,
som havde det aldrig været malet på. Mystisk, og jeg havde jo
også lavet træet tidligere, men det var der stadig.

For ikke at falde i staver skyndte jeg mig at tage lærredet
med træet og min "skoletaske".

Kl. 6:45 tog jeg af sted, og kl. 7:30 stod jeg i skolegården.
Jeg så mig omkring. Alle, der skulle deltage i kunstkonkurrencen
var begyndt at dukke op. Jeg kunne tydeligt se forskel på
en pige fra 0. klasses maleri og en pige fra ottende klasses maleri.
0. klasses pigens maleri var farverigt og fantasifuldt, mens ottende klasses
pigens maleri var et portræt af en, hun nok kendte.
Det var livligt, men ret kedeligt. Alle de flotte malerier, skulpturer
og hæklede ting stod smuk og ikke en eneste var ens.
Noget i mig blev urolig og min blik faldt på mit maleri, der så så livløst ud.
Så var det, at jeg fik en idé. På en af træets krogede grene
ville jeg at beklæde med en smuk sneugle, der uden at falde
i et med baggrunden også lyste lidt op og gav noget liv
til det sorte træ med sne. Jeg så hurtigt ned i min pose for at se,
om jeg havde noget maling udstyr. Bedstemors pensel lå nede i posen,
som om den havde tænkt, at jeg skule male og bruge den.

Jeg var begyndt at blive bange for den pensel.
Den havde malet, men derefter ladet billedet forsvinde.

Inde i billedkunstlokalet fandt jeg heldigvis noget maling
i de rigtige farver. En hvid, sort, grå og gul. Snart stod jeg igen
foran mit maleri. Før for at male det. Nu for at færdiggøre det.
En let buttet hvid ugle med hvide og grå fjer dukkede op på mit maleri.
Jeg havde ikke særligt meget tid, og jeg prøvet virkeligt
at få de skarpe gule øjne med de sorte pupiller til at se alvorlige ud.
Mens jeg stod malede øjnene, lagde jeg ikke mærke til,
at jeg havde gul maling på hænderne, så da jeg lænede dem
op ad uglens krop, kom der et mellemstort gul mærke over uglens krop.

"Neeeej!" råbte jeg, da jeg opdagede fejlen. Jeg prøvede
at dække det med noget hvidt maling, men det blev bare en lysere gul.

Jeg prøvede at trække vejret roligt. Der var endnu tre minutter
til at jeg skulle stå i gården med mit maleri, så jeg kunne måske nu det.
Jeg tog penslen op for blot at blive forstyrret af inspektøren,
der stod med et smil. Det smil, jeg havde malet i går, sagde:
"Ava, der er to-tre minutter til, så du skal stille dig ud i gården.
Sikken en sød lille gul ugle, du har malet," tilføjede hun,
da hun så hen mod mit maleri.
Jeg sukkede bare og fulgte med hende.

Ude i gården var der opstillet nogle tomandsborde på en lang række,
som havde en helt masse kunstværker liggende på sig.
Jeg fandt en tom plads, lagde mit maleri og gik derefter hen til en bænk.

Lidt senere, da dommeren, som var en af billedkunstlærerne var
nået til mit maleri, sad jeg og rystede af spænding.

"Undskyld mig, men hvad skal et hvidt lærred gøre her?" spurgte han.
Forvirret skyndte jeg mig op og hen til mit maleri. Det var tomt.
"Men det var jo malet for et øjeblik siden," sagde jeg fortvivlet.
"Det kan jeg bevidne," sagde inspektøren.
"Jeg havde hentet hende her ud og havde inden da set maleriet,
der var et træ med sne og en gul ugle".
En let mumlen gik gennem mængden.
"Hvem har taget maleriet?" var der en lærer, der spurgte, men ingen svarede.
Jeg så op mod det træ, vi havde i højre ende af skolegården.
Det var dækket af sne, men vejret var skyfrit og himmelblåt, og…
Der sad en hvid ugle med en stor gul plet.
Jeg skreg og pegede fortvivlet op mod træet.
Alle så op mod træet med uglen.
"Nå, så det var dit kunstværk," sagde dommeren lettet,
"næste gang så bare sig, at du havde stillet det op".

"Jamen, det er ikke mig, der har gjort det," sagde jeg bange.
"Hvem har så? Julemanden?" sagde han med et smil på læben.
Jeg sagde ingen ting. Noget inde i mig sagde, at jeg skulle løbe væk,
mens den anden del af mig sagde, at jeg skulle blive og løse problemet.
Men hvad skulle jeg sige? At jeg havde en magisk pensel,
der gjorde ting til live? Nej, det ville ikke gå. De ville blot tro, at jeg var underlig.
Jeg spænede hen mod cykelstativet og hev min cykel ud,
hoppede op på den og cyklede hjem.
Efter tre kvarter smed jeg cyklen fra mig og gik ind på mit værelse.
Små salte tårer løb ned af mine kinder. Hvorfor?
Hvorfor skulle det lige ske for mig? Hvorfor havde bedstemor
givet mig den pensel, hvis hun vidste, hvad den gjorde?
Og hvorfor var smilet først forsvundet fra papiret og ikke træet?
Jeg tørrede mine tårer væk med mit ærme og prøvede at besvare
mine spørgsmål.

Jeg måtte have fået penslen, fordi min bedstemor
ikke kunne lide mig. Hun måtte virkelig ikke kunne lide mig.
Jeg er heller ikke noget særligt. Bare en kedelig pige,
der kan lide at male. Jeg hulkede svagt, mens jeg prøvede
at tænke over, hvorfor smilet kom først og ikke træet.
Da jeg havde malet smilet, havde jeg da også malet træet.
Eller det vil sige, jeg havde malet lidt af maleriet. Det var ikke færdigt.
Først da jeg havde malet uglen, syntes jeg, at jeg var færdig.
Men smilet var færdigt i går aftes. Selvfølgelig. Det gav mening.
Men hvad der ikke gav mening, var den tegning med mig
gennemboret af penslen.
Jeg var træt og sur, så jeg gik i seng,
selvom klokken højst var fire om eftermiddagen.
Jeg ville ikke være et sekund længere oppe.

D. 18. september:

Avas far var begyndt at blive urolig for Ava. Klokken var 13:27,
og Ava havde ikke været ude af sit værelse siden i går.
Han gik hen og bankede på døren.
"Ava, er du der inde?" spurgte han, men han fik ikke noget svar.
Han åbnede døren og så ind. Så var det, at at han fik øje på hende.
Bleg og livløs lå hun på sengen med noget, der lignede en pensel
stukket igennem sig. "Nej nej nej".
Avas far var målløs og vidste ikke, hvad skulle sige.
Han faldt på knæ ved siden af hendes seng.
"Nej nej nej nej nej neeej," skreg han.
Så var det, at han fik øje på det stykke papir, der lå ved siden
af hendes seng. "Ava: 18. september" stod der.
Så så han på tegningen. Ava lå ned gennemboret af penslen som nu.

Det lignede, at penslen havde kørt sig selv over tegningen
med farve og så derefter havde gennemboret hende,
men det kunne jo ikke passe. Hun måtte havde været trist og sur,
og ikke havde haft lyst til at leve mere.
Men der var ikke noget blod omkring hende.
Avas far kaldte på sin kone. "Eva, du skal komme nu!" sagde han.
Moren kom ind og så Ava. "Er det dig, der har gjort det, Jan?"
"Er det en joke, har hun gjort det selv?" sagde hun fortvivlet.
"Det var ikke mig. Jeg kom bare ind og fandt hende," svarede han.
Moren lavede en blanding mellem at skrige og græde,
og faren holdt om hende og prøvede at trøste hende.

Men ingen af dem kendte grunden til Avas død.
Penslen kunne kun bruges tre gange, inden den vil dræbe den,
der har brugt den.

Og i Avas tilfælde havde den gennemboret hende.
Men hun kunne komme tilbage, hvis penslen blev brugt
tre gange af en anden. Men det kunne forældrene ikke vide,
og nu sad bedstemoren med sin mand,
der for nyligt var vågnet fra sin død.