Kaisa Rasmussen er vinder af novellekonkurrencen for 13-15 årige
v. Herlufsholm fantasy-bogmesse 2016

Med et spjæt satte jeg mig op, forpustet og med koldsved
løbende ned ad ryggen. I et kort øjeblik kæmpede jeg for at huske,
hvor jeg var, og hvad den brændende smerte i højre side betød.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg var i min egen seng,
men hvorfor jeg havde ondt, var mig et mysterium.
Jeg rakte ud efter stearinlyset ved siden af min seng og tændte det hurtigt.

Den lille flamme kæmpede hårdt for at oplyse mørket i mit lille kammer,
men skyggerne blev ved med at krybe nærmere,
og jeg kunne ikke helt ryste angsten af mig. Alt talte for at jeg
blev liggende i min trygge stråseng, men den brændende
fornemmelse blev insisterende ved, og jeg vidste,
at det ville være umuligt at sove videre.

Gulvet var iskoldt under mine bare fødder, og kuldegysninger
løb op og ned af min rygsøjle, mens gåsehuden spredte sig
som steppeild ned ad mine arme.
Min tynde natkjole ydede mig ikke meget beskyttelse mod nattekulden,
der sivede ind gennem de utætte vinduer, og jeg kunne svagt
ane min ånde som en grå sky foran mig.

En bevægelse fangede min opmærksomhed, og jeg hvirvlede rundt,
kun for at stå ansigt til ansigt med spejlet på min kommode.
Jeg gik helt derhen, placerede lysstumpen ved siden af og løftede
op i min natkjole for at inspicere den værkende side,
og hvad jeg så, fik mig til at ønske, at jeg aldrig var stået ud af sengen.

Indviklede sorte mønstre svang sig over min blege hud,
fra skulderen og ned til hoftebenet. De lignede brændemærker,
ligesom dem jeg havde set på kvæget utallige gange.

Men de var ikke bogstaver, det var meget mere abstrakt.

Det kan ikke passe, tænkte jeg, du drømmer Evianna.
Det er bare en ond drøm. Læg dig til at sove igen,
det hele er væk igen, når du vågner.

Jeg lod kjolen falde og tilbage på plads og rakte ud efter lyset,
men stoppede brat da jeg så det.
Det eneste, der var tilbage, var smeltet stearin og vægen,
der svømmede rundt i jernholderen. Flammen virkede dog
til at stortrives, hvilket forvirrede mig yderligere.
Jeg kunne tydeligt huske, at have hentet et nyt lys dagen før,
det kunne da ikke allerede være brændt ned.

Jeg kravlede tilbage i sengen, mens jeg brød hjernen over,
hvordan det var gået til. Til sidst besluttede jeg mig for at ignorere det.

Jeg havde sikkert bare glemt at stille det nye lys frem,
og så havde jeg taget det gamle. Det var den eneste forklaring.
Og det eneste jeg kunne forklare.

***

Solopgangens første stråler tittede ind gennem mit vindue,
da der lød en banken på min dør.

"Klokken er 6," informerede en af de andre tjenestepiger,
inden samme bank og samme meddelelse kunne høres
på de andre døre i gangen.

Jeg sad ret op og ned i min seng, fordybet i tanker.
Jeg havde slet ikke rykket mig siden i nat og havde heller ikke lyst til det.
Men arbejdet kaldte, og jeg havde ikke råd til at vække mistanke.
Ikke nu.

Jeg havde tænkt det hele igennem, og det virkede ikke som om
flugt var det klogeste træk. Andre piger havde prøvet det
og var blevet fanget indenfor en dag. Hver og en af dem
var efterfølgende blevet brændt for hekseri.

Det var en rigtig stor ting i landbyen, og der var blevet brændt flere,
end jeg kunne tælle over mindre ting end mærker som mine.

Nej, det eneste jeg kunne gøre var at sige op og flytte ud.
Det var den eneste plan, der havde mulighed for at virke.
Jeg ville sige op i dag og være væk allerede i morgen aften.

Ingen behøvede at opdage noget, og jeg slap med livet i behold.

Jeg kan gøre det. To dage mere. Det er ingenting.

Så ville jeg få mig en lille hytte langt ude i skoven,
hvor ingen ville finde mig. Forsigtigt rejste jeg mig og stillede mig
hen foran spejlet endnu en gang. Præcis som jeg havde frygtet,
havde det spredt sig. Nu løb det hen over min mave
og hele vejen ned af højre arm.

Frustreret konstaterede jeg, at det ikke ville være til at skjule,
hvis det spredte sig længere. Mit ærme var langt, men handsker
var ikke tilladt og ingen mulighed.

I et stykke tid stod jeg bare og stirrede på mig selv i spejlet.

Mine normalt rolige, brune øjne var spærret op i frygt,
men ellers så jeg bedre ud end normalt, med en sund glød
i kinderne, jeg ikke kunne forklare. Jeg havde forventet
mørke rande under mine øjne, men der var ingen i sigte,
og mit hår bølgede i livlige brune lokker.

Jeg havde det også bedre end normalt med undtagelse af
de brændende mærker og frygten, der havde boret sig ind
i min underbevidsthed. Mine hænder og fødder havde været
ømme siden jeg begyndte arbejdet som tjenestepige,
men i dag mærkede jeg intet.

Når jeg tænkte over det, var der en grusom skønhed ved mærkerne,
måden de elegant snoede og drejede sig, fik mig til at tænke
på det kunstværk, jeg så tit havde tørret af i fruens te stue.

Men disse pæne tegn havde også magten til at få mig brændt på bålet.

Billeder af fugtige fangekældre og høje bål spillede for mine øjne,
så jeg klemte dem fast i og tog en dyb indånding, inden jeg bøjede
hovedet helt ned og fiskede min uniform ud af kommoden
uden at kigge på spejlet igen.

Det var lidt af en kamp at få strammet korsettet, da mærkerne
begyndte at syde og hvæse, men det lykkedes, og inden længe
var jeg påklædt og listede ud på gangen.

Den var tom. Alle sad nok allerede og spiste.

Mine sko klikkede højlydt over det gamle trægulv,
mens jeg bevægede mig ned ad den snævre gang.

Bygningen var en ombygget stald, og alt hældede i forskellige retninger.
Der var næsten ingen vinduer, og selv i dagslys var der mørkt,
hvilket gav hele stedet en uhyggelig stemning.

Hver eneste trin på den snoede trappe knirkede, i dag mere end
nogensinde før, og jeg mumlede utydelige eder hele vejen ned,
da jeg nu havde mistet alt håb om at liste mig ind uden at blive opdaget.

Spisestuen var altid fyldt med mennesker, og larmen, der normalt
føltes hjemlig og en endda en smule beroligende, tærede nu på
mine flossede nerver. Det skar i mine ører, og jeg fik lynhurtigt
hovedpine.

Opfør dig som du plejer, manede jeg mig selv, inden jeg tog imod
en skål med klumpet grød fra den gnavne kok.

Den eneste ledige plads var midt på langbordet, lige ved Mai.
Jeg satte mig forsigtigt og bad inderligt til, at hun ikke ville
lægge mærke til mig.
Jeg havde været på herregården i et års tid nu, og jeg havde fået
mig et par venner blandt tjenestepigerne, men aldrig havde jeg
snakket med Mai. Jeg havde heller aldrig haft det største ønske om det.

Hun sad flankeret af unge mænd, der sendte hende længselsfulde
blikke, trods tjenestefolkets ensartede uniform.

Det var også forståeligt, da hun var rigtig køn med langt,
hvidblondt hår og store, dybe, blå øjne.

Hun holdt hovedet højt, og hun virkede som en,
der forventede respekt og fik det.

Da jeg satte mig, rettede hun med det samme sine kraftfulde,
blå øjne mod mig. Det føltes, som hun så lige igennem mig,
og jeg krympede mig, sikker på at hun ville vide, hvad jeg skjulte i ærmet.

Men i stedet nikkede hun anerkendende til mig.

"Hvem er du?" spurgte hun, og pludselig havde jeg alle de
omkringsiddendes opmærksomhed, som om det at få Mais
opmærksomhed uopfordret var en stor ting.

I virkeligheden forbandede jeg hende langt væk. At alle kiggede på mig,
var det allersidste, jeg ønskede mig i øjeblikket.

"Evianna," sagde jeg stille, og pillede nervøst
ved en tråd på mit ærme.

Hun åbnede munden for at snakke, da butleren,
til hendes store irritation, gjorde sin entré og afbrød hende.

Jeg lyttede kun halvt, da han præsenterede en ny tjener.
I stedet fokuserede jeg på min grød, der lå som en klistret
masse i bunden af min skål.

Hvis jeg havde været mere opmærksom, ville jeg nok have
mærket de omkringsiddende fyres uro og Mais iver.
Faktisk lagde jeg ikke mærke til noget som helst,
før fyren ved siden af hende fik en albue i siden og besked
på at flytte sig, og den nye blev trukket ned.

Jeg kiggede op, og blev ramt af smil, der ikke kunne beskrives
som andet end sødt.

Det var den nye tjener, og jeg vidste, at Mai ikke ville være
tilfreds med, at han gav sin opmærksomhed til mig i stedet for hende,
så jeg smilede flygtigt tilbage, inden jeg atter slog øjnene ned.
Men jeg vidste, at hun havde lagt mærke til det, for jeg kunne mærke
glødende blikke blive sendt i min retning.