Dagens arbejde gik i gang, og denne morgen var usædvanlig travl.
Da jeg støvede af i herrens kontor og strakte mig op for at nå
den øverste kant af et maleri, røg mit ærme et godt stykke ned,
og tjenestepigen ved siden af mig stoppede og stirrede.
Hurtigt rev jeg ærmet på plads.

"Jeg spildte blæk," hviskede jeg hurtigt, og hun trak på skuldrene,
og det var tydeligt, at hun ikke gad spørge mere ind til det.

Jeg åndede lettet ud, men mit hjerte fortsatte med at banke
i samme hurtige tempo som hele dagen.

For en sikkerheds skyld spændte jeg ærmekanten endnu
en knap, selvom det strammede ubehageligt.

Da klokken slog tolv, fik jeg min frokostpause, og på ingen tid
stod jeg foran fru Andersens kontor. Jeg bankede forsigtigt,
men havde endnu ikke sænket armen, før døren blev revet op,
og jeg spjættede forskrækket.

"Hvad vil du?" bjæffede fru Andersen, endnu mere stramtandet
end sædvanlig i hendes perfekt pressede kjole og hår,
der gav fruen selv kamp til stregen.

"Øhm…" begyndte jeg perplekst, da den nydeligt forberedte tale
jeg havde sat sammen i mit hoved hele dagen forsvandt mellem
fingrene på mig det øjeblik, den ældre kvindes stålgrå øjne
så anklagende på mig.

"Kom til sagen pigebarn," hvæsede hun så, og jeg lagde armene
om mig selv, som for at beskytte mig fra hendes hårde blik.

"Jeg…. Jeg har fået et brev fra min familie, og…. de øhm….
de ønsker mig hjem med det samme," fik jeg endelig fremstammet,
og hendes blik blev om muligt endnu hårdere.

"Som du ønsker. Dine ting skal være pakket og ude herfra
i morgen aften, om jeg så skal smide dem ud selv!"

Med den kommentar blev døren smækket i, og efterlod mig
rystende i gangen.

Uden at ville det løb en ufrivillig tåre ned ad min kind,
og jeg bed mig i læben for ikke at lade et hulk slippe forbi.

Der var så mange forskellige følelser i den tåre, at jeg slet ikke selv
kunne holde styr på det. Lettelse over, at det så ud som om jeg rent
faktisk ville slippe væk, frustration, angst, der gnavede i mit sind konstant
og smerte fra de tæt tilknappede håndled.

Jeg begravede hovedet i hænderne og lod mig glide ned af væggen
ved fru Andersens dør. Gulvet var ubehageligt og koldt,
men det føltes betryggende at kunne krybe sammen
og begrave hovedet i skørterne.

For første gang tillod jeg mig selv at græde ordentligt.
Ikke som de enkelte tårer, der en gang imellem smuttede ned ad kinden,
men rigtig at græde og sørge over det liv, jeg kunne have haft
blandt andre mennesker, der nu slet ikke kunne være tale om.

Mens jeg gravede hovedet ned i underskørtet for at dæmpe mine snøft,
løb en underlig summende fornemmelse gennem mine fingerspidser.
Jeg ignorerede den stædigt, pludselig lød et skingert skrig,
og mine tanker blev brat afbrudt.

Jeg kiggede op, og så døren til højre for mig, der var i gang med
at lukkes i. Så åbnede den igen, og jeg kunne se en panisk tjenestepige
med en kraftigt rystende bakke i hænderne på den anden side.

Først havde det lignet, at det bare var vinden, men da jeg kiggede
ordentligt efter, lagde jeg mærke til, at døren ikke smækkede i
med et smæld som den burde, men at dørhåndtaget bevægede
sig af sig selv. Så låste den, låste op igen og svingede helt op.

Jeg fandt det tryllebindende og kunne ikke trække øjnene fra det,
selv ikke da fru Andersen kom marcherende ud fra sit kontor
og direkte hen til døren.

Der var slet ikke noget, jeg bekymrede mig om i det øjeblik,
og alle mine bekymringer og al min angst var væk.
Den kildende fornemmelse, der nu løb i begge mine hænder
og lidt op ad hver arm var behagelig, og jeg følte mig
fuldstændig rolig. Rolig og tryg.

Det var først, da fru Anderen tog fat i dørhåndtaget og tvang det til ro,
at alt vendte tilbage.

Alt, der foregik ramte mig som et slag, endnu værre end før,
og den summende fornemmelse var stoppet så brat,
at fraværet næsten gjorde ondt.

Pigen var begyndt at hulke, og fru Andersen lagde trøstende
en hånd på hendes skulder, mens hun rablede forskellige logiske grunde af sig.
Dog virkede det mere som om, hun prøvede at overbevise sig selv end pigen.

Folk begyndte at strømme til, men det virkede ikke til,
at nogen af dem havde lagt mærke til mig, så jeg rejste mig
langsomt og begyndte at bakke væk, da pigen løftede hovedet
med et ryk og stirrede mig direkte i øjnene.
Hendes blik var fyldt med frygt og en smule væmmelse.

Fru Andersen lagde armen om skulderen på hende og prøvede
at få hende med sig, men pigen stod som limet til gulvet.
Til sidst kiggede fru Andersen også op, og da hun fik øje på mig,
skar hun en mistænksom grimasse.

Jeg var sikker på, at jeg var blevet opdaget, men så lød et råb,
der distraherede alle tilpas nok til,
at jeg kunne smutte ubemærket ind i flokken bag mig.

"Alice!" lød en pigestemme, og en velkendt skikkelse brasede sig forbi mig.
Da hun kom lidt på afstand, genkendte jeg hende som Mai.

Hun løb hen til pigen, som smed sig i hendes favn med det samme.
Maj holdt hende beskyttende, og når jeg tænkte over det, var der
mange ligheder mellem de to. Samme lyse hår, samme spinkle
kropsbygning og samme blå øjne, der nu rettede sig mod mig.
De var uden tvivl søstre.

Hændelsen blev slået hen som vinden, men resten af dagen
passerede som en angstfyldt tåge.

Jeg havde nerverne uden på tøjet og sprang med et nervøst gisp
ved den mindste lille ting.

Og der var masser af små ting, så mange, at det blev en stor ting.
Alle vinduer jeg åbnede, lukkede og låste sig selv, ethvert lys jeg tændte,
skrumpede ind til en pøl stearin i løbet af få minutter, og alting larmede
og gav sig, når jeg gik ad gangen, som et kor af jamrende kor af træ,
der forfulgte mig.

Jo længere hen ad dagen jeg kom, jo flere folk begyndte at gå store
buer uden om mig. En gang så jeg Maj, der hviskede noget i øret
på den nye dreng, men jeg nåede ikke at få fat i hans reaktion,
for i det samme rev bakken sig selv ud af mine hænder og fløj
et godt stykke, inden den skramlede til jorden.

Det var ren lettelse, der strømmede igennem mig, da jeg endelig
var i mit kammer igen. Alt værkede fra arbejdet og mærkerne,
og jeg nåede kun lige at skifte tøj, inden jeg faldt sammen på stråsengen,
der aldrig havde været mere behagelig.

Næste morgen var alt det samme, med undtagelse af mærkerne,
der havde spredt sig en lille smule ned ad mit lår.

Måske stopper det nu, tænkte jeg.

Hvert minut der gik, blev jeg både mere lettet og mere panisk.
Lettet, fordi målet nærmede sig, og panikslagen ved tanken om
at blive opdaget så tæt på friheden.

Hvad jeg ikke vidste var, at det skib allerede var så godt som sejlet.

Fru Andersen dukkede op i spisesalen den morgen,
og jeg blev taget med ind på kontoret.

Derinde stod Mai, hendes søster, pigen, der havde set mit mærke
og et stort brød af en mand iført den lokale politiuniform.

Adrenalinen begyndte at pumpe i mit blod, og mit hjerte hamrede.

Åh nej, åh gud nej, hver sød at sige dette ikke sker.

"Du er blevet anklaget for sort magi og hekseri," sagde fru Andersen
højtideligt, og hendes blik antydede stærkt,
at jeg var det usleste væsen på denne jord.

Mine øjne flakkede nervøst fra person til person og konstaterede,
at lignende blikke blev sendt fra alle andre i lokalet.

"Jeg-" mere fik jeg ikke fremstammet. Jeg havde det som om,
jeg var ved at besvime af frygt. Det her var mit værste mareridt,
faktisk alles mareridt her på det sidste.

Som for at understrege en pointe om, hvor lidt kontrol jeg havde
over mig selv, løb den brændende fornemmelse i det øjeblik
ned under kanten af skjorteærmet og henover min håndryg.

Der lød et kollektivt gisp fra kvinderne, men manden var rolig,
som det var normalt for ham. Da han så det sorte mønster bag på
min hånd, skubbede han sig blot ud fra væggen og nærmede
sig i lange skridt.

"Nej, nej, nej, nej, jeg beder dig, jeg har ikke gjort noget.
Jeg kan ikke styre det, vær sød, jeg skal nok forsvinde langt væk,"
hulkede jeg desperat, men manden fortsatte nådesløst.

Han rakte ud efter mig, og da jeg som refleks løftede armene
beskyttende, lød en høj susende lyd, og han fløj tilbage.
Med et højt brag ramlede han ind i væggen,
og mit skrig var mindst lige så højt som Mais.

Han blev hængende lidt længere, inden han gled ned på gulvet,
hvor han lå helt stille.

Hvad har jeg gjort? tænkte jeg, og foldede armene om mig selv,
mens tårerne trillede uden stop ned ad mine kinder.
Forfærdet kiggede jeg ned på mine hænder, og i det øjeblik hadede jeg
mig selv lige så meget som alle de andre.

"Heks!" skreg fru Andersen. "Du har dræbt ham! Heks!"

Hendes skrig tvang mig tilbage til virkeligheden.
Jeg havde dræbt en mand. Det var ikke med vilje,
men det havde jeg.

Og hvis jeg ikke løb nu, ville jeg uden tvivl blive dræbt.

Aldrig havde jeg løbet så hurtigt, som jeg gjorde der. I et utroligt tempo
styrtede jeg ud af kontoret og op ad trappen.

Mit blik blev sløret af tårer, og jeg ænsede knap nok, hvor jeg løb.

"Nej, nej, nej, nej, åh gud hvad har jeg gjort," mumlede jeg for mig selv
igen og igen, og flere gange havde jeg bare lyst til at stoppe op
og lade dem tage mig, så jeg kunne tage min straf, men hver gang
jeg besluttede mig for det og prøvede at standse, nægtede mine ben,
og mit overlevelsesinstinkt drev mig videre.

Lige inden alt bevidsthed gled fra mig, blev alt beroligende varmt,
og et lille smil spillede om mine læber, da alt blev sort....