Da jeg vågnede op, var alt mørkt. Gulvet under mig var
hårdt og koldt, isnende koldt, og jeg rystede, så mine tænder klaprede.

Alt værkede, da jeg satte mig op, men det lykkedes,
og jeg kiggede mig varsomt omkring i håb om bare at finde
en lille smule lys. Til min store frustration var der intet.

Jeg sad i lang tid og bare stirrede ud i mørket, prøvede at vænne
mine øjne til det, men det nyttede overhovedet ikke.
I stedet fik det mit hoved til at gøre endnu mere ondt.

Situationens alvor begyndte for alvor at synke ind,
som jeg sad og stirrede ud i luften.

Jeg var blevet opdaget. Fanget.
Jeg ville blive brændt på bålet, uden tvivl.
En tåre begyndte at trille ned ad min kind, og jeg krøb mig
helt sammen på gulvet igen.

I mit hoved spillede betjentens død om og om igen, og jeg hadede
mig selv for, hvad jeg havde gjort, selvom jeg vidste,
at det ikke havde været med vilje.

Stille og roligt gled min tanke videre til den vilde flugt gennem huset
og landede så på det, jeg havde braset ind i.

Hvis jeg bare havde nået at styre udenom, så var jeg måske sluppet væk.
Inderst inde vidste jeg godt, at jeg ville være blevet fanget på et tidspunkt,
men på en eller anden måde gjorde det for ondt at indrømme
over for mig selv. Jeg nægtede at indse, at alt håb var ude fra det øjeblik,
de så mærket.

Der blev koldere og koldere, og jeg rystede ukontrollabelt,
mens et hulk boblede sig op gennem min hals.

Jeg dør, jeg dør virkelig denne gang. Der er ingen til at redde mig nu.
De mener alle sammen, at jeg er en morder, og de har ret.

Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved, og til sidst følte jeg,
at det ville være fangekælderen, der fik ram på mig i stedet for ilden.

Vaklende kom jeg på benene og begyndte at føle mig rundt
langs kanten af det lille rum. Og lille, det var det virkelig.
Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet ville kunne ligge udstrakt.

Tre af væggene bestod af massiv sten, og den sidste var af
tykke jerntremmer, der var kilet fast i både gulvet og loftet.

Der var ingen mulighed for at flygte, det vidste jeg.

For at distrahere mig selv, tænkte jeg tilbage på den lille hytte
i skoven og lod mig synke ned i fantasien.

Jeg forestillede mig det skæve bindingsværk og stråtaget,
den smukt udskårne dør og det lave loft. Jeg forestillede mig,
hvordan jeg ville sætte møblerne, og hvilke urter og blomster,
jeg ville have hængende fra loftet for at udfylde min rolle som en heks.

Jeg forestillede mig hele mit liv der, og jeg tænkte på,
hvor lykkelig jeg ville have været.

***

Jeg brugte timer på at forestille mig hytter, når jeg havde planlagt
alle detaljer på den ene, så begyndte jeg bare på en ny.
Men til sidst lignede de alle sammen hinanden, og selvom det havde
hjulpet at give hen til drømmene, så havde de ikke udfyldt deres formål.
Jeg havde aldrig, på noget tidspunkt været i stand til at glemme,
hvor jeg var. Frygten, der havde boret sig ind i mit sind,
siden jeg først så mærkerne, var så voldsom som nogensinde før,
og mørket var begyndt at drive mig langsomt til vanvid.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til at mørket gled over i gråtoner.

Fra et sted bag tremmerne kom et svagt lys, og jeg lænede mig
helt op af dem, i håb om at få et glimt af dagen, af et medmenneske,
om de så hadede mig eller ej. Jeg havde aldrig brudt mig om mørket,
og jeg afskyede min straf inderligt.

Dér, helt nede for enden af gangen var et lille vindue. Det var for lille
til at kravle ud, og så højt oppe på væggen, at jeg tvivlede på,
at jeg ville kunne nå, men jeg var taknemmelig for det alligevel.

Jeg gled ned på knæ og stirrede på den smule græs, man kunne skimte.
Aldrig havde jeg fundet græs så smukt som der, og jeg græd endnu
en gang, af ren og skær længsel efter at løbe over det i bare tæer som et barn.
At ligge i det og kigge op på skyerne, der drev forbi. Og nu, hvor jeg vidste,
at jeg aldrig ville få mulighed for det igen, ønskede jeg bitterligt,
at jeg havde gjort det noget oftere.

Efter endnu et par timer føltes mine kinder forfærdeligt varme,
og snart begyndte min hals at brænde. Efter det gik det hurtigere,
og snart var jeg mere syg end nogensinde før.

Alt gjorde ondt, hvert åndedrag føltes som knivstik i mine lunger,
og jeg havde allerede opgivet at bevæge mig. Jeg kæmpede for
at holde mig vågen, men det begyndte at sortne for mine øjne.

Til sidst opgav jeg mine forsøg, og lod mig synke ned i mørket.
Der var alligevel intet håb om at blive reddet, og dette var vel
lige så godt som at blive brændt.

Men mørket var ikke som første gang, det var plaget af forfærdelige
mareridt, det var så virkelighedstro, at mine skrig rungede
mellem stenvæggene.

Sveden drev af mig, og jeg svømmede ind og ud af bevidstheden
uden at kunne styre det. Alverdens forfærdelige ting spillede
for mine øjne, og jeg ønskede intet andet, end at det ville stoppe.
At jeg kunne slippe for mine mareridt og falde ned i det bundløse
mørke, der havde budt mig velkommen, inden jeg vågnede op her.

Til sidst kom der længere og længere mellem drømmene,
men selv om pauserne var himmelske, blev drømmene også
mere og mere intense.

***

Jeg stod på en mark, under et mægtigt egetræ, og jeg vidste,
at det her var den sidste. Jeg kunne mærke det. På den anden side
af denne her lå enden på det her, og jeg kunne endelig få fred.

Det kunne ikke hurtigt nok for mig, og jeg begyndte
at trave igennem det høje græs.

Pludselig blev jeg blændet af et skarpt lys. Jeg dækkede hurtigt
mine øjne, men det hjalp ikke.
Lige som jeg troede, at det aldrig ville ende, dæmpede det sig en smule.
Det var der stadig, varmt og klart, men jeg vovede hænderne væk
fra ansigtet.

Jeg stod foran egetræet igen, som om jeg slet ikke havde flyttet mig,
men denne gang hang der en krop fra hver gren,
dinglende med tykke reb om halsen.

Alle deres ærmer var blev flået af, og ved nogen var deres trøje
endda blevet flænset op foran, så jeg havde fuldstændigt frit udsyn
til de store sorte mønstre, der løb over deres hud.

Det var et rædselsvækkende syn, uden tvivl det værste indtil videre.
Alle de mennesker var ligesom mig. De forstod mig. De kunne have
hjulpet mig, men i stedet var de endt her.

En kirkegård for udstødte, og det var min skæbne at ende
ved siden af dem, dinglende i al evighed.

Jeg sank i knæ på den mudrede mark, ikke længere i stand til at stå.

Mit hoved sank sammen, og jeg mærkede det endelige mørke
nærme sig.
En stemme lød, men jeg vidste ikke, hvor den kom fra.
Der var ingen andre end de døde omkring mig.

"Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu," lød en panisk pigestemme,
og jeg havde det, som om jeg blev rusket i, som om nogen prøvede
at trække mig væk fra det, der ventede.

"Hun trækker næsten ikke vejret," lød stemmen igen,
og endnu engang følte jeg mig rusket.

Marken begyndte langsomt at forsvinde, og i stedet så jeg mig.

Jeg var ligbleg og lå helt stille på stengulvet. En kvinde lænede sig over mig
og rystede mig blidt i skuldrene, mens en ung mand,
der havde en fakkel i hånde, så uroligt til.

"Bare rolig, vi skal nok få dig ud herfra," sagde hun,
og jeg kæmpede desperat for at svare dem, men det var umuligt.

Hun blev ved med at ryste mig, men jeg kunne ikke føle det længere.
Så løftede hun hånden, og som et sidste desperat forsøg lod hun
den falde ned i en syngende lussing.

Alt blev mørkt.

Det næste jeg registrerede var følelsen af svæve og en varme,
der omfavnede mig. En anderledes varme end den,
der var ved at brænde mig op indefra. En god varme.

"Du klarede det. Du er i sikkerhed nu, det lover jeg. Du klarede det."

***

Da jeg åbnede øjnene igen, havde jeg ingen anelse om,
hvor jeg var. Sengen, jeg lå på, var lavet af groft strå, men himmelsk
i forhold til stengulvet i fangekælderen.

Langsomt kæmpede jeg mig op at sidde og gispede højt,
da jeg så mig omkring. Den lignede ned til mindste detalje
den første hytte, jeg havde fantaseret om, da jeg sad i mørket.

Det lave loft, ildstedet, urterne, alt lignede på en prik.

Er jeg død? tænkte jeg, og tog mig forvirret til hovedet.
Det var den eneste forklaring, jeg kunne komme på. Men der var ikke
stille, som jeg havde forestillet mig, døden ville være.
Faktisk lød det, som om det summede med liv uden for hytten.

Det var smertefuldt at komme på benene, men jeg gjorde det alligevel
og stavrede hen til døren. Med en kraftanstrengelse fik jeg krænget
den op og stoppede i chok, da jeg kiggede ud.

Foran mig stod et egetræ, kæmpestort og majestætisk
og fuldstændig identisk med det, jeg havde set i min drøm.

Men der var ingen lig overhovedet.

I stedet vrimlede det med levende mennesker omkring det.
Mænd, kvinder og børn i massevis, alle med samme mærker som mig.

Men her var de ikke gemt, de var nærmere hyldet i ærmeløse
skjorter og kjortler.

Omkring træet havde de bygget sig en lille by af hytter, og når jeg så godt
efter, genkendte jeg hver og en fra mine fantasier.

Et smil spredte sig på mine kinder, og frygten,
der havde knuget mig i flere dage nu, slap endelig sit tag.

Endelig er jeg hjemme.