Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Med døden i hælene
Læseværktøj

Med døden i hælene


Simon Immanuel Laugesen er vinder af novellekonkurrence for 16-18 årige v.
Herlufsholm fantasy-bogmesse 2016

side 1
/ 24

Har du nogensinde stoppet op og undret dig over, hvor vi
forsvinder hen, når vi dør? Stiger vi mon til himmels
og nyder det evige liv?
Eller begraves vi i jorden blot for at omsluttes af det evige mørke?
Det er da et relevant spørgsmål at stille, for vi mister alle livet
en dag; det er et faktum.
Man kan ikke løbe fra døden, og man kan bestemt ikke
skjule sig fra ham.
Døden indhenter os alle, og en dag indhenter han også dig.
Men hvad nu, hvis det alligevel var muligt at undslippe ham.
Tænk engang, hvis du kunne holde døden på afstand
og på den måde være i live på trods af, at din tid på Jorden
egentlig var rindet ud.

side 2
/ 24

Un vaso con agua por favor

Der var som altid varmt i baren. Folk omkring mig kampsvedte
på trods af, at de kun var klædt let på. Mændene ved billardbordet
var tydeligvis udmattede, grundet at varmen havde drænet dem
for al energi, og samtidig druknede personerne ved baren sig
i diverse alkoholiske drikke, udelukkende for at slukke deres tørst.

Jeg sad på min sædvanlige plads ved baren. Varmen generede mig ikke,
men jeg ville alligevel forkæle mig selv med en kølig tequila.

"Et glas vand, tak. "

Dette var en indforstået joke mellem bartenderen og jeg;
en såkaldt stående vittighed.

side 3
/ 24

Jeg bad om et glas vand i et forsøg på at være sund og fornuftig,
men fik serveret en nedkølet tequila lavet på hundrede procent
blå agave (jeg var en kræsen mand). Det var et bizart ritual,
men ikke desto mindre en god vittighed, der gjorde de mange
varme dage en anelse mere udholdelige.

Bartenderen, som i øvrigt hed Emilio, tørrede bardisken af,
placerede et glas foran mig og fyldte det op.

Imponerende, at han ikke spildte, tænkte jeg, mens jeg tog
en tår af drikken. Måske er han for en gangs skyld ædru?

Indholdet i glasset smagte bestemt ikke af tequila:
Det var en tynd, næsten smagløs væske med en modbydelig
eftersmag af kalk.

side 4
/ 24

Jeg mindedes at have smagt drikken før, engang for længe siden.
Det var dengang, jeg stadig var levende, og jeg fik drikken hver
eneste dag; morgen, middag og aften. Den havde været vital,
livsnødvendig, afgørende for min eksistens.
Jeg vidste, at der var tale om vand.

Med glasset hævet som en højtidelig hilsen, fik jeg øjenkontakt
med manden, som jeg nu godt var klar over ikke var Emilio.
"Saludos al señor Muerte, " sagde jeg med et skævt smil på læben.
"Tag endelig plads. Vi har meget at snakke om. "

Døden havde taget pladsen ved siden af mig og var nu i færd
med at stirre anspændt på mig: En årvågenhed, han havde tilegnet
sig efter mine adskillige succesrige forsøg på at slå ham ihjel.

side 5
/ 24

Jeg følte et umådeligt behov for at bryde tavsheden.

"Velkommen til de levendes verden."

Denne kommentar så ikke ud til at falde i Dødens gode smag.
"Drop dine vittigheder, bedrager. Du hører lige så lidt til her som jeg."
Han holdt en kort pause og fortsatte: "Som sædvanligt har du ikke
opnået noget nævneværdigt siden sidste år. Du har drukket, horet…"

"… Jeg er gået ind i politik." Det var det bedste, jeg kunne fremmane.

"Ja, det hører jeg!" Han lo sarkastisk. "Du støtter angiveligt op
om Pancho Villa. Hvad helvede er der galt med dig?
Manden er jo sindssyg."

side 6
/ 24

"Jeg gør, hvad der er nødvendigt for at overleve.
Men det er du vist ikke i tvivl om, er du vel?"

Jeg fortrød med det samme den kæphøje kommentar.
Døden var trods alt en gammel ven, som jeg nu i to hundrede år
havde leget katten-efter-musen med. Og selvom jeg hvert år dræbte ham
på De Dødes Dag, følte jeg alligevel, at vi delte en form for venskab.
At det hele bare var en langvarig, kompliceret leg.
Om han følte det samme, var jeg ikke sikker på.

"Og hvad så nu?" spurgte jeg Døden, som pludselig var vendt
tilbage til sin normale skikkelse: Et oldgammelt skelet med blottet
overkrop (med alle organer, muskler og sener intakte),
et klæde bundet om livet, en halskæde lavet af menneskelige
øjeæbler og en krone udsmykket med kulsorte fjer.

side 7
/ 24

"Nu," svarede han, "bringer jeg dig tilbage til dit hjem, Mictlan.
Hvor du i virkeligheden hører til. Og så glemmer vi alt om fortidens kvaler."

"Det kommer ikke til at ske," vrissede jeg. "Jeg har tilbragt over
to tusind år i den niende underverden, og en ting ved jeg med sikkerhed:
Jeg vender aldrig tilbage til det hul!"

"Prøv og hør, Compañero…" Han virkede pludselig mere desperat.
"Hvis du frygter at skulle krydse de første otte underverdener igen,
forstår jeg dig udmærket. Det er ikke nogen nem opgave.
Men husk på, at du har Xolotl ved din side.
Han vil beskytte dig og vise dig vej."

Ak ja, ham havde jeg næsten glemt. Xolotl, den store hårløse hund,
som engang nægtede at ofre sig for solen og derfor græd sine
egne øjne ud. Han ville ikke være til megen hjælp i et sted som Mictlan.

side 8
/ 24

"Lad mig bringe dig hjem," fortsatte Døden. "Til dødsriget."

"Jeg er en nomade, hr. Død. Jeg har intet hjem."
Min beslutning var truffet.

"Javel." Han udstødte et dybt suk. "Hvordan skal vi så kæmpe
denne gang? Med revolvere? Sabler? Eller måske endda
en klassisk nævekamp? "

"Vent, hvorfor får jeg lov at bestemme?" spurgte jeg undrende.

Han tog en tår af mit vandglas. "Fordi det her er din hjemmebane.
I Mictlan kæmper vi på mine præmisser, og i Mexixo dine."

"Du smigrer mig, hr. Død."

side 9
/ 24

"Kald mig Mictlantecuhtli!" næsten råbte han.
Han ville få brug for den vrede senere.

"Som du ønsker, mi amigo," svarede jeg flabet. "Troede bare,
siden vi efterhånden har kendt hinanden et stykke tid,
at vi kunne benytte kælenavne. Du kunne være hr. Død,
og jeg kunne være… Den lovløse? Skyggemanden?"
"Så er det nok!"
"Jeg mener," fortsatte jeg, "to hundrede år er alligevel et langt
venskab…"

"Vi er ikke venner!"

Vi blev begge tavse. Jeg havde håbet på, at vi efter to hundrede
lange år kunne lægge al dette rod bag os og starte på en frisk.

side 10
/ 24

At vi i dette år, 1916, kunne stryge min gæld til underverdenen.
At Døden kunne tilgive mig og lade mig eksistere i de levendes verden.
Men selvfølgelig kunne det ikke gå sådan. Han var herskeren af dødsriget,
og jeg dets undslupne fange, og dermed var der kun to reelle muligheder:
Enten kunne jeg overgive mig til Døden, eller jeg kunne dræbe
en gammel ven og udsætte min død lidt længere.
Vi vidste begge to godt, at jeg for længst havde truffet min beslutning.

Døden var hurtig, langt hurtigere end jeg havde husket.
Sekundet jeg trak min revolver, var han allerede på benene,
havde hidkaldt sin le og var i færd med at løfte den højt over hovedet.
Jeg tog sigte og trykkede på aftrækkeren adskillige gange.
En, to, tre. Jeg ramte plet – et skud i henholdsvis knæet,
skulderen og brystet – men dødsrigets hersker var ikke færdig endnu.

side 11
/ 24

I et desperat forsøg på at udslette mig, kastede han sin le med
umådelig kraft, og havde det ikke været for mine hurtigere reflekser,
var jeg med sikkerhed blevet dræbt. Jeg kastede mig baglæns,
landede på ryggen, løftede min revolver i udstrakt arm
og affyrede ét enkelt skud, alt imens den dødbringende le susede
ind over hovedet på mig og skar toppen af min hat af.
Der gik lidt tid, hvorefter jeg langsomt rejste mig op, omtåget,
og gik hen for at se til min nemesis. Det endelige skud havde ramt
ham lige mellem øjnene, og jeg tænkte, at han næppe ville overleve.
Og ganske rigtigt; skelettet pulveriseredes, mens organerne rådnede op.
Skuddet havde været fatalt. Og midt i al denne grusomhed
kunne jeg ikke lade være med at smile. Selvom jeg havde dræbt
denne mand, vidste jeg, at han ville vende tilbage om et år.
Præcis et år. Og jeg så allerede frem til det.

side 12
/ 24

"Gracias por ser mi amigo," hviskede jeg, mens jeg lagde min hånd
på det nu næsten forsvundne skelets pande. "Til vi mødes igen."
...


With bony hands, I hold my partner

Åh, det pragtfulde liv.

Det var, hvad jeg tænkte, mens jeg flød rundt på en oppustelig
luftmadras i min egen private swimmingpool og nød
en Tortuga Rum Punch. Vejret var nær perfekt; 32 grader celsius,
klar himmel og en næsten konstant, forfriskende brise.
Ja, livet var ganske enkelt fantastisk. Og denne dag kunne
umuligt blive bedre.

"Mr. Garbancera!" lød det pludselig bag mig.

side 13
/ 24

Det var Angela, min husholderske, der ligesom mig havde undsluppet
døden (pudsigt, ikke?). Hun stod ved bassinkanten, iklædt en pæn
hvid skjorte, sorte jeans og et forklæde.

"Du ser tørstig ud. Kunne jeg tilbyde dem noget mere at drikke?
Perhaps a Cayman Mudslide?"

Det var en svær beslutning. Tilbuddet var bestemt fristende,
men jeg kunne ikke længere drikke hver dag, som jeg plejede at gøre.
Jeg var forlovet nu, og det forpligtede: Jeg måtte så vidt som muligt
begrænse mit indtag af alkohol, selvom det havde vist sig at være
en del vanskeligere end forventet. Ikke desto mindre måtte jeg
i hvert fald gøre et forsøg for min elskedes skyld. Eller kunne vi
måske begge gå på kompromis og mødes et sted på midten?

side 14
/ 24

"Stik mig en Mudslide," sagde jeg. "Men sørg for at fortynde
det med lidt kakaomælk. Jeg vil nødig opleve Melissas bebrejdende
blik, når jeg kommer hjem… "

Angela kiggede forundret på mig. "Coming right up."

Det var selvfølgelig ikke kun min rolle som Melissas forlovede,
der gjorde, at jeg måtte være mere påpasselig med mine handlinger.
Byen, som jeg selv havde stiftet, havde mindst ligeså stor betydning
for min beslutningstagen. Lipoca, som byen hed, var for mig
meget dyrebar, og det var forståeligt nok:
Jeg var byens borgmester og kendte hver og en af beboerne.

Det var omtrent 100 år siden, jeg havde siddet på baren med Døden.

side 15
/ 24

Ligeledes var det omtrent 100 år siden, jeg havde pakket mine
få ejendele og rejst hertil: Caymanøerne. Stedet, hvor solen altid skinnede,
havet var blåt som safir og kvinderne gorgeous. Og nå ja, så var det
center for alverdens offshore-virksomheder og skatteunddragelse.

Siden den dag i Mexico var Døden ikke stoppet med at forfølge mig.
Hans endeløse jagt havde varet i snart 300 år, og han havde ikke
i sinde at stoppe, før han havde fanget den person, som efterhånden
havde skabt rigeligt med problemer for underverdenen.
Men Døden var også blevet svækket af denne langvarige strid.
Hans krop havde ændret sig meget: Små brud var opstået overalt
på knoglerne, som havde fået en mere gullig farve.
Hjertet var blevet mørkere og var nu næsten kulsort.
De blodskudte øjne lignede sig selv.

side 16
/ 24

Jeg tror dog at det, som havde forandret sig allermest var
alt det bagvedliggende: hans tanker, personlighed, måde at agere på.
Han var ikke længere så opfindsom, ej heller udviste han samme
entusiasme som tidligere. Ja, det var næsten som om, han havde givet op.

Derfor forventede jeg heller ikke det store spektakel i år.
Døden ville aflægge sit visit, træt og udmattet, med et håb om at vinde,
men en forventning om at tabe. Og duellen ville bestemt leve op
til hans forventning. Jeg ville give ham ét enkelt skud i hovedet,
og han ville dø med det samme. End of story.

Jeg havde nu for længst drukket min Mudslide og var i færd med
at spadsere ned ad en af byens gader. Iklædt mit fineste jakkesæt
og skinnende laksko gik jeg i mine egne tanker og glædede mig
over dette tropiske paradis; og tænk engang, at det kun var opstået
takket være mig.

side 17
/ 24

Jeg havde egenhændigt brugt årtier på at etablere dette samfund,
og hverken Døden eller nogen anden havde kunnet bremse mig.
Jeg var ustoppelig.

Når jeg så rundt på folkene på gaden, kunne jeg nærmest mærke
deres taknemmelighed. For jeg havde reddet dem fra Mictlan – stedet,
hvor endeløs pinsel stod på den daglige agenda – og givet dem
muligheden for et liv i friheden. Aldrig mere skulle de tænke
på underverdenens hersker, Mictlantecuhtli, som fik sit kick af
at mishandle og torturere folk. Aldrig mere skulle de tjene ham.
Aldrig mere skulle de frygte ham.

Jeg havde nu passeret Metzli Street og nærmede mig casinoet:
Det var her, min forlovede arbejdede. Melissa befandt sig et sted derinde,
og jeg ville overraske hende. I dag skulle vi fejre vores frihed.

side 18
/ 24

Jeg trådte ind af casinoets lille dør og så mig omkring.
Der var ingen mennesker. Spillemaskinerne, som normalt oplyste
lokalet med deres små, farverige LED-pærer, var slukket.
Baren, som ellers altid var omringet af mennesker, stod tom. Her var stille.

Jeg gik hen imod medarbejderarealet – hvis der skulle være nogen
mennesker, var det her – med en forhåbning om, at Melissa sad
på sit kontor, opslugt af en eller anden ligegyldig roman.
Men også her var tomt. Hvor i alverden var alle folk henne?

Med hastige skridt vendte jeg tilbage til det store spillerum.
Måske der var noget, jeg havde overset? Og ganske rigtigt:
I det ene hjørne af lokalet sad en lyshåret kvinde, helt alene,
og spillede på den enarmede tyveknægt. Maskinen lyste op
og lavede sågar lyde, og jeg havde ingen anelse om,
hvordan jeg kunne have overset den før.

side 19
/ 24

"Melissa?" Jeg nærmede mig langsomt kvinden, og jo tættere
jeg kom på, desto mere i tvivl blev jeg, om det virkelig var hende.
Jeg stod nu få centimeter bag hende. Hun kiggede fortsat på spillemaskinen.

"Kom nu og tag et spil. Der er store gevinster i dag!"
Stemmen bekræftede mig i, at dette ikke var Melissa.
Nej, det var min husholderske, Angela, som sad her alene
og spillede denne aften, fuldstændig opslugt af de tre roterende hjul,
som havde forskellige symboler trykt på.

Hun rejste sig og tog et skridt til siden. "Kom nu, sæt dig. Tag et spil!"

Jeg var bestemt ikke interesseret i at rode mig ud i endnu flere
gambling-problemer (ja, jeg var ikke perfekt, alright?),
men jeg tog alligevel plads på skamlen og trak i spillemaskinens håndtag;
alt i mens Angela stirrede drillesygt på mig (ret skummelt, hvis du spørger mig).

side 20
/ 24

De tre hjul roterede lynhurtigt, indtil de pludselig stoppede brat op,
en af gangen. Symbolerne var alle ens, og jeg burde have været henrykt.
Jeg mener, hvor ofte får man jackpot i første forsøg?
Men de tre ens symboler betød hverken held eller en stor sum penge.
Nej, de symboliserede forfaldenhed, ondskab og ikke mindst død.
På hjulene var der afbildet tre kranier, og det var, som om de så dybt
ind i min sjæl og hungrede efter den. I det øjeblik vidste jeg,
at jeg havde dummet mig. Men kunne det virkelig passe,
at det var ham? Hvordan var det muligt?

Kvinden smilte til mig igen vel vidende om, at jeg nu vidste,
hvem hun i virkeligheden var. Hun så pludselig bekymret ud.

"Men dog Mr. Garbancera, du er jo ligbleg! Are you feeling sick?"

side 21
/ 24

Hun rakte mig et lille spejl, og jeg kunne ikke lade være med
at tænke på, hvor åbenlyst opsat alt dette var.

Jeg kiggede mig selv i spejlet uden rigtigt at forstå hvorfor.
Mit navn var underligt nok indgraveret i toppen af spejlet. Garbancera.
Ja, det var mig. Men hvad var det lige, jeg skulle lægge mærke til?
Hvorfor krævede dette spejl min fulde opmærksomhed?
Jeg nærstuderede mit spejlbillede. Umiddelbart lignede jeg mig selv,
men det kunne alligevel godt anes, at jeg ikke var helt rask.
Mine øjne var røde og løb i vand, sveden piblede ud af alle
porer i min hud. Hvad kunne dette skyldes?

Kvinden, som ikke var Angela, tog spejlet igen og satte sig
på gulvet ved siden af mig. Vi sad sådan i lang tid,
inden hun omsider begyndte at tale:

side 22
/ 24

"Jeg vil have, at du forstår, Garbancera, at døden er uundgåelig.
Måske kan du leve i en uendelighed, men vil du virkelig kalde det et liv?
Du får lov at opleve verden, ja, for tid er ikke længere noget problem.
Og dog er tid det, som i sidste ende tager livet af dig, for du får lov
at opleve den værste smerte af dem alle. Du vil opleve,
hvordan alle dem, du holder af, dør omkring dig. Fordi deres tid rinder ud.
Dernæst vil du hade livet, det forbandede, evige liv, for det er alligevel
bare endeløs pinsel. Du vil ønske, at du dør, og jeg vil opfylde dit ønske.
Jeg vil bringe dig til Mictlan, for her vil du aldrig leve, aldrig elske.
Og du vil vide, at du har truffet den rigtige beslutning."

Jeg hørte knapt nok efter. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg havde
svært ved at koncentrere mig. Jeg kampsvedte stadig,
og en ringen for mit øre gjorde det vanskeligt at høre.
Mit syn blev mere og mere sløret.

side 23
/ 24

Jeg var ubevidst faldet ned på gulvet, og kvinden stod
nu bøjet ind over mig.

"Sov godt, min ven, og husk på: Livet er langt mere
smertefuldt end døden."

Og lige inden alting blev sort, kunne jeg sværge på,
at kvinden ændrede skikkelse; til et mørkt væsen med
et begær efter hævn.

side 24
/ 24
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat