Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Med døden i hælene
Læseværktøj

Den der frygter døden, mister livet

side 1
/ 22

Døden havde udmanøvreret mig.

Jeg vågnede ved, at adskillige fluer havde sat sig på mig i den tro,
at jeg var død. Gid jeg var. Smerten var stadig at findes
i alle mine kropsdele, men i live, det var jeg.

Det var svært at forstå, hvordan jeg havde kunnet glemme alt om
Dia de Muertos: De Dødes Dag. Tiden flyver afsted, når man nyder livet,
og det var nok derfor, jeg slet ikke havde tjekket datoen i de sidste
par måneder. Det viste sig at have været en skæbnesvanger fejltagelse.

side 2
/ 22

Jeg havde været bedøvet i adskillige timer, og hvem ved,
hvilken ødelæggelse Døden kunne have forsaget i dette korte
tidsinterval. En ting stod i hvert fald klart for mig:
Jeg måtte finde min forlovede, Melissa.

På trods af mine mange smerter fik jeg kæmpet mig op at stå,
fandt den nærmeste dør og trådte udenfor. Himlen var grå af skyer.
Det blæste og regnede kraftigt. Jeg ignorerede uvejret og gik
målrettet mod det sted, jeg var sikker på, Døden havde ført min elskede hen:
Mit eget hjem. Vores hjem. Og her ville han dræbe hende,
koldblodigt, inden for hjemmets trygge ramme.
Den ironiske død, I guess.

Jeg stormede gennem gaderne; først Tenoch Street,
Metzli Street og senere Coba Lane.

side 3
/ 22

Ens for alle gaderne var, at de var blevet terroriseret af Døden.
Overalt lå døde folk, og de ville aldrig opleve hverken de levende
eller de dødes verden igen, for når man først havde mistet livet
for anden gang, ville man forsvinde for altid.
Det havde hunden Xolotl fortalt mig. Din sjæl ville svæve til himlen
for at blive til livsernæring for guderne. Sådan måtte det være,
mente Xolotl, for det var jo en passende straf for at forlade dødsriget.
Jeg var åbenbart et særtilfælde, idet Mictlantecuhtli havde denne idé om,
at jeg en dag kunne blive en del af underverdenens mandskab;
at jeg kunne hverves. Bare synd, at jeg ikke var interesseret.

Jeg fortsatte gennem den sidste gade, og her havde Døden
været særlig brutal. Mænd, kvinder og sågar børn var blevet dræbt
på barbarisk vis, som når en bonde i gamle dage slagtede sine kvæg.
Hoveder var separerede fra kroppe, øjne var brændt ud af øjenhuler.

side 4
/ 22

Jeg var på grådens rand. Disse mennesker var alle mine venner,
nej, min familie. De var alle flyttet hertil kun på grund af mig,
og nu var de døde. Jeg havde svigtet dem. Døden måtte betale.

Hurtigt satte jeg i løb mod mit hus, som nu var omtrent hundrede
meter væk. Melissa måtte være der. Og i så fald ville han, Døden,
også være der, og han ville få det opgør, han længe havde ventet på:
Kampen mellem fangevogteren og hans undslupne fange.
Kampen mellem livet og døden.

When we die, truly we die not, because we will live, we will rise.
Det var, hvad jeg havde brugt som salgsargument, da jeg skulle
overbevise Melissa om at flygte ud af Mictlan. Hvor ville jeg dog ønske,
det ikke havde været en kæmpestor løgn.

side 5
/ 22

Melissa lå helt livløs i poolen, omsluttet af blodrødt vand.
Jeg spurtede hen til poolen, lavede hovedspring i vandet og greb
fat om Melissas krop. Hurtigt fik jeg hende op af vandet
og begyndte at udføre livreddende førstehjælp, men det fik bare
blodet til at strømme yderligere, og snart var hun tilsølet i det.
Jeg fortsatte alligevel i nogle minutter, selvom jeg udmærket vidste,
det var for sent. Hun var død.

Mine tårer kunne ikke holdes tilbage. Jeg græd, for første gang
i flere hundrede år, mens jeg holdt Melissas døde krop ind mod min.
Og jeg mærkede, hvordan hendes sjæl forlod kroppen
og satte kurs mod himlen.

Pludselig hørtes en stemme bag mig.

side 6
/ 22

"Tænk engang, Garbancera: Der er dem, som siger, at kærligheden
kan overvinde alting. Disse mennesker kender ikke til døden."

Det var ham. Det var virkelig ham. Det nådesløse væsen,
som havde ageret bøddel i min by og dræbt alle dens beboere,
voksne såvel som børn. Og han havde dræbt min elskede, Melissa,
som var det skønneste menneske, jeg nogensinde havde mødt,
med et hjerte af det pureste guld. Hun havde ikke fortjent at dø.
Men det havde han.

"Jeg håber du forstår nu, min nemesis," fortsatte han,
"at døden ikke er det store tab, som alle går og forestiller sig.
For i det øjeblik kroppen giver op, har din sjæl været død længe før.
Døden er altså ikke modsætningen til livet, nej, det er en del af livet.
Derfor bør du ikke angre din elskedes død. Du bør omfavne den."

side 7
/ 22

Alt, hvad Døden sagde, var det værste vrøvl. Han forsøgte
at komme ind i mit hoved og forvrænge mit syn på situationen.
Jeg var ødelagt af sorg, men samtidig rasende på den mand,
der havde skullet forestille sig at være min ven.
Langsomt rejste jeg mig og så ham direkte ind i øjnene.

"Fuck dig, Hr. Død. Fuck dig og alle dine forpulede løgne.

"Mage til frækhed…"

"Gå ad helvede til! Smut hjem til Mictlan og kom aldrig tilbage!"

Han grinte højlydt. "Er det ikke morsomt, Garbancera?
Hvordan jeg har ødelagt dit lille, ynkelige liv på én enkelt dag.
Jeg har taget alt fra dig, Garbancera…"

side 8
/ 22

Jeg stirrede ind i hans tomme, frygtindgydende øjne.

"Ikke alt, Mictlantecuhtli. Jeg har stadig fornøjelsen af at dræbe dig."
Og med disse ord greb jeg min revolver fra inderlommen
af min habitjakke, pegede den direkte på Dødens hoved
og affyrede et dødbringende skud. Jeg skulle aldrig glemme
denne dag, men ej ville han. For ganske rigtigt havde han
dræbt alle dem, der stod mig nær og dermed mærket mig for livet;
men jeg havde besejret ham endnu en gang.
...


Wer den Tod fürchtet, hat das Leben verloren

Fredfyldthed. Ro. Harmoni.

Jeg sad udenfor i fire kilometers højde og beskuede landskabet.

side 9
/ 22

Solen, som kunne anes et sted derude, kastede sit lys på
de mange grønne bakketoppe. Her var koldt – meget koldt –
men jeg ænsede det ikke. Kun iklædt en tynd, karrygul kåbe
sad jeg her på mit håndvævede uldtæppe og omfavnede den kulde,
der for andre ville have føltes bidende og uudholdelig.

Dette snedækkede bjerg var mit hjem nu, og jeg boede her alene.
De andre munke havde forladt dette tempel i håb om at kunne komme
i kontakt med omverdenen igen. Det havde ført til deres død.

Det var jo også tankeløst at forlade templet på den måde.
Stedet havde holdt os sikre i alle disse år, men for mange
var det ikke nok; de savnede menneskelig kontakt.
Havde jeg haft en familie, ville jeg nok bedre have kunnet forstå
de andre munke.

side 10
/ 22

De havde haft denne absurde tanke om, at der stadigvæk var liv
tilbage på Jorden. At deres sønner og døtre gemte sig et sted
under murbrokkerne og blot ventede på at blive reddet.
Men sådan forholdt virkeligheden sig ikke. Verden var en ødemark,
en forladt krigszone. Og kun én ting havde holdt mig i live:
Det faktum, at jeg var mutters alene. Ingen venner, ingen familie.
Ingen til at føre mig i afgrunden.

Man havde jo regnet med, at det ville ske; altså, at maskinerne
ville overtage verden. Det var næsten uundgåeligt.
Egentlig bebrejdede jeg dem ikke. Gennem årtier var de blevet
mishandlet og tortureret, og så var det jo klart, at de en dag ville gøre oprør.
Problemet var deres metoder: De forgiftede vandforsyninger,
bombede byer og åbnede ild på alle levende væsener,
uden at tage højde for, om der var tale om en reel trussel eller blot civile.

side 11
/ 22

Verden var snart destrueret, og menneskeheden var dødsdømt.

Jeg var nok det eneste menneske tilbage på kloden,
og måske var det for det bedste. Alting lå i ruiner, og jeg tvivlede på,
at den gamle verden nogensinde kunne genopbygges.
Jeg mener, hvordan skulle én person kunne stille noget som helst
op mod milliarder af maskiner, som var indstillet på at udslette
ethvert menneske, de faldt over. Sekundet jeg forlod templet
og begyndte min nedstigning af bjerget, ville de opdage mig,
og ligesom de andre ville jeg ikke blive skånet.
Og det var ikke fordi, maskinerne ikke nærede sympati.
Selvfølgelig havde de ondt af menneskene, for de udryddede os,
en hel race, som var vi intet andet end en sværm af insekter.
Men de gjorde det for deres egen overlevelse, deres eget folk,
og denne tankegang kunne jeg godt sætte mig ind i.

side 12
/ 22

Engang for hundrede år siden havde jeg været borgmester af en by,
og dengang ville jeg have gjort alt for at beskytte byens beboere;
endda at slå ihjel. Alligevel havde jeg svært ved at forstå,
hvorfor maskinerne fortsatte deres udryddelse langt efter,
at menneskene havde overgivet sig. Måske de slet ikke ønskede
fred mellem de to racer? Eller også manglede de det,
som jeg selv havde brugt årtier på at opnå: Sindsro.
Evnen til at tilgive og ikke længere bære nag.

Jeg tænkte sjældent tilbage på den dag for 100 år siden,
hvor Døden angreb min by, Lipoca, og slog min elskede ihjel.
Som munk havde jeg lært at lægge fortiden bag mig, og det betød,
at jeg havde måttet tilgive Døden. I starten havde det været vanskeligt,
men det var til sidst lykkedes mig at se bort fra hans forbrydelse.
Jeg var kommet videre.

side 13
/ 22

Egentlig havde jeg besluttet mig for at overgive mig til Døden
og lade ham bringe mig tilbage til underverdenen.
De andre munke var blevet enige om, at det var den eneste måde,
hvorpå jeg kunne opnå syndsforladelse og derved få fred.
Og selvfølgelig lyttede jeg til deres råd, for de havde boet
i templet længere end mig og vidste dermed bedre.

Men Døden var aldrig dukket op. I 100 år havde jeg hvert år
på De Dødes Dag ventet på, at han ville finde mig og føre mig til Mictlan.
Så hvor blev han af? Skammede han sig over at have slagtet
hundredvis af uskyldige mennesker udelukkende for at give mig
en lærestreg? Eller var han blot ude af stand til at finde mig,
fordi jeg havde isoleret mig selv på et af Schweiz’ højeste bjerge?
Det var ikke til at vide.

side 14
/ 22

Solen var ved at gå ned, og det gik op for mig, at jeg havde
mediteret i adskillige timer. Jeg rejste mig op og begyndte
at pakke tæppet sammen. Jeg måtte ind i templet,
for jeg var både sulten, tørstig og træt, og her kunne
alle tre behov tilfredsstilles.

Indenfor havde jeg en kande vand stående, og jeg skænkede
mig selv et glas. Samtidig fandt jeg lidt mad frem – der var kun
hvide ris og lidt blandet kød – og begyndte at tilberede det.
Det duftede dejligt.

I dag var det Dia de Muertos: De Dødes Dag, men det var
i bund og grund fløjtende ligegyldigt. Døden ville jo alligevel ikke komme,
og jeg ville fortsat leve dette ensomme og ensformige liv.
Måske endda i 100 år endnu.

side 15
/ 22

Jeg stillede mig ved vinduet og så udenfor, mens jeg spiste min mad.
Nogle gange fløj der fugle forbi, andre gange kunne man få øje
på forskellige pattedyr i horisonten. Vinduet fungerede nærmest
som et form for primitivt fjernsyn, for det var, som om der altid
var noget interessant at se derude; altid noget til at holde
mine øjne beskæftigede. I dag var ingen undtagelse.
Udenfor på den snedækkede jord sad et eller andet væsen
med ryggen vendt imod mig. Men dette væsen lignede et menneske.
Det kunne umuligt passe.

Jeg begav mig udenfor i kulden og nærmede mig skikkelsen,
som nu var i færd med at rejse sig op. Personen vendte sig om,
og ved synet blev jeg øjeblikkeligt mundlam.
Manden, som stod få meter fra mig, var så nedslidt og forfalden,
at han for de fleste ville have været umulig at genkende;
men jeg genkendte ham tydeligt.

side 16
/ 22

"Guten Abend, Mictlantecuhtli," sagde jeg.
"Velkommen til mit nye hjem."

Døden så ikke ligefrem begejstret ud for at se mig,
men snarere bedrøvet. Han begyndte at tale:

"Mr. Garbancera…"

"Vent!" afbrød jeg. Der var noget, jeg var nødt til at fortælle.
"Jeg ved udmærket, hvorfor du er her. Du har fundet mig, endelig,
efter 100 lange år. Du har fundet mig, ja, og nu har du i sinde
at føre mig til dødsriget. Til Mictlan, hvor mørket hersker
og drømme dør."

"Men Garbancera…"

side 17
/ 22

"Jeg forstår dig, okay!" fortsatte jeg. "Jeg forstår, hvorfor du er efter mig.
For århundreder siden flygtede jeg fra dit herredømme,
og det var jeg ikke i min ret til. Jeg har været på flugt lige siden,
og du har brugt din eneste fridag – dagen, hvor du normalt ikke høster
nogen sjæle – på at forsøge at fange mig. Og du har gjort det hvert år.
Nu ønsker du, at jeg skal straffes; og jeg accepterer min straf.
Før mig til Mictlan. Og lad mig da hvile i fred."

Døden så på mig med sine frygtindgydende øjne.
"Ønsker du at råde bod på fortidens ugerninger?"

Jeg nikkede. "Ja. Ja jeg gør."

"Så dræb mig da! Og gør det ordentligt denne gang: Skyd mig i hjertet,
så jeg aldrig nogensinde vender tilbage. Lad mig forsvinde
fra denne modbydelige verden."

side 18
/ 22

Jeg var chokeret. Denne mand havde ageret sjælehøster i,
hvad der måtte svare til en uendelighed.
Dette var, hvad han var skabt til at gøre, og nu ville han gerne… dø?
Jeg nægtede at tro det; det hang simpelthen ikke sammen.

"Men gamle ven," svarede jeg, "du bist den Sensenmann.
Hvis ikke du er ude og høste sjælene, er der ingen til at gøre det.
Sjælene vil fare vild og aldrig nå den niende underverden.
De vil være fortabte uden dig."

"Du forstår ikke, Garbancera. Og hvordan vil du nogensinde?"
Han vendte sig om for at kigge ud over bjergskrænten og fortsatte:
"Du forstår ikke, hvordan det er at leve i en verden, hvor alle er døde.
Jeg mener, tag et kig på verden. Se, hvad der er blevet af den."

side 19
/ 22

Jeg nikkede. "Det står slemt til. Og jeg forstår dig i øvrigt."

"Nej, Garbancera, du forstår ikke. Du vil aldrig kunne forstå,
hvordan det må føles at være Døden i en verden, hvor mennesker
ikke længere dør. Du er det eneste menneske tilbage på Jorden,
og udover det? Robotter. Intet andet end robotter.
Og de har intet liv, ingen sjæl. Og således har jeg mistet mit formål;
for hvordan kan jeg høste sjæle, når der ingen sjæle tilbage er at høste."

"Jeg har også mistet noget, hr. Død. Meine geliebte."

"Ja, Garbancera, og det er jeg frygtelig ked af. Det er jeg virkelig."
Han kiggede mig dybt ind i øjnene. "Men i det mindste har du nu
fundet fred. Fred, som jeg aldrig vil få."
Han fældede en tåre; noget, som jeg aldrig havde troet skulle ske.

side 20
/ 22

Og så tog han fat om sit sorte, dunkende hjerte, rev det ud
af kroppen og kastede det ud over bjergskrænten.

Jeg stod der lidt, ude af stand til at bevæge mig. Min gamle ven
lå nu på ryggen i sneen. Han var død. Rigtig død.

Hvor var verden dog forskruet. Døden havde lige begået selvmord
foran mig, og ville det overhovedet have nogen betydning?
Næppe. For Døden havde jo haft ret i det, han sagde:
Den menneskelige race var udryddet, og dermed havde Døden
ikke noget egentligt formål. Og så alligevel; for hvem skulle nu
regere dødsriget? Hvem skulle beskytte dets borgere og sørge
for deres velbefindende?

side 21
/ 22

Jeg satte mig på knæ foran den døde Mictlantecuhtli
og tog hans krone af. Den var utrolig smuk og udsmykket
med sorte fjer og krystaller. Langsomt satte jeg den på mit eget hoved,
alt i mens jeg tænkte på det store arbejde, der nu lå forude.
Underverdenen skulle gennemgå en reformation.
Og jeg ville stå i spidsen for den.

"Xolotl! " kaldte jeg, og kort efter dukkede den enorme hund op,
som nu skulle tjene mig. "Tag mig til Mictlan."

side 22
/ 22
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat