Denne gyser er skrevet af Sara Søholm Vang fra 5.B på Hadbjerg Skole,
som fik en flot 2. plads i årets Store Forfatterspire-konkurrence 2016.

Jeg trykkede næsen mod ruden og kiggede nysgerrigt
på de nye naboer. "SLAGTER SØREN" stod der på bilen.
Det var en dreng og hans far, som var i gang med at flytte ind
i nabohuset, og de havde vist ikke nogen møbler.
De bar nemlig kun en masse gamle redskaber ind i huset.
Det var efterhånden svært at se noget.

En tyk tåge var kommet snigende og skjulte nabohuset,
men en lille lysning omkring bilen gjorde det muligt for mig at se,
hvad de slæbte ud. Jeg gispede, for nu forsøgte de at få en stor,
mørk egetræskiste ud af bilen. Det så tungt ud. De holdt en lille pause,
og måske kunne drengen mærke, at jeg smugkiggede, for i samme
øjeblik vendte han hovedet og stirrede direkte på mig.
Det var et blik, der tog vejret fra mig - som om jeg var blevet slået
hårdt i maven. Hans øjne var så iskolde og hårde.
Det løb mig koldt ned ad ryggen, jeg fik gåsehud fra top til tå og skælvede.
Det var ondskab. De øjne var rettet mod mig. Og de hadede mig.

"Der er aftensmad, Liv," råbte mor til mig i det samme.
Drengen holdt op med at kigge på mig.
"Kom så Liv, din aftensmad bliver kold," råbte mor igen.
"Jeg kommer nu!" råbte jeg tilbage.

Jeg sagde ikke noget, overhovedet ikke, mens vi spiste aftensmad.
Næste dag skulle jeg i skole med bussen, ligesom jeg plejer.
Jeg stod sammen med min lillebror og ventede ved busstoppestedet.
Vi var helt alene. Pludselig så vi nogen komme hen imod os.
Jeg fik helt gåsehud, for hvem var det? De virkede bekendte
og ikke på den gode måde.
Det var drengen fra i aftes, der kom sammen med sin far.
De gik lige hen imod os. "Åh nej," tænkte jeg, hvad skal vi nu gøre?
De gik og snakkede stille sammen. Hans øjne mødte mine -
han stod helt stille og kiggede. Heldigvis kom bussen, og jeg sprang ind.
"Denne dag blev ikke som de andre dage," tænkte jeg.
Og jeg skulle få ret.

Læreren kom ind af døren. "Godmorgen allesammen.
Har I haft en god weekend?" spurgte frk. Knudsen.

"JA!" råbte vi i munden på hinanden. Jeg havde helt glemt episoden
ved bussen. Her i skolen var jeg tryg og sikker.

MEN så sagde frk. Knudsen: "Der starter en ny elev i klassen i dag,
han skal sidde ved side af Liv. Liv! Vil du vise ham rundt på skolen i dag".
Før jeg vidste af det, stod drengen fra i aftes nu lige foran mig.
"Hej! Jeg hedder David og er 12 år gammel."
Så satte han sig ned ved siden af mig.
Jeg sagde ikke noget, for hvad skulle jeg gøre.

Timen gik alt for hurtigt. Klokken ringede til frikvarter, og det,
jeg frygtede mest af alt, skulle til at ske.
"Skal du vise mig rundt på skolen nu, Liv?", spurgte David
med et underligt udtryk i øjnene.
"Ja... det skal jeg," sagde jeg stille.

Da vi gik på skolens gange sammen, var det mærkeligt.
Vi sagde ikke noget til hinanden. Jeg sagde kun:
"Der er toiletterne, der er kontoret osv."
Jeg fortalte kun, hvor tingene var. Da jeg var færdig med at vise
ham rundt på skolen, spurgte han:
"Liv, er der et rum, hvor der ikke kommer nogen ind?"
Jeg tænkte mig om i et kort øjeblik, hvor tankerne flyder igennem
mit hoved. Var det slut nu - var det enden på mit liv, hvad ville han?
"Jo – hvorfor?" spurgte jeg ham. "Øhhh ...".
Hvorfor dog det, tænkte jeg, det er da underligt og unormalt.
Nå, men jeg viste ham rummet, og vi gik sammen tilbage til klassen.

Resten af dagen gik hurtigt som et lyn. Du skal ikke spørge mig om,
hvad vi havde lavet og lært den dag,
for mine tanker var et helt andet sted.

Heldigvis ringede klokken, lige da jeg blev spurgt efter facit
på et regnestykke. Nu skulle vi hjem.
Jeg ville ikke køre med bussen, jeg trængte til at tænke
og få noget frisk luft.
Jeg var desværre ikke den eneste, der tænkte den tanke.
David og hans far havde vist fået den samme tanke,
for de gik der lige foran mig. Lige tilpas tæt nok til, at jeg kunne høre,
hvad de snakkede om. De snakkede om… jeg fik en klump i halsen.

"Vi må have fat i hende", sagde faren med skarp stemme,"
og fortsatte, "vi ved kun, at hun er en brunette med langt hår,
har blå øjne og fregner og går i 5. klasse. Hun har et godt hjerte
- lige sådan et hjerte, vi leder efter…"
Pludselig blev der stille, og de kiggede på hinanden.
Som et lyn vendte de sig om og så direkte på mig.

Jeg begyndte at ryste og skælve, og jeg kunne ikke røre mig
ud af stedet, for den beskrivelse passer på mig, tænkte jeg.
Det hele skete så hurtigt, var det ude med mig nu?
Før jeg vidste af det, greb faren mig i armen.
Han holdt hårdt og sagde: "Du skal med os hjem".
Det havde jeg ikke lyst til. David smilede ondt. Vejen var helt øde.
Jeg var så bange, at jeg ikke kunne sige noget.
I et øjeblik var jeg på vejen, og i det næste var jeg inde i deres hus.
Mine tanker var et helt andet sted, kom jeg til at se min elskede
familie igen, min mor og far, lillebror, onkel og bedstefar?

Jeg var inde i det gamle slidte hus, der var koldt og fugtigt
og en underlig lugt, som om nogen var død. Egetræskisten stod
lukket midt i stuen. Der var blomster og sorte roser på den.
Omkring kisten var der hvide roser og store lys.

Der stod også stole omkring lige nøjagtig 4 stole.
De holdt mig fast, men sagde ikke noget. Jeg blev bundet fast til stolen.
Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk. Hvad sker der nu?
Jeg var bange - rigtig bange. Mon jeg skulle op til min mormor i himlen nu?
Alt var stille, kun vinden rørte på sig.
"Det er nu min søn, du skal sige farvel til hende og forklare hende det hele,"
og så forsvandt faren ud af rummet.
David kiggede på mig med de samme iskolde og hårde øjne som forleden aften.
Jeg kunne høre mor kalde på mig: "Liv, hvor er du? Der er aftensmad?"
David skyndte sig at hente noget gaffatape og putte den på min mund.
Jeg blev så bange og min første indskydelse var at råbe på min mor.
Jeg råbte "MOR! MOR!" mere nåede jeg ikke, før tapen var på min mund.
Davids far kom ind i rummet med en stor slagterkniv.
"Har du fortalt Liv, at vi har brug for hendes hjerte?"
"Nej," sagde David.

"Så må jeg fortælle det. Liv, du har et godt hjerte,
du er sød og omsorgsfuld og fuld af godhed.
Vi har brug for dit hjerte til at vække Davids mor til live igen,
som ligger i egetræskisten..."

Jeg sank en klump, hvad skulle jeg nu gøre? Hvem kunne hjælpe?
Det blev mørkere og mørkere. Nu var det fuldmåne.
David og hans far sagde nogle mystiske ord, der lød som rim og remser,
men bare meget uhyggelig.
"Når fuldmånen kommer, vil vi høste Livs hjerte".

"LIV! LIV!" kaldte mor. Jeg forsøgte at sige noget, men der kom
intet ud af min mund. Jeg kunne høre en underlig hylen.
Pludselig hørte jeg min lillebror sige: "Liv! Liv! vågn nu op!"

I det samme kom vores hund Likka gøende ind til mig
og slikkede mig i hovedet. Det hele havde bare været en drøm.

Da jeg kom i skole, ville jeg fortælle mine venner det hele,
men frk. Knudsen kom ind og sagde:
"Godmorgen, I dag starter der en ny dreng i klassen"...
Jeg blev helt stille og fik gåsehud, eller var det bare en drøm.