Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Zombierne kommer
Læseværktøj

Zombierne kommer


Denne gyser er skrevet af Jakob Lind Wager fra 5.A på Hadbjerg Skole,
som er vinderen af
årets Store Forfatterspire-konkurrence 2016.

937058.no_watermark.599_423.jpg

side 1
/ 11

Det var ved at blive mørkt. Måske for sent. Tiden var løbet fra ham.
Han havde næsten givet op, men der lå de. To dåser med tun.
Mad til et par dage. Han måtte skynde sig. Tilbage til sit gemmested – nu!
Niklas stak dåserne med tun i lommerne og løb. De kom nærmere.
Snerrende. Hvæsende. Hvor mange denne gang? 10? 20?
Niklas løb hurtigere. Spurtede. Hjertet hamrede.
Truede med at springe ud af brystkassen. Han snappede efter vejret.

side 2
/ 11

Faldt næsten over sine egne ben. Løb. Løb for livet.
Nu kom de myldrende ud fra mørket. Savlende. Skrigende.
Sultende. De havde kun ét mål for øje. Et bytte. Kød!
Menneskekød. Han løb hurtigere. Han stak tundåserne i sin taske
og spurtede mod det ødelagte vindue. Der var en zombie,
der greb fat i hans ben og tog en bid af hans kød. "Arrrrrhg!"
Han trak sit ben til sig og humpede til sit skjulested,
som var et kæmpe hult træ. Han tog sin førstehjælpskasse,
som han havde fra en ødelagt bil. Han tog bandagen og bandt
den stramt om såret. Hans liv var forbi, hvis ikke han fandt en modgift.
Hvilket ikke kunne lade sig gøre, efter at hospitalet var blevet
angrebet, mens de arbejdede på den.
Han måtte kradse såret væk for at gøre virkningen langsommere.
Han havde fået tun til to dage. Det var godt. Han slog over på
den hemmelige kanal, hvor der blev læst op, hvem der var i live.

side 3
/ 11

Der lød kun 6 navne. Seks personer i hele verden var i live.
Snart 5, for han var bidt.

Der gik nogle dage, og såret blev værre og værre.
Han havde spist dåserne med tun og måtte finde noget mere mad.
Han gik langsomt ud af sit skjulested. Han kunne måske finde
nogle bær i skoven. Så gik han forbi en rude, hvor der burde
stå udstillingsting, men der var mad. Der var mad bag ved ruden!
Det var mærkeligt. Han gik hen til ruden. Der var noget, der knagede.
Han faldt ned i et hul. En fælde.
Zombierne var blevet klogere, men ikke så kloge.
De havde lagt en fælde. Der måtte stå en bag, som ikke var helt
zombie, men nok til, at han ikke var med på kanalen.
Niklas måtte finde en udvej. Han prøvede at kravle op,
men der var for højt. Så så han en skovl.

side 4
/ 11

Det kunne godt være at den mystiske halvzombie var klog,
men det var de zombier ikke, der gravede den her fælde.
Han begyndte at grave i den ene side.
Det var blevet aften, da han var kommet op af fælden.
Han nåede kun lige at komme om bag en busk, før de kom.
De kiggede i fælden. De begyndte at rase, da de så fælden.
Der var han, halvzombien! Han brølede, da han så fælden.
Ud af det blå tog han en kniv og stak den i hjertet på den zombie,
der stod ved siden af ham. Niklas skyndte sig væk og løb op i sit skjul.
Han var sulten, og hans ben gjorde ondt. Han måtte finde noget
mad i morgen, ellers havde han ikke langt igen.

Han gik ud rigtig tidligt næste morgen og gik direkte over til skoven.
Han lod sig ikke distrahere denne gang. Han kunne sagtens gå.
Det gjorde ikke ondt mere, men det så ikke for godt ud.

side 5
/ 11

Da han kom til udkanten af skoven, kunne han se nogle buske
med brombær længere inde. Han begyndte at gå dybere ind i skoven,
hvor der var nogle flere bær. Så så han dem. Æblerne lige der.
Han gik langsomt hen til træet. Det kunne være en fælde mere,
men der skete ikke noget. Han tog så mange æbler, han kunne,
og skyndte sig hjem. Han sad og smaskede i æblerne.
Nu kunne han få mad i lang tid.

Han tilbragte meget tid ved træet med at hente æbler,
men efter et stykke tid var træet væk. Det gode træ var væk?
Gravet op med rødderne. Der var nu kun et hul tilbage,
hvor træet havde stået. Lige efter hørte han nogle grene, der knækkede.
Han gemte sig bag et træ. Så kom han, halvzombien.
Mærkeligt, tænkte han. Hvorfor er han her?
Han var meget større, end Niklas huskede.

side 6
/ 11

Halvzombien råbte så højt, at træerne rystede,
og han stormede hen imod ham. Han havde set, at Niklas gemte
sig bag et træ, og han blev slået ud med så voldsom en kraft,
at han troede, han skulle dø.

Da Niklas vågnede igen, vidste han ikke, hvor han var.
Så kom halvzombien smilende hen til ham.
"Lad mig præsentere mig selv, jeg hedder Darius".
Niklas syntes, at han havde hørt det navn før… Der var den!
Zombien havde været med på kanalen. Halvzombien, som hed Darius,
begyndte at snakke om træet, og hvordan han havde set Niklas
og om fælden, han havde sat op.
Først nu opdagede Niklas, at han var bundet fast til et bord.
"Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig?"

side 7
/ 11

"Jeg kunne skære dig lidt op her og der. Jeg skal bruge dit kød
for ikke at blive helt zombie".
Niklas smilede og sagde: "Jeg virker ikke, jeg er bidt."
"Hvad siger du? Jeg sagde til zombierne, at de skulle fange,
men ikke spise. De skulle nok få deres del. Arrrrrhg!"
Niklas smilede. Der lå lægeværktøj ved siden af ham.
"Så har du ingen værdi for mig, zombierne kan få dig," sagde Darius.
"Hvad! Det kan du ikke bare gøre," råbte Niklas.
"Det kan jeg sagtens, du er min fange."
Pludselig følte Niklas noget, han aldrig havde følt før. Styrke.
Så ufatteligt meget styrke. Han var bange, men også vred.
Så vred, at han knækkede bordet og gik lige i flæsket på Darius.
De kæmpede i flere minutter. Niklas væltede Darius ind i bordet
med lægeværktøj. Det hele raslede ned.
Niklas greb ud efter en kæmpe kniv og stak den dybt i Darius’ hoved.

side 8
/ 11

Han var død. Nu gjaldt det om at komme ud.
Han stormede ud af døren og kom ud på en lang gang.
Han kunne se et vindue henne for enden ad gangen.
Niklas spurtede hen til vinduet. Smadrede det og hoppede ud.
Der var et hegn omkring bygningen. Der var zombierne.
De havde fundet Darius, og de kom nærmere og nærmere.
Niklas begyndte at kravle op ad hegnet.
"Forbandet pigtråd," tænkte Niklas. Han kom lige over,
inden zombierne nåede ham, men det ville ikke tage lang tid,
før de kom uden om hegnet.
Niklas løb væk derfra, så hurtigt han kunne.

Da han kom tilbage til sit skjul, spiste han nogle af de æbler,
han havde gemt fra træet, mens han tænkte og tænkte
og tænkte og blev bange.

side 9
/ 11

Hvor længe havde han været besvimet, og var han nu
det sidste menneske? Før han vidste af det, havde han spist
det sidste æble, og han gik ud på jagt efter mad,
men der var ikke noget. Der var ikke mere mad.
Han var dødsens, bidt og måske det sidste menneske i verden.
Han måtte se, om det var rigtigt, når han kom hjem.
Da han kom tilbage til skjulet, kiggede han på radioen.
Tændte den og slog over på den hemmelige kanal.
Han hørte ingenting. Han var den sidste, der var tilbage.
Der var kun en ting at gøre. Dræbe alt…

Atomgeneratoren, den største i verden, ville kunne gøre det.
Niklas gik i mange døgn. Endelig! Atomkraftværket.
Han kravlede over hegnet og gik hen til døren. Den var låst.
Der stod en bil. Nøglerne sad i den.

side 10
/ 11

Han satte sig ind i den og drejede nøglerne og kørte
for fuld drøn ind i døren. Den gik op med et brag.
Pludselig kom zombierne alle vegne fra.
Han steg ud af bilen og løb ind og igennem alle de andre døre,
indtil han kom til generatoren. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Den var lukket ned. Han begyndte at trykke på alle knapperne.
Der skete ingenting. Så kom zombierne. De var overalt.
Han nåede ikke at løbe, før de satte tænderne i ham.
Han nåede kun at tænke:
"Kunne det virkelig ikke være lykkedes?" Så døde han.
Henne fra generatoren hørtes en lyd. Den var gået i gang.
Langsomt blev lyden højere og højere…
BOOOOOOM!!! Stille.
Stille for altid.

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat