Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Alferingen
Læseværktøj

Alferingen


Af Dagmar Rosendahl Rodenberg
Vinderen ved Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017
Kategorien 10-12 år


side 1
/ 21

"Måske får jeg ingen bank i dag?" tænkte Alexander, men inderst
inde vidste han alligevel godt selv svaret. Bøllerne var på vej, og han
ville få en ordentlig gang buksevand i dag. Det var nemlig ikke så
godt, når bøllerne opdagede, at man havde sladret om dem, og det
havde Alexander gjort.

Cecilia bemærkede Alexanders nedtrykthed, stillede sig ved hans
venstre side og spurgte "Hvorfor så trist?"

Alexander svarede ikke, han stod bare og hang med hovedet.
Cecilia vidste egentlig godt, hvorfor hendes tvillingebror var ked af det,
så hun trak ham om bag en busk. Bag den busk begyndte hele
eventyret.

Alexander så den først og pegede i retning af den. Cecilia nikkede, og
de bevægede sig langsomt i retning af ringen.

side 2
/ 21

For det måtte da være en ring. Da Cecilia rørte den, blev alting hvidt.
Blændende hvidt, så hvidt at man måtte lukke øjnene.

Da tvillingerne vågnede, kiggede de fortumlede på hinanden, og det
gik op for dem, at de var i et palads. Men der var noget, der var højst
besynderligt. Nogle underlige små folk sad rundt om en tronstol,
og på tronstolen sad en underlig lille mand med en stor krone på.
Inden de nåede at tænke sig om eller blive bange, sagde den lille
mand med kronen: "Velkommen til alfernes land. I er kommet til
Salvarra. Hvor er ringen?". Med det samme vidste de, hvilken ring
han talte om. Ringen med den store røde juvel, som Cecilia havde
lukket hånden om. Lige så stille åbnede hun hånden.
Kongen, som hed Rossan, trådte selv hen og tog ringen, og så gav han
en tjener besked på at følge dem op til gæsteværelset.
Det var kongens personlige tjener, Risus.

side 3
/ 21

Der var silkelagner, smukke figurer af guld, egetræsmøbler og
kostbare tæpper i alverdens farver. Alexander smed sig på sengen,
imens Cecilia studerede alle de finurlige genstande og de
mikroskopiske udskæringer i møblerne. Børnene følte sig straks
hjemme og glemte, at de ikke var i deres egen verden. Alferne var
venlige og imødekommende, og den ene dag tog den anden.
Men hver morgen, når børnene vågnede, havde de en fornemmelse
af, at der var noget, de havde glemt. De kom dog hurtigt på andre
tanker, når de fulgte med i alfernes sjove hverdag, og de fik også
gode venner. Cecilia blev venner med søstrene Amy og Naya,
og Alexander blev ven med Sakarias. Det var nogle af de alfebørn,
der boede i landsbyen.

side 4
/ 21

Efter et par uger med luksus på slottet indtraf der en ulykkelig
periode. Først brød en alvorlig hungersnød løs, som varede i mange
uger. Hungersnøden skyldtes at dværgene, alfernes værste fjende,
havde brændt alle frugttræerne og markerne af. Alle var sultne.
Alferne sendte et skib afsted efter forsyninger fra syd. I mellemtiden
levede de af bær og andre spiselige ting fra skoven. Endelig kom det
skib fra syd, som alferne havde sendt afsted, og de var reddet fra
hungersnøden. Men snart efter begyndte en frygtelig sygdom.
Ingen genkendte sygdommen, før det var for sent. Tre drenge og en
pige døde. Alle var kede af det på den tid, og alle tænkte over og
snakkede om, hvorfor deres land, Salvarra, blev plaget af de ulykker.

En måned efter sygdommens hærgen kom bondekonens datter
Emma stormende ind i landsbyen omkring midnatstid. Natten, der
ellers havde været stille, var nu et stort kaos med skrig, råb og larm.

side 5
/ 21

Emmas råb havde lydt "Prinsesse Ofelia og dronning Isabella er blevet
taget til fange af dværgene. De red fordi min fars gård for få timer
siden." Cecilia løb ind i dronningens kammer. Desværre var det sandt,
hvad Emma havde sagt.

De fleste skreg, andre sørgede og nogle tredje spredte rygterne.
Der gik rygter om, at dværgene ligefrem havde slået dronningen ihjel.
Flere råbte, at der kun var sket dårlige ting, siden menneskebørnene
kom. Kong Rossan prøvede at få ro, men det var sådan noget,
dronningen plejede at tage sig af, og Rossan var meget dårlig til det.
Prins Frid kunne slet ikke holde op med at græde.

Kongens bedste spioner var blevet sendt ud og vendte tilbage med
dårlige nyheder. Dronning Isabella var så svag, at hun ville dø,
og prinsesse Ofelia var sat bag lås og slå.

side 6
/ 21

Nu kunne selv kongen ikke være tapper mere, og han brast i gråd.
Nu skulle der hævnes. Nu var dværgene gået over stregen.
De havde plaget dette fredelige land altfor længe.
Bandon og Shania skulle ned med nakken og resten af dværgene med.
Rossan vidste jo, at det ikke var menneskebørnene,
der bragte ulykker til Salvarra. Han havde jo selv sørget for, at de kom
til Salvarra med den magiske ring. Han havde brug for nogle
menneskebørn, så de kunne standse ulykkerne. Det var jo det, som
den ældgamle profeti fortalte. Rossan var bare glad for, at han nåede
at få nogle menneskebørn til Salvarra, inden ulykkerne brød løs.
Han måtte bare ikke afsløre profetien for sine undersåtter eller for
menneskebørnene. Så ville alt være fortabt.

I mange uger gjorde de klar til kamp. Alle kamptrænede kom under
våben, og Cecilia og Alexander følte sig utroligt meget i vejen.

side 7
/ 21

Amy og Nayas bror, Richard, var under våben, så han skulle drage
med kongen i krig. Sakarias’ far og brødre skulle også med i krigen.
Cecilia og Alexander prøvede at berolige deres venner, så godt de
kunne.

Nu var det blevet tid, i dag skulle alfernes hær tage afsked med deres
familier og drage afsted. Cecilia stod med en arm om hver af Amy og
Naya, der var grædefærdige, og Alexander med Sakarias. Cecilias
mormor var død sidste år, så hun forstod godt den sorg og tristhed,
som vennerne følte.

Da hæren var uden for deres synsvidde, gik Cecilia med Amy og Naya
hjem. De havde brug for al den støtte, de kunne få. Solen var ved at
gå ned og Cecilia spurgte " Må jeg sove hos jer i nat? " Pigernes mor,
Sandra, svarede: "Selvfølgelig må du da det."

side 8
/ 21

Næste dag vågnede Cecilia, før solen stod op, og hun skulle lige
tænke sig om en ekstra gang, før hun kom i tanke om, hvor hun var.
Cecilia havde stadig den fornemmelse af, at hun havde glemt noget.
Amy var også vågnet. Hun kunne ikke sove mere af bekymring for
Richard. Cecilia trøstede hende, så godt hun kunne ved opmuntrende
at sige: "Richard er en god kriger, han skal nok klare sig og vende
hjem i god behold".

Bandon og hans hær af dværge havde allerede såret flere og havde
netop dræbt en. Heldigvis var det ikke Richard. Det var gamle Finn,
der egentlig kun var med i krigen, fordi han insisterede på at hjælpe
sit land, selvom han var gammel. Denne dag legede pigerne meget
stilfærdigt sammen. Senere på dagen kom der besked fra Bandon om
løsepenge for Ofelia. Hele 100 guldstykker og 10 af landsbyens mest
yndefulde enhjørninger. Det havde kongen ikke råd til at betale.

side 9
/ 21

Enhjørningerne var alfernes stolthed, og Rossan vidste jo, at
menneskebørnene ville få brug for enhjørningerne, når de skulle løse
trolddommen. Og hvor skulle han dog få guldstykkerne fra?

Ingen sagde et ord til sørgemiddagen næste dag, ikke en eneste
vittighed eller en sjov fortælling blev fortalt. Gamle Finn havde
nemlig også været byens bedste historiefortæller. Især Frid var stille,
fordi Gamle Finn havde været hans eventyrlærer. At skrive eventyr og
læse dem var noget af det bedste, prinsen vidste.

Da middagen var slut gik Alexander og Cecilia op til Frid, som sad på
sin seng og græd. Han snøftede og sagde: "Hvorfor ham, hvorfor
ham?". Så satte han sig og skrev en ulykkelig historie om en dreng,
der mistede alle dem, han elskede. Næste dag skrev han stadig og
dagen efter og dagen efter den, indtil der var gået 10 lange dage.
Da lagde han det nyskrevne eventyr på den blomstertildækkede grav.

side 10
/ 21

Nogle dage efter gik Alexander og Cecilia op til Rossan. Der var noget,
der sagde dem, at de blev nødt til at se den magiske ring igen. Rossan
sagde: "Den ring har umådelig stor kraft, men jeg ved ikke alt om,
hvad den kan." Alexander sagde: "Vi lover at passe på." Da viste
kongen dem ind i en stor sal, hvor ringen lå i en glasmontre.
"Altså jeg har beskyttet den godt, da jeg helst ville være på den sikre
side," sagde Rossan lidt flovt. "Det var min tip-tip-tip-tipoldemors
forlovelsesring."

Senere fortalte kongen en løgnehistorie om, at ringen var forsvundet
på en rejse til menneskenes verden. Han var selvfølgelig glad for at
have fået den tilbage, men også urolig for om han kunne beskytte og
bruge den fornuftigt. Rossan var ked af at holde profetien hemmelig
for børnene, men det var hans eneste mulighed. Rossan lod børnene
være alene med ringen.

side 11
/ 21

Tvillingerne gik med hinanden i hånden hen imod ringen. Cecilia
løftede forsigtigt glasmontren op, og Alexander tog den magiske
alfering ud. I det samme øjeblik blev alting hvidt, og pludselig stod de
bag en busk. Der gik et øjeblik, før de fandt ud af, at de var tilbage i
deres normale verden, som de havde glemt alt om, mens de var hos
alferne. Nu gik det op for dem, at bøllerne var på vej imod dem.

Cecilia hev Alexander med ind under busken, hvor de lå og ventede,
indtil bøllerne var gået forbi. Da de ikke kunne se bøllerne mere, gik
det i spurt hjemad. Deres forældre havde ikke engang opdaget, at de
havde været væk.

Under hele aftensmaden tænkte Cecilia og Alexander på Salvarra.
Salvarra, Salvarra, det skønne alfeland. Cecilia tænkte på Amy og
Naya og Alexander på Sakarias. Tvillingerne havde besluttet, at de
voksne ikke skulle vide noget om Salvarra. Det var deres lille
hemmelighed.

side 12
/ 21

Børnene besluttede sig for at tage tilbage til alfelandet samme dag.
Om aftenen, da de skulle sove, lagde de sig i sengen, tog hinanden i
hænderne, og Cecilia greb fat om ringen. Straks blev alting hvidt,
og de vågnede op i salen, hvor de havde taget ringen tidligere på
dagen. De lagde ringen tilbage i glasmontren og gik ud.

Udenfor var der stor tumult. Hæren var kommet tilbage, og venner
og familiemedlemmer stod i hinandens arme. Alexander søgte efter
Sakarias, hvis far og storebror havde været med i hæren. Amy kom
løbende rundt om hjørnet, og Cecilia spurgte, om der var noget galt.
Amy svarede: "Har du ikke hørt, at hæren er kommet hjem? Jeg må
finde Richard."

Richard havde ikke fået andet end små sår hist og her, og i alt var der
kun fem døde og seksten alvorligt sårede ud af de 750 alfer, der var
blevet sendt afsted.

side 13
/ 21

Sakarias’ far og brødre var også kommet hjem i
god behold, men det bedste af det hele var, at Ofelia var kommet
tilbage. Dronning Isabella døde på vej tilbage til Salvarra og lå nu
smukt begravet ved siden af gamle Finn, hvor prinsens eventyr stadig
lå. Senere voksede der et smukt træ frem, som fortalte eventyr til
enhver, som satte sig under det.

De efterfølgende uger blev der ledt i hele Salvarra og alle
nabolandene efter en passende alf til Ofelia, så hun kunne blive gift
og klar til at overtage styret af Salvarra, da hendes far var ved at være
gammel. Ofelia var ung og smuk, så mange af prinserne og
alfegreverne ville have hende. Til sidst fandt de en ung alf ved navn
Jachim. Han kom fra et land langt mod øst og snakkede lidt underligt.
Jachim var Isabellas storesøsters nevø. Derfor syntes Rossan, at det
var et ekstra godt valg. Rejsen fra østen tog lang tid. I alt præcis 10
dage.

side 14
/ 21

Ofelia syntes også godt om Jachim, og Jachim var dybt
forelsket. Brylluppet blev til en stor fest, hvor alle fra landsbyen og
Jachims venner og familie var med. Som bryllupsringe fik Ofelia en
guldring med en stor rød juvel og Jachim en guldring med en lille grøn
smaragd. Ofelia havde fået selveste sin tip-tip-tip-tip-tipoldemors
forlovelsesring. Festen varede i mange dage, og kærligheden
fortsatte.

Rossan vidste, at han var nødt til at løse trolddommen og følge
profetien, inden han overgav tronen til Ofelia. Nu var det tid til at
fortælle menneskebørnene, at han havde brug for deres hjælp.
Kongen bad Cecilia og Alexander om at gå med ham op i det værelse,
der havde været dronningens. I værelset var der en stor flot seng og
en lang reol langs den ene væg. Kong Rossan trak ud i en stor gammel
bog, og børnene så måbende til, imens reolen rykkede sig til side,
og en stald med ti yndefulde enhjørninger kom til syne.

side 15
/ 21

Enhjørningerne var store og flotte med glinsende vinger og en ganske
særlig evne til at gøre sig selv og deres rytter usynlige. Alexander og
Cecilia havde aldrig set noget lignende. Kongen fortalte dem nu, at de
skulle hjælpe ham med at fragte Den Gyldne Perle til Sølvsøen.
Det kunne kun lade sig gøre, hvis menneskebørn og alfebørn
arbejdede sammen og red på enhjørningerne ved fuldmåne.
De skulle nå frem, inden solen stod op. Den Gyldne Perle var skarpt
bevogtet af en stor og farlig drage med spidse tænder og rød skællet
hud. Dragen holdt til i en mørk og skrækindjagende grotte, som ingen
nogensinde havde turdet nærme sig.

Rossan sagde, at han havde lagt mærke til, at de var blevet gode
venner med alfebørnene, Amy, Naya og Sakarias. Han bad Cecilia og
Alexander om at hente dem i al hemmelighed. Ingen andre måtte
vide noget om deres hemmelige færd. Da mørket faldt på, red de alle
seks afsted. Alfer og mennesker i perfekt harmoni. Ligesom der stod i
profetien.

side 16
/ 21

De ankom, da fuldmånen stod højest på himlen. I månens skær fandt
de vej til indgangen. Som de havde fået at vide af kongen, lå dragen
ved indgangen. Den havde endnu ikke opdaget dem, for de havde
reddet som usynlige, men det gjorde den kort efter, da de gav sig til
kende for den. Dragen begyndte at tale med en mørk dyb stemme.
Alexander, Cecilia og Rossan forstod ikke, hvad den sagde, men det
gjorde alfebørnene. Dragen fortalte dem, at den ville have blod fra et
menneskebarn, før den ville give dem Den Gyldne Perle. Alfebørnene
så forfærdede ud, hvilket skræmte Alexander og Cecilia og fik Rossan
til at spørge, hvad der var galt. Sakarias fortalte, hvad dragen havde
sagt. Alfepigerne var stadig helt mundlamme af rædsel. Cecilia tog
mod til sig og sagde: "Vi kan godt bruge mit blod, men hvordan?".

Amy og Naya red tættere på de andre og hviskede: "Hvad med at
bruge enhjørningernes horn til at stikke et hul i din finger?".

side 17
/ 21

De blev enige om, at Sakarias skulle spørge dragen, om det ville være
okay, hvis den fik lidt blod fra Cecilias finger. Dragen svarede, at den
kun ville udlevere Den Gyldne Perle, hvis den selv fik lov til at slikke
det af fingeren. Nu blev Rossan meget nervøs for, om dragen kunne
holde det, den lovede. Han vidste ikke, om man kunne stole på
dragen. Men han havde ikke noget valg, og Cecilia stolede på den.
Cecilia stak forsigtigt sin finger på enhjørningens horn, og lidt blod
piblede straks frem. Dragen trådte et skridt nærmere, og det samme
gjorde Cecilia. Hun var så tæt på, at hun kunne mærke dragens varme
ånde. Hun tog et skridt nærmere, og nu kunne dragen nå hendes
finger. Hendes hjerte bankede, og med ét kom hun i tanke om, at det
slet ikke var her, hun hørte hjemme. Hun hørte hjemme i
menneskenes verden. Alligevel lod hun dragen slikke blodet af
fingeren.

side 18
/ 21

Dragen trak sig tilbage i grotten og kom frem igen med
Den Gyldne Perle. Sakarias rakte hånden ud for at tage perlen,
og med ét forsvandt dragen i en røgsky. Sakarias mærkede perlen i
sin hånd og rakte den til Rossan. Nu måtte de afsted til Sølvsøen,
og det skulle være i en fart. De sprang enhjørningerne an i galop og
svævede snart afsted over jorden.

Amy var den første, der skimtede Sølvsøen i det fjerne. De måtte
skynde sig, for himlen var blevet lysere. Da de nåede over søen,
strakte Rossan sig ud over den ene vinge og lod perlen falde i vandet.
Lige da den ramte vandet, kunne de se solen stå op i horisonten.
Søens overflade var blank og stille, og endelig kunne Rossan ånde
lettet op. I morgengryets første solstråler red de hjem til paladset.
Ingen havde opdaget, at de havde været væk. Nu var profetien gået i
opfyldelse, trolddommen hævet og Salvarra var reddet.

side 19
/ 21

Cecilia havde siden mødet med dragen tænkt på, at hun hørte til i
menneskenes verden, og at de måtte tilbage. Rossan takkede alle
børnene - både menneskebørn og alfebørn - for deres mod og vilje til
at hjælpe andre. Alexander og Cecilia tog med Amy, Naya og Sakarias
hen til eventyrtræet ved graven. Her gav de hinanden et stort knus og
tog afsked med hinanden. Alfebørnene lovede, at de ville huske på
tiden med menneskebørnene hver gang, eventyrtræet fortalte
eventyret om dragen og Sølvsøen.

Cecilia og Alexander sagde til Rossan, at det var tid for dem at tage
afsked. De måtte tilbage til menneskenes verden. Rossan kaldte på
sin datter Ofelia, som bar den magiske ring. Den ring tvillingerne var
kommet til Salvarra med, og som de nu skulle tilbage med. De tog
hinanden i hænderne og rørte ved ringen på Ofelias hånd. Alting blev
hvidt, og igen var de hjemme. Hjemme i menneskenes verden.

side 20
/ 21

"Farvel mine venner," sagde Ofelia og tog derefter til Salvarra og
vendte aldrig tilbage. Det var det sidste tvillingerne så til Ofelia og
Salvarra, og siden da har intet menneske fundet Salvarra.
Skoledagene fortsatte, og Alexander blev igen mobbet, men nu
havde han fået mod til at forsvare sig selv. Mod til at leve…

side 21
/ 21
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat