Af Marie Bachmann Pedersen
Vinderen ved Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017
Kategorien 16-18 år

I midten af professor Erebus' kontor stod et bredt skrivebord af
mørkt træ. Bag det sad professoren tilbagelænet i en polstret
kontorstol. Han skulede olmt efter hende. Kontorets vægge var
dækket af reoler fyldt med gamle læderindbundne bøger.
Et stort vindue vendte ud mod kostskolens have med de høje
birketræer og åen. Støvet blinkede i solstriben, der faldt ind
gennem vinduet. Lugten af hengemt læder hang i luften.

Hun havde altid haft et iltert temperament, hvilket drengene i
hendes gamle klasse fandt uendeligt morsomt. Hun havde brækket
næsen på en af dem, Patrick Lee, fordi han havde kaldt hendes mor
for en særling. Hendes mor var måske lidt en særling, men ingen
skulle tale om hende på den måde. Hun mindede og opførte sig som
de andre mødre på mange måder, men det var kun på overfladen.
Det vidste Gemma godt. Det var hendes mor, der havde insisteret på,
at hun skulle sendes på kostskole ude på landet.

Det eneste på professorens kontor, der så ud til at være fra efter
krigen, var det mørkerøde gulvtæppe under skrivebordet. Tæppet var
grimt, professor Erebus var gnaven og hendes engelsk stil var sjusket.
Den lå på bordpladen mellem dem. Professoren havde mørke øjne,
der med jævne mellemrum skød lyn efter hende. Hans øjenbryn var
lange og krøllede vildt op i panden på ham. Han scannede hende med
hård mine, og hans falkeblik landede på en badge, der sad på hendes
mørkeblå skoleuniform.

"Jeg har ikke bedt om at være her," stod der på den.
"Hvad er dét, frøken Gemma?", spurgte han skeptisk.
"En badge, professor," svarede hun med en kølig stemme.
"Tag den af. Det er imod skolens reglement for elevers påklædning at
være iført stødende…"
"Men det er jo sandt," bed Gemma ham af. "Professor."

Antallet af lyn fra den ældre professors øjne steg kraftigt.
"Du skal ikke svare mig igen, frøken. Du skal bare tage den af, når jeg
siger det." Han sank med besvær en klump, som gjorde alene hendes
tilstedeværelse ham utilpas. "Du har rodet dig ud i flere problemer på
et par uger, end de fleste elever gør på et år."

Hun brød sig ikke om skolen og havde svært ved at indordne sig de
mange regler. På den lyse side lærte hun reglerne at kende én efter
én i takt med, at hun brød dem med vilje eller ej.
"Professor, det var ikke med vilje," sagde hun og forsøgte at se såret
ud.
Professoren fortrak ikke en mine.
"Alt sammen," fortsatte hun til sig selv, men den sidste bemærkning
blev ikke sagt højt.
Hendes mor havde altid sagt til hende, at hun ikke måtte lyve,
men hun havde aldrig sagt noget om kun at fortælle dele af sandheden.

Professorens ragede med sine lange, tynde fingre ud efter stakken af
papirer.
"Den skulle have været afleveret i sidste uge, frøken Elliott."
Han spyttede hendes efternavn ud, mens han rynkede på næsen i
afsky. "På den her skole afleverer man til tiden eller slet ikke. Du har
tydeligvis taget dit valg, og nu bliver jeg nødt til at ringe og fortælle
det til din mor."

Gemma flyttede sig uroligt på stolen, og det fik et slesk smil frem på
professorens læber.
"Professor," bad hun. "Jeg har brugt flere timer på den opgave,
ligesom de bad om. Hvis de bare vil kigge på den…"

Hårene i hendes nakke rejste sig til lyden af papirerne, der blev revet
over. Tårerne steg modvilligt op i øjnene på hende, og hun knyttede
sine næver.

"Det var der ingen grund til, professor," hvislede hun ud igennem
sine sammenbidte tænder.
"Tag det som en lektie, frøken Gemma, for hvis ikke du lærer at
indordne dig dine overordnede og skolens regler," han holdt en kort
og højtidelig pause. "Så vil jeg personligt sørge for, at du bliver smidt
ud."
"Det er ikke fair," mumlede Gemma og bed sig i kinden.

Vreden rørte på sig lige under overfladen, men hun dæmpede den
ved at trække vejret helt ned i maven og tælle til fem.
"Livet er ikke fair, frøken." Professor Erebus smilede koldt. "Men du
må se det i øjnene. Sådan nogen som dig hører bare ikke hjemme på
et sted som dette. I ved jo knap nok, hvordan man opfører sig
anstændigt i selskab med autoriteter."
"Sådan nogen som mig?"

Smerten nev i hendes kind, og hun fik en metallisk smag i munden.
Hvor ville det være rart bare at give slip og lade vreden få overtaget.

"Jeg ved virkelig ikke, hvordan din mor fik dig ind på skolen til at
starte med. Hun må have haft sine metoder. Det må man give
hende," professoren strøg sit ene uregerlige øjenbryn med
pegefingeren.
Han havde fundet hendes knapper og trykket på dem. Vreden
voksede og vred sig i hende som et vildt dyr, der forsøgte at slippe fri.
"Du kan jo prøve at gøre det bedre næste gang," sagde professoren
og pegede på de iturevne papirer. "Hvis altså du holder så længe."

Gemma var tom for ord. Denne mand var modbydelig, og der var
intet, hun kunne gøre ved det.
"Du må gerne gå nu. Det ved du godt, hvordan man gør, ikke? Altså
uden at ødelægge alt på din vej?" Professor Erebus smilede
selvtilfreds.

Han troede åbenlyst, at han havde vundet diskussionen og fået det
sidste ord i den sag, men han tog fejl. Gemmas indre skreg, at hun
skulle svare igen. Det begyndte at koge i hver en celle i hendes krop.
Temperaturen steg til bristepunktet, og hun væltede ned fra stolen,
så hun landede på hænderne. Der stod damp ud af porerne i hendes
hud. Hendes negle voksede og gravede sig ned i det mørkerøde
tæppe. De blev både tykkere og længere ligesom hendes fingre,
der snart mindede om kløer.

Hun kunne mærke, hvordan hendes knogler løsrev sig og bevægede
sig rundt under huden samtidig med, at musklerne blev strukket ud
alt for hurtigt og så trukket sammen igen. Mørkegrå plamager
spredte sig på hendes hud, som blev hård og skællet. En kildrende
fornemmelse løb hende ned ad rygraden og ud i halebenet, hvor den
fortsatte ud bag hende.

Hendes skoleuniform kunne ikke længere modstå presset fra hendes
voksende krop, og den var snart splittet til ukendelighed.
Hendes mobil faldt ned på hendes skællede fødder, der var vokset
ud gennem de blanke, sorte sko. Mobilen udstødte et forskrækket
‘bip’, inden den ramte gulvtæppet med et hult bump.
Hendes skulderblade lavede en underlig knasende lyd, da de skød ud
gennem ryggen på hende og voksede op mod loftet og bagud som
skibssejl, indtil de var større end hendes grå krop.

Professor Erebus sad naglet til sin kontorstol, lammet af skræk.
Gemmas ansigt blev længere og ændrede form. Hendes kæber
spændte som aldrig før, mens hendes nu gargoil lignende mund blev
fyldt med knivskarpe, spidse tænder. På randen til at besvime
mumlede professoren noget om regelbrud. Gemma fnøs, så en varm
luftstrøm ramte ham i ansigtet og fik hans øjenbryn til at blafre.

"Undskyld, frøken Gemma," peb han. "Jeg mente det ikke…"
Mere nåede han ikke at fremstamme, før en enorm varme arbejdede
sig op igennem Gemmas hals. Flammerne bredte sig ud over kontoret
og omfavnede hende.

***

"Gemma, skat, jeg har ikke tid til at snakke lige nu. Hvad er der?"
Der var ingen der svarede i den anden ende.
"Jeg tror, at du har ringet til mig ved et uheld. Jeg lægger på nu.
Hej hej."

Cleo Elliott blev afbrudt af en fjern knurren fra mobilens højtaler.
Hun lyttede intenst. En mandlig stemme klynkede febrilsk, men han
blev afbrudt af et rædselsvækkende brøl, som fik højtaleren til at
skratte.

Glas blev knust, og så var der igen stille, selvom man kunne
ane en susen, som ikke havde været der før.
"Mon hendes vinger kan bære?", tænkte Cleo og rynkede panden.

Enhver anden mor ville være gået fra forstanden af panik nu,
men Cleo forsøgte at bevare roen.
Hun rejste sig fra sit skrivebord og satte kurs mod trapperne for
enden af gangen.
"Beatrice, jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg skal hente min datter."
Det var ikke helt løgn. Den lyshårede sekretær så alligevel forundret
efter hende fra skranken.
"Er der sket noget med Gemma?", spurgte hun, men Cleo var
allerede på vej ned af trapperne.

Hendes hjerte truede med at springe ud af brystet på hende,
og hendes tanker fløj afsted. Adrenalinen blev pumpet ud gennem
hendes krop og fyldte hver en åre. Hun brast ud gennem nødudgang
til baggården bag kontorbygning. Der var ingen mennesker og endnu
bedre: Ingen kameraer.
Hun havde været på næsten samme alder som Gemma, da det var
sket for hende. Dengang havde hun nær sat ild til sine plejeforældres
hus i ren forvirring. Det havde været svært at lære kræfterne,
der boede inde i hende, at kende alene. Hun havde ikke kunne
snakke med nogen om det, for hun vidste, at ingen ville tro på hende.

Historien skulle ikke have lov til at gentage sig. Hun blev nødt til at
finde sin datter og fortælle hende sandheden. Hele sandheden.
Inden det var for sent. Hun havde i flere år naivt håbet på, at hun ikke
ville føre gaven videre, men inderst inde havde hun altid vidst,
at denne her dag ville komme. Det var kun et spørgsmål om tid.

Cellerne i hendes krop begyndte at vibrere, og hun blev fyldt med en
stærk varme. Forvandlingen var næsten smertefri og foregik hurtigt
og lydløst. Hun foldede sine enorme, sølvglinsende vinger ud og satte
af.