Vinder af Den Store Forfatterspire-konkurrence 2018
Laura Balser Hansen fra 6.Y på Pedersborg Skole i Sorø

Klassen sad fromt og terpede salmevers, da rektor kom ind. Han gik direkte hen til mig og hviskede:
"Vi er netop blevet advaret om, at Hitler vil arrestere alle danske jøder. Skynd dig hjem. NU!"
Hele den lange vej hjem bankede mit hjerte hårdt, og hvert øjeblik var jeg bange for, at en tysker i uniform ville springe frem og gribe fat i mig. Da jeg kom hjem, sad min mor grædende i køkkenet og rystede af angst. Døren røg op med et brag, og min far kom gispende ind. Han var også̊ løbet hele vejen hjem.
"Er I klar?" spurgte han.
Min mor begyndte at græde, og han fortsatte mildt men bestemt: "Tag dig nu sammen Miriam! Vi må ikke vække opsigt. Vi tager ud til en mand, jeg kender. Der sover vi i nat, og så tager vi videre til København i morgen tidlig. Vi kan komme med en fiskekutter til Sverige."
"Hvad nu, hvis nazisterne fanger os?" snøftede jeg.

Min far åbnede sin lange frakke, og i et kort glimt så jeg den store køkkenkniv i hans bælte. Jeg blev bange, da jeg så kniven og begyndte at græde igen.
"Du skal ikke være ked af det Adam. Skynd jer ind og pak jeres tasker. Vi tager af sted om 10 minutter". Men inden vi nåede at rejse os, kunne vi høre fodtrin buldrer op ad trappen til vores lejlighed. Vi kunne høre en masse tyske stemmer råbe ude på gangen. Vi skyndte os derfor at tage bagtrappen fra vores lejlighed, som gik ned til vores baghave. Vi måtte skynde os, men det var ikke så nemt. Mor var højgravid og skulle føde om en måned. Vi løb så stærkt, vi kunne. Vi skyndte os ned til baghaven, og far hjalp os over hegnet, men tyskerne var efter os. Idet far skulle over hegnet, fik en tysker fat i hans ene ben, og han blev trukket ned igen. Far råbte, at vi skulle løbe alt, hvad vi kunne. Jeg græd, men mor trak mig med.
"Vi bliver nødt til at fortsætte, ellers tager de også os til fange," sagde mor.
Vi nåede ud til vejen, men tyskerne var i hælene på os.
"Vi må gemme os," sagde mor.

Vi løb ned i en åben kælder, inden tyskerne så os, og lukkede døren bag os. Vi sad i stilhed i kælderen nogle timer, inden vi igen turde bevæge os udenfor. Vi gik mellem husene, så vi kunne gemme os, hvis der kom nogen. Vi nåede ud af byen sent på aftenen, men vi måtte løbe ud over marker og gennem skov, før vi nåede ud til den mand, som far havde lavet en aftale med.

Da vi kom ud til gården, tog en mand imod os.
"Er det jer der er i familie med Hans?"
"Ja, jeg er hans kone Miriam, og det er vores søn Adam" sagde mor og begyndte at græde.
"Du skal ikke græde, for Hans kom for nogle timer siden."

Jeg så overrasket over på mor, som begyndte at smile. Vi skyndte os ind i stuen, hvor far lå på en madras på gulvet - han sov. Vi kunne se, at far var kommet til skade med sin arm. Manden fortalte, at far var sluppet fri fra nazisterne, da de ville smide ham op i bilen med de andre jøder.
"Lad ham sove, så kan han selv fortælle, hvad der er sket, når han vågner".

Vi fik noget mad, men jeg fik ikke spist ret meget, før jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede, sad far ved siden af mig, og jeg gav ham et stort kram. Det var stadig nat, da jeg vågnede, og far sagde, at jeg skulle lægge mig til at sove igen.
Da det blev lyst, skulle vi videre mod København. Manden, som havde taget sig af os, skulle køre os til København i sin bil. Han sagde, at vi skulle køre på de små veje, for der var faren ikke så stor. Vi satte os ind i bilen. Hans kone havde smurt en stor madpakke til os, så vi kunne klare os et stykke tid. Da vi kørte ud fra gården, blev jeg igen bange for, at der skulle ske noget. Tænk nu, hvis tyskerne opdagede os på vej til København. Tænk, hvis de tog os alle sammen til fange. Hvor ville de føre os hen, og hvad ville de gøre ved os? Der var mange tanker, som fløj igennem mit hoved, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at græde.

Turen mod København var lang, og jeg må være faldet i søvn, da jeg pludselig kunne mærke bilen standse. Manden havde fået øje på nogle tyskere længere fremme, og nu måtte vi finde en anden vej at køre. Vi vendte bilen og kørte tilbage, for vi skulle finde en måde at komme udenom dem på. Længere tilbage på vejen gik en lille sti ned til en skov. Der blev vi sat af, og vi aftalte, at vi skulle gå gennem skoven og mødes på den anden side, hvor han ville komme og hente os igen. Det var den eneste måde, vi kunne komme forbi tyskerne på. Vi begyndte at løbe igennem skoven. Far måtte støtte mor, da hun ikke kunne løbe så hurtigt på grund af den store mave. Vi måtte sætte os ned et øjeblik, så mor lige kunne slappe lidt af. Men kun et øjeblik, for vi skulle nå til den anden side af skoven, inden manden forhåbentligt kom og tog os med igen.
Da vi nåede den anden side af skoven, holdt manden og ventede på os i sin bil. Det var heldigvis lykkedes ham at komme forbi tyskerne. Vi satte os ind i bilen igen og fortsatte mod København.

Sidst på aften nåede vi til det sted, hvor vi skulle med fiskekutteren mod Sverige, og vi var ikke de eneste, der skulle med. Der var også mange andre familier med små børn, som også var på flugt fra nazisterne. Det var begyndt at blive mørkt, da vi gik ombord på fiskekutteren. Jeg havde talt alle de andre familier, og vi var i alt 16 jøder, der skulle med fiskekutteren til Sverige. Man kunne se, at alle de andre familier også var lige så bange som os, for ingen snakkede med hinanden, og alle kiggede nervøst omkring sig. Der var helt stille i båden, da vi sejlede ud fra havnen. Det var begyndt at blæse op, og der var store bølger på vandet. Der var flere som blev søsyge, nogle kastede op, og andre græd. Pludselig blev motoren på båden slukket, og der blev helt stille i mørket. Inde fra land kunne man se noget lys, der lyste mod havet. Vi blev bedt om at være helt stille og ikke røre os, så hvad end der lyste mod havet, ikke fik øje på os. Vi lå stille nogen tid, mens båden stille og roligt drev ud med bølgerne. Faren var drevet over, og båden kunne igen starte motoren.
Vi sejlede i et stykke tid, og pludselig kunne vi se land. Det var Sverige, og vi var allesammen lettet, da vi nåede ind til havnen, og svenskerne tog imod os. Alle var trætte, da vi kom i land, og vi blev fulgt over til en stor hal, hvor vi kunne overnatte.

Jeg kunne se på mor, at der var noget galt. Far så også urolig ud, for mor var nu begyndt at få veer, og det var tid til, at jeg skulle være storebror. Nogle timer efter vi kom i land, blev jeg storebror til den dejligste lillesøster, jeg nogensinde havde set, og jeg fik lov til at bestemme, hvad hun skulle hedde - hun skulle hedde Alma.

Krigen fortsatte nogle år, men da den var slut, kunne vi vende hjem til vores egen by, hvor vi blev modtaget med stor glæde.