Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Jul i Australien og Amerika
Læseværktøj

Jul i Australien og Amerika

Christmas tree decorated with colourful baubles and presents underneath it, stands on a beautiful sandy beach with background blur of the ocean and sky.
side 1
/ 14

Indhold

Jagten på sne s. 3
Julekrybben s. 4
Julemaden s. 6
Stegt påfugl s. 7
Rudolf med den røde tud s. 8
Den surfende julemand s. 10
De hellige tre konger s. 11
Kongens kage s. 12
Fagord s. 13
Vil du vide mere? s. 14

Chris Phutully
Julelys i byen Melbourne i Australien.
side 2
/ 14

Jagten på sne

Både Australien og Amerika holder jul
den 25. december.

I Australien har børn sommerferie, når det er jul.
Det er nemlig sommer på denne tid af året.
Det er også varmt i Argentina, der ligger i
Sydamerika. Og det er varmt i Mexico,
der ligger i Nordamerika.

USA ligger i Nordamerika og har blandet vejr.
I New York er det koldt. I Californien og Texas er
det lunt. I Florida og på Hawaii er det varmt.

Pixabay
Selv i varme lande forbinder man sne med jul.
side 3
/ 14

For mange er jul lig med sne. I Argentina
efterligner de derfor sne. De hænger kugler
af bomuld på juletræet. På grund af varmen
er træet ofte af plastic.

I Mexico bruger de også kunstige juletræer.
De laver også baner af kunstig sne, hvor man kan
kælke. Uden for er det nemlig 20 grader varmt.


Julekrybben

I både Argentina og Mexico er de fleste katolikker.
Derfor er julekrybben vigtig. Ligesom i katolske
lande i Europa.

Pixabay
I katolske lande gør man meget ud af julekrybben.
side 4
/ 14

I Mexico står krybben fremme helt fra
den 12. december til den 2. februar.
De gør meget ud af den. Fx pynter de med
ørken, floder, kaktusser og musikere.

I Mexico har de en særlig festival op til jul.
Den hedder Las Posadas. Den varer fra den
16. til 24. december. Man mindes, at Josef
og Maria ledte efter et sted at sove på vej
til Betlehem, hvor Jesus blev født.
Børnene klæder sig ud som Maria, Josef, engle
og hyrder. De går fra hus til hus og synger.
Som en del af legen får de gang på gang at vide,
at der ikke er plads inde i huset. Til sidst får de
lov at komme ind et sted. Så er der fest.

side 5
/ 14

Julemaden

Det er forskelligt, hvad man spiser til jul.
I Australien mødes familien og griller i haven eller
på stranden. De spiser kalkun, skinke eller skaldyr.
Til dessert får mange Pavlova. Det er en kage lavet
af marengs. Ovenpå er der kiwi og jordbær.
Mange tager også en dukkert i havet eller spiller
cricket. Det er et holdspil, hvor man bruger bat
og bold. Det minder lidt om baseball.

I USA står der kalkun, gås eller skinke på bordet.
De drikker også æggesnaps. Det er æg og sukker
blandet sammen. Man kan tilføje andre ting,
fx citron eller kanel.

side 6
/ 14

Stegt påfugl

I Argentina bliver bordet dækket ude i haven
i det gode vejr. De spiser kalkun, gris eller
stegt påfugl. De spiser også ninos envueltos.
Det betyder børn i et tæppe, fordi det ligner
en baby i svøb. Bøffer bliver rullet omkring æg
og løg. Til dessert får de turrón. Det er konfekt
med nougat og mandler. De får også pan dulce.
Det er et sødt brød med tørret frugt og nødder.

I Mexico spiser mange kalkun. De spiser også
tamales. Det er blade fra en majskolbe, som man
fylder med kød og grønt. Desserten kan fx være
en kage med ananas. Ovenpå er der røde øjne
af kirsebær. De drikker også tyk, varm kakao.

Pixabay
I Argentina kan julemaden være stegt påfugl.
side 7
/ 14

Rudolf med den røde tud

I Australien og USA kommer julemanden med
gaver den 25. december. Mange børn i Argentina
og Mexico får også gaver af julemanden denne dag.
Men de har også en anden vigtig gavedag
den 6. januar.

I USA hedder julemanden Santa Claus. Han bor
på Nordpolen. Og han minder om Sinterklaas.
Ham, der kommer med gaver i Holland.
I slutningen af 1800-tallet fandt nogle forfattere
på at skrive om Santa Claus. De gav ham en tyk
mave. De satte også rensdyr foran hans kane
og sendte ham ned igennem skorstenen.

side 8
/ 14

Juleaften i USA stiller børn mælk og kager frem
til Santa Claus. Om natten kommer han med
gaver. Han suser af sted i sin kane. Der er otte
rensdyr foran. De hedder Danser, Springer, Konge,
Komet, Smukke, Amor, Torden og Lyn.
Ofte hjælper Rudolf også. Han har en rød tud,
der kan lyse. Næste morgen åbner familien gaver.

Øen Hawaii er en del af USA.
Der hedder julemanden Kanakaloka.
Han ankommer i en kano trukket af delfiner.
Han foretrækker tit hawaiiskjorte og klipklapper,
fordi det er så varmt.

side 9
/ 14

Den surfende julemand

I Australien hedder julemanden også Santa Claus.
Og han er også klædt i rødt og bor på Nordpolen.
Men det er ikke rensdyr, som trækker kanen.
Det er hvide kænguruer. Nogle gange tager han
shorts på og ankommer på et surfbræt på stranden!

Den 26. december er det Boxing Day i Australien.
Man er sammen med familie og venner. Der går
flere historier om, hvorfor dagen hedder det.
En lyder, at kirken åbnede en lille boks med penge
til de fattige. En anden historie lyder, at de riges
tjenestefolk før i tiden havde fri denne dag.
De besøgte familien. Med på rejsen fik de en boks
med gaver og rester af mad fra julen.

side 10
/ 14

De hellige tre konger

I både Argentina og Mexico er helligtrekongersdag
den 6. januar vigtig. Man fejrer, at de hellige tre
konger nåede frem til det lille Jesusbarn.
De tre konger hedder Kasper, Melchior og
Balthasar. De bliver også kaldt de tre vise mænd.

I Argentina får børnene gaver af de tre konger
den 6. januar. Aftenen før stiller de en sko frem.
De stiller hø og vand til kamelerne, som de tre
konger rider på. Næste morgen er der gaver
i skoen. Der er også optog, hvor de tre konger
rider igennem byen og kaster slik ud til alle.

side 11
/ 14

Kongens kage

Den 6. januar får børn i Mexico gaver i skoen af
de tre konger. De spiser også kongens kage –
ligesom i Frankrig og Spanien. Indeni i kagen
er der en lille figur af Jesus. Det gælder om
at få den. Så bliver man gudmor eller gudfar
for Jesus det næste år.

Kyndelmisse den 2. februar er vigtig i Mexico.
Ifølge bibelen blev lille Jesus vist frem i templet
i Jerusalem denne dag. Det mindes man ved
at klæde en dukke pænt på. Dukken ligner Jesus.
Bagefter bliver den velsignet i kirken.

side 12
/ 14

Fagord

Betlehem
Boxing Day
De hellige tre konger
De tre vise mænd
Jerusalem
Julekrybbe
Kanakaloka
Kyndelmisse
Las Posadas
Nordpolen
Santa Claus

Fraser Mummery
Juletræer pynter Rockefeller Center på Manhattan.
side 13
/ 14

Vil du vide mere?

Sofie Maria Brand, som har skrevet denne lille
fagbog, har også skrevet: "JUL I ANDRE LANDE".
Bogen er udgivet af Gyldendal, og der er mange
flotte tegninger af Rasmus Juul.

Hvis du er vild med jul og gerne vil vide endnu
mere om, hvordan man fejrer jul i andre lande,
skulle du prøve at låne "Jul i andre lande"
på biblioteket - eller måske ønske dig den i
julegave.

side 14
/ 14
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat