- Hey, Isa.
Hun springer af sin cykel, og vi krammer.
- Hej, Silke.
Så skubber hun mig lidt ud fra sig og ser på mig.
- Er der noget galt med dig?
Jeg tænker, at det her er typisk, for jeg kan godt bilde min mor
noget ind, men min veninde kan se lige igennem mig.
- Du må ikke sige det til nogen, vel? Lover du det, Silke?
Hun nikker. – Selvfølgelig lover jeg det. Hvad er det så?
Jeg fortæller om mit dumme mareridt. Jeg håber i hvert fald,
at det bare var et mareridt.
- Jeg har sikkert lukket ind til boksen, tror du ikke, Silke? siger
jeg til sidst.
- Det har du naturligvis gjort, trøster hun mig. - Og selvom du
ikke har, behøver Flamme jo ikke at være rendt ud og have
forædt sig, vel? Kom, det ringer ind.

Vi løber ind i gården, og jeg når at få et glimt af den nye dreng
Sander, mens han er på vej ind på gangen sammen med de
andre fra sin klasse. Som om han mærker, at jeg kigger på ham,
drejer han også hovedet og ser på mig. Han smiler, og jeg
smiler tilbage og bliver vanvittig glad indeni. Nu bliver jeg
pludselig helt overbevist om, at jeg huskede at lukke ind til
Flammes boks i går.
Vi har dansk i første time, og det er som sædvanlig ret kedeligt.
I løbet af timen bliver jeg igen lidt nervøs over det med
Flamme og boksen, og Silke kan mærke det på mig, for hun
puffer til mig med albuen.

- Tænker du på det med boksen?
- Lidt, mumler jeg.
- Når vi har luftet Balou, kører vi ud til rideskolen, ikke? foreslår
hun. - Så kan du holde op med at tænke på det.
- God plan, siger jeg.

Vi plejer altid at have det så rart om fredagen, og Silkes mor
har lovet at købe sushi. Bagefter kan vi ligge og dase på gulvet
på Silkes værelse og se serier i timevis. Det har vi gjort masser
af gange.
Mit humør stiger lidt, men en lille uro bliver alligevel ved
at flakke inde i mig hele dagen i skolen. Jeg glemmer det kun
rigtigt én gang, og det sker lige udenfor skolen efter sidste
time. Vi må godt have vores mobiler med i skole, men de må
ikke være tændt, så næsten alle tænder dem lige på den anden
side af porten, og det gør Silke og jeg også. Lige mens jeg står
med min i hånden, løber Sander forbi og snupper den ud af
hånden på mig, og jeg bliver både glad og forskrækket.
Mest det første.

Balou bliver glad for at se os, og vi vader rundt med hunden
en hel time, og undervejs taler vi igen om det stpre loppemarked
ude ved centeret. Silkes far har lovet at hjælpe med at køre alle
vores ting derud. Vi er enige om, at det bliver helt vildt fedt,
og at vi kommer til at tjene en masse penge til vores opsparing,
som vi engang i fremtiden skal lave alle mulige fede ting
sammen for. Så cykler vi ud til rideskolen, og det sidste stykke
af vejen knuger det sådan i min mave.
I dag er der masser af folk overalt. Den lille parkeringsplads er
fuld af biler, og der holder cykler alle vegne. Nogle af hestene
er trukket ud på fold, og Ulla er ved at undervise et hold på
banen. Vi kan høre hendes stemme, men hun er ligesom ikke
helt så glad, som hun plejer at være. Jeg kigger efter Flamme,
men han er hverken på folden eller på banen. Måske står han
stadig inde i stalden. Det håber jeg virkelig, men jeg har en
dårlig fornemmelse.

Så sker der tre ting næsten på én gang: For det første får jeg
øje på dyrlægens blå bil, for det andet ser jeg en mindre pige
med mørkt hår og røde øjne og tårer på kinderne komme ud
fra stalden med en dame i hælene, og for det tredje dukker
Liva og Vita op ved siden af os.

- Har I hørt det? siger Vita. - Den nye hest i Flickas gamle boks,
Flamme, er sluppet ud af boksen i nat.
- Den har ædt næsten en hel sæk kraftfoder og er meget syg
af kolik, fortsætter Liva. - Dyrlægen har allerede været her
flere gange. Ulla opdagede det tidligt i morges, fordi Flamme lå
og rullede rundt på gulvet inde i stalden.
- Det er bare så synd for ham, at han har så ondt i maven,
siger Vita. - Ulla aner simpelthen ikke, hvordan han er sluppet
ud, men boksen stod åben.

Jeg kan ikke få et ord frem og har det næsten, som om jeg skal
besvime. Silke tager fat i min hånd og knuger den så hårdt,
at det gør ondt.

- Ej, hvor forfærdeligt gisper hun.
Liva og Vita nikker. - Vores hold er forsinket i dag på grund af
det. Det er også vildt synd for Naja!
- Hvem er Naja?
- Hende dér, peger Vita. - Tænk, hvis hun aldrig kommer til
at ride på Flamme igen. Hendes far er inde i stalden.
Flamme har kun været på stald her i omkring tre dage, og faren
er vist ret vred!

Naja er den grædende pige, jeg så komme ud fra stalden.
Hendes mor er ved at trøste hende.

Så siger Liva: - Naja er lillesøster til ham den nye Sander i
klassen over vores.

* * *

Det er næsten midnat, og Silke og jeg ligger som sædvanlig på
to madrasser på gulvet på hendes værelse. Jeg kan ikke tænke
på andet end det med Flamme. Jeg kunne næsten heller ikke
spise noget af al den lækre sushi, Silkes mor havde købt til os,
og jeg har slet ikke kunnet koncentrere mig om at se vores
serier. Silkes mor har lige været herinde for at sige, at vi skulle
slukke lyset, for vi skal jo tidligt op og til ridning i morgen.

- Isa, hvisker Silke og rækker sødt armen ud mod mig. - Prøv nu
at glemme det lidt, ikke? Flamme bliver da rask igen, og Liva og
Vita skal bare altid overdrive så meget.

Jeg nikker, men kan ikke finde på noget at sige, for jeg er bare
så flov og ked af det, og lidt bange er jeg også. Og hvorfor
behøvede det lige at være Sanders lillesøsters hest, det gik ud
over?

- Måske er det slet ikke din skyld, vel, bliver Silke ved.
- Det er min skyld, får jeg frem.
- Sov nu. Når vi kommer ud på rideskolen i morgen, er alt
sikkert godt.

Lidt efter kan jeg høre, at Silke sover, men selv ligger jeg vågen
i noget, der føles som en evighed. Huset er helt stille, og på et
tidspunkt leder jeg efter min mobil for at se, hvor sent det er.
Da jeg finder den, ser jeg, at jeg har fået en ny sms. Den er fra
et nummer, jeg ikke kender, og der står:

Hej Isa. Sov godt. Kh Sander.