Men i dag er det mig, der kommer først og venter
på hende. Hun får øje på mig på lang afstand og
vifter med sin arm oppe over hovedet.

- Hey, Isa.
Hun springer af sin cykel, og vi krammer.
- Hej, Silke.
Så skubber hun mig lidt ud fra sig og ser på mig.
- Er der noget galt med dig?

Jeg tænker, at det her er typisk. Jeg kan godt bilde
min mor noget ind, men min veninde kan se lige
igennem mig.

- Du må ikke sige det til nogen, vel? Lover du det,
Silke?

Hun nikker. – Klart jeg lover det. Hvad er det så?
Jeg fortæller om mit mareridt. Jeg håber i hvert
fald, at det bare var et mareridt.

- Jeg har nok lukket ind til boksen, tror du ikke,
Silke? siger jeg til sidst.
- Jo, du har, trøster hun mig. - Og selvom du ikke
har, behøver Flamme jo ikke at være rendt ud.
Kom, det ringer ind.

Vi løber ind i gården, og jeg når at få et glimt af
den nye Sander, mens han er på vej ind på gangen
sammen med de andre fra sin klasse.
Måske mærker han mine øjne, for han drejer sit
hoved og ser på mig. Han smiler, og jeg smiler
tilbage og bliver glad indeni.

Det er da klart, at jeg huskede at lukke ind til
Flammes boks i går.

Vi har dansk i første time, og det er ret trist.
I løbet af timen bliver jeg igen lidt nervøs over det
med Flamme. Silke kan se det på mig. Hun puffer
til mig med albuen.

- Tænker du på det med boksen?
- Lidt, mumler jeg.
- Når vi har luftet Balou, kører vi ud til ride-skolen,
ikke? siger hun. - Så kan du holde op med at tænke på det.
- God plan, siger jeg.

Vi plejer altid at have det så rart om fredagen,
og Silkes mor har lovet at købe sushi. Bagefter kan
vi ligge på gulvet på Silkes værelse og se serier i
timevis. Det har vi gjort masser af gange.
Mit humør stiger lidt, men en lille uro bliver ved
at flakke inde i mig hele dagen i skolen.
Jeg glemmer det kun rigtigt én gang. Det sker lige
uden for skolen efter sidste time. Vi må godt have
vores mobiler med i skole, men de må ikke være
tændt. Næsten alle tænder dem lige på den anden
side af porten. Det gør Silke og jeg også. Lige mens
jeg står med min i hånden, løber Sander forbi og
river den ud af hånden på mig. Jeg bliver både
glad og forskrækket. Mest det første.

Balou bliver glad for at se os, og vi vader rundt
med hunden en hel time. Vi taler om
loppemarkedet næste søndag. Silkes far har lovet
at hjælpe med at køre vores ting derud. Vi er
enige om, at det bliver helt vildt fedt.
Så cykler vi ud til ride-skolen. Det sidste stykke af
vejen knuger det sådan i min mave.
I dag er der masser af folk overalt. Den lille p-plads
er fuld af biler, og der holder cykler alle vegne.
Nogle af hestene er trukket ud på fold, og Ulla har
et hold på banen. Vi kan høre hendes stemme,
men hun ikke er helt så glad, som hun plejer
at være. Jeg kigger efter Flamme, men han er
hverken på folden eller på banen. Måske står han
stadig inde i stalden. Det håber jeg, men jeg har
en dårlig fornemmelse.

Så sker der tre ting næsten på én gang: For det
første får jeg øje på dyrlægens blå bil. For det
andet ser jeg en mindre pige med mørkt hår og
røde øjne og tårer på sine kinder komme ud fra
stalden med en dame i hælene. For det tredje
dukker Liva og Vita op ved siden af os.

- Har I hørt det? siger Vita. - Den nye hest,
Flamme, er sluppet ud af boksen i nat.
- Den har ædt næsten en hel sæk foder og er
meget syg af kolik, fortsætter Liva. - Dyrlægen har
allerede været her flere gange. Ulla opdagede det
i morges, fordi Flamme lå og rullede rundt på
gulvet inde i stalden.

- Det er bare så synd for ham, at han har så ondt i
maven, siger Vita. - Ulla aner ikke, hvordan han er
sluppet ud. Men boksen stod åben.

Jeg kan ikke få et ord frem. Jeg har det næsten,
som om jeg skal besvime. Silke tager fat i min
hånd og knuger den så hårdt, at det gør ondt.

- Ej, hvor slemt, gisper hun.
Liva og Vita nikker. - Vores hold er forsinket i dag
på grund af det. Det er også vildt synd for Naja!
- Hvem er Naja?
- Hende dér, peger Vita. - Tænk, hvis hun aldrig
kommer til at ride på Flamme igen. Hendes far er
inde i stalden. Flamme har kun været på stald her
i tre dage, og faren er vist ret vred!

Naja er den pige, jeg så komme ud fra stalden.
Hendes mor er ved at trøste hende.
Så siger Liva: - Hun er lillesøster til ham den nye
Sander i klassen over vores.

***

Det er næsten midnat, og Silke og jeg ligger på to
madrasser på gulvet på hendes værelse.
Jeg kan ikke tænke på andet end det med Flamme.
Jeg kunne næsten heller ikke spise noget af den
lækre sushi.
Jeg har heller ikke kunnet koncentrere mig om
at se vores serier. Silkes mor har lige været inde
for at sige, at vi skulle slukke lyset, for vi skal jo
tidligt op og til ridning i morgen.

- Isa, hvisker Silke og rækker sødt armen ud mod
mig. - Prøv nu at glemme det lidt, ikke? Flamme
bliver da rask igen. Liva og Vita skal bare altid
overdrive så meget.

Jeg nikker, men kan ikke finde på noget at sige.
Jeg er bare så flov og ked af det. Lidt bange er jeg
også. Og hvorfor behøvede det lige at være
Sanders lillesøsters hest?

- Måske er det slet ikke din skyld, bliver Silke ved.
- Det er min skyld, får jeg frem.
- Sov nu. Når vi kommer ud på ride-skolen i
morgen, er alt sikkert godt.

Lidt efter kan jeg høre, at Silke sover.
Selv ligger jeg vågen længe. Huset er helt stille.
Jeg leder lidt efter min mobil for at se, hvor sent
det er. Da jeg finder den, ser jeg, at jeg har fået
en ny sms. Den er fra et nummer, jeg ikke kender:

Hej Isa. Sov godt. Kh Sander.